Gør din verden større

10. maj 2018
7 minutters læsetid

Er du ramt af hverdag? ”Gør din rutineprægede, pletvis hyggelige, fornuftsstyrede og jævnt undervældende verden større”. Det Kongelige Teaters sæsonprogram for 2018-19 er på gaden og i min postkasse med de citerede slagord.

Jeg er på forhånd skeptisk. De sidste par sæsoner har ikke haft meget at byde på, i hvert fald ikke for så vidt angår opera og skuespil, som jeg mener mig bedst i stand til at kunne bedømme. Skuffelserne er mange og de positive overraskelser færre. Nå, men lad os se på det.

Efter et forord af bestyrelsesformand Lisbeth Knudsen er det første, man præsenteres for, de forskellige serier, som nationalscenen har oprettet på tværs af kunstarterne. De har fået navnene ”Den med kærlighed”, ”Den eventyrlige”, ”Den med kvinder”, ”Den klassiske” og ”Den vilde”. Det virker vist mest som et sjovt påfund end som noget, der er brugbart som vejledning for udenforstående.

På skuespilfronten er der ikke meget, der fanger min interesse, sådan for alvor. Den store titel i den kommende sæson ser ud til at væren en opsætning af Adam Oehlenschlägers Aladdin, som Carl Nielsen sidenhen skrev musik til. Carl Nielsens musik ser det ikke ud til, at vi får noget af. Til gengæld får vi en opsætning, der i programmet betegnes som værende ”af Christian Lollike frit efter Adam Oehlenschläger”, der ”aktualiserer Aladdin med nutidens diskussioner om retningsløshed, religiøsitet og sex før ægteskabet”. Ordet ”frit” anvendt i den sammenhæng lover normalt ikke godt. Musik får vi skam, men ikke af Carl Nielsen, men af en ”DJ Turkman Souljah”. Jeg er allerede her uhyre skeptisk.

Bedre ser det ud et par sider længere fremme, hvor der bydes på en opsætning af Kongens Fald. Det kunne godt blive interessant. Teateropsætningen af Bergmans Scener fra et ægteskab gentages i år. Jeg så den sidste år. Opsætningen bar desværre alt for meget præg af, at man ville lege med kønsrollerne og bytte om på den mandlige og den kvindelige rolle i stykket. Så forelsket i sin egen ide var man, at man vist tabte Bergman i farten. Det var svært at se, hvad man ville opnå herved, og teaterversionen tilførte vist ikke meget, som Bergman ikke allerede havde gjort bedre. Jeg kommer ikke til at se det stykke igen. I det hele taget giver skuespilprogrammet mig lyst til alt mulig andet end skuespil. Eksempelvis lytte til Carl Nielsens musik, læse Johannes V. Jensens bog eller se Bergmans film.

Det bedste ser ud til at være genopsætningen af Strindbergs Frøken Julie, som også blev opført i denne sæson. Den forårskåde Julie tigger, beder og plager en midsommernat tjeneren Jean om, at han ikke nok vil tage hendes mødom. Gang på gang fortæller han hende, at det vil hun komme til at fortryde. Hun vil ikke lytte. Og da hun er grevens datter, er det svært at afvise hende helt. Men bagefter fortryder hun og forventer, at han rejser væk med hende. Men hvorfor skulle han egentlig det? Det er et godt og tankevækkende stykke og en fornuftig opsætning, som jeg godt kunne finde på at se igen.

Af andre løse udpluk fra skuespilfronten kan nævnes Edward Albees Hvem er bange for Virinia Wolf og et gensyn med Elisa Kragerups teateropsætning af Den kroniske uskyld.

Balletten har de sidste par vist sig at være det sikreste valg på Det Kongelige Teater, hvis man ikke ville gøres til grin for sine egne penge af instruktører – det kunne eksempelvis være folk som føromtalte Christian Lollike – der tager kunstværker som gidsler i noget, der mest af alt synes som rent personlige projekter og idiosynkrasier pakket ind i slagord, der typisk siger et eller andet i retningen af, at værket skal være relevante for vores tid. Alt for ofte ender man derfor – desværre – med at amputere værket. For stor kunst hæver sig ofte helt af sig selv ud af sin samtid, fordi den siger noget mere alment, der rækker videre end selv vores nutid. Denne kerne går alt for ofte tabt, når teaterinstruktører forsøger at fokusere udelukkende på måske blot ét enkelt aspekt af et værk på bekostning af helheden. Hermed bliver ens verden ikke større. Den konstante nutidsfokus gør måske snarerefolks verden mindre.

Pudsigt nok har Den Kongelige Ballet i mindre grad end de to andre grene af nationalscenen været ramt af den nævnte tendens. I hvert fald kan jeg konstatere, at det er her, jeg på Det Kongelige Teater i de seneste par sæsoner oftest har oplevet substantielle opsætninger, der tager værkerne seriøst på deres egne præmisser, og som bærer præg af, at man formidler en tradition frem for blot at give nutiden det, som nutiden vil have på dens egne præmisser. At Den Kongelige Ballet ledes af en ”balletmester” og ikke en ”balletchef” eller lignende er måske i den forbindelse meget sigende.

