Prædiken: Den, der ej søgte, han fandt og blev fundet

27. april 2018
7 minutters læsetid

Af Mikael Brorson

 

Jesus sagde: »Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer. For enhver, som beder, får; og den, som søger, finder; og den, som banker på, lukkes der op for. Eller hvem af jer vil give sin søn en sten, når han beder om et brød, eller give ham en slange, når han beder om en fisk? Når da I, som er onde, kan give jeres børn gode gaver, hvor meget snarere vil så ikke jeres fader, som er i himlene, give gode gaver til dem, der beder ham! Derfor: Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem. Sådan er loven og profeterne. Gå ind ad den snævre port; for vid er den port, og bred er den vej, der fører til fortabelsen, og der er mange, der går ind ad den. Hvor snæver er ikke den port, og hvor trang er ikke den vej, der fører til livet, og der er få, som finder den!« Amen.

“Bed, så skal der gives jer”. Alt efter hvor man lægger vægten, kan den lille sætning høres og forstås på to vidt forskellige måder.

Den kan på den ene side forstås sådan, at Gud er den nådige Gud, som skænker os alt det vi har brug for. Han er den gode Gud, af hvem vi kan forvente alt godt, ligesom Luther eksempelvis beskriver det i Den Lille Katekismus, i udlægningen af første trosartikel:

Jeg tror, at Gud har skabt mig sammen med alle andre skabninger, og givet mig legeme og sjæl, øjne, ører, og alle lemmer, fornuft og alle sanser og stadig opretholder alt dette. Samtidig giver han klæder og sko, mad og drikke, hus og hjem, ægtefælle og børn, marker, dyr og alt godt, som er nødvendigt for mig, og at han rigeligt og dagligt sørger for næring til legeme og liv, beskytter mig mod al fare og bevogter og bevarer mig mod alt ondt, og alt dette gør han ud af ren og skær faderlig og guddommelig godhed og barmhjertighed uden nogen fortjeneste og værdighed hos mig.

Altså helt uden at jeg har gjort mig fortjent til det, skænker Gud mig alt, hvad jeg har, og opretholder min tilværelse. Men sætningen kan også forstås på en anden måde, for der står jo: “Bed, så skal der gives jer”. Jeg skal altså først bede, først søge Gud, før det nytter, og så er det pludselig min egen gerning og mine egne anstrengelser, det hele kommer an på, frem for Guds barmhjertighed.

Jesu ord indeholder på den måde to helt og aldeles uforenelige aspekter. Den nådige Gud, som skænker mig alt godt på trods af mig, mine gerninger og mit oprør imod Ham. Og den krævende Gud, som kun giver på grund af mig, og hvor der af mig kræves gode gerninger. Og tager man nu og forstår teksten alene ud fra én af disse vinkler, så har man – på godt dansk – ikke fattet en brik. Så er det ikke kristendom man har med at gøre, for det forunderlige ved kristendommen er netop, at Jesus tager disse to helt uforenelige modsætninger, og bringer dem sammen.

Først og fremmest må man holde sig for øje, at det ikke er for sjovs skyld, at Jesus formaner sine tilhørere til at banke på og bede, til at behandle andre som de selv vil behandles og til at gå ad ”den trange vej, der fører til livet”. Det er ganske alvorligt ment og noget, vi skal tage for pålydende.

Som om vi kan unddrage os Gud, som om vi ved vores synd og vandren på fortabelsens vej kan stille os udenfor vores forhold til Ham.

Men hvad betyder det så i praksis? Vi tager det gerne som krav om gode gerninger. Vi forestiller os, at vi har vendt Gud ryggen, at vi går på fortabelsens brede vej hvor Gud slet ikke er at finde, og den må vi forlade, hvis vi igen skal have et forhold til Gud. Så må vi elske vores næste og derved søge og bede til Gud, for til sidst at genvinde et forhold til ham. Finde tilbage på livets vej.

Og når vi, fra vores udsigt på dydens smalle sti, bliver i tvivl om, hvorvidt vi gør det godt nok, ser vi gerne på alle dem, vi synes er værre end os selv; dem, der i hvert fald ikke har fundet livets vej. Måske er det for eksempel derfor vi har haft så stor interesse for retssagen imod Peter Madsen, som netop er blevet idømt livstid for at have mishandlet og på bestialsk vis myrdet den kvindelige journalist Kim Wall. For når man på den måde udpeger og udgrænser ondskaben som noget helt forskelligt fra en selv, bliver det nemmere at føle, at man ikke har del i den. At man ikke selv går på fortabelsens sti.

Den taktik kendte farisæerne på Jesu samtid også. De fromme, lovkyndige jøder mente også i kraft af deres gode gerninger at vandre på Guds trange vej, imens de ivrigt formanede og udpegede uretfærdige hist og pist. Men hvad vi har det med at glemme, er, at farisæerne en dag så en særlig jøde derovre på de uretfærdiges vej, som gik blandt spedalske, syge, urene, syndere og toldere. Han var af Djævelen, blev farisæerne enige om (Matt 12,24).

