Nikolaj Bøgh, konservativ

Ministeruniform: Et symbol på upartiskhed og tjenersind

3. maj 2018
3 minutters læsetid

Søren Pinds afgang som undervisnings- og forskningsminister og overdragelsen af posten til en iværksætter og disruptør betyder efter alt at dømme også begyndelsen til enden for Pinds fortjenstfulde engagement i en genskabelse af den klassiske dannelse i uddannelsessystemet, som bl.a. ligger bag hans initiativ til genindførelse af filosofikum på universiteterne.

Pinds afgang blev imidlertid krydret med et – foreløbig sidste – meget personligt og interessant bidrag til den almene dannelse og historiebevidstheden, nemlig en genoplivning af den klassiske ministeruniform, som Pind bar ved overdragelsen af sit ministerium til efterfølgeren.

Som den første danske minister i mere end 100 år har Pind således fået syet den meget smukke ministeruniform med tilhørende kårde og trekantet fjerprydet hat. Med anvendelsen af uniformen, som Pind som tidligere minister nu frit kan anvende ved passende anledninger, minder han os om de dybe rødder, som vores demokrati og regeringsform bygger på og fremhæver i virkeligheden en række af de dyder i form af upartiskhed og tjenersind, uniformen oprindelig udtrykte, og som få vel i grunden forbinder med vore dages politikere.

Ministeruniformen gik ellers af brug før 1. verdenskrig; den første radikale regering under ledelse af C.Th. Zahle, som blev udnævnt i 1909, nægtede at bære ministeruniformer, og frabad sig desuden modtagelsen af kommandørkorset, som tidligere automatisk var blevet tildelt ved ministerudnævnelser, ligesom de også frasagde sig prædikat af excellence.

I det efterfølgende Venstre-ministerium Klaus Berntsen var ministeruniformen igen i brug, det vides i hvert fald, at Berntsen selv bar den ved sin proklamation af Christian X på Amalienborg i 1912. Berntsens ministeruniform eksisterer i øvrigt stadig og ejes af Odense Bys Museer.

Med Zahle-regeringens tilbagekomst i 1913 var det imidlertid igen slut med ministeruniformerne, selvom der formelt set stadig eksisterende uniformspligt for ministre, som hver regering siden da fik fritagelse for, indtil den endegyldigt blev afskaffet under statsminister Anders Fogh Rasmussen.

Udenrigsministeren i ministerierne Neergaard i 1920’erne havde dog mulighed for at bære uniform ved international repræsentation. Ministeruniformen blev før 1913 heller ikke anvendt til dagligt brug, men blev anvendt ved mere formelle og højtidelige lejligheder såsom statsråd med majestæten og alle arrangementer, hvor man i dag bærer galla, hvilket der tidligere var en hel del flere anledninger til.

Den ministeruniform, som Pind nu har fået syet hos C.L. Seifert, er den seneste udgave af ministeruniformen, der som embedsdragt har rod i enevælden. Før 1848 havde ministrene båret en rød Kjole, men ved Frederik VII’s tronbestigelse blev den erstattet af en blå uniform, der senere i 1800-tallet blev udskiftet med den nuværende sorte.

Når Zahle-regeringen ønskede et opgør med uniformstraditionen, så var baggrunden, at den for dem signalerede noget bagudskuende og udemokratisk, fordi de anså den for at være synonym med Højre-regeringerne før 1901 – hvad den jo ikke var, fordi de første Venstre-regeringer i årene herefter også havde anvendt uniformen. Og i grunden var der vel snarere tale om en neutral identifikation af ministerens funktion på samme måde som alle andre embedsdragter såsom præsternes ornat og den myriade af uniformer, der tidligere kendetegnede ansatte i andre offentlige funktioner såsom militæret, statsbanerne, postvæsenet m.m.

Samtidig fungerede uniformen i det politiske system i virkeligheden som en demokratisk foranstaltning, fordi den fremhævede embedet frem for personen, og fordi den fritog ministre med mere jævn og folkelig baggrund fra udfordringen med at skulle finde en passende embeds- og gallapåklædning, som de ikke nødvendigvis var i besiddelse af på forhånd. Uniformen identificerede tydeligt ministrene som kongens – og landets – tjenere og skubbede deres individuelle personligheder i baggrunden.

Med ministeruniformens afskaffelse blev muligheden for at lade funktionen og embedet dominere over personen – eller politikeren – mindre. Samtidig ødelagde man – for de radikale regeringer fuldt bevidst – det billede af en historisk kontinuitet i vores konstitutionelle styreform, som den også repræsenterede.

Om Søren Pinds genoplivning af den danske ministeruniform vil danne skole, er måske tvivlsomt. Flere vil måske hæfte sig ved den formalitet og fornemhed, som uniformen med sine gulddekorationer og dybt rodfæstede gamle symboler udtrykker. Dermed vil den let blive ugleset i et land, der som få dyrker ligheden og det uformelle og søger at opretholde en illusion om, at vi alle er ens.

Men for en stund blev vi mindet om, at vores land ikke er opfundet i forgårs, men bygger på en lang historie og smukke traditioner for upartiskhed og tjenersind i den politiske elite. At den måske mindst uniforme og mest selvstændige af de politikere, som vi er forsynet med – eller i hvert fald var forsynet indtil i dag – skulle blive den, der mindede os om disse ting, det viser netop, at det kræver stort mod at bryde det næsten hegemoniske billede af et traditionsfremmed og lighedsdyrkende land, som de fleste politikere normalt er underlagt.

Nikolaj Bøgh

Nikolaj Bøgh er cand.scient.pol. og kommunikationsrådgiver, konservativt medlem af Frederiksberg Kommunalbestyrelse og folketingskandidat på Frederiksberg. Han har skrevet bøger og artikler om politisk historie, herunder Brødrene Møller om de fremtrædende konservative politikere Aksel og Poul Møller. På aarsskriftet-critique.dk skriver han om kultur, dannelse, kirke og historiesyn.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside