Konservative 2.0: Opgør med Hellerupkonservatismen

At genopfinde konservatismen som et selvstændigt tankesystem og ikke bare en fortyndet liberalisme. Det er projektet bag Kåre Grønbæks debatbog Konservatisme 2.0. Det skorter ifølge vores anmelder ikke på ambitionerne, og læseren får en god indføring i konservatismen, men til gengæld lader både formen og dybden noget tilbage at ønske.

 Rasmus Ulstrup Larsen

Konservative 2.0 er et tiltrængt projekt. Det er et forsvar for en position, som der længes efter i den konservative bevægelse. Den er et frontalangreb på den type Hellerupkonservatisme, der ser konservatisme som værende at handle i Irma, gå i dyr pelsfrakke og tjene mange penge. Med andre ord en afstandstagen fra den konservatisme, der egentligt blot er liberalisme. Så langt så godt – positionen er legitim, tiltrængt og rigtig, hvis man vil formidle en konservatisme der kan stå på egne ben med sit eget selvstændige tankesystem.

 

Derfor er projektet også ambitiøst i både omfang og formål. Indholdsfortegnelsen viser et imponerende omfang af emner, og udtrykker forfatterens solide overblik over hvilke emner, der er afgørende for at formidle en fuldendt konservativ position anno 2018. Bogen behandler bl.a. både nationaløkonomi, indvandring, moral og erkendelsesteoretiske diskussioner.

Formålet med bogen er, som forfatteren Kåre Grønbæk skriver ”[…] at kunne vise vejen til at genopfinde konservatismens dybeste rødder, dens DNA, og se dem genoplivet i en genfødt konservatisme, som jeg vil kalde Konservatismen 2.0”.

Der slækkes ikke på ambitionsniveauet med dette formål, og det kommunitære udgangspunkt for at gøre det er rigtig. Kulturdiskussionen er i centrum og er det afgørende springbræt for Grønbæks normative analyser.

Spørgsmålet er, om det lykkes at argumentere fyldestgørende for positionen? Det lykkes delvist, for det er overordnet set for ambitiøst til at kunne blive indfriet, eftersom hvert emne kunne være en bog i sig selv. Ikke desto mindre leverer Grønbæk med bogen en grundig indføring i de mest grundlæggende diskussioner i den politiske idédebat, og viser med pædagogisk lethed, at den konservative position er både intuitiv og ukontroversiel, og intet har at gøre med hverken liberalisme eller socialisme. Det skal den have stor ros for.

Opfattelsen af konservatismen som både intuitiv og ukontroversiel hjælpes af den stringente argumentation hele bogen igennem. Der er ingen usikkerheder i det kulturelle fokuspunkt som grundlag, og der er logisk sammenhæng i konsekvenserne, som kan udledes derfra. I den forstand leverer bogen en sammenhængende argumentation over 250 sider, drevet frem af en indre sammenhængende logik.

Konservatismen som en ikke-ideologi?

Grundpåstanden for projektet er, at konservatismen er andre -ismer overlegen, fordi den ikke er en ideologi, men blot et udtryk for sund fornuft, best practice, ansvarlighed og ordentlighed, og at man som konservativ ikke er uvederhæftig (det antages åbenbart, at det har liberalister og socialister tilbøjelighed til at være). Men den grundpåstand om at konservatismen ikke er en ideologi, er på sin vis uholdbar. Det er en forudsigelig øvelse fra samtlige ideologer altid at forklare, hvorfor lige præcis deres ideologi ikke er en ideologi. Årsagen er simpel: Hvis man ikke er en ideologi, så kan man heller ikke udsættes for grundlæggende ideologikritik. Man står som en ikke-ideologi ikke på nogen antagelser og forudsætninger, der – hvis de tilbagevises – betyder, at hele ens tankesystem falder sammen. I stedet kan man tale fra en sandhedsposition, der ikke er omklamret af ubevidste ønsker og blind ideologisk tro. Men selv en konservativ ideologikritiker har et ideologisk ståsted, når kritikken formidles.

Derfor fremstår det også forceret og til tider usammenhængende, at Grønbæk hævder denne påstand om konservatismen som ikke-ideologisk. Især på side 75, hvor Grønbæk i nærmest punktform opremser hele konservatismens idémæssige grundlag og antagelser, for så efterfølgende at skrive: ”Konservatismen er som sagt ikke en ideologi”. Argumentet herfor er, at liberalismen og socialismen er abstrakt og universel, for teoretisk funderet. Men en partikularisme og empirisme er vel præcist lige så ideologisk, blot anderledes funderet. Det er et forstyrrende element, at der forsøges etableret et fundament om konservatismen som ikke-ideologisk, for kritikken af principfastheden og de ideologiske automatsvar i andre ideologier – og hos visse konservative – er ligeså valid, uagtet om konservatismen selv er ideologisk eller ej.

Styrken ved den position Grønbæk indtager er, at den ikke er principiel. Den er ikke utopisk og den foregiver ikke at kunne levere et svar på alle problemstillinger i verden. Dette gør Grønbæk med rette en dyd ud af at erkende. For det er netop positionens styrke ikke at levere standardreplikker og one-liners til at skabe en perfekt verden.