Denne mand var Jesus. Han vandrede ikke ophøjet rundt på en lille trang sti blandt fromme og frelste, som ingen almindelige mennesker kunne finde. Han gik blandt de syge og fortabte, på den brede vej til fortabelsen, og sagde: “De raske har ikke brug for læge, det har de syge. Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere” (Mark 2,17).

Og dermed er den menneskelige vantro blotlagt: Vi gør os den vrangforestilling, at Gud kun er at finde på livets vej. At det skulle være lykkedes os at undslippe Gud ved at gå på fortabelsens vej, sådan at vi står udenfor et forhold til Gud, som vi dog kan oprette, hvis bare vi gør os umage nok og søger efter livets vej. Og derfor bilder vi os ind, at når Jesus befaler os at gå ad “den trange vej, der fører til livet”, så betyder det, at vi skal forlade fortabelsens vej og give os til at rode i de højere luftlag – dér er Gud at finde.

Vores oprør imod Gud er netop, at vi mener at kunne finde Ham, dvs. at vi som vores egne skabere skulle stå uden et forhold til Gud, helt autonome.

Som om vi kan unddrage os Gud, som om vi ved vores synd og vandren på fortabelsens vej kan stille os udenfor vores forhold til Ham. Nej, ethvert menneske, selv den mest overbeviste – måske skulle jeg sige mest troende – ateist, har et forhold til Gud. Selve det at være menneske, dvs. at være Guds skabning, er at stå i et forhold til Gud. Derfor skriver Paulus i Romerbrevet: “De har altså ingen undskyldning. For de kendte Gud, og alligevel ærede og takkede de ham ikke som Gud” (Rom 1,20b-21a).

Vi står allesammen i et gudsforhold, men vi gør oprør imod Gud; vi vil ikke anerkende Ham som vores Skaber, for vi vil i stedet være vores egen skaber.

Og hvad gør Gud så? Jo, den levende Gud reagerer. Han svarer på vores oprør ved at give os hen til oprøret, ved at lade os gøre oprør og dyrke vores afguder. Han lader os tro, at livets vej er noget man finder ved fromhedsøvelser, uden at vi forstår, at selve dette er oprøret. Vores oprør imod Gud er netop, at vi mener at kunne finde Ham, for det forudsætter jo, at Han ikke allerede har fundet os. Vi vil altså ikke findes af Gud eller være fundne, men vi vil selv finde Ham. Vi vil ikke modtage det hele af Guds hånd. Vi bilder os ind at stå uden et forhold til Gud, helt autonome, og derfra kunne vælge at søge Ham eller lade være.

Med andre ord: I vores forsøg på at gå ad livets trange vej, altså at finde Gud og dermed gøre os selv retfærdige og bjerge vort eget liv, synker vi blot endnu længere ned i fortabelsen, ind i os selv og væk fra Gud. Vi farer mere og mere vild på fortabelsens vej. Og det vil Gud faktisk, at vi skal gøre, for Gud vil, at vi i vores oprør imod Ham skal forhærde os mere og mere i vores synd og vantro. Synden forøges, og vi lukker os mere og mere inde i vores selvretfærdighed, og fjerner os dermed fra livets Gud. For at vi kan blive helt nedbøjede i støvet på fortabelsens vej, helt indkrogede i os selv og vores synd, så Guds søn dér kan møde os med sit livgivende ord: “Dine synder er forladt!” På den måde gør Gud fortabelsens vej til livets vej for os.

Dermed bliver Jesu ord i dagens tekst – “Den, som søger, finder” – både lov og evangelium. Både liv og død. Død, fordi vi i vores forsøg på at gå ad livets vej i virkeligheden ledes videre ad fortabelsens vej. Men liv, fordi Jesus går på denne fortabelsens vej og tilgiver syndere.

Derfor er kristendommen korsets religion. Vi ser op mod himlen og søger efter Gud i skyerne – på livets vej. Men Gud er ikke at finde i de højere luftlag, for Han har i Jesus Kristus åbenbaret sig lige her på jorden, på fortabelsens vej. Her går Han side om side med syndere og bærer deres byrder, ja, dør endda for dem på korset.

Og for den, som Jesus vandrer med, er det sandt, at han skal få, hvad han beder om. Men ikke fordi Han selv har fundet Gud. Tværtimod, fordi Gud har fundet ham. Eller, med K.L. Aastrup: “Den, der ej søgte, han fandt og blev fundet”.

Amen!

Sdr. Starup Kirke, bededag 2018. 


Mikael Brorson er stud.theol. ved Aarhus Universitet. Han har løbende deltaget i den offentlige debat, særligt om indvandring, kristendom, EU og værdipolitiske emner i det hele taget. Mikael Brorson er redaktør ved tidsskriftet Replique.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside