Fra feminisme til favorisme: kønsrepræsentation inden for dansk forskning 

Fra feminisme til favorisme fra Årsskriftet Critique VII er professor, dr.phil. Hans Bondes kritik af en elitefeminisme, som er udartet til en systematisk forskelsbehandling på de danske universiteter, hvor kvindelige forskere aktivt favoriseres på bekostning af deres mandlige kolleger. Det er en doktrin, der uden videre sætter lighedstegn mellem ligestilling og positiv særbehandling og udskammer kritikere, der fastholder rent saglige kriterier for stillingsbesættelserne på landets universiteter.

Af professor dr.phil. Hans Bonde 

 

Ikke en eneste paragraf eller tarif må indeholde ordet mand eller kvinde. Overalt må ordet erstattes med menneske. Det er selve demokratiets ide, at man er menneske, før man er arbejder, neger, tysker eller kvinde”  

–Poul Henningsen (PH) 

En parallelstrukturs fødsel

Det virker umiddelbart som et paradoks, at kvinder i de skandinaviske lande i dag gennemsnitligt overgår mænd i uddannelsesniveau, mens det fortsat primært er mænd, der figurerer som topforskere. I Danmark er f.eks. kun 16 % af alle professorer kvinder. Dette kan medføre vanskeligheder for forskningen, der ikke er i stand til at trække på hele talentmassen i fuldt omfang, og det kan udgøre et problem for de kvindelige forskere, hvis deres lave andel i topforskning skulle skyldes diskrimination. 

Det vil være et stort samfundsmæssigt gode, hvis de enorme investeringer i kvinders uddannelsesniveau giver et større forskningsmæssigt afkast. Allerede i dag udbydes der i de skandinaviske lande da også mentorprogrammer, forskerlederprogrammer og netværksprogrammer specifikt for kvindelige forskere. Gennem de seneste 20 år er der imidlertid indført mere radikale støtteordninger, der skal sikre, at kvinder fritages fra konkurrence fra mænd. Formålet med den følgende analyse er at afdække disse indsatser i Danmark, at analysere hvilke begrundelser der gives for de særlige kvindeprogrammer, at undersøge programmernes legitimitet, samt endelig afdække om der kan påvises en diskrimination af kvinder, der kan berettige de implementerede støtteprogrammer.  

Artiklens teoretiske udgangspunkt er kritisk oplysningsfeministisk i den oprindelige version fra John Stuart Mill og Mary Wollstonecraft, for hvem feminismen var sammenkoblet med Oplysningstidens insisteren på, at ingen måtte diskrimineres, og at alle, f.eks. aristokratiske, fødselsprivilegier derfor skulle falde bort. Med John Stuart Mills ord i bogen Representative Government er “kønsforskelle lige så irrelevante for politiske rettigheder som forskelle i højde og hårfarve”.1 For Mary Wollstonecraft gjaldt kvindekampen alle menneskers frigørelse, altså også mænds. Feminismen var en del af oplysningsprojektet, hvor alle rettigheder, bedømmelser, udnævnelser og forfremmelser skulle ske uden det ringeste hensyn til borgerens køn, stand, ‘race’ eller etnicitet.2 

Gennem de seneste årtier har ligestillingsbegrebet imidlertid umærkeligt bevæget sig mere og mere fra en kamp for lighed i startpositionen til en kamp for lighed i slutpositionen, ideelt målsat til en ’kønsbalance’ på 50 % til det såkaldt ”underrepræsenterede køn”.  

Artiklen er inspireret af Simone de Beauvoirs hovedværk Det andet køn fra 1949, hvori hun kritisk påviste, at kvinden udskilles som ’det andet’ i forhold til manden som den almenmenneskelige norm. Det er nærværende artikels tese, at denne andetgørelse af kvinden paradoksalt nok i dag i høj grad sker på foranledning af toneangivende dele af den moderne feminisme selv.  

I forsøget på at opnå ’kønsbalance’ på alle samfundets topniveauer, med fifty-fifty repræsentation af de to køn som endemål kæmpes der for en kønsrepræsentation til kvinder som en gruppe. Herved er der sket en markant forskydning fra den oprindelige oplysningstankes ide om individets ukrænkelighed til et kønskollektivs ukrænkelighed og ret til bestemte andele af stillinger på eliteniveau. Mest tydeligt ses dette i den norske lov om aktieselskabers pligt til 40 % kvindelig repræsentation i bestyrelser. 

Artiklen er også inspireret af den svenske demokratiforsker og doktor i statsvidenskab Mats Lundströms bog Jämställdhet eller sexistisk rättvisa? fra 1996. Lundströms bog blev skrevet med udgangspunkt i en kritik af de 30 svenske såkaldte Tham-professorater reserveret for kvinder, der blev vedtaget i 1995. Efterfølgende fik en mandlig forsker, der også havde søgt, i øvrigt medhold af EU-domstolen i, at han var blevet diskrimineret, og han blev derfor den eneste mand, der blev ansat som professor ved den lejlighed.3  

Artiklens data er hovedsagelig baseret på information om initiativer til øgning af andelen af kvindelige forskere, som det fremgår af undersøgelser, rapporter samt via aktindsigter fra Københavns og Aarhus Universitet.  

Der er og har været mange tiltag til at fremme andelen af kvindelige forskere i det danske universitetsmiljø – lige fra Freja-programmet over Statens Humanistiske Forskningsråds kvindeprofessorater til Aarhus og Københavns Universitets økonomiske belønningspolitik ved ansættelse af kvindelige lektorer og professorer. Hertil kom fra 2006-2008 andre virkemidler målrettet kvindelige forskere såsom postdoc-stipendier til kvinder, Kvindelige Steno-stipendier, Yngre Kvindelige Forskningsledere, Kvindelige Skoustipendier, og Yngre Kvindelige Forskere (herunder Kvinder i Natur og Teknik). I øvrigt er det ikke kun universiteterne, men også private virksomheder som verdens største kosmetik-firma L’Oréal, der siden 1998 og hvert år herefter støtter stipendier til kvinder gennem L’Oréal-UNESCO’s ’For Women in Science-legater’ til ’tre unge kvindelige forskere’, fordi der er ’brug for kvinder i den videnskab, der skal føre verden videre’.  

Samlet set søger programmerne at give kvindelige forskere en privilegeret adgang både til at blive lektorer og professorer og til millionstøtte til at blive forskergruppeledere.  

FREJA-programmet

I slutningen af 1990’erne besluttede Det Frie Forskningsråd, der er en paraplyorganisation for de statslige danske forskningsråd, at der skulle en særlig indsats til for at få især yngre kvinder videre i deres forskerkarriere og gøre “kvindelige forskere mere synlige i forskningsverdenen”. I 1998-2001 blev programmet FREJA søsat med dispensation fra det danske Ligestillingsråd. Ikke kun bevillingsmodtagerne skulle være kvinder, men FREJA-projekterne skulle også have “til opgave at samle nye større eller mindre forskergrupper af yngre forskere, gerne kvinder, omkring sig”.4 78 mio. kroner blev fordelt til 16 kvinder ud af de 327 ansøgere, der skulle søge om mindst en million primært til etablering af forskergrupper.  

Navnet Freja henviser til en feministisk retorik: Female Researchers in Joint Action (FREJA). I nordisk mytologi forbindes gudinden Freja med eros gennem de to forbundne kar: frugtbarhed og rigdom, symboliseret i form af guld og ikke mindst hendes smykke Brisingamen. 

Alle seksten fastholdt deres faste stillinger i deres videre karriereforløb, og ti blev professorer, så astrofysikeren Anja C. Andersen og hendes medredaktører konkluderede i en folder, der gjorde status på FREJA: “Det betaler sig at støtte kvinders forskning!”.5 

Argumentationen for Freja-programmet var i høj grad baseret på, at trods mange årtiers formel ligestilling udgjorde kvinder fortsat en faldende andel af forskerne jo højere niveauer, der var tale om, fra postdocs og adjunkter til lektorater og professorater. Der kunne kort sagt registreres en tendens til, at mange kvindelige forskere faldt fra på et tidspunkt i karriereforløbet.  

Danmark har en fornem tradition for forskning i køn og forskerrekruttering. Netop i 1998, da FREJA startede, kunne statistikeren Bertel Ståhle vise, at “til både lektor- og adjunktstillingerne med kvalificerede ansøgere af begge køn, var der i gennemsnit dobbelt så mange kvalificerede mandlige som kvalificerede kvindelige ansøgere”.6 Det viste sig, at kvinderne i begge kategorier, til trods for det langt mindre antal kvindelige ansøgere, opnåede lidt over halvdelen af stillingerne. Det kunne altså på ingen måde via statistikken påvises, at kvindelige forskere blev diskrimineret i deres karriereforløb.  

Freja-midlerne blev efterfulgt af et initiativ fra det danske Statens Humanistiske Forskningsråd. I 2003 opslog rådet fem nye professorater, “der så vidt muligt ønskes besat med kvinder.” Den danske videnskabsminister Helge Sander (V) vendte sig imod, hvad han kaldte opslagets “betonafspærring for mandlige ansøgere”.7  

Det var ellers hans eget ministerium, der havde givet dispensation til, at man ved lige kvalificerede ansøgere af begge køn burde foretrække den kvindelige. Sander skrev i en pressemeddelelse, at:  

”Det er en uværdig fremgangsmåde … Jeg finder, at overskriften i det aktuelle stillingsopslag er helt urimelig over for potentielle mandlige ansøgere. Disse bør dog nu være fuldstændig klar over, at deres ansøgninger er lige så velkomne som ansøgninger fra kvinder.”8 

Videnskabsministeren undlod dog at kalde opslagene tilbage. På trods af Sanders erklæring blev der ansat fem kvindelige professorer og ingen mandlige.  

Poul Holm, formand for Det Humanistiske Forskningsråd, udtalte til Politiken, at: 

”Lykkeligvis blev det ikke nødvendigt at tage dispensationen fra ligestillingsministeren i brug. Det var ikke sådan, at to kandidater stod lige. Tværtimod har vi fundet de bedste, vi kunne finde.”9 

Herved undgik han en potentiel fare for, at komme i konflikt med ligestillingsloven. En af de mandlige ansøgere var filosof og lektor, dr.phil. Jan Faye, der skrev i Politiken, at: 

Facit var dog givet på forhånd. Der er som så ofte før i den slags sager tale om en politisk beslutning… Når Poul Holm siger sådan, er det for at undgå ballade med forskningsministeren, der havde udtrykt sin misbilligelse over fremgangsmåden med at øremærke professorater til kvinder. Jeg er en af de formastelige mænd, der havde søgt et af kønsprofessoraterne. Faktisk gjorde jeg det, fordi jeg var blevet opfordret til det af andre, selv om jeg ikke selv troede på ideen. Mine mange år i universitetsverdenen giver mig ikke illusioner om, at faglighed modsvares af saglighed. Men modargumentet lød, at med den kritik, forskningsministeren havde været ude med, måtte man forvente udnævnelse af mindst en mand. Så jeg forsøgte alligevel. Men Poul Holm og det øvrige forskningsråd er jo også en slags politikere. De ved godt, hvordan man snører sin minister. Ingen mænd må naturligvis vise sig at være lige så gode som kvinderne.10 

Faye nævnte videre, at: ”Nogle læsere vil måske genkende navne som Mogens Herman Hansen, Henrik Jensen, Jens Høyrup, Carl Henrik Koch og Sten Ebbesen, for blot at nævne nogle stykker jeg kender til. I enhver anden verden, og uden for Danmark, ville de alle være blevet professorer.”11 

Dette henviser til en skjult dimension i den danske debat om professorater tildelt på basis af køn. Det hævdes, at en del kvalificerede kvinder er blevet forbigået som professorer. Men det er ikke blevet godtgjort, om en måske lige så stor population af mandlige talenter ikke ligeledes er blevet overset. Kort sagt kan det være, at det er et generelt problem, at en del høj kvalificerede lektorer af begge køn ikke kan komme videre i deres karriereforløb. Og hvis man begynder at forfremme kvinder til professorer på grund af køn, risikerer de højt kvalificerede mandlige lektorer så ikke at blive dobbelt tilsidesat?  

Københavns Universitets tre-punktsplan 

De danske universitetsledelser befinder sig i et vanskeligt krydspres. Først og fremmest er der et reelt behov for at få mere gavn af de danske kvinders høje uddannelsesniveau især inden for de teknisk-naturvidenskabelige fag, hvor der ofte er for få kvindelige ansøgere. Dernæst kræves der kvantitativ målopfyldelse i Uddannelsesministeriets udviklingskontrakter, der kan omfatte et krav til universiteterne om at skabe procedurer for en øget andel af kvinder. Endelig er universitetets ledelse presset af den stærke feministiske opinion, ikke mindst lokaliseret omkring centrene for kvinde-/kønsforskning. 

På universiteterne kræver den herskende ide om ligestilling i stigende grad udnævnelse af kvinder eller, som det ofte hedder, ’det underrepræsenterede køn’ til bedømmelsesudvalg, ansættelsesudvalg og priser. Faktisk kræver rektoratet på Københavns Universitet direkte “en øget bevidsthed om, at universitetet i sine udadvendte aktiviteter”, såsom udnævnelse af æresdoktorer, fremstår som en “arbejdsplads med rollemodeller for begge køn”.13 Denne form for kønsrepræsentation vil dog ikke være temaet her.  

I 2008 indledte Københavns Universitet et forsøg på at øge antallet af kvindelige professorer ud fra en forestilling om ideelt set minimum 40 % stillinger til det ’underrepræsenterede køn’. Udgangspunktet var en spirende generel tendens blandt danske universiteter til at ville øge kvindeandelen:  

Ligesom KU har andre universiteter også på det seneste intensiveret arbejdet med mangfoldighed. Århus Universitet har f.eks. taget initiativ til, at stillinger slås bredere op, og at ansættelsesudvalg sammensættes af begge køn. Ålborg har nedfældet et mål for at øge kvindeandelen i Udviklingskontrakten. SDU har besluttet at øge andelen af kvinder ansat i lektor- og professorstillinger med 2 % inden den 31.12.08.14 

Heller ikke på dette tidspunkt var der imidlertid påvist en diskrimination af kvinder, der kunne begrunde introduktionen af en kvindelig belønningsplan. Tværtimod tydede alt på, at der på universiteterne i høj grad fortsat var bevågenhed over for at ansætte kvindelige talenter. Således har Bertel Ståhle vist, at billedet af kønsfordelingen i ansættelserne 2007-2009 er stort set det samme som tidligere:  

Endelig var kvindeandelen i alle tre stillingskategorier højere blandt dem, der fik stillingerne, end blandt de kvalificerede ansøgere. Mens kvindeandelen udgjorde 27 % af samtlige kvalificerede ansøgere, var kvindeandelen 32 % blandt dem, der fik stillingerne. I adjunktkategorien var kvindeandelen blandt dem, der blev ansat, syv procentpoint højere, i lektorkategorien fem procentpoint højere og i professorkategorien knap tre procentpoint højere end blandt de kvalificerede ansøgere.15  

Ideen bag Københavns Universitets nye kønspolitik var, at man overordnet belønnede fakulteter og institutter, der ansatte kvinder, hvorved man tilsyneladende ikke kom på kant med ligestillingsloven ved at gribe direkte ind i ansættelsessituationen.  

I den danske lov om ligebehandling står, at: “Enhver arbejdsgiver skal behandle mænd og kvinder lige ved ansættelser, forflyttelser og forfremmelser” Det fremhæves også, at: ”der ikke – heller ikke efter tilladelse fra ressortministeren – kan iværksættes initiativer, hvor det ene køn får fortrinsstilling ved f.eks. ansættelse, da kvalifikationerne altid skal være afgørende”.16  

Københavns Universitets (KU) såkaldte ’Tre-punkts-plan’ medførte med virkning fra 2008, at: ”Frem for direkte at øremærke stillinger til kvinder vil KU belønne de fakulteter, der formår at identificere og ansætte kvalificerede kvinder i professorstillinger”. Belønningen gennemføres på to måder: 

  1. KU indfører et generelt belønningsprincip, hvor fakulteternes ansættelse af kvindelige professorer belønnes med ekstra professorstilling (M/K). Det ekstra professorat (til fakultetet), der betales af en central pulje i en periode på fem år, udløses det følgende år. Den konkrete model tager højde for fakulteternes forskellige størrelser. 
  1. KU opretter en central bonuspulje, hvor fakulteter, der øger procenten af nyansatte kvindelige professorer med 5 procentpoint i forhold til perioden 1. januar 2006 – 31. december 2007, får en bonus. LIFE, SUND og NAT får hver 3 mio.kr.; HUM og SAMF hver to mio. kr. og TEO, JUR og FARMA hver 1 mio. kr. efter udgangen af 2009.17 

Spørgsmålet er så, om man kan undgå at gribe ind i ansættelsesproceduren og at favorisere et bestemt køn, når ansættelsesudvalget ved, at hvis man ansætter to kvindelige professorer, så får instituttet tildelt et helt gratis ekstra professorat? Og samtidig belønnes fakultetet med et millionbeløb, når et givent antal kvindelige professorer er ansat?  

I dag, hvor den universitære virkelighed mere end nogensinde handler om selvfinansiering, er de økonomiske parametre et meget virksomt instrument. Der findes områder på universitetet med en relativt høj andel af kvindelige professorer som på medicin, jura, teologi, odontologi, psykologi, arkæologi, pædagogik og religionsvidenskab samt sprog og kunstfagene, men også disse fakulteter og institutter belønnes ved øgning af antallet af kvindelige professorer. 

Som følge af planen steg den årlige andel af kvindelige professorer ved Københavns Universitet. Andelen af kvindelige professorer ”udgjorde i 2007 15,3 % og ved udgangen af 2012 udgjorde andelen af kvindelige professorer 20,6 % af alle professorer på KU”.18 Lige før de kvindelige belønningsplaner bortfaldt, skyndte man sig i 2013 mange steder på Københavns Universitet at få speedet op for ansættelsen af kvindelige professorer. Således blev ”der i første halvdel af 2013 ansat i alt 52 professorer, hvoraf præcis halvdelen var kvinder”.19  

På institutniveau er belønningsprincipperne imidlertid mange steder blevet udmøntet langt mere radikalt, således at opgraderingen af alle kvindelige lektorer til professorer er lønmæssigt omkostningsneutral de første fem år af deres ansættelse. I tilfælde med femårige professorater er det altså gratis at opgradere en kvinde. Fakulteterne kan simpelthen udsende en liste, hvori det angives, at institutterne belønnes f.eks. med et par millioner kroner, hvis de ansætter en kvinde. 

På Det Samfundsvidenskabelige og Det Naturvidenskabelige Fakultet har man således indført direkte millionbelønninger til institutter, der ansætter kvindelige professorer. Her er et eksempel:  

Det Samfundsvidenskabelige Fakultet 

Indberetningsskema vedrørende belønningskriterier til Budget 2011: 

… Ansættelse af kvindelig professor på fakultetsniveau belønnes 

instituttet med 400.000 kr. i fem år … 

… Ansættelse af kvindelig lektor på fakultetsniveau eller institutniveau 

belønnes instituttet med 200.000 kr. i fem år …20 

Spørgsmålet er imidlertid, om denne praksis med at give institutter to millioner kroner med i handlen, når de ansætter en kvinde som professor, i virkeligheden ikke gælder hele Københavns Universitet. I hvert fald har det ikke været muligt via aktindsigt at få Københavns Universitet til at udlevere oplysninger om de bonusprofessorater m/k, der skulle være tildelt fakulteter, der ansætter kvindelige professorer.21  

Det kunne tyde på, at der slet ikke er blevet oprettet nogen bonusprofessorater m/k, og at pengene derfor i stedet på alle fakulteter kanaliseres direkte til institutternes og fakulteternes fælleskasse, når de ansætter kvinder. Det må siges at være et virksomt incitament til at øge kvindeandelen, men det er klart juridisk i modstrid med Uddannelsesministeriets dispensation, der kræver oprettelse af kønsneutrale bonusprofessorater.  

Det Samfundsvidenskabelige Fakultet har, som vist i skemaet, også overført dette belønningsprincip på kvinder, der udnævnes til lektorer, hvilket Uddannelsesministeriet dog efter en klage i 201122 har erklæret uden juridisk hjemmel, da der i Københavns Universitets dispensation fra Uddannelsesministeriet kun tales om professorer og ikke lektorer. Denne praksis er altså nu standset, dog uden at de mandlige forskere, der kan være blevet diskrimineret i forbindelse med opslag af disse lektorater, er blevet informeret herom, eller der på anden vis er forsøgt rådet bod på den direkte diskrimination, de har været udsat for.  

Københavns Universitets plan til øgning af antallet kvindelige professorer blev indført af den senere ligestillingsminister fra partiet Venstre Lykke Friis, da hun var prorektor på universitetet i perioden 2006-2009.23  

Det var ved denne lejlighed tydeligt, at Københavns Universitets eget Kvinde-/kønsforskningscenter havde opnået en central rolle i udviklingen af belønningsstrukturerne, herunder ikke mindst centrets leder, Bente Rosenbeck, der i 2009 blev professor, og som sad både i task-forcen bag belønningsplanerne og holdt åbningstalen ved konferencen i Københavns Universitets festsal. 

I Københavns Universitets task-force, der var nedsat til at komme med inspiration til at skabe Tre-punktsplanen, var der ingen mandlige lektorer, skønt det ellers i høj grad ville være dem, der risikerede ikke at kunne ansøge om professorater på lige vilkår. Der sad derimod kvindelige lektorer samt professorer, dekaner og prodekaner.  

I øvrigt bestod den øverste universitetsledelse i Danmark på det tidspunkt af otte mandlige og ingen kvindelige universitetsrektorer, og Københavns Universitets topledelse bestod af fire mænd: Det henviser til en mere generel tendens til, at planer om stærkere kvinderepræsentation paradoksalt ofte fremsættes af mandsdominerede ledelser ikke med henblik på ændring af ledelsens egen kønslige komposition, men for at skabe ”kønsbalance” på lavere niveauer i organisationen. Det kan ses som et tegn på en paternalisme, hvor ældre topledere støtter de ofte yngre kvinder ud fra en betragtning om, at de ikke kan klare sig ved åben og fair konkurrence. Paternalismen har et slægtsskab med den engelske term ”benevolent discrimination”, der betegner, at samfundsmæssige institutioner ud fra de bedste hensigter giver støtte til formodet svage grupper, hvorved man skaber et billede af, at de ikke kan klare sig på egen hånd, og dermed styrker den svageliggørelse, man vil bekæmpe.  

På Københavns Universitet er reglerne til fremme af flere kvindelige professorer indrettet således, at institut- og fakultetsledelsen animeres til at opslå professorater til kvindelige forskere enten ved opslag eller ved en såkaldt ’kaldelse’, hvor stillingen besættes alene via en faglig bedømmelse af kandidaten. Når stillingen i princippet slås åbent op, kan mandlige ansøgere konkret føle sig diskrimineret. En mandlig lektor på Københavns Universitet, der i 2011 ansøgte om et professorat fik til sin overraskelse at vide, at ledelsen ønskede at ansætte en kvinde. Lektoren skrev herom:  

Jeg er lektor på en afdeling på Københavns Universitet. Instituttet slår så et professorat op lige netop inden for mit felt. Jeg er gruppens ledende forsker, med ubestrideligt flest publikationer, studerende, samarbejdsaftaler og større internationale bevillinger. Jeg kontakter så ledelsen lidt undrende over, at jeg ikke havde hørt noget, om hvad det opslag handlede om, og yderst trykkede fortalte de, at stillingen var øremærket en kvinde, så instituttet kunne få udløst en ‘professorbonus’ fra dekanatet. Jeg søgte selvfølgelig for at blive professorvurderet, og ansættelsessamtalen var en pinlig affære, idet den ene anden ansøger (en kvinde) ikke var specielt kvalificeret eller fremtrædende inden for instituttet (men var blevet eksternt kvalificeret).24 

Hvad angår planens legitimitet blev et udsnit af befolkningen i en undersøgelse for Politiken og TV2 spurgt, om “den københavnske bonusordning, der giver universitetet mulighed for at give fakulteterne økonomisk belønning, når de ansætter kvindelige professorer, er en god idé”. Til dette svarede 17 %: “Helt eller overvejende enig”, mens 41 % svarede “Helt eller overvejende uenig”.25 

Men heller ikke universitetsforskerne selv ønsker kønskvotering. Et flertal på 60 % af de danske universitetslærere er imod, at “den skæve kønsfordeling skal løses via kønskvotering”.26 20 % er dog positive over for kønskvotering, og i det tal gemmer der sig en markant kønsforskel, idet 1/3 af kvinderne støtter kønskvotering, men kun 1/10 af mændene.27 Denne undersøgelse er dog behæftet med betydelig større usikkerhed, da den taler om kønskvotering, mens Politikens og TV2’s undersøgelse mere præcist spørger til ”den københavnske bonusordning”.  

Aarhus Universitet følger efter  

Efter at det var lykkedes Københavns Universitet at øge andelen af kvindelige professorer via økonomiske belønninger, blev også Aarhus Universitet inspireret – oven i købet via en endnu mere radikal belønningspraksis. Aarhus Universitet besluttede med virkning fra 1. februar 2011 – via en dispensation fra Uddannelsesministeriet – at oprette ti kvindelektorater og ti femårige kvindeprofessorater “med særlige opgaver” (MSO) med økonomisk støtte til disse kvinders etablering som forskere. 

Princippet er at udbetale økonomiske bonusser til de hovedområder, der ansætter kvindelige postdocs som lektorer: 

Hvis disse stillinger bliver besat med en kvindelig ansøger, vil universitetet fra en central pulje betale det faglige hovedområde lønnen under postdoc-forløbet og et beløb på kr. 100.000 i forskningsmidler ved overgang til lektorstillingen. Endvidere vil universitetet fra en central pulje betale forskellen mellem lektorlønnen og lønnen til en professor med særlige opgaver i de første 2½ år, hvis en sådan professorstilling besættes med en kvinde.28 

Endvidere hed det, at: “Beløbet, der udbetales fra den centrale pulje, udgør for fuldtidsstillinger 

568.000 kr. for lektorater og 250.000 kr. for de femårige MSO-professorater.”29 

Der er altså indbygget stærke økonomiske incitamenter til, at dekan og institutleder slår en stilling op til en kvindelig forsker. De vil kunne spare over en halv million kroner ved at ansætte en kvindelig lektor i stedet for en mandlig, og en kvindelig MSO-professor vil være gratis i halvdelen af den femårige professorperiode. 

Hvad angår de nye reglers legitimitet blev reglerne om kvindestillingerne ifølge Jens Bigum, Aarhus Universitets daværende bestyrelsesformand, vedtaget af rektoratet uden at inddrage bestyrelsen.30 Aarhus Universitets medarbejdere var heller ikke hverken inddraget eller informeret, idet der “ikke har været afholdt særlige arrangementer om de særlige lektorater og MSO-professorater for at bekendtgøre ordningen for medarbejderne”.31  

En rundspørge foretaget af Altinget.dk viste endvidere, at der selv på lederniveau var betragtelig modstand imod planen. Af de dekaner og prodekaner, der var til at få fat på, og som ønskede at udtale sig, var seks imod ordningen, mens fem var for.32 Også Studenterrådet gik imod ordningen, og der blev oprettet en Facebook-gruppe blandt de studerende under navnet ’Drop Kønsdiskrimineringen på Aarhus Universitet’. 

Ved udløbet af 2013 var ”18 ud af de 20 stillinger blevet besat med kvinder (jf. gældende retningslinjer for ordningen). 2 MSO professorater blev ikke forbrugt inden ordningens ophør i 2013”.33  

Mere overraskende var det, at der var mange mandlige ansøgere til stillingerne. Det skyldtes muligvis, at man i stillingsopslagene ikke havde oplyst, at der var tale om eksklusive stillinger til kvinder, måske for at give programmet et skær af kønsneutralitet. Formodentlig er en del af de mandlige ansøgere blevet ret mystificerede over afslaget, og måske har de fortsat ikke kendskab til de bagvedliggende strukturer, der favoriserer kvinder. Mest markant var det, at der til en stilling som seniorforsker inden for Science and Technology var én kvinde og seks mænd som ansøgere.34 

I den task-force, der skulle udklække den kvindelige belønningsplan sad der ligesom i Københavns Universitets task-force to kvindelige lektorer, der i øvrigt var medlem af et netværk til fremme af kvinders karrieremuligheder, det såkaldte frAU – ’female researchers at Aarhus University’. Dette netværks hovedformål er kønsrepræsentation i form af:  

  1. “at opnå en mere ligelig kønsfordeling blandt det videnskabelige personale ved Aarhus Universitet,” og  
  1. “at sikre kvindelig repræsentation i interne råd og nævn på Aarhus Universitet.”  

Bl.a. arbejdes der på at “sikre, at kvindelige forskeres interesser tilgodeses i forbindelse med politiske tiltag på universitetet”.35 

I dag er dispensationen til begge de to universiteters kvindeprogrammer udløbet, og sandsynligvis grundet den store kritik i offentligheden de seneste år har ingen af universiteterne forsøgt at etablere nye belønningsstrukturer.  

YDUN-programmet

I finanslovsforhandlingerne i november 2013 blev endnu et initiativ til fremme af kvindelige forskere vedtaget, det såkaldte YDUN-program (’Younger women Devoted to a UNiversity career’), der sikrede 110 millioner kroner til potentielle kvindelige forskergruppeledere finansieret af Det Frie Forskningsråd og en ekstraordinær bevilling fra staten. Ligesom ’Freja-programmet’ spiller forkortelsen YDUN også på en feministisk fremhævning af den nordiske mytologis stærke kvinder her i form af gudinden YDUN, der uddeler de guldæbler, der sikrer guderne evig ungdom. 

De borgerlige partier samlede sig imidlertid i finanslovsforhandlingerne mod YDUN og fik den foreslåede statsstøtte forhandlet ned fra 80 til 70 millioner kroner, mens Liberal Alliance i protest trådte helt ud af forhandlingerne. I Berlingske Tidende understregede forskningsordførerne fra Konservative, Dansk Folkeparti og Venstre, at ”kvinder ikke skal have særrettigheder i det danske forskningsmiljø. De skal bevilges penge på grund af deres kvaliteter og forskningshøjden i deres arbejde. Alt andet er et skråplan”. De tilføjede, at YDUN-programmet ”sætter store spørgsmålstegn ved dømmekraften i Det Frie Forskningsråd, og vi må naturligvis overveje nøje, hvordan fremtiden skal se ud for et forskningsråd, der så eklatant har misforstået sin opgave”.36 Hermed er der for første gang i historien opstået en uhørt massiv parlamentarisk modstand mod særstøtte til kvindelige forskere.  

Også ved YDUN-programmet kan der registreres paternalistiske strukturer. Det Frie Forskningsråd består af fem mænd og en kvinde, der alle er formænd for hver deres faglige underafdeling. Her er der altså ikke ’kønsbalance’ eller – med rådsledernes eget plusord – ”diversitet”.37 

Argumentationen bag kvindeprogrammerne er i høj grad statistisk. Kernen i YDUNs argumentation er EU’s såkaldte She-Figures. Med Det Frie Forskningsråds ord: 

Tal viser med al tydelighed, at mandlige forskere langt hyppigere end kvindelige ansættes i de øverste stillinger på universiteterne. Det gælder for hele Europa, men i særlig grad for Danmark, hvor kvinderne eksempelvis blot beklæder 16 procent af samtlige professorater.38 

En nærmere undersøgelse viser imidlertid, at Danmark især overgås af lande som Letland (32 %) og Rumænien (36 %),39 kort sagt lande, danskerne normalt ikke indgår som positive rollemodeller for Danmark hverken socialt, økonomisk eller forskningsmæssigt. Tværtimod er f.eks. Rumænien placeret helt i bunden af generelle ligestillings-indekser. Et højt antal kvindelige professorer i disse lande kan vel derfor ikke direkte tages som indtægt for, at ”hjælp til kvinder gavner forskningen”,40 som Det Frie Forskningsråds ledere fremfører? At Norge ligger relativt højt, skyldes, at man i modsætning til Danmark her har indført et langt mindre restriktivt professorsystem, hvor højtydende lektorer simpelthen kan ansøge om opgradering til professor.  

Heller ikke Det Frie Forskningsråd har ført bevis for, at kvinder forfordeles ved forskningsansøgninger. Tværtimod har Det Frie Forskningsråds eget forskerkarriereprogram ’Sapere Aude’41 en samlet succesrate på tværs af trin på 14,5 % for kvinder og 13,9 % for mænd. Det øverste niveau ’DFF-topforsker’ har ”en succesrate for topforskere, der er cirka dobbelt så høj for kvindelige ansøgere”.42  

Ud over den statistiske argumentation henter Det Frie Forskningsråd også argumenter fra det familiepolitiske niveau, idet rådets leder fremhæver:  

En af de helt åbenlyse grunde er selvfølgelig, at det er kvinderne, der føder børn, tager mest barsel og lægger flest kræfter i familierne efterfølgende, hvorfor det kan være svært at etablere en forskerkarriere, der kræver langt mere end 37 ugentlige arbejdstimer.43 

Eller med Det Frie Forskningsråds formand Peter Munk Christiansens ord: ”Det er ikke, fordi mænd er klogere end kvinder, så det må have noget at gøre med den tid og de ressourcer, man sætter af til at stile højere og arbejde mere”. Han mener, at ”mange kvindelige forskere vælger universitetet fra til fordel for karriereveje, der giver større sikkerhed og mere tid til familien”.44 Sandsynligvis var disse udsagn inspireret af professor Nina Smith, der på Det Frie Forskningsråds konference om YDUN bakkede op om programmet med udsagnet: ”Men man bliver altså ikke professor med en 37-timers arbejdsuge, så mændene må mere på banen i familien, hvis kvinderne skal gøre sig forhåbninger om at nå til tops”.45 

Ingen af deltagerne på konferencen kom imidlertid ind på, hvorfor og hvordan et problem på det familiepolitiske niveau kunne løses på det ansættelsespolitiske niveau. 

Gennem snart mange år har Nina Smith og andre feministiske økonomer og samfundsforskere forsøgt at vise, at der foregår, hvad man kalder ’statistisk diskrimination’ eller gender stereotyping i samfundslivet, hvilket f.eks. kan influere på arbejdsgiveres tilbageholdenhed over for at ansætte kvinder i den fødedygtige alder. Spørgsmålet er imidlertid, om ikke YDUN-programmet selv netop bygger på ’statistisk diskrimination’, hvor forskerne opdeles på basis af forventninger til, hvordan de to køn statistisk vil agere uden hensyn til den enkeltes individuelle profil. Kort sagt, at en mand f.eks. har fire børn, som han har gået og går meget op i og måske har taget barsels- og forældreorlov til, er irrelevant, fordi han henregnes til mænds gennemsnitlige relativt lavere familieengagement. Omvendt med en kvindelig forsker uden børn, der frit kan søge de forskellige særpuljer til kvinder samt alle andre puljer.  

YDUN-programmet er nu kommet i alvorlig modvind i Folketinget. Uddannelsesministeren og ministeren for ligestilling har i april været indkaldt til et samråd af Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti – bakket op af Liberal Alliance. Her kom ministrene under heftig kritik, og Venstres uddannelsespolitiske ordfører erklærede, at fremtidige blå regeringer ikke længere vil acceptere kønsdiskriminerende dispensationer bl.a. med begrundelse i faren for at stemple kvindelige aspiranter som et B-hold. For første gang har næsten et halvt Folketing altså eksplicit vendt sig mod kvindefavorisering inden for forskningen.46 

Afrunding

For at vende tilbage til de indledende spørgsmål kan der i nutidens Danmark inden for den seneste snes år konstateres en stærk tendens til særlige programmer kun for kvindelige topforskere med henblik på at øge andelen af kvindelige lektorer, professorer og forskergruppeledere. Herved har toneangivende dele af den moderne feminisme bevæget sig væk fra den oprindelige oplysningsfeminismes krav om, at ’ingen må diskrimineres’ til, at diskrimination kan være et nødvendigt værktøj for at opnå statistisk kønsbalance.  

Hvad angår spørgsmålet om programmernes legitimitet, er det i artiklen vist, at de for det første er indført fra oven, oven i købet med et minimum af diskussion mellem forskellige positioner om deres berettigelse, og for det andet at befolkningen generelt tager afstand fra dem, hvilket også gælder forskere og studerende. Endog i de højere ledelseslag kan der registreres modstand, som eksemplet med Aarhus Universitet viste.  

Den danske idehistoriker Lars-Henrik Schmidt har vist,47 hvordan det ikke længere er fader-søn-forholdet i Ødipuskomplekset, der kendetegner vores kultur, men derimod et ”Lear-kompleks”, hvor døtrene får overdraget magt fra fædrene, hvilket skal gøre fædrene endnu mere magtfuldkomne, da de bestemmer, hvem der loyalt og taknemmeligt skal videreføre arven og forvalte magt. Lear-komplekset er opkaldt efter Shakespeares drama om Kong Lear, der afgav sin magt til sine døtre. 

Fædrene er ridderlige, men på andres vegne. Den magt, de afgiver til kvinderne, er taget ved at formene de unge mænd fra at deltage i åben konkurrence og med lige muligheder i spillet om samfundsmæssige ressourcer. Ridderlighed per stedfortræder. I virkeligheden er det de unge mænd, der skal afgive magt, og ikke kan sige imod, fordi de er bundet af galanthedens koder.  

Ud fra en feministisk betragtning er det faktisk ikke så indlysende, at denne samfundsmæssige dobbeltstruktur på længere sigt gavner kvindefrigørelsen. Sender det ikke et signal om, at kvinder er for svage til at indgå i åben konkurrence, hvor alle, også mænd, kan stille op? Risikerer vi ikke udvikling af en ny paternalisme, eller ligefrem konturerne til et patriarkat 2.0, hvor ældre mænd i høje samfundspositioner sætter konkurrencen ud af kraft på niveauerne nedenunder og begynder at sortere på køn i den gode sags tjeneste? Hvis kønsrepræsentationen åbner op for, at andre særgrupper også skal tildeles repræsentation, risikerer vi, at det splintrer Oplysningens ideal om, at mennesket optræder først som statsborger og siden med allehånde andre særidentiteter. Samfundet risikerer at blive fragmenteret af særinteresser, hvor gruppers særlige kendetegn bliver opfattet som væsensforskelle, som statsmagten må anerkende i form af særregler?  

Hvad er hele dette kvindelige favoriseringssystem egentlig udtryk for? Tilbage i vores egen historie har der ofte eksisteret instanser, der beskyttede kvinder og børn i et hårdt samfund, der kom under indre og ydre pres. Samtidig udviklede kvinder mere indirekte magtformer, som virkede på det psykiske plan frem for ved fysisk styrke og aggressiv – udadvendt kraft.  

Hermed viser der sig en overraskende kontinuitet fra førmoderne til moderne tid. Hvor samfundet tidligere slog ring om kvinder og beskyttede dem mod at indgå i ofte risikable aktioner, der indbefattede konflikt, kamp og krig, foregår beskyttelsen i moderne tid på en mere spidsfindig måde. Nu skal kvinderne ud i de tidligere eksklusive mandezoner, der handler om magt og indflydelse, men helst så de beskyttes mod den fri konkurrences udfordringer og nederlag. 

Det er min tese, at den toneangivende del af den moderne skandinaviske feminisme forstår sig selv som progressiv og antipatriarkalsk, men samtidig fortsætter med at sætte ældgamle kvindelige magtformer i spil for at bakke op om nye former for beskyttelse og appeller om ridderlighed, der skal værne kvinder mod de hårde krav på vejen mod de samfundsmæssige topposter. Vi er derfor landet i det paradoks, at den tilsyneladende mest antipatriarkalske ideologi, feminismen, i praksis viderebærer patriarkalske, kvindelige svaghedsstrategier i en moderne form, som vi kan kalde ’favorisme’.  

Måske er det derfor, at ingen toneangivende feminister gennem de sidste års debat har villet eller kunnet givet svar på, 1) om universiteternes tidligere og Det Frie Forskningsråds nuværende praksis med at friholde hundrede millioner af kroner til eksklusiv ansættelse af kvindelige lektorer, professorer og forskergruppeledere uden åben konkurrence ikke i virkeligheden bygger på en favorisering af kvinder og en diskrimination af mænd? 2) Om det gavner eventuelt diskriminerede kvinder, at kvinder et helt andet sted i universitetssystemet favoriseres? 3) Om ikke diskriminationen samlet set stiger, når mænd, der intet har med diskrimination af kvinder at gøre, skal bøde for en sådan formodet diskrimination? 4) Om man kan bekæmpe diskrimination med diskrimination? 

Det vil være et enormt samfundsmæssigt gode, hvis de enorme investeringer i kvinders uddannelsesniveau giver et større forskningsmæssigt afkast, og heldigvis går det også fremad. Allerede i dag udbydes der da også mentorprogrammer, forskerlederprogrammer og netværksprogrammer specifikt for kvindelige forskere. Men er vi ikke på vej til at bryde med det moderne samfunds fundamentale principper om fairness, meritokrati og retfærdighed, hvis vi tildeler forskningsmidler og stillinger på baggrund af køn? 


Om forfatteren 

Hans Bonde (f. 1959) er dr.phil. og professor i Idrætshistorie på 
Københavns Universitet. Han har udover talrige artikler og flere bøger udgivet doktorafhandlingen Niels Bukh – en politisk-ideologisk biografiFodbold med fjenden og senest debatbogen Fordi du fortjener det om positiv særbehandling af kvinder i 
universitetsverdenen. 

Bibliografi 

Aaen, L. (2014, 1. april). Aktindsigt i stillingsopslag – Særlige stillinger (e-mail svar til Hans Bonde fra udviklingskonsulent HR/AU)  

Aarsland, L. (2004, 21. februar). Fem kvinder fik professorater. Politiken, p.6. 

Andersen, A. C., Maule, C. F., Skyt Nielsen, H. og Verner, M. (2005). Det betaler sig at støtte kvinders forskning! En præsentation af FREJA-projekterne. Aarhus: Netværk for Kvinder i Fysik. 

Baggersgaaard, C. (2009, 1. april). Går i protest mod ledelsens magt. Universitetsavisen. Hentet fra http://universitetsavisen.ku.dk/dokument9/nyhedsarkiv/2009/dokument66/ 

Beauvoir, S. de (1949). Le Deuxième Sexe. Paris: Gallimard. 

Bloch, C. og Henriksen, D. (2013). Køn og forskning i Det Frie Forskningsråd – Tabelsamling. København: Styrelsen for Forskning og Innovation. 

Brix, S. M. (2008, 29. februar). Gulerødder skal skaffe flere kvindelige top-akademikere. Universitetsavisen. Hentet fra http://universitetsavisen.ku.dk/dokument9/nyhedsarkiv/2008/dokument20/ 

Bonde, H. (2011). KU som spydspids for det kønskvoterede samfund. Universitetsavisen, netversion. Hentet fra http://universitetsavisen.dk/debat/ku-som-spydspids-det-konskvoterede-samfund 

Bonde, H. (2012). Fordi du fortjener det, København, Gyldendal.  

Bundgaard, B. (2013a). Kvindebonus: Tjeneste eller bjørnetjeneste? Ugeskrift for læger, 40: 2314-2317. 

Bundgaard, B. (2013b). Er du kvinde, kan du få … . Ugeskriftet.dk, 49. Hentet fra http://ugeskriftet.dk/nyhed/er-du-kvinde-kan-du-faa-8 

Christiansen, P. M., Warring, A., Solovej, J. P., Kongsted, H. C., Borregaard, N., & Thomsen, O. T. (2013, 1. november). Kronik: Hjælp til kvinder gavner forskningen. Berlingske Tidende. Hentet fra http://www.b.dk/kronikker/hjaelp-til-kvinder-gavner-forskningen 

European Commission (2013). She Figures 2012, Gender in Research and Innovation. Bruxelles: European Commission. Hentet fra http://ec.europa.eu/research/science-society/document_library/pdf_06/she-figures-2012_en.pdf 

Fahrendorff, L. (2004, 20. februar). To professorater til humaniora på Aarhus Universitet. pressemeddelelse fra Det Humanistiske Fakultet. HUMavisen. Hentet fra http://www.hum.au.dk/nyheder/2004/0220prof.htm 

Faye, J. (2004, 1. marts). Debat: Forskningsrådets selvmodsigelse. Politiken, p.4. 

ATP faktum (2010, maj). 5 milliarder pensionskroner optjent af mænd går til kvinders pension. ATP faktum, nyhedsbrev. Hentet fra http://www.atp.dk/X5/wps/wcm/connect/1ccc2b8042a4ac95a76bb754b6684dbb/Faktum_80_final.pdf?MOD=AJPERES 

ATP faktum (2013, februar). Kvinders pension stort set upåvirket af barsel, orlov og deltid. ATP faktum, nyhedsbrev. Hentet fra http://www.atp.dk/X5/wps/wcm/connect/43bfe4804eb4f62993a4d3b6ad9abbd9/faktum_113.pdf?MOD=AJPERES 

Forskerforum (2012, 30. oktober). Uni-lærer imod kønskvotering. Forskerforum. Hentet fra http://www.forskeren.dk/?p=2581 

Gregersen, C. og Jensen, M. Ø. (2010a, 4. oktober). Kvindebonus splitter lederne på Aarhus Universitet. Altinget / EU. Hentet fra http://www.altinget.dk/eu/printartikel.aspx?id=114534 

Gregersen, C. og Jensen, M. Ø. (2010b, 5. oktober). Kvindebonus splitter lederne på Aarhus Universitet. Roskilde Universitet. Hentet fra http://www.ruc.dk/om-universitetet/nyhedsportal/nyheder-udefra/vis/article/kvindebonus-splitter-lederne-paa-aarhus-universitet/back/arkiv-nyheder-udefra/archive/2010/october/ 

Gustavsson, M. (2010). Positiv särbehandling och kvotering ur ett arbetsrättsligt perspektiv. Luleå: Luleå, tekniske Universitet, D-Uppsats, Rättsvetenskap. 

Kier, V., Thulesen Dahl, J. H. og Lunde Larsen, E. (2013, 4. november). YDUN – af to onder… Berlingske, kommentar. Hentet fra http://m.b.dk/?article=27388183-YDUN—af-to-onder%E2%80%A6 

Københavns Universitet (2008, 25. februar). Dagsnotat: Mangfoldighed på KU – Flere kvinder i forskning og ledelse. Hentet fra http://mangfoldighed.ku.dk/pdf/bestyrelsesrapport_endelig__let_redigeret_til_hj.sidebrug_.pdf 

Københavns Universitet (2014a). Bestyrelsesmøde nr. 71, den 21. januar 2014 

Pkt. 4. Sagsfremstilling. Hentet fra http://bestyrelse.ku.dk/moeder/moeder2014/71/pkt04.pdf/ 

Københavns Universitet (2014b) Bestyrelsesmøde nr. 71, den 21. januar 2014, Pkt. 4. Bilag 1. Hentet fra http://bestyrelse.ku.dk/moeder/moeder2014/71/pkt04.01.pdf/ 

Laneth P. F. (2007). Lillys danmarkshistorie. Kvindeliv i fire generationer. København: Gyldendal. 

Ligebehandlingsnævnet (2013). Ligebehandlingsnævnets Årsberetning 2012. København: Ligebehandlingsnævnet. Hentet fra http://www.ligebehandlingsnaevnet.dk/Page_Pic/pdf/Ligebehandlingsn%C3%A6vnet_2012_rapport_interaktiv2_08_08_2013_11_18.pdf 

Lundström, M. (1996). Jämställdhet eller sexistisk rättvisa? – En kritisk studie av svensk jämställdhetspolitik. Stockholm: SNS förlag. 

Lundström, M. (1999). Er ligestilling det samme som lige kønsbalance? In Fiig, H. C. (Ed.), Behandler man folk lige når man behandler dem ens? (chapter 9). København: Ligestillingsrådet.  

Lønkommissionen (2010). Løn kommissionens redegørelse. Løn, køn, uddannelse og fleksibilitet. Bind I. Albertslund: Rosendahl-Schultz Grafisk. Hentet fra http://www.lonkommissionen.dk/pdf/Bind_1.pdf 

Ministeriet for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelser (2013, marts 20). DFF´s Forskningskonference 2013. Hentet fra http://fivu.dk/aktuelt/nyheder/2013/dff2019s-forskningskonference-2013 

Ministeriet for Ligestilling og Kirke (2012). Indberetning om charter for flere kvinder i ledelse 2012. København: Ministeriet for Ligestilling og Kirke. Hentet fra http://www.kvinderiledelse.dk/media/3516/koebenhavns_universitet_-_afrapportering_om_charter_for_flere_kvinder_i_ledelse_2012._pdf.pdf 

Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling (2009). Kvindelige forskertalenter – dansk forsknings uudnyttede reserve. København: Schultz Grafisk A/S. Hentet fra http://ubst-ro.dav.rackhosting.com/Kvindelige%20forskertalenter%20-%20dansk%20forsknings%20uudnyttede%20reserve/pdf/Kvindelige_forskertalenter-dansk_forsknings_uudnyttede_reserve.pdf 

Nielsen, J. (2013, marts). Årsager og forklaringer. Kvinfo. Hentet fra http://forside.kvinfo.dk/tema/koen-og-pension/node/3748 

Okin, S. M. (1989). Justice, Gender, and the Family. New York: Basic Books. 

Olsen, B. M. (Ed.)(2007). Evaluering af den fleksible barselsorlov. København: SFI. 

Ritzau (2011, marts 14). Danske kvinder stemmer på de røde. Berlingske Tidende. Hentet fra http://www.b.dk/politiko/danske-kvinder-stemmer-paa-de-roede 

Rosenbeck, B. (2011, 2. december). Ligestilling: ingen grund til bekymring. Universitetsavisen, netversion. Hentet fra http://universitetsavisen.dk/debat/ligestilling-ingen-grund-til-bekymring﷟HYPERLINK “http://universitetsavisen.dk/debat/ligestilling-ingen-grund-til-bekymring” 

Saietz, D. (2011, 1. oktober). Mænd gør oprør over kvindebonus. Politiken, p.1. 

Schmidt, L.H. (2010) Learkomplekset, Religion, filosofi og okkultisme, Aarhus, Aarhus Universitetsforlag. 

Stampe, C. (2011, 9. november). Rektor på KU: Mændene må klage. Information. Hentet fra: http://www.information.dk/284483 

Seeberg, D. (2013, 15. december). Kvinder siger nej til forskning – og bliver valgt fra. Jyllandsposten. Hentet fra http://jyllands-posten.dk/indland/ECE6336146/kvinder-siger-nej-til-forskning-og-bliver-valgt-fra/  

Ståhle, B. (1998). Kvinder og mænd i dansk universitetsforskning i 1990’erne: En undersøgelse af kønsfordelingen i det videnskabelige personale og ved besættelse af videnskabelige stillinger ved universitetsinstitutionerne i Danmark 1993-1996. (Bind 1). København: Undervisningsministeriets Forlag. 

Ståhle, B. (2011). En forskerstab i vækst. Forskerpersonale og forskerrekruttering på danske universiteter 2007‐2009. København: UNI[Symbol]C Statistik & Analyse. 

Tholl, S. (2012, Januar 13). Forældreansvarsloven lader fædrene i stikken. Information. Hentet fra http://www.information.dk/290324 

Wollstonecraft, M. (1792/1999). A Vindication of the Rights of Woman. With strictures on Political and Moral Subjects. Boston: Peter Edes for Thomas and Andrews, Faust’s statue, no. 45, Newbury-street MDCCXCII / New York: Bartleby.com. Hentet fra www.bartleby.com/144/ 

Støt kulturkampen!

Tak fordi du læser vores artikler. Hos Årsskriftet Critique ønsker vi at udfordre samfundsdebatten og særligt udvikle den borgerlige og konservative samfundskritik. Derfor kræver vi heller ikke betaling for vores online-stof og har ikke tænkt os at gøre det.

Men vi har ingen reklameindtægter, ingen rige onkler og ingen adgang til offentlig støtte. Derfor er vi afhængige af dit økonomiske bidrag for at holde gryden i gang. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.

Ved at støtte os, støtter du en fremtid for en velfunderet, nuanceret borgerlig idé- og samfundsdebat og er med til at brede den borgerlige samfundskritik ud til flere. Ved brug af Paypal kan du sågar oprette en fast månedlig donation. Vi takker for dit bidrag.

Støt Årsskriftet Critique via MobilePay!