Opera: Samson et Dalila

Den bibelske fortælling om Samson og Dalila (dommerbogen, kapitel 13-16) må være noget nær det optimale forlæg til en opera, da den indeholder 3 elementer, der typisk gør sig godt i opera: 1) En fremragende historie, 2) interessante karakterer og – nok så væsentligt – 3) et tempel der styrter sammen, sådan at der rig mulighed for også at lave noget spektakulært, der understreger de store følelser! I Wiener Staatsoper kunne man her i maj opleve Camille Saint-Saëns store opera over denne historie, Samson et Dalila, der blev uropført i 1877.

Franske Saint-Saëns (1835-1921) lider desværre lidt under, at han ofte beskrives som ”den bedste komponist, der har levet, som ikke var genial”. Han er i almindelighed vist mest kendt for sit muntre orkesterværk Le Carnaval des animaux (”Dyrenes Karneval”) fra 1886, hvor de forskellige dyr repræsenteres ved forskellige instrumenter. Genial eller ej, så er adskillige af hans værker dog absolut værd at lytte til, herunder Samson et Dalila, der udover store korpassager også rummer karakteristiske arier samt opulente orkestermellemspil foruden regulært, intimt kammerspil mellem de to hovedpersoner.

Musikalsk var der ikke noget at komme efter fredag den 18. maj 2018. Den fransk-italienske verdensstjernetenor Roberto Alagna sang partiet som den store og stærke Samson, hvis forelskelse i Dalila bliver fatal for hans kræfter og – bogstavelig talt – gør ham blind. Alagna skal synge partiet som Lohengrin i Bayreuth ved sommerens festspil, så man kan ikke ligefrem sige, at han vælger partier med held i kærlighed. Heller ikke Elsa er som bekendt tro, men stadig et gevaldigt skridt frem i forhold til Dalila.

Der var ikke noget at udsætte på Alagnas sublime tenor den pågældende aften. Han var både overbevisende i de heroiske, indledende passager, hvor der ikke er den ting, som Samson ikke kan klare, samt i de fortvivlede passager i slutningen, hvor Samson er blevet berøvet sit syn og sin styrke af de fæle filistre, som Dalila stod i ledtog med. Også i de mere intime scener i anden akt, der mest har karakter af kammerspil, var præstationen absolut godkendt. Men jeg kunne måske godt her have ønsket mig lidt mere beherskelse. Selvom det er en fryd blot at læne sig tilbage, lukke øjnene og lytte, så skal forførelsesscenen gerne have lidt en anden, ømmere farve end de store følelsesudbrud i første og tredje akt.

Det samme gjorde sig lidt gældende for Dalila, der den pågældende aften blev sunget af lettiske Elīna Garanča. Selvom der igen var tale om en fremragende præstation, så var hendes mezzosopran og karakter gennemgående for mørkfarvet til, at man for alvor falder for hende. Man ved godt fra starten, at hun er regulært dårligt selskab, man skal holde sig fra. Det kunne være interessant med en Dalia-karakter, som man rent faktisk forelsker sig i frem for en, hvor alle advarselslamperne lyser fra start. Meningen var måske, at det skulle understrege Samsons bundløse naivitet.

Vi er i småtingsafdelingen. Langt værre var at man i Wiener Staatsoper havde glemt at holde operainstruktøren Alexandra Liedtke i kort snor. Så hun havde sat hele forestillingen i det man vist i almindelighed betegner som et ”tidløst univers”. Dette er vel ret billigt sluppet i forhold til, hvor slemt det kan blive, når operainstruktører i de tysktalende lande får frit løb. Men i anden akt gik det galt, da den store forførelsesscene var henlagt til et badeværelse! Det gør det svært at tage historien seriøst; og det er faktisk en skam, for Samson og Dalila er en seriøs og almengyldighistorie, der kun ville vinde ved at blive holdt i den tidløse, mytologiske/bibelske fortid, hvor vi kender den og kan relatere til den. Det er som om, man er bange for de store følelser. Bange for, at det tragiske skal blive sentimentalt og derfor forsøger at afvæbne historiens slagkraft med umulig scenografi og fortænkte allegorier. Ærgerligt, for det er her en operainstruktør ellers kunne vise, hvor dygtig vedkommende var.

Men hvorfor kan du ikke bare lukke øjnene og lytte til musikken? Som en velmenende medpublikummer spurgte i en pause? Fordi så kunne man – for det første – lige så godt gå over til koncertante opførelser (hvilket man i mange tilfælde også ville være bedre tjent med) eller blive hjemme ved stereoanlægget. Det er da rigtigt nok, at flot sang og skøn musik er noget, der kan nydes særskilt. Men – for det andet – så gør det sig kun i nogen grad gældende i forhold til historien og karaktererne, hvor skuespil og scenografi m.v. også spiller en rolle for formidlingen. For det tredje så er det straks en anden sag, når man ikke begrænser sig til blot at se bort fra centrale af scenekunstens formidlingsvirkemidler, men sætter elementer op der forstyrre eller i værste fald modarbejder historien og gør den tam og fratager den dens slagkraft og almengyldige karakter. Ja, man kan næsten sige, at den ender som Samson, der berøves sine kræfter og sit syn, fordi han lader sig lede på afveje. Det er også synd at stjerner som Alagna og Garanča – groft sagt – kun får lov til at synge i badeværelset.

I tredje akt er vi heldigvis kommet ud af badeværelset og tilbage i den scenografi, der kun er tidløst intetsigende intetsigende. Jeg må indrømme, at jeg nok havde glædet mig mest til denne akt (jeg har lidt en svaghed for det spektakulære) for at se de onde filistre svælge i deres afgrundsdybe hedenskab og hyldest til guden Dagon, som de med tilfangetagelsen af Samson nu kan hylde som værende stærkere end israliternes gud. De bliver som bekendt klogere, da Samson beder Gud om at få sine gamle kræfter tilbage blot en sidste gang, sådan at han tage frygtelig hævn og lade templet styrte i grus over de 3000 filistre samlet i det. Saint-Saëns har her sat alle sejl til med stor, orientalskfarvet musik og voldsomme, eksotiske danseoptrin i denne akt.

Her leverede Wiener Staatsoper heldigvis varen på trods af den sparsomme hjælp fra instruktørfronten, der kun havde forsynet Dagons tempel med noget der mindede om klapstole. Flammerne fra ildkanonerne på scenen kunne til gengæld kraftigt mærkes lagt ud i salen, da Guds vrede og straf rammer til sidst.

Der er svært at være decideret utilfreds med statsoperaens opsætning, når sang og musik næppe fås bedre. Så meget desto mere ærgerligt er det, at man lader en dårlig opsætning skygge for de gode præstationer.

Referencer

Wiener Staatsopers hjemmeside om forestillingen den 18. maj 2018:

https://www.wiener-staatsoper.at/spielplan-tickets/detail/event/965703011-samson-et-dalila/

Af indspilninger af Samson et Dalila vil 1973-indspilingen med Chor des Bayerischen Rundfunks og Münchner Rundfunkorchester under ledelse af Giuseppe Patané formentlig tilfredsstille de flestes behov. Vokalt bliver det ikke meget bedre med den amerikanske heltetenor James King som Samson og Christa Ludwig som Dalila.

Støt kulturkampen!

Tak fordi du læser vores artikler. Hos Årsskriftet Critique ønsker vi at udfordre samfundsdebatten og særligt udvikle den borgerlige og konservative samfundskritik. Derfor kræver vi heller ikke betaling for vores online-stof og har ikke tænkt os at gøre det.

Men vi har ingen reklameindtægter, ingen rige onkler og ingen adgang til offentlig støtte. Derfor er vi afhængige af dit økonomiske bidrag for at holde gryden i gang. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.

Ved at støtte os, støtter du en fremtid for en velfunderet, nuanceret borgerlig idé- og samfundsdebat og er med til at brede den borgerlige samfundskritik ud til flere. Ved brug af Paypal kan du sågar oprette en fast månedlig donation. Vi takker for dit bidrag.

Støt Årsskriftet Critique via MobilePay!