Nibelungens Ring i Odense del 4: Götterdämmerung

Waltraute og Brünnhilde (Arthur Rackham)

Menneskenes kamp mod guderne som et billede på menneskets kamp mod de kræfter, der er større en det selv. Sådan har jeg tidligere her på siden sammenfattet kernen i Nibelungens Ring i kort form.

På den ene side har vi nemlig de primitive drifter (seksualitet, grådighed magtbegær m.v.), der gennemgående er repræsenteret ved Alberich og Nibelheim. Dels har vi på den anden side religiøse, moralske og politiske idealforestillinger om rigtigt og forkert, der i Nibelungens Ring gennemgående er repræsenteret ved guderne. De to elementer er dybest set to sidder af samme sag, der ikke kan adskilles, hvilket illustreres ved, at gudernes magt bygge på Alberichs afsværgelse af kærligheden til fordel for det primitive begær og magten, fordi gudernes borg er betalt med Alberichs guld.

Dette skal finde sin afslutning og afklaring. Afslutning får vi i den grad, da Wagner bogstavelig talt lader lidenskaberne sætte først verden og siden gudernes rige i brand. Men afklaring? Næppe. Ganske vist får mennesket skovlen under guderne til sidst, men dybest sker det netop ved hjælp af de primitive drifter, som hele tiden har ligget og luret bag det hele som roden til alt ondt. Nibelungens Ring fremstår for mig at se derfor mest som en hymne til de primitive drifters rasen i form af den ”Liebes-Erlösung”, som Wagner lader klinge ud, da flammerne har lagt sig. I sagens natur gives der ingen retning eller idealforestilling om, hvad der mon skal komme efter den gamle verdensorden. Drifternes destruktive kræfter synes at være et ufravigeligt grundvilkår, og den eneste sande tilstand af frihed. Der er ikke noget konstruktivt overhovedet. Alt rives ned og intet bygges op. Først med den senere opera Parsifal fra 1882 synes Wagner at give nogle svar på, hvad man egentlig skal forløses til.

I Odense holdt man sig klogeligt til bogen og forsøgte ikke at kloge sig unødigt på slutningens mulige betydning. Verdensbranden blev lavet flot med videoprojektioner, tøris og stemningsfuld belysning. De sædvanlige undladelser var også her. Gangeren Grane ser man som sædvanlig ikke, ligesom Siegfrieds kortvarige genopstandelse fra de døde også blev undladt elegant. Det skal der ikke lyde nogen kritik af herfra.

Jennifer Wilson, der nu er tilbage igen efter have overladt partiet til Catherine Foster i Siegfried, leverede glimrende – og først og fremmest herligt dramatisk! – den lange afsluttende arie, hvor Brünnhilde synger verden i flammer:

”Fliegt heim, ihr Raben!
raun’t es eurem Herrn,
was hier am Rhein ihr gehört!
An Brünnhilde’s Felsen
fahret vorbei:
der dort noch lodert,
weiset Loge nach Walhall!
Denn der Götter Ende
dämmert nun auf:
so – werf‘ ich den Brand
in Walhall’s prangende Burg.“

Her skal der helst ikke spares på kræfterne; og det blev der heldigvis heller. Hvis det kommer til at lyde for poleret, får man ikke følelsen af lidenskaber, der kan sætte verden i brand.

Götterdämmerung adskiller sig lidt fra de øvrige operaer i Nibelungens Ring ved i højere grad end de øvrige operaer at have karakter af spektakel. Hvor der i de andre er lange passager, der næsten har karakter af kammerspil, er dette i Götterdämmerung afløst af store korpassager og stort anlagte orkesterpassager, kulminerende med sørgemarchen, der følger efter Siegfrieds død, samt den afsluttende undergangs- og forløsningsmusik. Dermed ikke sagt, at Götterdämmerung af den grund er ringere end de øvrige operaer i Nibelungens Ring. Tværtom. Men den er noget lidt andet, og der stilles ikke her samme krav til sangernes skuespilevne. Mange af scenerne giver i nogen grad sig selv.

Det sagt, så forekommer der dog stadig scener, der fordrer godt skuespil, eksempelvis i starten af tredje akt, hvor Siegfried og de tre Rhindøtre skiftevis driller og håner hinanden på en måde, der virker sjov, men som har en alvorlig kerne. Torsten Kerl var også den 27. maj 2018 i topform som Siegfried. Ikke blot sangmæssigt, men også eksempelvis i scenen med samspillet med de tre Rhindøtre. De tre Rhindøtre (Nina Bols Lundgren, Sabrina Kögel og Andrea Pellegrini) havde en fin mængde blanding af drillende frækhed og naturlig uskyld til at kunne give Siegfried modspil.  Siegfrieds mere generelle forfald blev også vist fint, forstået sådan, at det netop fremstod som noget, der mere skyldes naivitet end som egentlig moralsk korruption.

God var bestemt også Lioba Braun, der tidligere havde sunget partiet som ægteskabsgudinden Fricka, men som meget passende den 27. maj 2018 skulle synge partiet som Brünnhildes valkyriesøster, Waltraute, der kommer flyvende for at advare hende om alle de ulykker der venter forude, hvis ikke hun tilbageleverer ringen. Fricka er stærk og selvsikker nok til at kunne sætte selv overguden Wotan på plads, så det passer fint med samme karaktertype til at synge partiet som en af valkyrierne, der jo også gerne skal være stærke og selvsikre.

Gibichungernes impotente kong Gunther, der ikke er mand nok til at sikre sig slægtes overlevelse ved skaffe sig en viv, men må overlade dette til Siegfried, blev også sunget godt og kraftfulgt af Alejandro Marco-Buhrmester. Lidt for kraftfulgt kan man måske indvende. Gunther må gerne fremstå lidt afmægtigt. Værre i den henseende var dog, at instruktørerne tilsyneladende havde instrueret ham i at gå rundt og virke sådan lidt småbange, sådan at han f.eks. ikke rigtigt tør blande blod med Siegfried. Dette virkede for overspillet. Der er ikke tale om et lystspil.

Paritet som Gunthers søster, Gutrune var i gode hænder hos Lyuba Petrova. Til forskel fra mange af de andre kvinder i Nibelunens Ring skal Gutrune ikke være viljestærk og handlekraftig. Tværtimod skal hun være lidt en underskyldning for sig selv, ligesom sin bror.

Bedst denne aften var dog formentlig den færøske bass Runí Brattaberg, der sang partiet som Hagen aldeles fremragende, mørkt og ondskabsfulgt og med massere af karakter.

Endelig bør jeg vel også fremhæve, at Pavlu Hunkas Alberich fortsætter med at imponere. Det gjorde i øvrigt også de tre norner (Margarete Joswig, Karin Lovelius, Winnie Merete Duholm), der havde den rette mængde mystik til at holde interessen fanget i den første del af den indledende prolog.

Samlet set er der tale om en præstation, som man som helhed kan være tilfredse. Ganske vist ærgerligt, at man ikke gjorde mere ud af kostumerne i Rhinguldet, men overordnet er jeg fint tilfreds. Musikalsk er der ikke meget at komme efter. Alexander Vedernikov havde for mig at høre valgt en stil, der mindede mere om stilen i von Karajans indspilning end i eksempelvis Soltis eller Böhms, der vist er de mest almindelige referenceindspilninger. Hermed mener jeg, at der var mere fokus på gennemsigtighed i klangen og på at fremhæve enkeltdele frem for helheden. Navnlig i Götterdämmerung virker det sidste dog bedre, synes jeg, men ellers er der vel tale om en smags sag. Det skal også siges, at man til Götterdämmerung havde fået sat et lille, men virkningsfuldt kor sammen til korpassagerne i anden akt.

Den simple scenografi vil nok genere nogen, men jeg var fint tilfreds. Det virkede som det skulle, og man holdt sig til bogen. Jeg blev bekræftet i, at Wagners operaer fungerer så absolut bedst, når man anvender den anviste scenografi og ikke forsøger at genopfinde den dybe tallerken. Som tidligere beskrevet er samspillet mellem scenografi, musik, teater og skuespil hos Wagner så totalt og så gennemført, at man skal tænke sig godt om, før man afviger fra forskrifterne. I Odense viste man, at man kan komme ganske langt med en simpel og præcis scenografi, der fokuserer på at fortælle historien.

Odense Symfoniorkesters anden cyklus starter tirsdag den 29. maj 2018 og løber frem til og med søndag den 3. juni 2018. Denne cyklus transmitteres direkte via internettet, så alle kan lytte med. Det foregår her:

https://www.youtube.com/user/Odensesymfoni/live

Programmet er som følger:

Das Rheingold: Tirsdag d. 29. maj kl. 19.30
Die Walküre: Onsdag d. 30. maj kl. 17.00
Siegfried: Fredag d. 01. juni kl. 17.00
Götterdämmerung:Søndag 03. juni kl. 15.00

Referencer

Der henvises til de tidligere indlæg vedrørende citater m.v.

Støt kulturkampen!

Tak fordi du læser vores artikler. Hos Årsskriftet Critique ønsker vi at udfordre samfundsdebatten og særligt udvikle den borgerlige og konservative samfundskritik. Derfor kræver vi heller ikke betaling for vores online-stof og har ikke tænkt os at gøre det.

Men vi har ingen reklameindtægter, ingen rige onkler og ingen adgang til offentlig støtte. Derfor er vi afhængige af dit økonomiske bidrag for at holde gryden i gang. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.

Ved at støtte os, støtter du en fremtid for en velfunderet, nuanceret borgerlig idé- og samfundsdebat og er med til at brede den borgerlige samfundskritik ud til flere. Ved brug af Paypal kan du sågar oprette en fast månedlig donation. Vi takker for dit bidrag.

Støt Årsskriftet Critique via MobilePay!