Juridisk kønsskifte vidner om en afsporet kultur

Af Mikael Brorson

VLAK-regeringen lancerede for nylig en såkaldt handlingsplan med det formål at reducere diskrimination og chikane af LGBTI-personer. Planen indeholder et væld af forskellige tiltag, herunder et forslag om at muliggøre juridisk kønsskifte for personer under 18 år. Det er et i og for sig ganske prisværdigt tiltag, al den stund ingen selvfølgelig skal chikaneres som følge af deres seksualitet. Men ønsket om juridisk kønsskifte for mindreårige – såvel som muligheden for juridisk kønsskifte i det hele taget – vidner alligevel om noget ganske andet: En afsporet kultur, som ikke kender til virkelighed, fordi den ikke ser sig selv som stående under Guds tiltale.

Praktiske problemer

Der er selvfølgelig en række praktiske problemer knyttet til juridisk kønsskifte. Politiken har eksempelvis (18/05) fortalt om en gravid “mand”, dvs. en kvinde som havde fået juridisk kønsskifte og var blevet gravid. Så kan man jo spørge sig selv, om det barn, som skal forklare sine klassekammerater, at han kun har en far, ingen mor, som følge deraf kommer til at opleve mere eller mindre chikane?

Dernæst er der selvfølgelig det oplagte spørgsmål om, hvornår man er gammel nok til at få foretaget juridisk kønsskifte? Kan en 10-årig eksempelvis, med forældrenes hjælp, tage den beslutning? Og skal f.eks. teenagere, som i forvejen kan have svært nok ved at finde deres identitet, pålægges den byrde også at skulle tage stilling til noget så grundlæggende som deres eget køn?

En afvisning af virkeligheden

Men langt mere foruroligende end praktikaliteterne er, hvad dette siger om vores kultur. For med juridisk kønsskifte mener vi dybest set at kunne omskabe virkeligheden, selv den biologiske. Virkeligheden er ikke en sammenhæng, som vi er bundet af og til og må respektere, men det er derimod noget vi efter forgodtbefindende kan ændre og omskabe med at par nye indtastninger i CPR-registeret. Ja, for nogle findes køn endda slet ikke. Den biologiske virkelighed er ikke blot noget vi kan ændre som vi vil, men noget vi selv har skabt – køn er bare en social konstruktion. 

Dermed sætter vi os i Guds sted. Vi leger skabere, fordi vi ikke vil høre forkyndelsen af, at vi blot er skabninger. Og det går hånd i hånd med den grasserende individualisme, som hærger vores samfund, hvor alt handler om at finde og definere ens egen identitet. Dette er nu gået så vidt, at jeg også skal kunne bestemme over min egen biologi, over mit eget køn.

At det skulle kunne lade sig gøre er naturligvis ren indbildning. For det er ikke os mennesker, som har frembragt virkeligheden. Vi kan ændre alle de CPR-numre vi overhovedet orker, men det ændrer ikke vores kromosom-sammensætning, vores biologi, ligesom jeg aldrig kan få brune øjne eller være en kat, blot fordi vi juridisk bestemmer det.

Glæden ved virkeligheden

Vi kan ikke ændre virkeligheden – og det bør vi egentlig glæde os over, for det er selve forudsætningen for, at vi i det hele taget kan have menneskeligt samfund. Vi kan ikke leve sammen uden grænser, faste normer, kategorier og fordomme. Det er altsammen helt nødvendigt, hvis ikke vi skal ende i formløshedens mørke, hvor enhver er sin egen skaber og intet menneskeligt fællesskab er muligt, fordi der intet fælles eksisterer, fordi alt er op til en selv. I dette formløshedens mørke er det umuligt at navigere, for hvordan navigere, hvis vi selv bestemmer hvad der er Nord og Syd – og naboen i øvrigt har defineret det omvendt, eller slet ikke anerkender polerne som virkelighed.

Derfor er statens fremmeste opgave at opretholde denne orden, som er blevet os givet fra generationerne før os. VLAK-regeringen har besluttet sig for at gøre det stik modsatte, selv ødelægge denne orden og efterlade os uden fast grund under fødderne. Det er en parodi på borgerlighed.


Mikael Brorson er stud.theol. ved Aarhus Universitet. Han har løbende deltaget i den offentlige debat, særligt om indvandring, kristendom, EU og værdipolitiske emner i det hele taget. Mikael Brorson er redaktør ved tidsskriftet Replique.

Støt kulturkampen!

Tak fordi du læser vores artikler. Hos Årsskriftet Critique ønsker vi at udfordre samfundsdebatten og særligt udvikle den borgerlige og konservative samfundskritik. Derfor kræver vi heller ikke betaling for vores online-stof og har ikke tænkt os at gøre det.

Men vi har ingen reklameindtægter, ingen rige onkler og ingen adgang til offentlig støtte. Derfor er vi afhængige af dit økonomiske bidrag for at holde gryden i gang. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.

Ved at støtte os, støtter du en fremtid for en velfunderet, nuanceret borgerlig idé- og samfundsdebat og er med til at brede den borgerlige samfundskritik ud til flere. Ved brug af Paypal kan du sågar oprette en fast månedlig donation. Vi takker for dit bidrag.

Støt Årsskriftet Critique via MobilePay!