Det lille hus og det larmende virvar

16. marts 2018
2 minutters læsetid

Af Christian Egander Skov

Jeg havde næsten glemt den. Men så dukkede den op en dag, hvor vi i familien så en  Anders And tegnefilm på Youtube.

I ved, at når man har set een, så skifter Youtube automatisk til den næste video, og normalt er det der, man så griber fjernbetjeningen og skynder sig at slukke.

Der er så meget mærkeligt på Youtube. Nogle af tingene er gode.

Det var på YouTube, at jeg fik mit lidt barbariske barndomsønske opfyldt og så en ægte kamp mellem en løve og en tiger. (Vi vil jeg alle vide, hvem der er stærkest.) I den mere opbyggelige ende kan man også se glemte eller svært opdrivelige dokumentarer, som denne om Ernst Jünger.  Ja, og så kan man selvfølgelig se nogle Critique-relaterede ting. OK ikke så mange. Det må vi få gjort noget ved.

Men meget af det er altså noget mærkeligt noget. Ikke mindst er YouTube-markedet til små børn intet mindre end bizzart. Hvad siger du f.eks. til mærkelig indisk-engelske versioner af populære børnesange. (Jeg siger nej tak) Endnu mærkeligere er fænomenet med animerede film (lavet i computerspillet GTA V) hvor vores alle sammens favoritsuperhelte boltrer sig i endeløse farvestrålende landskaber, hvor de kører rundt i biler eller traktorer mellem legetøj i gigantstørrelse. Jo Det er en ting. Folk tjener faktisk penge på at lave det skidt.

Den mest populære er blevet set over 125 mio. gange. Opium for sjælen om noget. Prøv at se det skidt et par timer og se, hvordan du så har det.

Hov, men nu kom jeg helt fra det. Vi var ved Anders And. Normalt ville jeg gribe fjernbetjeningen og slukke, men nu tonede den frem, den korte tegnefilm om det lille hus på landet, der langsomt ser sin verden forsvinde omkring sig i takt med udviklingen. Jeg havde set den som barn i Disney Sjov måske flere gange og havde altid elsket den. Og den skuffer ikke. Se blot:

Den er et sandt lille stykke konservativ opbyggelighed for børn – og voksne, der har brug for at minde sig selv om de vigtige ting i tilværelsen. Fremskridtet er en given sag. Og det er sikkert meget godt. Men det har omkostninger. Hjulene drejer rundt og det er sådan det skal være, men vi knuses under de selv samme hjul. Fremskridtet larmer og trænger sig på. Det er ikke til at få ørenlyd.

Hvad er der at gøre andet end at holde fast, flytte ud og genopbygge fundamentet for et autentisk liv. Ro får vi ikke fra alverdens larmende sociale medier, meningsmaskiner og YouTube-fænomener, før vi selv kræver det og skaber den fred omkring os, som vi kan leve i.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside