Kongehusdebatten er så kedelig

Kongehusdebatten

Af Kuzma Pavlov

Grundlovsdag er altid en kærkommen anledning til at lufte politiske visioner og gøre sig nogle overordnede betragtninger. Mens nogle organisationer benyttede lejligheden til at lancere spændende visioner for fremtidens Danmark, kunne andre ikke finde på andet end at foreslå at afskaffe Kongehuset. Det er åbenbart bl.a. Radikal Ungdoms og SF Ungdoms mest visionære håb for Danmark, og fred være med det. Jeg ville bare ønske, debatten om kongehuset ikke var så kedelig!

Den evindelige demokrati-snak

Det er altid noget med demokrati – det man kan være stensikker på. Kongehuset er udemokratisk, lader man forstå. Og man kan være mindst lige så sikker på, at der aldrig forklares, hvad skribenterne mener med demokrati. Mange kloge mennesker har gennem tiden givet deres bud på, hvad demokrati i grunden er, og mange vestlige lande har vist forskellige bud på, hvordan man indretter et demokratisk samfund. Schweitz er indrettet på én måde, USA på en anden og Danmark på en helt tredje.

Når der hverken hersker enighed mellem debattører eller mellem lande, er det mildest talt dovent bare at komme med en henkastet bemærkning om, at noget er udemokratisk. For hvad er demokrati, og hvad er det egentlig, der gør Kongehuset udemokratisk? Det er der aldrig kommet et fornuftigt svar på. For nogle vil demokrati betyde, at noget ikke overtræder Grundloven – rammen for det danske demokrati. Det gør Kongehuset selvsagt ikke – det er tværtimod en central bestanddel af den.

Og giver det mening at de selvsamme skribenter hylder Grundloven som rammen for vores demokrati på Grundlovsdag, når de samtidig bruger så meget energi på at forklare, at den er udemokratisk? Er demokrati et begreb, som de lige tilpasser til dagen, så den passer til skåltalen?

Måske ligger det udemokratiske i, at man ikke har stemt om Kongehuset? Men vi har jo ikke stemt om domstolene. Er de så også udemokratiske, eller er det noget andet? Og hvad forventer man egentlig ved sådan en afstemning? Kongehuset er jo alligevel mere populært end nogen regering i demokratiets historie. Givet det overhovedet mening at hævde, at en institution med så stor folkelig opbakning er en skændsel mod folks ret til at bestemme selv? Det ville bidrage til debatten og styrke republikanernes sag, hvis bare en eller anden en dag ville sætte sig ned og forklare, hvad det er for en demokratiforståelse, som fører til modstanden mod monarkiet.

Anakronisme-argumentet

Men demokratiargumentet kan jo ikke stå alene. Det hedder sig derfor typisk, at Kongehuset er en anakronisme. Tiden er simpelthen løbet fra Kongehuset. Vi lever jo i år 2018, må man forstå. Har det argument nogensinde virket på nogen? Enhver kan jo se, at Kongehuset er umådeligt populært. Helt faktuelt er tiden ikke løbet fra det – tværtimod. Vi kan se, hvor stort et samlingspunkt Kongehuset udgør i år 2018. Og jeg kan betrygge jer med, at det vil være præcis det samme i år 2019, 2020 og 2021.

Det skyldes i høj grad, at Kongehuset netop har formået at tilpasse sig tiden. De hitter på de sociale medier, de hitter til Royal Run, og Dronning Margrethe får generelt utvetydig ros for at have bragt vores kongehus ind i det nye århundrede. Når vi kan se, at populariteten er så skyhøj, er det da ligegyldigt, hvilket årstal kalenderen viser. Der er alligevel aldrig en eneste royalist, som har skiftet standpunkt angående Kongehuset, fordi Jesus er blevet født for 2018 år siden.

Gider republikanerne overhovedet kongehusdebatten?

Der er så mange ting, jeg egentlig gerne vil have svar på i debatten om Kongehuset. Det kunne faktisk blive en rigtig spændende debat. Det bliver det bare aldrig. I stedet pakkes argumenterne ind i postulater om folkets demokratiske kamp mod eliten. Der er bare et problem – folket mangler! De gider heldigvis ikke afskaffe monarkiet. Så hvis de samme argumenter ikke har virket de første hundrede gange, er der nok utrolig ringe chance for, at den hundredeførste gang kommer til at gøre nogen forskel. Det er simpelthen så kedeligt at blive ved med at høre de samme og de samme tyndslidte argumenter. Man skulle næsten tro, republikanerne slet ikke gider at vinde den her debat. Skal vi ikke aftale, at I kommer tilbage med noget nyt næste år? Så kan det være, I har en lillebitte chance.


Kuzma Pavlov er født i Rusland og følger med stor interesse med i, hvad der sker i det store land mod Øst. Han betegner sig som nationalkonservativ, er kandidat til Europaparlamentet for Konservativ Ungdom og har ligeledes siddet i bestyrelsen i Trykkefrihedsselskabet. Fokus i hans klummer vil derfor spænde bredt fra udenrigspolitik over ytringsfrihed til moderne kulturkamp.

Støt kulturkampen!

Tak fordi du læser vores artikler. Hos Årsskriftet Critique ønsker vi at udfordre samfundsdebatten og særligt udvikle den borgerlige og konservative samfundskritik. Derfor kræver vi heller ikke betaling for vores online-stof og har ikke tænkt os at gøre det.

Men vi har ingen reklameindtægter, ingen rige onkler og ingen adgang til offentlig støtte. Derfor er vi afhængige af dit økonomiske bidrag for at holde gryden i gang. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.

Ved at støtte os, støtter du en fremtid for en velfunderet, nuanceret borgerlig idé- og samfundsdebat og er med til at brede den borgerlige samfundskritik ud til flere. Ved brug af Paypal kan du sågar oprette en fast månedlig donation. Vi takker for dit bidrag.

Støt Årsskriftet Critique via MobilePay!