Partikularisme

Grønbæks position kender man, hvis man følger med i den offentlige debat, fra personer som Kasper Støvring og Søren Hviid Pedersen. Det er en position, der hævder et moralsk standpunkt, som hverken er universelt gældende eller fuldstændig relativt og nihilistisk. Det er en position, der anerkender, at forskellige moralske og politiske overbevisninger kan være sande for nogle og usande for andre. At vi i Danmark har vores værdier og sædvaner, gør ikke, at vi kan tvinge dem ned over andre nationer eller dømme dem moralsk for den sags skyld. Det gør til gengæld også, at vi på ingen måde skal tilpasse os eller gå på kompromis med vores egen moralske anskuelse for andre nationers eller borgeres skyld. Grønbæk formulerer det ganske fint i sætningen: ”Hvis retten til at værne om egen nation skal have nogen mening, må denne ret indrømmes til og anerkendes for alle nationer”.

Grønbæks ærinde er her at argumentere for den mellemposition, der hverken hævder, at vi er overlegne, men heller ikke hævder, at alle værdier er lige gode, og at vi derfor skal gå på kompromis med fremmede kulturer. Positionen er vigtig, for alternativt ser jeg kun to muligheder, som er det Grønbæk vil undgå at havne i, hvilket han også lykkes med: i) Vesten og Danmark har indset en universel sandhed, som dermed også må kunne meddeles andre, for det universelt sande må også være universelt erkendbart. Det åbner op for muligheden for at indvandring og integration kan lykkes, for det må så blot være et spørgsmål om at forklare de tilkomne om sandheden. ii) Vi skal gå på kompromis med vores egne værdier, fordi vores værdier ikke er bedre end andres.

Ingen af alternativerne er tilfredsstillende for en konservativ, og Grønbæks position om, at værdier og moralske anskuelser kan være sande og meningsfulde alt efter hvor de udtrykkes, er et vigtigt modspil til den arrogance, der har kendetegnet Vesten og ledt til katastrofale resultater. Spørgsmålet er bare, om Grønbæk får argumenteret fyldestgørende for sin position. Det gør han til dels, men det er kendetegnene for bogen, at der mangler en dybere og mere grundig begrebsanalyse i argumentationen. Det bliver ved påstanden, og argumenterne kommer aldrig helt til bunds. Det er frustrerende, for som læser ønsker man sig, at der leveres argumenter, som sætter de andre positioner til vægs. Men netop her tager Grønbæk ikke sine modstandere alvorligt nok. Han besvarer ikke sin modstanders potentielt stærkeste modargumenter, for han tager ikke den potentielle kritik af hans egen position op til vurdering.

Målgruppen?

Når man ikke besvarer sine modstanderes stærkeste argumenter, så rejser spørgsmålet sig, hvem det er der egentligt er målgruppen for bogen. Der er ingen tvivl om, at hverken liberalister eller socialister vil blive overbevist af bogen. Dertil er den ikke seriøs nok i behandlingen af de andre ideologier. Bogen vil heller ikke overbevise dem, der aktivt beskæftiger sig med de spørgsmål, som Grønbæk behandler. Dertil er den ikke dyb nok i sine analyser og favner for bredt. Men for den almindelige konservative vælger, den almindeligt politisk interesserede borger, vil bogen være en stærk øjenåbner. Bogen vil også fungere fremragende på ethvert gymnasiebibliotek for de elever, der skulle ønske at finde inspiration og argumenter til opgaver om konservatismen. Der er den yderst anbefalelsesværdig.

Æstetikken

Enhver kommunikation har et indhold og en form. En æstetik og en analyse der fremføres gennem denne æstetik. Her er Konservative 2.0 svagest. Sproget er simpelthen kedeligere end det burde være. Et forsvar for kultur og konservative dyder indbyder til sanselighed: En argumentation, der tillader anvendelsen af billedsprog og poetisk fremstilling. Her er bogen for ligeud af landevejen, og man kan frygte, at en spændende anvendelse af sproget er blevet ofret til fordel for pædagogisk letforståelighed. I forsøget på at gøre sin pointe klar, undlader Grønbæk at afvige fra en meget lige, men derved også kedelig, kommunikationsform. Det er tale til hovedet, men ikke til hjertet.

Udover fornuftstalen fremstår det også besynderligt med den uhørt store mængde citationstegn, hver gang sætningskonstruktionen nærmer sig at være billedsprog. Det ødelægger den poetiske kraft sætningerne måtte have, og det vækker en bekymring om begrebsusikkerhed, når der konstant skal anvendes citationstegn om det skrevne ord. For en bog, der må betegnes som en debatbog, må overbevisning af læseren være af største vigtighed. Det kræver en selvsikker kommunikation, der tør bruge de redskaber der skal til for at vække læserens hjerte eller kalde til kamp og modsigelse. Her er den for forsigtig i sit sprogbrug og den store brug af citationstegn. Det gør, at bogen ikke taler til hjertet som den kunne have gjort, og det skal en politisk debatbog kunne.

Kåre Grønbæk: Konservative 2.0. Saxo Publish, 2017.

Rasmus Ulstrup Larsen er cand.merc.(fil.) og klummeskribent ved aarsskriftet-critique.dk.

Støt kulturkampen!

Tak fordi du læser vores artikler. Hos Årsskriftet Critique ønsker vi at udfordre samfundsdebatten og særligt udvikle den borgerlige og konservative samfundskritik. Derfor kræver vi heller ikke betaling for vores online-stof og har ikke tænkt os at gøre det.

Men vi har ingen reklameindtægter, ingen rige onkler og ingen adgang til offentlig støtte. Derfor er vi afhængige af dit økonomiske bidrag for at holde gryden i gang. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.

Ved at støtte os, støtter du en fremtid for en velfunderet, nuanceret borgerlig idé- og samfundsdebat og er med til at brede den borgerlige samfundskritik ud til flere. Ved brug af Paypal kan du sågar oprette en fast månedlig donation. Vi takker for dit bidrag.

Støt Årsskriftet Critique via MobilePay!