“Min skjorte er indisk, mine sko italienske, min bil japansk…” – men så fandt venstrefløjen på kulturel appropriation

Af Stig Høgh Rasmussen

”Prom”. Afslutningsfesten for amerikanske gymnasieelever på deres sidste år. For mange unge amerikanere er denne gamle og højt fejrede begivenhed et vigtigt sidste overgangsritual i den afsluttende fase af barndommen, og et de sjældent glemmer hurtigt. En tradition, amerikanerne, særdeles forældrene, formår at gøre et stort nummer ud af.

Ja, en magisk aften, der på alle måder skulle markere glæden ved at være ung – skulle man tro.

Sådan gik det dog ikke Keziah Daum fra Utah, der dukkede op til festlighederne iført en Qipao (en traditionel kinesisk kjole), og måtte stå på mål for beskyldninger om kulturel appropriation.

Den nye kolonialisme

Kulturel appropriation er ifølge kritikerne det fænomen, hvor folk fra majoriteten tager, ja ligefrem stjæler elementer fra minoritetens kultur, og bruger dem uden for deres oprindelige betydning. I Danmark blev de fleste nok først bekendt med begrebet, da en selvudnævnt kønsforræder påstod problematikken i at en hvid, canadisk popsanger, havde anlagt sig rastafarihår.

Den krænkelsessyge troldehær lader ikke noget passere, uanset hvor ubetydeligt. Om det er hvide amerikanere med dreadlocks, børn udklædt som ninjaer til Allehelgensaften, bindien som modefænomen; eller såmænd Washington Redskins’ maskot i form af en rank indianerhøvding, ja så er det et stort problem

Og set med Ivy League marxisternes øjne er dette på ingen måde at værdsætte andre kulturer og normer. Nej, her er tale om en ny kolonialisme, en fortsættelse af kolonitidens racisme, og en klar symbolik på de magtstrukturer, der åbenlyst undertrykker bestemte grupper. I ovenstående tilfælde en gymnasiepige, der blot havde glædet sig til en festlig aften, og endte med at måtte forsvare sig i offentligheden for sit valg af påklædning.

Et kulturelt ejerskab?

Påstanden om kulturel appropriation er fyldt med problemer. Til at begynde med kommer beskyldningerne om kulturel appropriation fra den selvsamme venstrefløj, der for ikke alt for længe siden i høje toner skamroste det multikulturelle samfund:

” Min skjorte er indisk
mine sko italienske
min bil japansk
mit ur fra Schweiz – eller Hong Kong
men midt i det hele er jeg så pæredansk
Alverden samles i mig
og blir godt rystet sammen!”

Sådan skrev Benny Andersen. Engang var det de politisk korrektes evangelium. Ikke længere. Hvad ville de gøre ved Benny Andersen i dag? Måske er det godt, han nu i en alder af 88 går på pension.

At den selvsamme skare af mennesker, der dagligt havde behov for at sige mangfoldighed, åbenhed og forskellighed i hver anden sætning, nu kritiserer elementer af samme, er i sig selv tragikomisk.

Men reaktionerne på den kulturelle appropriation efterlader også en vis undren; de tiltalte beskyldes jo for at have stjålet fra en anden kultur, taget noget med magt. Medmindre man fra krænkelseskoret kan bevise, at eks. en jamaicaner ikke kan dyrke rastafarikulturen så længe hvide amerikanere bærer dreadlocks, må man spørge sig selv, hvordan en sådan kritik kan tages alvorligt. Hvordan kan man have stjålet noget, der stadigvæk er der?

Debatten om kulturel appropriation rejser endvidere spørgsmålet, om hvorvidt et folk kan kræve ejerskab over kulturelle elementer. Ser man på menneskets historie, har elementer af overlappende kultur været en del af udviklingen af samfundet. Uden dette måtte kun grækere udøve demokrati, kun indere benytte sig af titalssystemet; (ja selv dreadlocks måtte tillægges hindumytologiens Shiva.) Man kan, bevares, tillægge kulturelle normer og skikke en værdi for et folk, men man kan ej påstå ejerskab over disse.

De knapt så krænkede

For Keziah Daum, den unge gymnasieelev fra Utah, skulle historien dog få en anden afslutning. Efter at have nægtet at undskylde, samt endvidere påpeget, hvordan tøjvalget havde fået hende til at ”værdsætte og beundre andre kulturer og deres skønhed, fik Daum på de sociale medier opbakning fra en knap så krænket folkefærd. Kinesere.

Daums valg af en Qipao, fik flere kinesere på de sociale medier til at undre sig over, hvori problemet lå, da det hverken var et helligt kultursymbol, at der for dem var en glæde over at se udlændinge værdsætte en del af deres kultur, ja, at dette ikke på ingen måde var et problem. En interessant reaktion, fra et folk der med de krænkedes logik burde have ”retten” til at føle sig stødt.

Et stort ståhej for ingenting.


Stig Høgh Rasmussen er stud.jur. på Aarhus Universitet. Han er aktiv i Konservativ Ungdom og har bl.a. skrevet for tidsskriftet Paragraf. Derudover er han altid krænket af krænkelseskulturen. På aarsskriftet-critique.dk skriver han om bl.a. retsstaten, udlændingepolitik, de postfaktuelle indspark i debatten og naturligvis krænkelseskulturen.

Støt kulturkampen!

Tak fordi du læser vores artikler. Hos Årsskriftet Critique ønsker vi at udfordre samfundsdebatten og særligt udvikle den borgerlige og konservative samfundskritik. Derfor kræver vi heller ikke betaling for vores online-stof og har ikke tænkt os at gøre det.

Men vi har ingen reklameindtægter, ingen rige onkler og ingen adgang til offentlig støtte. Derfor er vi afhængige af dit økonomiske bidrag for at holde gryden i gang. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.

Ved at støtte os, støtter du en fremtid for en velfunderet, nuanceret borgerlig idé- og samfundsdebat og er med til at brede den borgerlige samfundskritik ud til flere. Ved brug af Paypal kan du sågar oprette en fast månedlig donation. Vi takker for dit bidrag.

Støt Årsskriftet Critique via MobilePay!