Seismologiske undersøgelser af Sveriges undergang

Af Anders Orris

Der er mange, der kloger sig på Sverige. Visse siger noget begavet, andre siger noget forbasket sludder.

Nærværende forfatter tror, men ved det ikke, at påfaldende få egentlig besøger landet, særligt når der ses bort fra Malmö. Dertil – og en tand mere mistænksomt – at det, selv blandt de der udtaler sig begavet om landet, kniber med en ordentlig basisorientering om svenske forhold. Et bud på en årsag er banal og skal ubetinget renses for selvhævdelse: ganske mange synes det svenske sprog er svært. Det er det måske også, men det kan læres til udpræget gavn for én selv. Nok om det.

Blandt de begavede talsmænd spores der dertil en selvgod strømning i mange analyser af Sverige. Sverige bliver til et modbillede, et særtilfælde. Det er det måske også, det er som så meget andet her i livet en gradsdiskussion, men nogle af de udpegede problemer – indvandrerkriminalitet, finansieringsproblemer ved velfærdsstaten, bekymrende demografiske forskydninger og en mimoseagtig offentlig debat – findes også i rigt mål i Danmark. De begavede talsmænd kan uforvarende medvirke til at bagatellisere de danske problemer ved at pege så energisk på de svenske problemer. Herhjemme befinder vi os jo i et smørhul. Ikke just, men det er en anden sag.

Der tales om et systemkollaps i Sverige; et ødelagt Sverige. Idéen er ikke ny, og det er godt at erindre sig. Historiske referencer kan godt blive kringelkrogede, men her er sagen i korte træk: Sverige – og Danmark – var i alvorlige økonomiske vanskeligheder fra omtrent 1979 til et ikke-nærmere defineret tidspunkt midt i halvfemserne. Det er i øvrigt et godt spørgsmål om det økonomiske tilbageslag, der fik ekstra styrke i 1979, egentlig er afsluttet, men det er også en anden historie.

En spadseretur på tværs af Norr- og Östermalm en mørk aften er begivenhedsløs, men den spidsfindige vil så også påpege, at ”selve” Stockholm altid har været liljehvid. Jovist.

I Sverige – vi holder Danmark borte indtil videre – sloges man dengang i fattigfirserne med betydelige underskud på handelsbalancen og de offentlige budgetter, år ud og år ind. Den højt begavede politolog Elisabeth Langby pegede i 1984 – et par år efter en velskrivende og vittig dansk journalist havde udgivet en læseværdig og bredspektret Sverige-kritisk bog – i en temmelig dystopisk bog med titlen Vinter i välfärdslandet på, at den kroniske selvmodsigelse, Sverige havde viklet sig ind i, var at der ikke fandtes nogen demokratisk måde at demontere en velfærdsstat på.

Sverige var kort fortalt endt i en situation, hvor overforbruget var kronisk og uløseligt højt. Konsekvensen måtte blive en glidning mod et andet system end det demokratiske; problemerne kunne kun forsøgsvis løses med andre metoder. Langbys bog er god og relevant at læse, den dag i dag. Der findes i øvrigt en hel mikrogenre af mere eller mindre velkendte bøger, der har udråbt et snigende eller igangværende systemkollaps i Sverige. Både fra venstreorienteret hold og fra en tilbageskuende, udpræget betragtende centrumposition.

Om håndgranater under politibiler. Om områder, hvor kollegerne kun rykker ud i delinger af tre, og hvor civilklædte politifolk formelig visiteres for at fremskaffe skudsikre veste og våben. Om at i praksis alle overfaldsvoldtægter begås – ja, af en bestemt befolkningsgruppe. Om ansigtsløse der afbrænder biler hid og did – og om en magtløs retsstat.

Som antydet er det altså ingen ny ting at påstå, at det hele går ad helvede til – og at det heldigvis er værre ovre ved naboen, den idiot. Sverige står der dog endnu, og nærværende forfatter var såmænd derovre på påskeferie en håndfuld dage. Märsta og Stockholm med afstikkere rundt i det vakre Södermanland. Dertil længere, informative samtaler med to meget forskellige svenskere, en fjernsynsreporter på omkring de tredive og en polititjenestemand på omkring de tres, om en skelsættende begivenhed i Sveriges nyere historie. Hvordan er der så derovre?

Er der så meget anderledes? Svaret er desværre både ja og nej, men først og fremmest må det slås fast, at det med et systemkollaps indtil videre må betragtes som tomgangssnak. Der kan ikke føres sandhedsbevis for hverken det ene eller andet, det kan kun opleves, men det klassiske Sverige – det effektive, velorganiserede land med de forekommende mennesker – eksisterer endnu. Hvordan oplever man så det?

Jo, der er pænt i Sverige – og pænere end i Danmark i al almindelighed. Det ses at myndighederne har planlagt med selvtillid i årtier og stadig gør det: bymidterne er pæne og velordnede uden tomme forretninger. Der er træk af hårdhændet sanering, men også af de mange år uden krige, dvs. mange velbevarede gamle huse. Føles landet utrygt, i praksis altså Storstockholm? Nej, heller ikke rigtig. En spadseretur på tværs af Norr- og Östermalm en mørk aften er begivenhedsløs, men den spidsfindige vil så også påpege, at ”selve” Stockholm altid har været liljehvid. Jovist.

Hvad nu hvis det bliver mere spændende? Rinkeby, Tensta og Spånga, sådan en halvgrå formiddag. Der ser trist og afsondret ud, men egentlig utryg føler man sig ikke. Således gik dagene derovre, Sverige er dejligt og ligner sig selv. Pænt, ordentligt, deres mange fagre kvinder og deres flotte, billige biler. De venlige mennesker hos Cederfeldts Bil, i øvrigt klos op ad føromtalte Tensta og Rinkeby, tog prototypisk-venligt imod den vildfarne dansker, der fablede om at importere en Volvo V70 til Danmark, og de måbede pligtskyldigst over beretningerne om de danske bilafgifter, både registrerings- og ejerafgiften.

Sådan gik dagene, uden der skete noget. Det spændende forblev udtryksfulde detaljer. Hvad fortalte polititjenestemanden med 41 års erfaring?

Om håndgranater under politibiler. Om områder, hvor kollegerne kun rykker ud i delinger af tre, og hvor civilklædte politifolk formelig visiteres for at fremskaffe skudsikre veste og våben. Om at i praksis alle overfaldsvoldtægter begås – ja, af en bestemt befolkningsgruppe. Om ansigtsløse der afbrænder biler hid og did – og om en magtløs retsstat.

Men hvad så spørger danskerne spagt, og den både erfarne og opvakte mand, der i en bisætning fortæller han arbejder med forskellige former for overvågning, replicerer at der vistnok ikke findes en demokratisk løsning. Vi er således på alle måder tilbage ved Elisabeth Langby, nu blot i en anden situation.

Ude i forårssolen på gaderne omgås menneskene hinanden; de velbjærgede og på overfladen ubekymrede traver strøgene tynde. Der råder almen velstand. Men noget er undervejs. Hvordan oplever man det? Jo, den fjernsynsstation, hvor den smarte, sympatiske reporter fra et i øvrigt særdeles velanskrevet tv-program arbejder, er forskanset. Der sidder en bevæbnet vagt; indgangsdøren til det allerhelligste er forsynet med alskens elektroniske afspærringer. Et skilt meddeler, at det sker med støtte i Skyddslagen. Rejsemakkeren vil fotografere, men må formanet holde sig fra selve skranken. Den går ikke siger vagten, der arketypisk er en kvinde. Er der mere anekdotisk bevisførelse?

Ja, den følger kort, og den kom påfaldende nok de sidste to-tre timer i landet. Lejebilen skal leveres tilbage, det sker ved et lille skur, en forfrossen yngling sidder i lidt udenfor Arlanda. Der skal skrives papirer under, den troskyldige dansker vil træde indenfor i varmen i det lille skur. Nej. Du får inte vara här. Ursäkta, det är vår policy siger ynglingen, og nærværende forfatter er forresten slet ikke sikker på, han rent faktisk sagde ursäkta.

Én ting er dog sikker: enhver forrådnelse – opløsningen af et organisk hele – er en irreversibel proces. Et folk og dets levevis er i udpræget grad et sædvane- og historiebaseret, dvs. organisk forhold.

En knivspids frygtkultur til afsked. Og til sidst, helt ude i Arlandas finger, før det går hjemad: En ung mand af ikke-svensk afstamning samtaler venligt i restaurantkøen med en bekendt. Der diverteres med en beretning om, at om et års tid går det videre fra Sverige til Canada for at arbejde der. Den unge mand planlægger dog ikke at opgive forbindelsen til Sverige, den er god at have som sikkerhedsnet siger han såmænd. Så ler den anonyme dansker ved siden af, det kan han slet ikke lade være med, for det er skandinavisk. Og et eksempel på et integrationsprojekt, der er lykkedes langt bedre og dybere end nogen turde forestille sig.

Hverken Elisabeth Langby eller nogen anden ved hvordan et systemkollaps eller et ødelagt land ser ud. Vist er demografi skæbne, men det er svært at fortænke mennesker i al almindelighed i, at de ikke sådan går op i et abstrakt hændelsesforløb om ti, tyve eller halvtreds år. De fleste af os er optagne af timelige forhold, for mange af dem selv og deres forbrugsmuligheder. Derfor er det svært at fortænke svensken i at anse sit land for at være stort, solidt, rigt og i øvrigt tyndt befolket. Sådan ser det hele ud – og de er i øvrigt så ligeglade med deres skandinaviske brødrefolk, at de nu endegyldigt har bestemt sig for at tale engelsk med dem. Uanset hvor meget man så end kvier sig ved det.

Under overfladen skurrer de tektoniske plader dog. Hvor går det henad?  Nærværende forfatter ved det ikke, men tror det går mod en underlig blanding af første- og tredjeverdensland; mod en blanding af en talmæssigt reduceret, men nok stadigt mere velstående middel- og overklasse og så et pjalteproletariat med mange fremmede af udefinerbar, men forøget størrelse. Det historiske nybrud vil formentlig være, at en uforandret omfangsrig velfærdsstat vil bekymre sig langt mere om først- end om sidstnævnte. I den forstand har man opgivet noget.

Én ting er dog sikker: enhver forrådnelse – opløsningen af et organisk hele – er en irreversibel proces. Et folk og dets levevis er i udpræget grad et sædvane- og historiebaseret, dvs. organisk forhold. Diktaturer og teknokratiske styreformer er krystalagtige og vil som følge deraf oftest splintre, ikke falde hen og dø. I denne skærsild står Sverige allerede. Derom kan der ikke stemmes.


Anders Orris er cand.mag. i historie og litteraturvidenskab fra Syddansk Universitet i Odense og har forskningsmæssigt beskæftiget sig med danske, svenske og tyske forhold efter 1945, herunder omfattende historievidenskabelige undersøgelser af en række mordsager, væsentligst mordet på Olof Palme. Dertil forfatter af kortere og længere kommentarer og kronikker i dagspressen. Til daglig er han digitaliseringskonsulent i den kommunale sektor. Anders Orris er redaktør ved tidsskriftet Replique.

Støt kulturkampen!

Tak fordi du læser vores artikler. Hos Årsskriftet Critique ønsker vi at udfordre samfundsdebatten og særligt udvikle den borgerlige og konservative samfundskritik. Derfor kræver vi heller ikke betaling for vores online-stof og har ikke tænkt os at gøre det.

Men vi har ingen reklameindtægter, ingen rige onkler og ingen adgang til offentlig støtte. Derfor er vi afhængige af dit økonomiske bidrag for at holde gryden i gang. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.

Ved at støtte os, støtter du en fremtid for en velfunderet, nuanceret borgerlig idé- og samfundsdebat og er med til at brede den borgerlige samfundskritik ud til flere. Ved brug af Paypal kan du sågar oprette en fast månedlig donation. Vi takker for dit bidrag.

Støt Årsskriftet Critique via MobilePay!