Er der brug for mere videnskab i politik?

Af Rasmus Volthers Pedersen

Undertegnede har grundlæggende en sikkert grænsende til det naive tiltro til forskere og forskningsresultater. Omtrent er det vel mit verdenssyn, at ‘viden’ er identisk med ‘videnskab’. Ud over det, vi erkender med vores umiddelbare erfaring og følgeslutninger, omfatter vores viden kun det, videnskaben fortæller os. Resten er tro. (Det siger sig selv, at videnskab her skal inkludere alle videnskaber, ikke kun kvantitative eller naturvidenskabelige). Det betyder ikke, at videnskaben ikke har sine egne, mærkelige motivationer, og at den ikke kan være ideologisk styret både individuelt og strukturelt, eller at den er ufejlbarlig. Men den er det bedste svar, vi har.

Så jeg anser altså også antividenskabelige tendenser som bekymrende – som eksemplificeret ved modstand mod vaccinationer. Det er nogle af disse antividenskabelige tendenser, der er motivationen bag den såkaldte “March for Science”, der blev afholdt 22. april.

Så langt så godt, og hvem er imod mere og bedre videnskab? Ikke jeg, men hvilken videnskab og til hvilket formål? Et kig nærmere på hensigtserklæringen:

“Politiske beslutningstagere bør benytte sig af videnskabelig evidens og konsensus, ikke af pressionsgrupper, særlige interessegrupper eller personlige overbevisninger.”

Politiske beslutningstagere bør altså ikke benytte sig af personlige overbevisninger. Jeg ville nok mene, at det som minimum må afhænge af, hvorvidt de overbevisninger faktisk er formet på en fornuftig måde eller ej. For vi kan ikke sætte os ud over overbevisninger; dem har vi alle hele tiden. Videnskabelige overbevisninger er også overbevisninger, og det er også en overbevisning, at den videnskabelige metode producerer den sikreste form for viden. Der kan være gode og dårlige overbevisninger, men overbevisninger kan umuligt i sig selv være problematisk, for så ville al videnskab og al menneskelig viden i det hele taget være problematisk. Det er et vilkår, at der kan sættes spørgsmålstegn ved alle overbevisninger. Derfor har videnskaben også sine egne overbevisninger, som den må – og kan – forsvare.

Nogle hævder så, at etiske og politiske problemstillinger kan løses videnskabeligt, og nogle også, at videnskabsfolk er mere kvalificerede til at træffe politiske beslutninger end samfundsvidenskabeligt uddannede. Det har – ind til nu? – primært været et amerikansk fænomen, ført an af folk som Neil deGrasse Tyson og Sam Harris. Sidstnævnte argumenterer for, at videnskab har svaret på alle etiske problemstillinger. Ikke overraskende er det svar grasserende utilitarisme (tænk, at ingen har overvejet den mulighed før). Det tjener som skrækeksempel på, at man sagtens kan være en meget dygtig naturvidenskabsmand, men have en etisk-filosofisk begavelse et sted under gymnasieniveau, hvor de fleste vist er i stand til at begribe forskellen på pligt- og nytteetik.

Det underliggende problem i sidste ende er selvfølgelig det, at man ikke – som allerede Hume var opmærksom på – kan konkludere noget om hvordan verden bør være fra hvordan verden faktisk er. Det, at rygning er usundt, betyder ikke, at vi bør forbyde rygning, ligesom det heller ikke betyder at jeg selv bør undlade at ryge. Der er ingen forbindelse mellem udsagnene. Det ville være sandt, at vi skulle forbyde rygning hvis vi troede på et princip i stil med “alt, hvad der er usundt, bør forbydes”. Men når man opstiller den type af implicitte præmisser, bliver det også klart, hvor kontroversielle mange af dem vil være. Det er typisk de implicitte præmisser, der i en eller anden variation danner grundlaget for politiske debatter – for forskelle i overbevisning, om man vil. Stien fra er til bør er lang og kroget, og den basale indsigt er nødvendig for enhver debat om etik eller politik.

Måske den ringeagt, folkene bag “March for Science” initiativet udviser for sprog, er en indikation på, hvor lidt den sproglige klarhed og konsistens, der er afgørende i etik og politik, egentlig fylder hos dem: “Folk som værdsætter videnskab har for længe været tavse”, står der, og man kan næsten se for sig den engelske “People who appreciate science have been silent for too long” som det tydeligvis er oversat direkte fra. På dansk forsvinder skinnet af manifest og efterlader kun noget kluntet-selvhøjtideligt. Men det er sikkert også skrevet af den type, der ikke forstår, hvorfor vi ikke bare kan lade vores børn lære engelsk, så vi kan nedbryde de irriterende sprogbarrierer (de glemmer som regel, at engelsk som lingua franca er en historisk parentes, og at det sikkert er mere meningsfyldt at lære kinesisk alligevel).

Eller tag nu dette, og lad så være, at det er exceptionelt klodset sprog:

“Vi kommer fra alle kulturelle og religiøse baggrunde, alle kønsidentiteter og seksuelle orienteringer, alle færdigheder og samfundslag og alle politiske standpunkter og nationaliteter. Vores forskellighed er vores største styrke; et væld af holdninger, perspektiver og ideer er fundamentalt for den videnskabelige proces og samfundsmæssige fremskridt. Det der forener os er kærlighed til videnskab og fornuft og en umættelig nysgerrighed efter viden. Vi erkender at videnskaben er overalt og påvirker alle på kloden.” (fra www.marchforscience.dk)

Flere sætninger er decideret uforståelige. “Vi kommer fra […] alle færdigheder”; “Vi erkender at videnskaben er overalt og påvirker alle på kloden”. Det er komplet meningsløst, og hvis det i en eller anden venlig fortolkning var sandt, ville der jo næppe være behov for marchen. Petitesserytteri? Jeg ville snarere sige: Et eksempel på, at når først man har naturvidenskaben (og ingen kan være i tvivl om, at der altid i teksten sigtes til naturvidenskab) i sin magt, er andre hensyn subsidiære; forskellige politiske hensyn er “pressionsgrupper” eller “personlige overbevisninger”. Sprog er ren semantik, en slags glasur på kagen. Underliggende fornemmer man den logiske positivismes drøm om det ideelle sprog – og man fornemmer måske også, at nogle har glemt, hvorfor den drøm brast.

Støt kulturkampen!

Tak fordi du læser vores artikler. Hos Årsskriftet Critique ønsker vi at udfordre samfundsdebatten og særligt udvikle den borgerlige og konservative samfundskritik. Derfor kræver vi heller ikke betaling for vores online-stof og har ikke tænkt os at gøre det.

Men vi har ingen reklameindtægter, ingen rige onkler og ingen adgang til offentlig støtte. Derfor er vi afhængige af dit økonomiske bidrag for at holde gryden i gang. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.

Ved at støtte os, støtter du en fremtid for en velfunderet, nuanceret borgerlig idé- og samfundsdebat og er med til at brede den borgerlige samfundskritik ud til flere. Ved brug af Paypal kan du sågar oprette en fast månedlig donation. Vi takker for dit bidrag.

Støt Årsskriftet Critique via MobilePay!