Nibelungens Ring i Odense del 3: Siegfried

I Wim Wenders seværdige film Der Himmel über Berlin fra 1987 svæver to engle rundt over det moderne Berlin og iagttager alle menneskenes særheder. Og de keder sig bravt. Til sidst bliver det den ene engel for meget. Han er træt af blot at være tilskuer til begivenhederne tillagt ud i evigheden. Træt af ikke at kunne mærke, hvordan det er faktisk at leve og mærke. Han vælger derfor at blive menneske og oplever herefter en del af menneskelivets søde og mindre søde sider, blandt andet tager han til koncert med Nick Cave and The Bad Seeds og forfører en dame i baren.

Samme kerne går igen i Wagners Siegfried, som vi nu er nået til i Odenses første af i alt 2 cyklusser af Nibelungens Ring. Teamet er nemlig det samme: Menneskelivets sødmefulde skrøbelighed og forgængelighed. Således udbryder Brünnhilde til Siegfried, da han til sidst vækker hende, og hun opdager, at hun ikke længere er guddommelig, men menneske:

“Lachend muß ich dich liebend;
lachend will ich erblinden;
lachend laß uns verderben –
lachend zu Grunde gehn!”

Men før den afsluttende jubelsende i lysende elskov og leende død, skal vi igennem en hel del begivenheder, startende i Mimes hule, hvor Siegfried nu er blevet en halvvoksen dreng, der mundhugges med Mime over sit egentlige ophav.

Også på tredjedagen fungerede den simple scenografi godt i Odense. Enkelte steder i anden akt kom scenebelysningen i vejen for den skov, som egentlig meget fint blev leveret med videoprojektioner. Men gennemgående fungerede det fint. I første akt havde man fint fået lavet en hule til Mime og Siegfried med alle de forskellige redskaber, der hører til. Vigtigst armboldt og blæsebælg, sådan at Siegfried kan smede sværdet Nothung på ny efter at Wotan havde ødelagt det i Valkyrien.

Dermed kan Siegfried skabe noget, som Mime ikke har kunnet lykkedes med. Siegfried klarer opgaven ved at splintrer sværdet helt i spåner, smelte dem til ukendelighed og støbe et helt nyt sværd. Dette er centralt. Sværdet er nu Siegfrieds eget og ikke blot et redskab efterladt af overguden Wotan og dermed undergivet dennes regler. Anderledes med faderen Siegmund, der kun havde fået sit sværd af Wotan, og dermed stod hjælpeløs overfor Wotans spyd og de regler, der stod skrevet i dets skaft, herunder ikke mindst de regler om ægteskab, incest, gæstevenskab m.v. som Siegmund frejdigt overtræder. Overtrædelser som ægteskabsgudinden Fricka prompte kræver sanktioneret. Med Siegfried og Nothung skal det blive anderledes.

Siegfried er fuldstændig fri. Han er opvokset uden for al civilisation, han har ikke kendt til mennesker (Mime er dværg, hvilket her ikke blot betyder et menneske af en bestemt størrelse), ved intet om guderne, intet om Valhal og Wotans spyd. Hans tilgang til alt er umiddelbar og “naturlig”. Dette er centralt for hans karakter. Siegfried skal godt nok være en stærk helt, men han skal samtidig fremstå enfoldig og naiv.

Til det formål havde man i Odense valgt den rutinerede tyske Wagner-tenor Torsten Kerl, der blandt andet sang Paul i Den Jyske Operas Opsætning af Korngolds Die Tote Stadt for år tilbage. Han leverede en glimrende præstation. Den tilfredsstillede vist ikke helt de dele af publikum, der bedømmer en tenors kvaliteter efter, hvor højt og kraftigt han kan synge.

Siegfried-partiet kræver en hel del mere end det, og det kunne Kerl heldigvis også levere, navnlig i den første akt, hvor samspillet og ordvekslingen/mundhuggeriet med Mime stiller anderledes krav til såvel stemmeføring som skuespilkunst, end hvad blot rå slagstyrke kan give. I sidste akt må de, der helst ville høre kraftfuld tenorsang, dog have følt, at de fik valuta for pengene.

Først akt blev leveret helt og aldeles fremragende, og samspillet mellem Mime og Sigfried var overbevisende i al sin absurditet. Dette skyldtes ikke blot en velfungerende Siegfried, men i ligeså høj grad en meget overbevisende Mime, hvor Gerhard Siegel leverede den bedste sangpræstation i den her cyklus indtil nu. Der var tale om decideret særklasse. Jeg skal især fremhæve, hvordan Sigel fik det maksimale ud af enhver passage, uanset hvor lille den var. Selv passager der fra Wagners side dårligt nok er komponeret. Mime-partiet flyver normalt lidt under radaren, men Siegel viste enhver i salen, hvor flot og næsten lyrisk et parti, det kan være, hvis det kommer i hænderne på den rette.

Mimes stemme er svær at få til at lyde helt rigtig. Den skal lyde en smule “hæs” eller “skinger” (i mangel af bedre ord), da den helst skal understøtte hans slette karakteregenskaber. Denne opgave blev løst fornemt. Fra det øjeblik han åbnede munden, var vi ikke i tvivl om, at vi her har at gøre med en skurkagtig person, som vi ikke kan stole på, og som Siegfried i hvert fald skal passe på med at omgås. Var man alligevel i tvivl, sørgede Siegels overbevisende skuespil for resten, allerede inden Siegfried havde gjort sin entre.

Det er ikke ligegyldigt, at Mime fremstår slet blot ved sin ydre fremtoning. Ellers forstår man nemlig ikke, hvorfor Siegfried intuitivt hader ham. Læser man blot teksten til Siegfried uden at høre musikken/sangen eller se en opførelse, får man sympati med Mime og synes næsten, at Siegfried er urimelig over for ham. Dette er ikke meningen.

Wagner ønsker, at vi ud fra Mimes ydre fremtoning skal indse, at han er ond. Dette lykkedes langt fra altid. Dels er det svært at få til at virke overbevisende, uden at det bliver karikeret. Dels er det i dag heldigvis dårlig tone (og sjældent overbevisende) entydigt at kæde folks dårlige karakteregenskaber sammen med deres ydre fremtoning, sådan at det bliver to sider af same sag (“han er pukkelrykket og dermed også ond” etc.). Tidligere tider havde et mere afslappet forhold til den slags. Eksempelvis kan nævnes Monostatos i Mozarts Tryllefløjten samt henholdsvis Rigoletto og Otello i Verdis operaer med tilsvarende navne, hvor der spilles på henholdsvis hudfarve (Monostatos og Otello) og fysiske skavanker (Rigoletto, pukkelrykket). Den slags er vist blevet sjældnere med tiden, men ses dog stadig fra tid til anden om end i mildere grader.

Prøv eksempelvis at sammenligne den fysiske fremtoning som Sidse Babett Knudsens karakter har i DR’s tv-serie Borgen med fremtoningen hos Ole Thestrups karakter i samme serie og sæt det i forhold til de moralske egenskaber, som karaktererne gennemgående tilskrives i serien. Tilsvarende med Darth Wander i Star Wars.

Selvom vi som tilskuere helst ikke vil vide af det, så skal vi i en vellykket Siegfried helst konfrontere vores egne dæmoner og vante forestillinger og synes at Mime er ond blot ved at se på ham og høre på ham. Også før vi senere får det bekræftet af hans onde handlinger. Ellers fungerer Siegfrieds første akt ikke rigtigt. Gerhard Siegel gav os præcis den Mime; og han gjorde det uden, at det blev karikeret.

Andreas Hörl var heldigvis tilbage i rollen som Fafner og leverede også den 25. maj 2018 en absolut godkendt præstation som Fafner. Dragen blev i øvrigt lavet ved videoprojektioner og røgkanonerne tilsat farvet lys.

Skovfuglen blev sunget af Nina Bols Lundgren, der leverede rollen charmerende og velsyngende antropomorft fra scenen, hvor hun lærer Siegfried om Fafners skat i hulen, Alberichs ring samt – ikke uvæsentligt – beretter om den sovende Brünnhilde på klippen som en passende viv til den unge helt. Som noget – for mig – nyt havde man valgt at lade sangeren være på scenen. Hun havde til det formål fået en grøn kjole med nogle påsyede fjer samt en lille fugl i den ene hånd. Dette kunne meget let være gået meget galt, men det gjorde det heldigvis ikke. Tværtimod gav det massere af muligheder for sammenspil mellem hende og den unge Siegfried, hvilket fungerede upåklageligt, igen takket være vellykket skuespil og interaktion mellem personerne.

Britiske Catherine Foster havde til Siegfried afløst Jennifer Wilson som Brünnhilde, men det gjorde heldigvis ikke så meget, for også hun leverede en overbevisende præstation i den afsluttende sidste scene, hvor Brünnhilde vækkes af sin søvn og i et vidunderligt øjeblik hilser dagen velkommen med ordene “Heil dir, Sonne! Heil dir, Licht! Heil dir, leuchtender Tag!” Først glædes hun over endelig at være vågnet, dernæst bliver hun ængstelig, da hun opdager, at hun vitterligt er blevet værgeløs i dobbelt betydning: Dels har Wotan allerede frataget hende guddomskraften, dels har den unge Siegfried fjernet hendes brynje, hjem og skjold:

“von dem maidlichen Leibe
löst’ es die Wehr: –
ich bin ohne Schutz und Schirm,
ohne Trutz ein trauriges Weib!”

Endelig skal hun efter denne “krise” komme ud på den anden side og juble ved sin nye tilværelse som forgængeligt menneske, og alt det søde det indebærer, at hun nu har lov til at følge sine følelser, drifter og længsler frem for et stift set regler fastlagt på forhånd af guderne.

Partiet kræver altså at der kan veksles mellem hele tre vidt forskellige yderligheder. Opgaven blev løst; og samspillet mellem Siegfried og Brünnhilde fungerede også godt i den sidste scene. Man kedede sig ikke. Det kan man ellers let komme til. For de to har en hel del ting at sige til hinanden, inden de sammen kan istemme hymnen til forgængeligheden og den sanselige kærlighed med “leuchtende Liebe, lachender Tod!”.

Det er der måske ikke så meget at sige til: Brünnhilde har sovet i 15-20 år og har dermed nok en del på hjerte. Siegfried har på samme tid udrettet en hel del, blandet smedet et sværd, dræbt en drage, taget dens skat, fundet ringen, dræbt sin fosterfar Mime, lært at tale med dyrene, smadret overgudens spyd (og dermed den samfundspagt, der holdt sammen på den gamle verden), gået gennem ild og… ja, så har han jo i øvrigt heller ikke set en kvinde før!

James Johnson var tilbage i fin form som den resignerede overgud, der vandrer hvileløst rundt i verden og venter på undergangen. Nogle gange kneb det måske lidt med at synge igennem orkestret, men på de afgørende steder var han absolut overbevisende. Særligt i scenen med Mime i første akt viste han passende autoritet.

Orkesterdelen har jeg ikke noget nyt at tilføje i forhold til, hvad jeg tidligere har skrevet.

Hvor der ikke er meget dårligt at sige om sangerne og orkestret, så har man desværre fundet den oprindelige kasse med kostume frem igen, så Pavlo Hunkas absolut godkendte præstation som Alberich blev noget forstyrret af det tåbelige træningstøj, man havde valgt at give ham på. Den kasse må man godt gemme helt væk inden søndag, hvor Götterdämmerung er på plakaten. Herudover er jeg meget godt tilfreds.

Referencer

Citaterne kan findes i Dr. Julius Burgholds udgave af Nibelungens Ring, jf. referenceangivelsen i det tidligere indlæg om Valkyrien.

Støt kulturkampen!

Tak fordi du læser vores artikler. Hos Årsskriftet Critique ønsker vi at udfordre samfundsdebatten og særligt udvikle den borgerlige og konservative samfundskritik. Derfor kræver vi heller ikke betaling for vores online-stof og har ikke tænkt os at gøre det.

Men vi har ingen reklameindtægter, ingen rige onkler og ingen adgang til offentlig støtte. Derfor er vi afhængige af dit økonomiske bidrag for at holde gryden i gang. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.

Ved at støtte os, støtter du en fremtid for en velfunderet, nuanceret borgerlig idé- og samfundsdebat og er med til at brede den borgerlige samfundskritik ud til flere. Ved brug af Paypal kan du sågar oprette en fast månedlig donation. Vi takker for dit bidrag.

Støt Årsskriftet Critique via MobilePay!