Forstår man egentlig, hvordan demokrati virker i hovedstadsområdet?

Af Morten Jarlbæk Pedersen

Ja, jo – overskriften her er måske temmelig skarp, for langt de fleste voksne mennesker i Danmark er da helt på det rene med, at vi af og til stemmer på nogle folk, der så får lov at bestemme i en årrække.

Ikke desto mindre så kan man da af og til få oplevelsen af, at selve demokratiets allermest centrale kernefunktion ikke til fulde er forstået af hele vælgerkorpset: At man som vælger har mulighed for at fyre de ansvarlige på gråt papir.

Problemet er velkendt i hovedstadsområdet. Jeg har tidligere peget på det temmelig bizarre i, at man i København bliver ved med at stemme på de samme politikere, til trods for at disse politikere er ansvarlige for f.eks., at København altså på ingen måder er den pæne by, den faktisk kunne være.

Samme historie kan man fortælle om Region Hovedstaden: Ved det sidste valg til regionsrådet i november 2017 valgte vælgerkorpset ikke blot, at det nuværende regime skulle fortsætte – næ, man valgte endda at styrke de ansvarlige.

Jeg er ingen ekspert i det danske sundhedssystem – men man kan altså undre sig en smule over, hvad det er, hovedstadens ledende regionspolitikere bliver belønnet for. Her vil jeg tillade mig at fremhæve tre små eksempler på de ting, som vælgerne i Region Hovedstaden altså mener, at vi bør have mere af: En forvaltning, der tager politiske beslutninger; hospitaler, der forfalder; og et sundhedssystem, der prioriterer kortsigtet effektivisering over samfundsøkonomi og patienter.

En forvaltning med politiske ambitioner

Vores lille rejse gennem Region Hovedstaden begynder øverst og længst væk fra borgerne – nemlig i regionens forvaltning. Det er ingen hemmelighed, at politikere påvirkes af den forvaltning, som de overtager. Og det er heller ingen hemmelighed, at forvaltninger har deres egne dagsordener, der ikke altid er i overensstemmelse med de politiske prioriteter.

Det stiller store krav til de politiske ledere, der skal sikre sig, at forvaltningen går i den retning, som politikerne kræver.

I den seneste valgkamp til regionsrådene kom det dog frem, at man i forvaltningen i Region Hovedstaden arbejdede med en plan om at lukke skadestuen (”akutklinikken”) på Gentofte Hospital. Det affødte temmelig store protester fra en række lokale regionspolitikere – herunder ikke mindst borgmesteren i Gentofte kommune – der ikke mente at være blevet inddraget i den temmelig vidtgående beslutning. Oplevelsen var ganske enkelt den, at forvaltningen selv foretog den politiske prioritering. Resultatet var, at man i regionsrådet efterfølgende vedtog, at akutklinikken i Gentofte da naturligvis skal være en del af hospitalsstrukturen i Region Hovedstaden.

Ikke desto mindre arbejder man i forvaltningen – blot få måneder efter, at regionsrådet vedtog omtalte principbeslutning – videre med planerne om at lukke akutklinikken i Gentofte.

Dette kunne måske opleves som lokalpolitisk hysteri, hvor man i Gentofte ikke kan tåle tanken om at skulle køre helt til Herlev, hvis man skal på skadestuen – men sagen illustrerer fint, hvordan man i tilfældet Region Hovedstaden nemt kan få oplevelsen af et teknokrati, hvor regionsrådets ledelse og forvaltningen ser temmelig stort de politiske beslutninger. Og det synes endda tilsyneladende et argument for genvalg – hvis man altså spørger vælgerne i Region Hovedstaden.

Hospitaler i forfald

Træder vi et skridt tættere på borgerne, kommer vi ud på de faktiske og fysiske hospitaler. Onde tunger vil måske påstå, at regionernes primære opgave er at sikre et velfungerende og sammenhængende sundhedssystem med ordentlige forhold for både behandlere og patienter. Herunder ikke mindst de fysiske forhold.

Ikke desto mindre kunne Berlingske Tidende så sent som den 12. maj i år berette om en rapport, der viser den mildest talt bekymrende tilstand for de fysiske forhold på mange af Region Hovedstadens hospitaler. Ikke just betryggende, når man nu ved, at Ingeniøren for over ti år siden kunne fortælle nøjagtigt den samme historie om forfald, manglende vedligehold og efterslæb i Region Hovedstaden. Og i mellemtiden har der altså været ikke ét, ikke to, men hele tre valg til regionsrådet. Og den politiske ledelse er stadig den samme.

Kortsigtet effektivisering prioriteres over samfundsøkonomi og patienter

Går man helt tæt på borgerne, så åbner der sig en Pandoras æske af fantastiske historier om et sundhedssystem, der – i al fald i Region Hovedstaden – mildest talt ikke hænger tilstrækkeligt sammen altid. Jeg vil her dele et kort eksempel, som jeg selv er blevet gjort bekendt med:

Efter en længere periode med megen sygdom får et barn på under to år konstateret forstørrede mandler og polypper på en privat klinik. Denne privat klinik kan uden større problemer afhjælpe problemet – men det må den private klinik ikke, fordi barnet er under to år og klinikken privat. Derfor sendes barn og familie på Rigshospitalet, hvorved der opstår endnu halvanden måneds ventetid, inden man konstaterer det samme, som den private klinik kunne slå fast. Derefter er der endnu halvanden måneds ventetid på behandling.

På selve behandlingsdagen skal det lille barn faste, men får umiddelbart før behandling at vide, at indgrebet ikke kan foretages, da det øjensynligt er kodet forkert et eller andet sted: Der stod ”hel fjernelse af mandler” på lægens arbejdsplan, selvom der kun var tale om en ”delvis fjernelse af mandler”, hvilket alle kunne konstatere var en fejl. Det betød dog en aflysning og ekstra to til tre måneders ventetid. Dagen efter blev indgrebet succesfuldt gennemført på en privat klinik. Mod egenbetaling, forstås.

Spørgsmålet er naturligvis, hvorfor den private klinik ikke blot straks gennemførte indgrebet? Jo, det skyldes en politisk fastsat regel om, at indgreb på børn under to år ikke må foretages privat. Man kan spekulere over, om målet med denne regel alene er, at man får mulighed for at samle regionens aktiviteter i større enheder – altså på baggrund af en effektiviseringsdagsorden, selvom forløbet medfører så mange fraværsdage for i dette tilfælde forældrene, at det samfundsøkonomisk næppe kan betale sig. Og i øvrigt er til stærk gene for forældrene og – ikke mindst! – det stakkels barn.

Jeg skal ikke gøre mig klog på baggrunden for denne regel. Men også sagen her illustrerer ganske flot, at den politiske ledelse i Region Hovedstaden altså ikke nødvendigvis leverer det, man måske kunne forvente.

Og bemærk, at jeg i mine tre små eksempler slet ikke har berørt den skandaleombruste 1813-linje, sundhedsplatformen, der bl.a. medførte afskedigelser af lægesekretærer, før systemet var fuldt implementeret eller ventelisterne til f.eks. hovedstadens skadestuer eller mere komplicerede forløb.

Men vælgerne kan åbenbart lide det. Forstå det hvem, der kan


Morten Jarlbæk Pedersen er cand.scient.pol., ph.d. og far til tre. Til dagligt arbejder han med politisk-strategisk rådgivning af virksomheder. Til aarsskriftet-critique.dk skriver han om rammerne for politisk handling i form af institutioner, økonomi og jura.

Støt kulturkampen!

Tak fordi du læser vores artikler. Hos Årsskriftet Critique ønsker vi at udfordre samfundsdebatten og særligt udvikle den borgerlige og konservative samfundskritik. Derfor kræver vi heller ikke betaling for vores online-stof og har ikke tænkt os at gøre det.

Men vi har ingen reklameindtægter, ingen rige onkler og ingen adgang til offentlig støtte. Derfor er vi afhængige af dit økonomiske bidrag for at holde gryden i gang. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.

Ved at støtte os, støtter du en fremtid for en velfunderet, nuanceret borgerlig idé- og samfundsdebat og er med til at brede den borgerlige samfundskritik ud til flere. Ved brug af Paypal kan du sågar oprette en fast månedlig donation. Vi takker for dit bidrag.

Støt Årsskriftet Critique via MobilePay!