Ballettens program for den kommende sæson er da også det mest lovende blandt de tre grene på nationalscenen. Udover klassikerne Giselle og Napoli kan man genopleve den flotte opsætning af Alice i eventyrland fra i fjor. Den kan bestemt anbefales. Det samme kan John Neumeiers Kameliadamen, som jeg så for nogle år siden, og som jeg gerne har villet gense lige siden. Askepot bliver værd at opleve alene på grund af Prokofievs musik, men mon ikke at man også kan regne med at skulle lægge en hel del positivt til? Af interessante nyopsætninger kan det måske være værd at se lidt nærmere på balletopsætningen af Bizets Carmen.

Spøjst nok at det er den – historisk set – mindst fine og mest overfladiske af de tre kunstarter, der bliver garanten for substans i den kommende sæson.

For på operafronten ser det lige så sløjt ud som på skuespilfronten. Hele tre Puccini-operaer er der blevet plads til i den kommende sæson. I kan selv gætte hvilke tre, der er tale om – I vil næppe gætte helt forkert. Det er sådan set ikke fordi, at det i sig selv er slemt at sætte Puccini op. Igen. Det tankevækkende består mere i det, som man undlader at sætte op i stedet for. Her tænker jeg særligt på det store tyske repertoirer, der stort set kun er repræsenteret ved Mozart og Johann Strauss den yngre. Wagner og Strauss er igen totalt fraværende. Beethoven og Weber har vist været det længe. Disse valg og fravalg er et knæfald for den dårlige smag. For det sentimentale og det simple. Puccini er ikke godt nok til at kunne begrunde en så kraftig eksponering. Puccini er ikke fint nok.

Mest interessant på operafronten er for mig at se, at man har programsat Peter Heises Drot og Marsk. Mindre interessant bliver det desværre, når man læser det, der står med småt i programmet, nemlig at der er tale om en iscenesættelse af Kasper Holten, der vil fortælle os ”historien om et statskup iscenesat som fake news”. Kan man da ikke bare for en gangs skyld lade historien være i fred og lade værket fortælle den på dets egne præmisser?

Figaros bryllup af føromtalte Mozart er en absolut fremragende opera, som jeg aldrig bliver træt af, og som man roligt kan programsætte med jævne mellemrum, da den indeholder en sjælden vellykket kombination af musik, karakterer og historie. Det lover godt, at man har sat Concerto Copenhagen til at levere musikken. Desværre lover det mindre godt, at det er en Elisa Kragerup-opsætning, man har sat på plakaten. Hvis det går som det plejer, så ender det i et egotrip, hvor de kragerupske indfald nok skal fortrænge Mozart og da Pontes værk så meget fra scenen, at der næppe bliver meget tilbage af det, som ellers har blivende værdi. Desværre.

Et par andre interessante forestillinger på operaen er Händels Il Trionfo del Tempo e del Disinganno (”Tidens og Visdommens Triumf”), der ikke bliver mindre interessant af, at man også her har sat Concerto Copenhagen til at stå for musikken under ledelse af Lars-Ulrik Mortensen. John Adams’ Nixon in China, der skildrer Nixons statsbesøg i Kina i 1972, kunne også være spændende alene fordi, at de amerikanske operaer er sjældne på nationalscenen. Næsten lige så sjældne, som de tyske efterhånden er blevet, fristes man lidt til at tænke.

Den Jyske Opera kommer også igen forbi nationalscenen, og det plejer at være godt. I år kommer de forbi med Bizets Carmen og danske August Ennas Kleopatra.

Sidst men ikke mindst skal koncerterne med Det Kongelige Kapel nævnes. Det Kongelige Kapel er nemlig ikke blot landets (og verdens) ældste symfoniorkester, det er også et af landets absolut bedste, så derfor er kapelkoncerterne næsten altid værd at tage til. Den kommende sæson ser ikke ud til at skuffe. Og her har man faktisk fået lov til at spille Wagner og Strauss! Det begynder til kapelkoncerten i september 2018, hvor man kan høre et rent tysk program med Wagners Siegfried-Idyl, Strauss’ Vier letzte Lieder foruden Brahms’ 3. symfoni. Strauss’ fire sidste sange er noget af det ypperste for en sopranstemme, og er i sig selv et koncertbesøg værd.

Fremhæves skal også kapelkoncerten den 8. februar 2019, hvor der er blevet plads til en koncertant opførelse af hele anden akt fra Wagners Parsifal samt Richard Strauss’ Don Quixote med Andreas Brantelid som solist. I maj 2019 kan man opleve kapellet i et rent nordisk program med blandt andet Carl Nielsens violinkoncert samt Sibelius’ 1. symfoni.

Skal der konkluderes lidt, så er det samlet set svært at være helt tilfreds. Det er ikke godt nok, at kun en af de tre kunstarter på nationalscenen ser ud til faktisk at levere, hvad man med rimelighed kan forvente af nationalscenen, og at operaen ikke giver det tyske repertoire den plads, som det fortjener. En gennemlæsning af programmet har altså ikke overvundet min skepsis. Det kan selve sæsonen så måske.

Billetsalget for faste serie er startet 1. maj. De øvrige datoer for billetsalg kan ses her:

https://kglteater.dk/kgl/sason-1819/

 

P.N.

P.N. er vores anmelder og polyglote kulturskribent ved aarsskriftet-critique.dk.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside