Duplik: Postmand Per kommer ikke tilbage, men udflytning er en del af løsningen.

Af Christian Egander Skov

Er hovedstadsbashing et problem? Jeg stillede spørgsmålet i et indlæg her på aarsskriftet-critique.dk i sidste uge som svar på en udmelding fra Brian Mikkelsen om, at nu skulle hovedstaden tilgodeses. Ja, den var åbenbart blevet forsømt.

Det fik Morten Jarlbæk Pedersen – herefter jovialt kaldt Morten – til at replicere. Hovedstadsbashing er et problem, anførte han. bl.a.

Ja, jysk racisme er et problem. Ligesom drager. Hvis de findes.

Men før vi kommer for godt i gang. Replikken rummer en meget rigtig overvejelse om Det Konservative Folkepartis vanskeligheder, nu hvor den konservative idealvælger, den myndige borger i provinsbyen, er væk. Argumentet, som i øvrigt følger Nikolaj Bøghs, er jeg ikke uenig i.

Og jeg er heller ikke uenig i, at hovedstadsbashing er et problem. Men jeg mener bare, at det ikke er et problem.

Nå, den var kryptisk.

Hvad mener jeg med det? Jo, jeg er principielt enig med Morten i, at det, han kalder ”jysk racisme” (som man åbenbart kan blive et offer for, hvis man har det rigtige postnummer) er et problem. I det omfang, det nu finder sted vel at mærke. Jeg mener følgelig også, at udkantsdebatten må være meget problematisk, hvis den som antydet hviler på “jysk racisme”. På samme måder opfatter jeg drager og lindorme som et stort problem. I det omfang de findes.

Udtrykket ”jysk racisme” er i øvrigt problematisk, fordi det knytter den dårlige karakteregenskab at være en slags ”racist” til det at være jysk. Det vil sige, det er i sig selv et begreb, der trækker på en udbredt forestilling om de laverestående jyders fordomme om det rige og derfor irreducerbare liv i Københavnsområdet.

Brian Mikkelsens idé om om hovedstadsbashing er demagogisk

Men det var et sidespor. Problemet i Mortens forsvar for Brian Mikkelsens position er, at han køber den framing af debatten, som ligger i at reducere kritikken af det skæve Danmark – den strukturelt begrundede omfordeling til fordel for hovedstadsområdet og den særlige hovedstadsudligning eksempelvis – til et spørgsmål om hovedstadsbashing og jysk racisme.

Men det er demagogi. Et trick fra Brian Mikkelsens side. Det er ligesom, når venstrefløjen vil reducere debatten om indvandreres øgede kriminalitet til et spørgsmål om racisme. Alene det at tage problemet op og foreslå en politisk løsning, bliver indikation på, at der er noget i vejen med den, der stiller spørgsmålet.

Men hvad nu om hovedstadsbashing ikke er bevæggrunden for kritikken af det skæve Danmark. Hvad nu om kritikken skyldes, at Danmark faktisk er skævt, og at ofrene (for nu at bruge et alt for voldsomt ord) naturligvis ønsker situationen forandret.

Eller for nu at spørge helt direkte, hvilke af de vægtige aktører i denne debat er gået ind i debatten med argumentet ”Hovedstaden er hø, lad os stjæle deres arbejdspladser.” Er der nogen, der er gået til debatten med ønsket om, at København ikke fortsat skal være landets hovedstad? Alle skal være velkomne til at byde ind. Jeg gætter på, at svaret er tæt ved nul.

Det karakteristiske ved debatten er altså ikke hovedstadsbashing. Derimod er alle helt enige om, at hovedstaden netop skal være begunstiget, og må være det som hovedstad. Alle er enige om positiv særbehandling af København. Er det hovedstadsbashing? Næppe.

Udflytning af statslige arbejdspladser ER en del af løsningen

Nuvel Morten medgiver, at skævheden mellem hovedstadsområdet og resten af landet kan være et problem. Men hævder så, at udflytning ikke er løsningen. Synspunktet er rimeligt nok og fortjeneren gengivelse:

”En flytning af en statslig myndighed til en anden lokalitet betyder således ikke, at det modtagende lokalsamfund liver op igen. Den statslige myndighed og dens ansatte har i deres gerning intet naturligt fokus på opretholdelsen af lokalområdet og lokalsamfundets orden og liv. De (offentlige) funktioner, der har det, er af en ganske anden karakter: den lokale politimester, det lokale rådhus, det lokale museum, den lokale skole, den lokale dommer m.m. Og de kommer ikke tilbage, fordi man sender Miljøstyrelsen til Fyn eller dele af Erhvervsstyrelsen til Lolland.”

Så lad os se, hvad vi er enige om.

  • Vi er enige om, at udflytningen af statslige arbejdspladser ikke er hele løsningen.
  • Vi er enige i, at den udflyttede statslige myndighed ikke har et naturligt fokus på opretholdelsen af lokalområdet på samme måde som en lokal offentlig institution, som eksempelvis en skole.

Problemet med den argumentationslinje er bare, at denne indvending – som vi så deler – ikke er substantiel. Og så baserer den sig på en falsk modsætning. Det er en gentagelse af det argument, vi også har set hos forfatteren Egon Clausen, der skoser jyderne for at ønske udflytning, når de nu selv har ødelagt deres byer ved at bygge storcentre uden for bymidten osv. ( I får lige linket igen) Eller argumentet hos Nikolaj Bøgh om, at provinsbyen er blevet tømt for sociale funktioner.

Det kan være rigtigt eller forkert. Jeg mener nok, at såvel Bøgh som Clausen og altså også Morten maler fanden på væggen, hvad angår provinsbyernes situation og muligheder. Men det er egentlig ikke sagen. Derimod, det forhold, at udflytningen ikke løser alle problemer, betyder ikke, at den ikke er en del af løsningen. Man kan godt ønske sig offentlige investeringer (ja, og private for dens sags skyld) selvom det lokale postkontor er lukket.

Hvorfor udflytning – helt kort.

Udflytningen af statslige arbejdspladser handler om at skabe og fastholde et varieret arbejdsmarked i lokalområderne, styrke områderne i kampen om at tiltrække kvalificeret arbejdskraft til det private. (Det er som bekendt et problem i Udkantsdanmark med ægtefællejobs, hvilket er en udfordring for vores eksportvirksomheder, der skaber en stor del af den velstand, de offentligt ansatte guld- og sølvsnorer i København lever på) samt at fastholde og tiltrække ressourcestærke borgere, der skaber bevægelse og fremdrift i lokalsamfundene.

Et samfund dør nemlig ikke, fordi postkontoret lukker. Men det bliver svækket, hvis de rigtige folk ikke er til stede. Det er faktisk når alt kommer til alt mindre vigtigt, om en by som Ribe eller Aabenraa har sin egen politimester end, at der findes en kritisk mængde af ressourcestærke borgere, der kan løfte lokalsamfundene.

De er der kun, og kommer kun dertil, hvis de har et sted at arbejde. Det behøver ikke at være i Ribe. Det skal bare være i køreafstand. Derfor har Realdania også i deres strategi for styrkelse af udkantsdanmark lagt vægt på at styrke de lokale centerbyer. Det giver mening. Dragningen mod de gule rapsmarker er stærk for mange, men der kræves et livsgrundlag, før man vil tage springet.

Her nytter det ikke at begræde, at vi ikke længere lever i Postmand Per-land, endsige at bruge dette faktum som et argument imod dog at gøre noget.

Hvis vi ønsker et Danmark, der ikke knækker midt over, må vi i stedet tage arbejdstøjet på og se, hvad vi kan gøre, og ikke vige tilbage for at gøre det, selvom en specifik egn af landet føler sin førstefødselsret udfordret.

Morten erklærer åbent sin tvivl om, hvad præcist De Konservative mener, når de taler om, at der – med tilgodeseelsen af hovedstadsområdet – nu skal skabes balance. Jeg forstår godt den tvivl. Men røber det ikke hensigten, når man opfatter regeringens to Danmark i balance udspil, som noget der må reageres imod? Er det forsøget på at skabe balance, der har gjort Danmark skævt? Er det allerede tid at styre kontra?

I sidste ende tror jeg, at det er et sikkert gæt, at partiet vil gøre noget for sine vælgere. Og de bor, hvor de bor. Det er fair nok. I virkeligheden er det oftest sådan virkeligheden fungerer. Vi der bor andre steder, må bare skrive os det bag øret.


Christian Egander Skover ph.d. i moderne politisk historie fra Aarhus Universitet, hvor han i en årrække har arbejdet som underviser. Han har skrevet afhandling om dansk konservatismes ideologiske udvikling og bidraget til en række forskellige antologier om ideologi, politik og historie. Ud over at have bidraget til danske og internationale videnskabelige tidsskrifter er Christian Egander Skov en flittig bidragsyder til den offentlige debat. Han er forlagsredaktør ved Munch & Lorenzen og redaktør ved Årsskriftet Critique og tidsskriftet Replique.

Støt kulturkampen!

Tak fordi du læser vores artikler. Hos Årsskriftet Critique ønsker vi at udfordre samfundsdebatten og særligt udvikle den borgerlige og konservative samfundskritik. Derfor kræver vi heller ikke betaling for vores online-stof og har ikke tænkt os at gøre det.

Men vi har ingen reklameindtægter, ingen rige onkler og ingen adgang til offentlig støtte. Derfor er vi afhængige af dit økonomiske bidrag for at holde gryden i gang. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.

Ved at støtte os, støtter du en fremtid for en velfunderet, nuanceret borgerlig idé- og samfundsdebat og er med til at brede den borgerlige samfundskritik ud til flere. Ved brug af Paypal kan du sågar oprette en fast månedlig donation. Vi takker for dit bidrag.

Støt Årsskriftet Critique via MobilePay!