Nibelungens Ring i Odense del 2: Die Walküre

24. maj 2018
5 minutters læsetid

De fleste forbehold forsvinder, når Wagners Valkyrien går i gang. For det er på alle måder en skøn og helt vidunderlig opera. Efter min mening er det den bedste af de fire operaer, der tilsammen udgør Nibelungens Ring. Her lykkedes det nemlig Wagner allerbedst at skabe levende og troværdige karakterer, som er nærværende, og hvis skæbner kædes sammen med de store, afgørende begivenheder, der former menneskehedens udvikling og gudernes afvikling. Sjældent lykkedes det så godt at kombinere begge de to elementer.

Typisk ligger fokus det ene sted, sådan at man enten fokuserer på menneske og deres karakter, mens store begivenheder – så som krige og lignende – typisk er noget der højest berettes om, eller på de forskellige dramatiske begivenheder, hvor karaktererne så omvendt ofte blot bliver overfladiske formidlingsredskaber. I Valkyrien er mennesker og begivenheder vellykket viklet uadskilleligt ind i hinanden, og former hverandre.

Så man har med andre ord bare at tage sig sammen, hvis man vil opfører Wagners Valkyrien. Hvad angår Valkyrien, vil jeg ikke nøjes med det næstbedste eller tolerere nogen former for kunstneriske kompromiser. På det strengeste vil jeg også gerne anvise, at man undlader enhver form for upassende indfald fra instruktørfronten.

I Odense har man på dag nr. 2 den 23. maj 2018 heldigvis beholdt mange af de ting, der fungerede i Rhinguldet, og klogelig skrottet noget af det, der ikke fungerede. De tåbelige fastelavnskostumer er gemt væk igen og vil forhåbentligt inden længe blive leveret tilbage til den lokale børnehave, hvor man havde lånt dem. Kostumerne i Valkyrien er nedtonet til noget mere neutralt og tidløst. Det er et skridt i den rigtige retning.

Scenografien fungerer stadig godt. Man holder sig heldigvis til det simple. Og det virker. I Valkyrien består scenografien af nogle forskellige store blokke, der er genstand for forskellig belysning og videoprojektioner afhængig af, om vi eksempelvis er i Hundings hytte eller på Valkyriernes klippe. Den minimalistiske scenografi vækker på visse punkter mindelser om de billeder, man kan se af Wieland Wagners såkaldte ”New Bayreuth”-opsætninger fra 1950’erne og 1960’erne, hvor man også – groft sagt – skrællede scenografien ind til benet.

De scenografiske virkemidler hos Wagner er i sig selv ikke altid så krævende, som de ofte beskyldes for at være (anderledes vanskeligere kan det være at vise flyvende heste m.v. på scenen). Problemet er typisk, at der overfortolkes og indføres fremmedelementer, der forstyrre oplevelsen. Holder man sig til det simple og til at fortælle historien, så kan man faktisk komme ret langt. Odense viser meget fint, at kunsten nogle gange består i at gøre mindre ikke i at gøre mere.

Personinstruktionen var der også kommet mere styr på; og interaktionen mellem de forskellige karakterer – eller mangel på samme, for det kan være lige så vigtigt – fungerede godt. Eksempelvis var forholdet mellem Siegmund og Sieglinde varmt og hjerteligt, mens Sieglindes forhold til grobrianen Hunding var skildret tilsvarende køligt og distanceret.

Den store prøve kommer i den forbindelse i den lange anden akt, hvor der i meget lange stræk ikke er meget dramatisk handling, men kun dialog (reelt vekslende monologer). Først et skænderi mellem Wotan og Fricka, siden en samtale hvor Wotan betror sig til Brünnhilde. Her kan det være svært at holde interessen fanget. I Odense bestod man prøven, for de svære scener og kringlede beretninger blev leveret med en intensitet og et nærvær, der ikke tillod kedsomhed. Dette skyldtes blandt andet, at man havde man valgt nogle sangere, der også kunne spille den nødvendige mængde skuespil, som er påkrævet i et værk af en kaliber som Valkyrien.

Dette gjaldt måske især James Johnson, der optrådte med passende autoritet som overguden Wotan, men som mindst lige så overbevisende bryder sammen for øjnene af os, da han i operaens afsluttende klimaks må overgive sin elskede valkyriedatter Brünnhilde til flammerne og en uvis skæbne som sårbart menneske ved at kysse hende i drømmesøvn frarøvet enhver guddommelighed:

”Der Augen leuchtendes Paar,
Das oft ich lächelnd gekos’t,
wenn Kampfes-Lust
ein Kuss dir lohnte,
wenn kindisch lallend
der Helden Lob
von holden Lippen dir floss; –
dieser Augen strahlendes Paar,
das oft im Sturm mir geglänzt,
wenn Hoffnungs-Sehnen
das Herz mir sengte,
nach Welten-Wonne
mein Wunsch verlangte
aus wild webendem Bangen: –
zum letzten Mal
letz‘ es mich heut‘
mit des Lebewohles
letztem Kuss!
Dem glücklicher’n Manne
glänze sein Stern;
dem unseligen Ew’gen
muss es scheidend sich schlissen!
Denn so – kehrt
der Gott sich dir ab:
so küsst er die Gottheit von dir!“

Det blev ikke dårligere af, at Johnsen til Valkyrien havde fundet noget af den vokale slagkraft frem, som jeg savnede lidt i Rhinguldet. Amerikanske Jennifer Watson var en glimrende Brünnhilde og overbeviste både i de mere “berygtede” passager med vilde valkyrieskrig (“Hojotoho!” etc.) samt – vigtigere – i de alvorligere passager, især mødet med Sigmund i slutningen af anden akt, hvor hun skal fortælle ham, at han skal dø, og at han ikke kan tage sin elskede Sieglinde med til Valhalla.

Aftenens bedste sanger var dog formentlig finske Mina-Liisa Väreläs, som sang partiet som Sieglinde. Hun allerede tidligere havde imponeret mig, nemlig tilbage i januar i år, hvor hun sang partiet som Tove i Schönbergs Gurrelider aldeles fremragende, da værket blev fremført i Aarhus (sammen med Aalborg symfoniorkester, skal det siges – værket er nemlig stort, der var også en opførelse i Aalborg, hvor Aarhus Symfoniorkester). Så jeg var glad for at se hende på rollelisten i Odense.

Sieglindes parti er et vanskeligt parti, da Sieglinde ikke er så lige til en karakter som eksempelvis Siegmund og Siegfried. Sieglinde er på en gang både handlekraftig og ængstelig, og skal således ikke kun være enten rent offer eller ren heltinde, men veksle lidt mellem begge dele. Det blev opnået til fulde, og jeg oplevede en både rørende og nærværende Sieglinde onsdag aften.

Også onsdag skal der lyde ros til tyske Andreas Hörl, der sang Fafner i Rhinguldet, men som i Valkyrien buldrede herligt løs som Hunding.

Desværre fik han ikke ordentligt modspil af Kristian Benedikts Siegmund, der var aftenens svageste parti. Det blev dog annonceret allerede inden start, at han af forskellige grunde ikke ville være i stand til at præstere på fuldt niveau, og at man bad om forståelse.

Musikken er der ikke så meget mere at sige om, end jeg allerede har sagt tidligere. Også på dag 2 leverede Odense Symfoniorkester en præstation, de kan være tilfredse med. Selvom jeg stadig savner en lidt mere fyldig orkesterklang, er det svært ikke at være tilfreds.

Referencer

Citatet er fra Dr. Julius Burholds udgave af tekstbogen til Der Ring Des Nibelungen (1913, men genudgivet flere gange, senest vistnok i 2013). I øvrigt en ganske glimrende tekstudgave, der kan anbefales, hvis man vil studere ledemotiverne nærmere. Det er den bog, jeg kender til, hvor ledemotiverne tydeligst er angivet i tilknytning til teksten.

Danske Karl Gjellerup har i sin udlægning af Nibelungens Ring (i henholdsvis Richard Wagner i hans Hovedværk Nibelungens Ring (1890) og Richard Wagner i Hans Hovedværker (1915) – 1915-bogen er en opdateret udgave af 1890-bogen, men hvor der også omtales andre af Wagners operaer, dog afskrives Der Fliegende Holländer, Tannhäuser og Lohengrin som ungdomsværker, som ”ikke fristed mig til Behandling”).

P.N.

P.N. er vores anmelder og polyglote kulturskribent ved aarsskriftet-critique.dk.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside