Science fiction: Tiden ude af hak

Har du nogen side oplevet, at du ikke lige kunne huske, hvor du stillede din kaffekop? Du var helt sikker på, at det var inde i stuen. Alligevel står den ude i køkkenet. Mærkeligt. Eller har du måske nogen sinde oplevet, at du i mørket famler efter afbryderknappen for at tænde for lyset? Du var helt sikker på, at knappen var på den ene side af døren, men det viser sig, at det er den anden side. Mystisk. Eller du har måske oplevet, at du lige har været henne ved anlægget og vende en plade, men oplever så, at det så blot er den samme side, du hører igen? Du var ellers helt sikker på, at du vendte pladen. Sælsomt.

Det kunne selvfølgelig være, at du blot er blevet lidt glemsom eller distræt. Du ser syner? Du har arbejdet for meget? Presset dig selv for hårdt? Det ville forklare det hele.

En mere oplagt forklaring er måske snarer, at verden i virkeligheden er magisk og styret af trylleri, som du ikke forstår eller er herre over, og som har til sinds at drille dig, at få skovlen under dig og gøre hverdagen lidt mere udfordrende og spændende.

En måske endnu mere oplagt forklaring kunne være, at verden i virkeligheden er en stor illusion, ja et stort blændværk, der alene er skabt for at skjule den ubehagelig sandhed for dig, nemlig at verden er på vej ud over afgrunden, og at man har opgivet at få den på ret køl igen.

En af de tre forklaringer kan måske bruges til at forklare, de sære begivenheder, der hændte for Ragle Gumm.

Året er 1959 og alt ånder fred og ro i denne USA’s guldalder. Ragle Gumm lever et stilfærdigt liv. Han bor hos søsteren Margo og dennes mand Victor, der arbejder i det lokale supermarked, og deres dreng, Sammy. Det hele er som taget ud af drømmen om 1950’erne, selv de irriterende naboer, der kommer løbende i tide og utide, og den snotdumme nabokone, Junie, som Ragle har en affære med.

Ragle slap nådigt igennem sin krigstjeneste under 2. verdenskrig. Han tjente ved stillehavsfronten, hvor han sammen med en soldaterkammerat var udstationeret på en fjerntliggende vejrstation, hvor deres eneste job var at rapportere, hvordan vejret var. Efterhånden blev han ret god til at forudsige vejret. Måske var det denne evne til at forudsige tingenes gang, der banede vejen for Ragles lidt specielle job. Nemlig at han hver eneste dag vinder en konkurrence i en landsdækkende avis, ”Where will the Little Green Man be Next?”. Et pudsigt tidsfordriv, der handler om at gætte på hvilket felt, en lille mand vil befinde sig senere. Avisen giver nogle ledetråde, men han har ikke rigtigt behov for dem. Ragle har vundet hver eneste dag i over 3½ år. Han tjener mere på det, end Victor tjener i supermarkedet. Det kræver så til gengæld, at han bruger det meste af dagen på det. Han har efterhånden fået lavet et meget sindrigt katalog af systemer, der kan bruges til at finde et mønster i, hvor den lille mand er, og hvor han mon vil befinde sig senere. Men er det hele blot gætteri? Kan nogen gætte rigtigt hver eneste dag i flere år, når der er mange tusinde muligheder? Eller er der et form for system bag?

Er der i der i det hele taget et system eller orden bag verden, som kan tilegnes og bruges til at forudsige den?

Allerede Thomas Hobbes proklamerede, at verden og livet ikke var andet en legemer i bevægelser. Dybest set ikke andet end et simpelt urværk. Hermed åbnedes døren til den totale affortryllelse:

”For seeing life is but a motion of limbs, the beginning whereof is in some principal part within; why may we not say, that all automata (engines that move themselves by springs and wheels as doth a watch) have an artificial life? For what is the heart, but a spring; and the nerves, but so many strings; and the joints, but so many wheels, giving motion to the whole body, such as was intended by the artificer? Art goes yet further, imitating that rational and most excellent work of nature, man.”

På overflade er alt som det skal være. Ragle begynder dog efterhånden at få den tanke, at det faktisk ikke er, som det skal være. At noget faktisk er frygtelig galt. Urværket skranter:

»”Something is wrong”, Ragle said.

”I don’t mean with you or with me or with any person. I mean in general.”

“’The time,’” Ragle said, “its ‘out of joint’”.«

Det begynder i det små. Stikkontakten er ikke der, hvor den burde være. På et tidspunkt under en udflugt i parken er kiosken, der sælger sodavand, der ikke mere. Den var der ellers lige før. Hvor den burde have været, er der i stedet en lille lap papir med påskriften ”soft-drink stand”. Ragle finder en telefonbog, der ser ægte ud, men med bynavne, han aldrig har hørt om, og hvor alle telefonnumrene viser sig at være taget ud af drift, når han prøver at ringe dem op.

På et tidspunkt finder han i en ruin et kulørt ugeblad med et billede af en flot, lyshåret kvinde. Tydeligvis en filmstjerne eller lignende. Bladet omtaler hende som om hun var berømt:

»”Under the picture was the caption, Marilyn Monroe during her vist to England, in connection with the filming of her picture with Sir Laurence Olivier.

“Have you heard of her?” Margo said.

“No,” Ragle said.

“She must be an English starlet,” Vic said.

“No,” Margo said, “it says she’s on a visit to England. It sounds like an American name.”«

Herefter er det svært at undslippe faldet ned igennem kaninhullet. Sammys krystalapparat opfanger snart efter nogle mystiske radiosignaler fra noget, der flyver over byen. Men der er intet at se på himlen. Paranoiaen begynder at breder sig. For hvordan finder man ud af, om verden i virkeligheden slet ikke er, hvad den giver sig ud for, men måske blot og bar simulation?

Ragle må væk. Men verden viser sig at være et sindrigt guldbur. Ingen taxachauffør er villig til at køre ham uden for byen. Det må de ikke, siger de. De kan miste deres tilladelse til personbefordring. Rutebilstationen så? Desværre er der kun ét busselskab, der kører ind og ud af byen, “Nonpareil Coach Lines”. Køen på busstationen er uendelig. Efter flere timeres ventetid har Ragle ikke flyttet sig ud af stedet. Kan det overhovedet lad sig gøre at forlade byen og den velkendte verden?

Det, der er ved at gå op for Ragle har været beskrevet i hvert fald siden Platon:

»’Du skal se nogle mennesker for dig i en underjordisk hule. Hulen har en indgang, som giver adgang til lyset udenfor, men den ligger langt borte i den fjerneste ende af hulen. Disse mennesker har levet der, siden de var børn, og har altid været i lænker, med ben og hals så grundigt låst fast, at de ikke kan gøre andet end at blive på deres plads og se lige frem – de kan ikke engang deje hovedet på grund af lænkerne. Langt oppe bag dem brænder et bål, og et sted mellem fangerne og bålet er der en sti, langs med den skal du forestille dig, at der er bygget en lav mur – ligesom den skærm, gøglere stiller op foran publikum og bruger til at vise deres numre på’

’Fint,’ sagde han. ’Det kan jeg godt forestille mig.’

’Forestil dig også, at der på den anden side af denne mur går nogle mennesker, der bærer på alle mulige genstande, som stikker op over muren. De bærer på alle mulige genstande, som sikker op over muren. De bærer også på statuer af mennesker og forskellige dyr lavet i sten og træ og en række andre materialer. Som man kunne forvente, laver nogle af disse folk forskellige lyde, mens andre er tavse.

’Det var dog et mærkeligt billede,’ sagde han, ’og nogle mærkelige fanger.’

’De er ligesom os,’ sagde jeg. ’Tror du for det første, at de nogensinde vil have set noget af sig selv og hinanden ud over de skygger, bålet kaster ned på væggen foran dem?’

’Nej da,’ sagde han. ’Ikke når de hele livet har været forhindret i at dreje hovedet.’

’Hvad så med de genstande, der bliver båret langs muren? Vil fangerne ikke også kun se deres skygger?’

’Jo selvfølgelig.’

’Men hvis de nu kan tale med hinanden, vil de så ikke bruge ordet ’virkelig’ om de ting, de kan se?’

’Jo, naturligvis.’«

Det eneste der må være værre end at være fanget i en sådan hule må være at være bevidst om det samtidig med, at man ikke kan komme ud. Hvis verden kun er legemer i bevægelser – et sindrigt urværk – hvad bliver der så tilbage, når man har afkodet det hele? Når man ved, hvor alle dele sidder, og hvordan de virker? Når man kan forudsige præcist, hvad der vil ske, ikke bare i dag og i morgen, men næste år og på et vilkårligt tidspunkt helt hen i al evighed ved at iagttage urværket? Så er der ikke længere nogen “gud”. Intet eventyr. Ingen magi. Ingen overraskelser. Verden er måske slet ikke magisk og spændende. Den er måske faktisk i virkeligheden, kold mørk, tom og mekanisk.

Philip K. Dick, Time out of Joint (1959, genudgivet 2012 af Mariner Books)

Referencer

Thomas Hobbes, Leviathan, or The Matter, Forme, & Power of a Common-Wealth Ecclesiasticall and Civill (1651, genudgivet af Oxford University Press flere gange, her citeres en udgave fra 2008, udgave, s. [1].

Platon, Staten VII. Her citeret fra Samlede værker i ny oversættelse, bind IV (2013), s. 385.

 

Støt kulturkampen!

Tak fordi du læser vores artikler. Hos Årsskriftet Critique ønsker vi at udfordre samfundsdebatten og særligt udvikle den borgerlige og konservative samfundskritik. Derfor kræver vi heller ikke betaling for vores online-stof og har ikke tænkt os at gøre det.

Men vi har ingen reklameindtægter, ingen rige onkler og ingen adgang til offentlig støtte. Derfor er vi afhængige af dit økonomiske bidrag for at holde gryden i gang. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.

Ved at støtte os, støtter du en fremtid for en velfunderet, nuanceret borgerlig idé- og samfundsdebat og er med til at brede den borgerlige samfundskritik ud til flere. Ved brug af Paypal kan du sågar oprette en fast månedlig donation. Vi takker for dit bidrag.

Støt Årsskriftet Critique via MobilePay!