Identitetspolitiske kætterforfølgelser

26. juni 2018
3 minutters læsetid

Af Magnus Sinding-Jensen

Identitetspolitikken på venstrefløjen blomstrer på mange amerikanske campusser i disse år. Et bemærkelsesværdigt eksempel forekom sidste år, hvor en biologiprofessor ved navn Bret Weinstein pludselig befandt sig som centrum i en decideret undtagelsestilstand på Evergreen State College i staten Washington.

På Evergreen har man en årligt tilbagevendende begivenhed kaldet A day of absence, hvor de farvede studerende og undervisere bliver væk fra universitetet for at demonstrere en (eller anden) pointe omkring undertrykkelse. I 2017 tog denne tradition så en markant drejning, da man besluttede, at det nu i stedet var alle hvide studerende og ansatte, som skulle absentere sig. Det var ikke en tvang, men en kraftig opfordring.

Weinstein, som selv er venstreorienteret, syntes, at dette var et skridt for langt og skrev en mail til skolens Director of First Peoples Multicultural Advising Services, hvori han pointerede den afgørende forskel der er mellem at vælge selv at blive væk, og at presse andre mennesker til selvsamme baseret på deres hudfarve. De studerende fik nys om denne mail, og en større flok af dem troppede op til Weinsteins undervisning, hvor de kaldte ham racist og desuden nægtede at lytte til hans forsøg på at ræsonnere med dem. Hele denne farce findes på YouTube, og man tror ikke sine egne øjne, når man ser det. Det er som at se en skolelærer forsøge at styre en flok forkælede børn, der har fundet ud af, at det dybest set er dem, der bestemmer, hvis bare de sørger for at påkalde sig den rette offerrolle.

Politiet blev tilkaldt, men fik af ledelsen at vide, at de ikke måtte blande sig. Weinstein blev sendt hjem, da man ikke kunne garantere hans sikkerhed. En decideret undtagelsestilstand udfoldede sig over de næste dage, hvor det hvide personale på universitetet blev kaldt racister og måtte eskorteres til og fra toilettet, og hvor det var særligt tragikomisk at se flere situationer, hvor præsidenten George Bridges bliver irettesat for at gestikulere på en, ifølge de studerende, truende måde og få besked om, at han skal holde armene ned langs siden hele tiden.

Efter denne totale nedsmeltning og ydmygelse udtalte selvsamme præsident efterfølgende sin taknemmelighed for de studerendes mod og sine forventninger om fremtidigt samarbejde om at løse problemerne. Bret Weinstein måtte efterfølgende sige op, mod en ydelse på $500.000, men hvad var han dybest set skyldig i? At være en hvid mand, som tillod sig at stille spørgsmålstegn ved et identitetspolitisk korstog mod undertrykkelse og ’hvidhed’, et begreb, der gentages ofte på de forskellige videoer af hændelserne.

Sagen om Bret Weinstein er et blandt efterhånden mange lignende eksempler på amerikanske campusser, hvor ansatte eller gæsteforelæsere mødes af en rasende venstrefløjspøbel, som for alt i verden vil knægte deres ytringsfrihed. Eksemplerne er mange: Charles Murray på Middlebury College, Ben Shapiro og Milo Yiannopoulos på University of California, Nicholas og Erika Christakis på Yale og Jordan Peterson på University of Toronto. Mange flere kunne nævnes.

Religion med et postmoderne tvist

Den intersektionelle identitetspolitik på amerikanske universiteter er blevet beskrevet som en form for religiøs bevægelse af blandt andet forfatteren Andrew Sullivan. Den identitære ungdom er opfyldt af en ubrydelig tro på deres egen sag og arvesynden består i hvide menneskers uretfærdige privilegier, som skal angres og overvindes ved den rette dydige (politisk korrekte) levevis og sprogbrug. Træder man ved siden af, behandles man som tidligere tiders kættere og brændemærkes som amoralsk og ondskabsfuld.

Den engelske filosof John Gray skriver at moderne identitetspolitik: ”… is a postmodern twist on the liberal religion of humanity”. Han ser det som en radikalisering af den liberalistiske utopi- og fremskridtstænkning – en hyper-liberalisme – hvor ideen om en universel menneskehed tages til det ekstreme, og hvor traditioner, fordomme, hierarki og lokale forankringer søges udryddet, fordi de opfattes som undertrykkelse af det frie individ. Venstrefløjsungdommen på de amerikanske og engelske universiteter er en flok hyper-individualister, der samarbejder i deres fælles kamp mod undertrykkelsen, mens de hver især insisterer på retten til at definere deres egen helt unikke identitet.

Identitetspolitikkens rødder på New Left

Den nu berømte Canadiske psykolog Jordan Peterson har betegnet identitetspolitikkens bannerførere som ’postmodern, neomarxist’, og det er åbenbart, at denne politiske tankegang udspringer af socialismen og The New Left, hvor proletariat og kapitalist er erstattet af nye sociale modsætninger: hvid – farvet, mand – kvinde etc., og hvor målet er et fundamentalt opgør med ’white privilege’ og ’patriarkatet’.

Måske er konklusionen at liberalismens og socialismens excesser her mødes i det yderste grænseland. Et område, hvor der er enighed mellem de to ideologier i kampen mod alt det, som hæmmer individets selvdefinering og i kampen for en utopisk vision om menneskets frigørelse fra alle bånd. En kamp hvor individets rettigheder udvides radikalt, og hvor dets pligter glemmes.

I England har der været en del lignende eksempler på no-platforming af talere på universiteterne, mens Danmark, indtil videre, har været nogenlunde forskånet. Spørgsmålet er dog om det ikke blot er et spørgsmål om tid, og der er visse tendenser, eksempelvis gruppen FRONT, som i diverse medier for et par år siden plæderede for færre hvide mænd i pensumlisterne.


Magnus Sinding-Jensen er cand. mag. i historie og socialvidenskab fra Roskilde Universitet, hvor han blandt andet har beskæftiget sig med digteren Helge Rode og livanskuelsesdebatten i 1920’erne. Han underviser i samfundsfag i gymnasieskolen og vil bidrage med artikler om kulturkamp, identitet og idehistorie.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside