Opera: The Exterminating Angel

En af de mest omtalte operaer de sidste par år er kommet til København. Nemlig britiske Thomas Adés’ The Exterminating Angel, der er med en libretto af Tom Cairns efter Luis Buñuels film El ángel exterminador fra 1962.

Operaen havde premierer på Salzburg-festspillene i 2016 og har herefter været opsat på Royal Opera House og Metropolitan Opera. Nu er den altså i København. Det Kongelige Teater er vældig stolte af, at man er kommet i så fint selskab og har fået lov til at være med til at bestille og – formoder jeg – betale for operaen.

Både film og opera er en surrealistisk fortælling om en gruppe overklassetyper, der under indtagelse af et sent middagsmåltid finder ud af, at de af uforklarlige årsager ikke er i stand til at forlade den stue, hvori de befinder sig. Herefter begynder det moralske forfald stille og roligt.

Denne handling kunne der sagtens være kommet noget interessant ud af. Det er der desværre ikke.

Først og fremmest må jeg indrømme, at jeg har en personlig modvilje mod det engelske sprog som operasprog. Lige så fremragende engelsk lyder i hænderne på Shakespeare og Lord Byron, lige så meget falder det i mine øre alt for ofte sammen, når det forsøges brugt i operasammenhænge. Det gør det også i TEA. Indrømmet, dette er nok mest personlig smag. Men hertil kommer, at der kun lejlighedsvis er rigtig sang. Oftest er der kun dialog, der mest minder om recitativer. De steder, hvor der er egentlig sang, bliver det ofte så skingert, at det får karakter af demonstrativt ”skrigeri”. Dette er sikkert et bevidst, ”kunstnerisk” valg. Stykket handler vist om at dekonstruere den borgerlige ordens normer og vaner som overfladisk og perverteret. Et virkemiddel synes her at være en kommentar til den klassiske operas stil.

Mere alvorligt er dog for det andet, at Adés’ musik og sangen/dialogen det meste af tiden løber i hver sin retning. Jag sad det meste af forestillingen med det indtryk, at jeg hørte to forskellige ”båndoptagelser”, der blev afspillet på samme tid uden at have forbindelse med hinanden. Hvis opera skal virke, skal handlingen og sangen passe til musikken, sådan at der opnås en form for enhed, hvor de enkelte dele forstærker hinanden. Hermed kan man opnå en effekt, der er ret unik for opera. Dette lykkedes kun lejlighedsvist hos Adés. Tværtimod virker denne effekt nærmest bevidst fravalgt. Igen er dette formentligt et bevidst, ”kunstnerisk” valg – i et forsøg på at dekonstruere konventionerne og så videre. Desværre opnår Adés intet andet, end at handlingen på scenen konstant forstyrres af musikken i orkestergraven. Vil man i stedet forsøge at koncentrere sig om at lytte til Adés’ musik, ja så bliver man konstant forstyrret af ”skrigeriet” på scenen. Det sidste er egentlig synd, for Adés’ musik er faktisk slet ikke dårlig, men detaljeret og stemningsfuld.

For det tredje fejler man gevaldigt, når det kommer til at skabe interessante karakterer. Persongalleriet i TEA er meget stort, og dette er ikke noget problem, hvis man udvælger nogle ganske få karakterer, som man kan fokusere på og give forskellige farver. Det gør man ikke. Tværtimod vil man give ca. 14 karakterer nogenlunde lige meget plads. Dermed kommer man aldrig ned under huden på dem og forstår deres handlinger og følelser. Personskildringerne bliver overfladiske og karaktererne kommer til at mangle dybde. Det er ellers her operaen kan give meget, som eksempelvis filmmediet ikke kan give. Nemlig muligheden for at gå meget tæt på personer og strække enkle – ofte banale – følelser ud i adskillige minutter, hvis ikke timer. I Adés’ opera når karaktererne sjældent meget videre end til at være noget, der referer handlingen.

I seneste udgave af Klassisk (februar 2018) skriver Andrew Mellor, at TEA viser, hvor storslået det britiske operaformaet er. Jeg er noget uenig. TEA er den ringeste oplevelse, jeg har haft i Det Kongelige Teater, siden teateropsætningen af Wagners Rhinguldet; og TEA gør det snarer klart for mig, at opera i dag måske ikke har særlig meget at sige, som Strauss, Wagner og Mozart m.fl. ikke allerede har sagt bedre for længst. De historier og tematikker, der er kommet til siden deres tid, belyses bedre og mere vedkommende i andre formater. Vi lever som bekendt i tv-seriernes tidsalder. Jeg er ikke tilfreds.

The Exterminating Angel vises på Det Kongelige Teater frem til 6. maj 2018. Luis Buñuels film, El ángel exterminador fra 1962 – eller ”Morderenglen”, som den hedder på dansk – vises i Cinemateket henholdsvis søndag den 1. april kl. 19:00 og onsdag den 18. april kl. 21:15. Jeg vil anbefale, at man går i biografen.

Støt kulturkampen!

Tak fordi du læser vores artikler. Hos Årsskriftet Critique ønsker vi at udfordre samfundsdebatten og særligt udvikle den borgerlige og konservative samfundskritik. Derfor kræver vi heller ikke betaling for vores online-stof og har ikke tænkt os at gøre det.

Men vi har ingen reklameindtægter, ingen rige onkler og ingen adgang til offentlig støtte. Derfor er vi afhængige af dit økonomiske bidrag for at holde gryden i gang. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.

Ved at støtte os, støtter du en fremtid for en velfunderet, nuanceret borgerlig idé- og samfundsdebat og er med til at brede den borgerlige samfundskritik ud til flere. Ved brug af Paypal kan du sågar oprette en fast månedlig donation. Vi takker for dit bidrag.

Støt Årsskriftet Critique via MobilePay!