Mere misklang end samklang

etik kjeld holm

Forhenværende biskop Kjeld Holm er ifølge vores anmelder kommet til at forveksle kristendom med humanisme og sig selv med Vorherre i sin seneste erindringsbog. Derfor bliver hans forsøg på at formulere en erindringens etik heller aldrig til mere end en anekdotens etik.

Af Mikael Brorson

“Det var ellers en tynd, lille sag”, lød det første indfald, da undertegnede fiskede et anmeldereksemplar af Kjeld Holms seneste erindringsbog op af postkassen. Og lad det være sagt med det samme: At læse Misklang og samklang ændrede ikke stort på den opfattelse.

 

Kjeld Holm – og dennes ambitioner med bogen – lider ellers ikke af mindreværdskomplekser, tværtimod. Målet er på baggrund af egne erindringer at formulere en erindringens etik, og Kjeld Holm må i så fald være en stor etiker, al den stund han siden 2010 har skrevet ikke færre end tre erindringsbøger. Det betyder i det mindste, at han skriver godt. Kjeld Holm beretter med nerve og indlevelse, og lad så fare, at erindringerne til tider er underligt (omend morsomt) detaljerede, såsom fåresygen, “der smerteligt nok havde spredt sig til mine testikler” (s. 134). De i deres tilstræbte litterære banalitet utroligt irriterende overskrifter – eksempelvis ”Graviditet og Gud”, ”Desmond og Anker” eller ”Bagsæderadioen på Grenaavej” – skal ligeledes være ham tilgivet.

Gode takter

Nu skal alle disse mange erindringer så udgøre grundlaget for en erindringens etik. En kende for ambitiøst, bevares, ikke mindst på 181 ikke tætskrevne sider med relativt store typer, men ikke af den grund uinteressant.

Faktisk viser bogen ganske gode takter, særligt i første kapitel, som omhandler opvæksten i et sønderjysk hjem præget af historisk og national bevidsthed, med hyppige ture ud i det skønne, sønderjyske landskab og til nationale mindesmærker som Mindelunden og Skamlingsbanken, i kapitlet kombineret med inddragelse af blandt andre Ole Wivel, Karen Blixen og Martin A. Hansen.

Kjeld Holm er tydeligvis sværere at nagle til jorden end som så.

Ja, man bliver som læser helt opløftet, og det står fra begyndelsen klart, at der er mening i at tale om erindringens etiske betydning. I mødet mellem den personlige og den folkelige eller nationale erindring bliver det nemlig tydeligt, at den enkelte – selv Kjeld Holm – nagles til jorden. Her holdes mennesket fast i en konkret virkelighed, i en lokal, national, folkelig og kulturel sammenhæng, hvori den enkelte føler sig indplaceret og ansvarlig. Her har erindringen med andre ord en etisk funktion.

Anekdotens etik

Men træerne vokser som bekendt ikke ind i himlen, og Kjeld Holm er tydeligvis sværere at nagle til jorden end som så. Det første kapitel er på den måde ganske illustrativt for hele problemet med en etik baseret på erindringen, for med et snuptag lykkes det Kjeld Holm at gøre sig fri fra virkelighedens trykkende åg, og polemikken imod “den mere og mere udbredte opfattelse af, at Danmark alene er et land for danskerne” (gad vide, hvem der mener det) kommer som et lyn fra en skyfri himmel. Og det kan man sandelig ikke mene, indskærper Kjeld Holm, for Gud er altså ikke kun danskernes Gud. Så var den diskussion vist lukket. Ak ja.

Men på den måde er der en dobbelthed ved Kjeld Holms forsøg på at formulere en erindringens etik. Gode takter, hvor den agerer mødested mellem den enkelte og folket, og hvor den så at sige opererer i generationskontraktens tjeneste. Men også et afgørende problem, fordi erindringen først og fremmest er min personlige erindring, hvorfor jeg aldrig bliver ansvarlig overfor andre end mig selv. Erindringen bliver på den måde ikke noget, der betvinger mig, men et redskab, hvormed jeg kan blåstemple mine handlinger, lyster og impulser. Etik bliver noget jeg skal sige mig selv, og derfor bliver den aldrig et korrektiv. Ikke en erindringens etik men en anekdotens etik, hvorfor det jo også lykkes Kjeld Holm at finde en anekdote til enhver lejlighed og enhver problemstilling.

Flygtningepigen

Et vældig godt eksempel herpå er den måde, som Kjeld Holm forholder sig til indvandringen på. Han har i sin ungdom mødt en sød, mørkhåret flygtningepige med en dragende, mørkebrun teint, som han var yderst betaget af, og på baggrund deraf kan Kjeld Holm hurtigt konkludere, at så er indvandring bare fjong, økonomiske omkostninger, stigende kriminalitet, smuldrende sammenhængskraft og øvrige småborgerlige hensyn uagtet. Og masseindvandring, det er altså noget værre snak, for som Kjeld Holm på sit eventyr med den mørkhårede Hannah har erfaret, handler det slet ikke om mængden, men det personlige møde.

Med tilsagn kan Kjeld Holm derfor også citere Peter Kemp for, at “Den Anden ikke blot [er] næsten, den nærmeste […]” (s. 52), og det er da også meget muligt, at “den Anden” ikke er det. Skulle den forhenværende biskop derimod føle sig bundet af kristendommens tale om næsten, ja så er næsten altid den nærmeste, “thy neighbour”, som den mere præcise engelske oversættelse lyder. Det græske ord for næsten betyder ordret “ham ved siden af/nærved”, og den barmhjertige samaritaner er jo heller ikke kendt for sine rundhåndede donationer til flygtningeorganisationer, men for at hjælpe et nødstedt menneske på sin vej. Men den kristne forkyndelse lader den forhenværende biskop sig åbenbart ikke binde af.

Kristendom og humanisme hånd i hånd

For Kjeld Holm er kristendommen nemlig humanisme, og dermed kommer kristendommens tyngdepunkt til at ligge i mennesket. Med Kjeld Holms ord kan “også humanismen, medmenneskeligheden […] være en definitiv sandhed” (s. 164), ligesom Gud kan være det. Men hvis både Gud og medmenneskeligheden er sandheden, så er medmenneskeligheden ophøjet til Gud, eller Gud reduceret til medmenneskelighed.

Politik bliver på den måde sfæren, hvor mennesket forholder sig til Gud, eller som Gud. Det politiske bliver et absolut forhold, og så kan Kjeld Holm eksempelvis tilslutte sig Gustav Wingrens tanker om kirkens rolle i skabelsen af ydre politisk og økonomisk frihed, eller Paul Tillich, om hvem Holm skriver, at han “taler om nødvendigheden af fælles menneskelige rettigheder for en ny verdensordens skyld, og det er taler [sic], der ikke reducerer kristendommen til et inderlighedens helle, men fastholder den som en livsvigtig dimension i det politiske liv.” (s. 118).

Kristendommen må altså udleves og realiseres politisk, skal den ikke blive et ”inderlighedens helle”, lyder ræsonnementet, og spørgsmålet er jo så, om det lykkes Kjeld Holm at undgå det. Gør han ikke snarere det modsatte, i og med at han placerer sandheden i medmenneskelighed som et politisk program, hvorved hans egne drømme og visioner får guddommeligt tilsnit? I sidste ende bliver den politiske sfære forvandlet til et tempel, hvori guddommen (nemlig mig selv og mine drømme) dyrkes, og hvor mennesket derfor ikke skal lyde Guds fordring om at elske sin nabo, men skal lyde sig selv, fordi det selv har gjort sig til skaberen af “en ny verdensorden” baseret på “fælles menneskelige rettigheder”.

Hvor ægteskabet skal stå

Kjeld Holm behandler også sin rolle i spørgsmålet om homo-vielser. Det gør han naturligvis med en patos-tung anekdote, i dette tilfælde om hans datters homoseksuelle vennepar, som minder ham om hvad han selvfølgelig allerede ved (man er vel en god humanist), nemlig at homoseksuelles kærlighed ikke adskiller sig nævneværdigt fra heteroseksuelles.

Det er vanlig stråmandsargumentation fra Kjeld Holms side, og ikke synderlig overraskende. Problemet behandles med forbløffende teologisk dovenskab, og det understreger, at kristendommen for Kjeld Holm er blevet et redskab i menneskets hånd. Væk er den lovforkyndelse, som sætter mennesket som skabning frem for skaber og derved skulle få Kjeld Holm til at besinde sig på ægteskabet som en historisk ordning (og naturligvis ikke et eller andet forvrøvlet metafysisk konstrukt a la en skabelsesordning), som derfor bør behandles med behørig varsomhed, og da slet ikke tages i humanismens eller en anden ideologis tjeneste.

I menneskets tjeneste

Men kristendommen er altså her taget i menneskets tjeneste, er blevet et redskab for det syndige menneske, og det tydeliggøres yderligere i bogens sidste kapitel. Her skifter Kjeld Holm fokus fra menneskets erindring til Guds erindring. Det kristne budskab har for Kjeld Holm “altid hængt sammen med, at der – forhåbentlig – er en erindrende Gud” (s. 174), skriver han, og dette “forhåbentlig” afslører det hele.

Guds erindring er nemlig ikke noget at håbe på for mennesket, men noget at frygte, for at Gud husker enhver betyder først og fremmest Guds dom over mennesket – medmindre man da har sit på det tørre, som det måske gælder for den gode humanist Kjeld Holm. Kun hvis Gud er gjort til menneskets åndelige sutteklud, og det vil i al væsentlighed sige hvis fordringen er glemt, kan man uden videre håbe på Guds erindring.

Hører man derimod loven tordne foroven, så må det hedde som Tage Schack indleder sine Afhandlinger: ”Mennesket er ikke ene/ dette er på en gang Død og Evangelium”. Og så bliver erindringens etik aldrig anekdotens etik, for så er man som skabning bundet til sin sammenhæng og de slægter, som gik forud.

Erindringen skaber, hvad den nævner

Kjeld Holms forsøg på at formulere en erindringens etik viser gode takter, for det er en anledning til besindelse på, at der ikke findes en etik, hvis ikke den er erindringens. Etikken må altid være funderet i tidligere generationer, i den folkelige og nationale erindring. Men skridtet fra erindringens etik til anekdotens etik truer altid, og Kjeld Holm har taget det.

Det står klart fra bogens første færd. Misklang og samklang er nemlig skrevet til minde om Tage Skou-Hansen, og et citat af ham er derfor også trykt på bogens første side: “Skabelse er erindring, også om ting der aldrig er sket. Man husker ting, som måske aldrig er sket, men når man erindrer dem, finder de sted. Og fortæller man dem med styrke nok, kan de virke, som om man har oplevet dem.”

Ja, ordet, eller erindringen, skaber, hvad det nævner. Det skulle Kjeld Holm måske lade Gudsordet om.

Kjeld Holm: Misklang og samklang. Kristeligt Dagblads Forlag, 2017.

Mikael Brorson er stud.theol. og medudgiver af nærværende tidsskrift.

Støt kulturkampen!

Tak fordi du læser vores artikler. Hos Årsskriftet Critique ønsker vi at udfordre samfundsdebatten og særligt udvikle den borgerlige og konservative samfundskritik. Derfor kræver vi heller ikke betaling for vores online-stof og har ikke tænkt os at gøre det.

Men vi har ingen reklameindtægter, ingen rige onkler og ingen adgang til offentlig støtte. Derfor er vi afhængige af dit økonomiske bidrag for at holde gryden i gang. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.

Ved at støtte os, støtter du en fremtid for en velfunderet, nuanceret borgerlig idé- og samfundsdebat og er med til at brede den borgerlige samfundskritik ud til flere. Ved brug af Paypal kan du sågar oprette en fast månedlig donation. Vi takker for dit bidrag.

Støt Årsskriftet Critique via MobilePay!