Hvad lavede Han Solo egentlig før, han mødte Luke Skywalker og Ben Obi-Wan Kenobi på Tatooine? Hvordan mødte han Chewbacca og skaffede sig Tusindårsfalken?
Hvor gode venner er han egentlig med Lando Calrissian? Alle de gode spørgsmål kan man nu få svar på i Solo: A Star Wars Story, hvor Disney fortsætter med at lave sidehistorier til den egentlige hovedhistorie. I sig selv en ganske udmærket ide, da Star Wars-universet er righoldigt nok til, at man uden problemer kan give de enkelte karakterer deres egen film, hvor vi kan komme lidt tætter på dem. Og det er meget oplagt med en film om netop smugleren, piloten, eventyreren, revolutionshelten og småsvindleren Han Solo, der er en af de mest mindeværdige karakterer fra det oprindelige Star Wars-univers.
Derfor er det også lidt en skam, at man får så lidt ud af Han Solo-karakteren, som tilfældet er i Solo. Skal jeg prøve at besvare det første af de spørgsmål, jeg selv stillede ovenfor, så er svaret, at han Solo var en ganske almindelige actionhelt, der skyder, snyder og småsakker sig igennem galaksens mindre pæne egne. Dette er ikke så langt fra ham, vi kender fra de gamle film, men det er netop problemet. Der tilføjes intet. Vi ved stadig ikke meget om hans baggrund; og hans karaktertræk er nogenlunde de samme i filmens start som i filmens slutning.
Den lidt tvetydige karakter, som han har i de gamle film, er væk. Hans moralske kompas synes næsten fuldt udviklet allerede fra filmens spæde begyndelse. Det er ikke i sig selv troværdigt. Og det er slet ikke troværdigt, når de skal tegne et portræt af en person, som kendere ved først senere finder det rigtige ståsted. Karakteren i Solo lider derfor allerede fra begyndelsen af troværdighedsproblemer.
Det interessante ved Han Solo-karakteren i de gamle film var udover den lidt tvetydige karakter, at den i høj grad levede af alle de mange anekdoter fra hans fantastiske fortid, som fortælles løbende. Dem får vi nu alle serveret på stribe, men når der ikke tilføjes noget nyt, så står vi tilbage med en amputeret karakterer, der kunne have været en hvilken som helst actionhelt.
Selve historien i Solo er en af de tyndeste, jeg har set i Star Wars-universet. Den begrænser sig til, at Han – som sædvanlig – er kommet i pengenød og skylder til de forkerte og derfor sammen med en gruppe andre skæve eksistenser skal stjæle en stor mængde af det værdifulde stof coaxium for at betale sin gæld til forbrydersyndikatet Crimson Dawn.
Simple historier kan der sagtens komme noget godt ud af, hvis de er fortalt interessant og har spændende karakterer. Ingen af delene er desværre rigtigt tilfældet her. Plottet begrænser sig til, at vores helte skyder sig ind og skyder sig ud igen og på vej tilbage flyver Kessel-ruten på de famøse 12 parsec (det var hidtil troet, at 20 var absolut minimum, hvilket dog stadig ikke ændrer ved, at der er tale om et længdemål i vores univers). Plotmæssigt sker der for lidt.
Bedre ser det ikke ud hos bipersonerne, der også har for lidt at byde på, udover at nogle af dem skifter side undervejs. Det er dog ikke godt nok, og i det hele taget gør filmen for lidt ud af at bygge interessante karakterer op. Det mest originale er de komiske indslag, der leveres af den kvindelige navigationsrobot L3, der er feminist og kæmper for robotters ligestilling med mennesker, hvilket får vores helte ud i en række problemer. Det er for anstrengt; og derfor bliver det aldrig rigtig sjovt.
Den ellers så gode ide, der blev lanceret med Roque One i 2016, ser med Solo desværre ud til at være løbet ud i sandet. Det er egentlig ufatteligt. Man har et fremragende univers, gode karakterer, men alligevel formår man ikke at få noget som helst ud af det, som man ikke kunne have fået ud af en gedigen actionfilm. 5/10
