Forvent kedsomhed

Nikolaj Bøgh, konservativ

Af Nikolaj Bøgh

Nationalmuseets nye direktør Rane Willerslev er af sig selv og i en længere serie på DR2 blevet udråbt til at være Nationalmuseets frelser. Danmarks største kulturhistoriske museum er dødkedeligt, og danskerne flygter fra det, må man forstå. Der skal mere action til, flere oplevelser, færre kedelige museumsgenstande.

Direktøren selv nåede i løbet af tv-serien – efter at have faret rastløs rundt på museet, hvis virkefelt tilsyneladende var ganske ukendt for ham – at konkludere, at de nu skulle til at fokusere stærkt på børnene. Børn er de umiddelbare, de ærlige og de ubeskrevne blade. De ønsker action, og de hader at kede sig.

Den første store satsning var vinterferie på Nationalmuseet med Rullingerne fra Ramasjang, som er en slags toiletrulledukker, der blev reklameret for med store bannere på museets mure.

Næste skridt kommer i påsken, hvor museet introducerer en ”Kedsomhedsknap”, som man kan trykke på, i det øjeblik man mærker den farlige følelse. Så vil der være rustninger der rasler rundt, kister der åbner sig og andet sjovt til at bortvejre kedsomheden. Man kan med andre ord slippe for ”dødtriste museumsbesøg”, som museet lokker på hjemmesiden.

Men måske er det en selvopfyldende profeti? Når et museum italesætter sig selv som kedeligt og støvet, så er der vel en solid sandsynlighed for, at publikum også vil opleve det sådan. Og gjorde de egentlig det før?

Nationalmuseet er som alle andre danske kulturinstitutioner i stigende grad presset af de årlige 2 pct. grønthøsterbesparelser. Det har presset økonomien og aktiviteterne hårdt og tvunget museet til at genindføre entrébetaling. Værre var nok, at man samtidig har opgivet at lave særudstillinger, som ellers er en sikker vej til at øge besøgstallet for de fleste museer i dag. Indtil da, fra 2008 til 2015 steg museets besøgstal fra godt 800.000 til 1,4 mio., og på selve hovedmuseet i Ny Vestergade kom der i samme periode 50 pct. flere gæster. Det skete ikke af sig selv, men givetvis af mange forskellige årsager, herunder også forskellige formidlingsformer og skiftende tilbud om at blive engageret i museets verden.

For museumsformidling på en anderledes måde er ikke i sig selv noget nyt, heller ikke på Nationalmuseet. Tværtimod er det årtier siden, det var hovedreglen, at man udelukkende lod samlingerne tale for sig selv. Så der er ikke noget nyt i at gøre tingene anderledes og appellere særligt til forskellige målgrupper.

Men det er nyt, at et museum selv introducerer kedsomhed som det, man primært kan forvente som besøgende. Og det er et voldsomt prædikat at sætte på det museum, der har til opgave at bevare og formidle alle danskeres enorme fælles kulturarv.

På Nationalmuseet findes fantastiske samlinger, opbygget gennem århundreder af dedikerede samlere og museumsfolk. Grundigt udforskede af mange generationer af historikere, der har formidlet deres viden i reolkilometer af bøger, som formidlingsmedarbejdere derefter har koncentreret til ultraprægnante og pædagogiske udstillingstekster til forklaring af genstande, der hyppigt genopstilles på nye måder, så de netop taler klarere til en ny tids mennesker.

Er det kedeligt at se på resterne af Egtvedpigen i sin egekiste? Huldremosekvinden i sit mørke rum med spøgelsesagtige træsilhouetter på væggen? Er det kedeligt at se Claus Ahlefeldts partisan fra Stormen på København i 1658? Jeg har i grunden aldrig oplevet det store problem med kedsomhed på Nationalmuseet, og faktisk heller ikke oplevet, at mine børn i forskellige aldre gjorde det særlig meget.

Hvis det endelig skulle være, er det da så slemt at kede sig lidt? Eller rettere sagt; at gøre sig en lille smule umage for at sætte sig ind i kulturarven, uden konstant at skulle underholdes og ”disruptes” hele tiden? Det primære problem for den danske befolkning – og ikke mindst de opvoksende generationer – er vel næppe, at de keder sig for meget, men snarere at de keder sig for lidt. Forstået på den måde, at al indsigt, al sand erkendelse vel forudsætter lidt fordybelse, at man gør sig en lille smule umage, bruger lidt tid uden hele tiden at blive afbrudt. Det kan være svært at finde stunder eller koncentration til, når kedsomhedsknapperne gør deres indtog flere og flere steder i samfundet.

I en kedelig tur med metroen ser man den altovervejende del af passagerne med blikket stift stirrende på deres egen personlige kedsomhedsknap. Og det er faktisk ret svært at afvikle et møde – eller sågar et aftensmåltid – uden at den er tilstede i hænderne på flere af deltagerne. Smartphonen, der konstant tilbyder underholdning og nye indtryk, og behændigt forhindrer den truende kedsomhed. Men i kampen mod den møder vi desværre en anden -hed; nemlig overfladiskhed.


Nikolaj Bøgh er cand.scient.pol. og kommunikationsrådgiver, konservativt medlem af Frederiksberg Kommunalbestyrelse og folketingskandidat på Frederiksberg. Han har skrevet bøger og artikler om politisk historie, herunder Brødrene Møller om de fremtrædende konservative politikere Aksel og Poul Møller. På aarsskriftet-critique.dk skriver han om kultur, dannelse, kirke og historiesyn.

Støt kulturkampen!

Tak fordi du læser vores artikler. Hos Årsskriftet Critique ønsker vi at udfordre samfundsdebatten og særligt udvikle den borgerlige og konservative samfundskritik. Derfor kræver vi heller ikke betaling for vores online-stof og har ikke tænkt os at gøre det.

Men vi har ingen reklameindtægter, ingen rige onkler og ingen adgang til offentlig støtte. Derfor er vi afhængige af dit økonomiske bidrag for at holde gryden i gang. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.

Ved at støtte os, støtter du en fremtid for en velfunderet, nuanceret borgerlig idé- og samfundsdebat og er med til at brede den borgerlige samfundskritik ud til flere. Ved brug af Paypal kan du sågar oprette en fast månedlig donation. Vi takker for dit bidrag.

Støt Årsskriftet Critique via MobilePay!