Ludermanifestet: Fjerdebølgefeminismens fallit

Nikita Klæstrup Twerk Queen Ekaterina

Kritik af fænomener som hævnporno og chikanerende mandemiljøer er et godt aspekt af #MeToo-bevægelsen og fjerdebølgefeminismen. Men behøver feminisme være det samme som en kamp for promiskuitet og imod det binære kønssystem? Ikke ifølge Jacob Munk, som anmelder Ludermanifestet – og fremlægger et forslag til et kyskhedsmanifest.

Jacob Munk

2017 har været et alt andet end kedeligt år, hvis man, ligesom mig, synes, at kønsdebatten er dét vigtigste kulturelle fænomen at forholde sig til i disse år. Selvom #MeToo-bevægelsen afgjort vil stå som den mest omfattende og betydningsfulde kvindekamp i 2017, har den indholdsmæssigt ikke været et nævneværdigt nybrud. Kampen mod overgreb, magtmisbrug og sexchikane har præget feminismen siden dens begyndelse og er for så vidt ukontroversiel. Man kan kritisere #MeToo-bevægelsens metoder men ikke benægte, at deres kritik i nogen grad er berettiget.

 

Anderledes revolutionerende er i mine øjne fjerdebølgefeminismen. Kimen til den kulturkritik, der ligger heri, kan spores tilbage til andenbølgefeminismen, men de radikale konklusioner, der drages på baggrund heraf, har forarget selv prominente rødstrømper. Med Ludermanifestet har vi endelig fået en tekst, der præsenterer fjerdebølgefeminismens program i en systematisk form, så vi kan forholde os til deres påstande og vurdere, hvilke kritikker der er berettigede, og hvilke vi må afvise. Jeg har derfor glædet mig særdeles meget til at modtage mit eksemplar af værket, og blev ikke så lidt skuffet, da Lindhardt & Ringhof end ikke ville sende et fysisk eksemplar til den formodentlig eneste borgerlige tænketank, der kan give kvalificerede modsvar til den moderne feminisme. Til gengæld tikkede der en e-bog ind i min indbakke, og måske er det ikke så upassende. Fjerdebølgefeminismens kamp er nemlig mere end noget andet en digital kamp, der, utilsigtet eller ej, tager noget af det mest kropslige, nemlig seksualiteten, og flytter det over i en medievirkelighed, hvor den nøgne kvindekrop på en skærm bliver den nye kvindekamps stærkeste våben. Lyder det dystopisk? Jeg mener i hvert fald, der er grund til bekymring.

Et kig ind på pigeværelset…

I stærk kontrast til dette dystre billede står bogens generelle tone, der bedst kan beskrives som et kig ind på pigeværelset til en god venindesnak. De tre forfattere kender åbenlyst hinanden godt og kan både lave sjov, snakke alvorligt og kærligt drille hinanden. De skriver uprætentiøst og humoristisk, og jeg tror særligt, at piger i teenagealderen vil sidde tilbage med følelsen af her at være blevet lukket ind i et fællesskab, der kan favne netop dem. Girl Squad er da også et fællesskab af piger, der er blevet udsat for lidt af hvert. Det er svært ikke at fatte sympati for projektet, når de i indledningen fortæller deres historier om chikaner og voldtægt, hvor folk omkring dem imidlertid har været tilbøjelige til at bebrejde pigerne selv. Denne sag er i hjertet af Ludermanifestets program, og den er både berettiget og vigtig. Dette må holdes for øje, når jeg i det følgende vil påpege problemerne i projektet.

Manifestet opsummeres i seks punkter, der tillige fungerer som en indholdsfortegnelse for bogen (s. 6):

#1 Reclaim ordet luder! #2 Du har ret til at se ud, som du vil! #3 Kræv din orgasme! #4 Hvis det ikke føles rart, så er det ikke rart! #5 Dick pics, hævnporno og nudes. Der er forskel. Så enkelt er det! #6 Vi har ikke ligestilling, før alle er ligestillede!

Jeg vil begynde med at undersøge bogens indledende punkter.

Hold dig fra mit sexliv!

Begreberne fag, queer og gay havde oprindeligt ikke videre flatterende konnotationer. Imidlertid tog homoseksuelle disse begreber på sig og vendte dem til positive koncepter. På samme måde skal piger, ifølge forfatterne, reclaime ordet ”luder”, som i dag bruges til at udskamme piger med en aktiv seksualitet eller et udseende, der signalerer en sådan. Alle tre piger beretter om erfaringer med at blive kaldt luder, hvilket kom bag på mig. Jeg troede den slags hørte fortiden til. De der, som mig, hører til i den øvre danske middelklasse, vil ofte møde det med mistro, når de hører om den nedladende mandekultur (ja, og kvindekultur) som fjerdebølgefeministerne beretter om. Jeg tror dog, at vi kan tage deres ord for gode varer. Der må være mandemiljøer i dag, der opretholder en jargon og en kultur, hvori kvinder bliver objektiviserede og chikanerede i en grad, som ville chokere os andre, hvis vi overværede det. Sådanne kulturer skal frem i lyset og kritiseres!

Men Ludermanifestets løsning er ikke den rigtige. Deres reaktion er at tage luderidentiteten på sig og insistere på retten til aktivt at udtrykke sin seksualitet i billeder og handling. Jeg er enig i, at de samme normer bør gælde for mænd og kvinder. Men denne norm bør ikke være at gå i seng med fem fyrer på en aften og efterfølgende få en high five, sådan som Nikita Klæstrup berømt taler for. Jeg har tidligere i Critique og andetsteds argumenteret for, hvorfor vi endnu bør fastholde idéen om en seksualmoral. For kort at opsummere: Min holdning er, at promiskuitet, såvel som pornografi og seksuelle fantasier, hæmmer vores evne til at udtrykke erotisk kærlighed, hvor begæret ikke er rettet mod selvtilfredsstillelse men mod tilnærmelsen og tilegnelsen af den anden person igennem hans eller hendes krop i seksualakten. Det er kendetegnende for menneskeligt begær, at det sigter mod og responderer på den inkarnerede intentionalitet, der konfronteres i den andens begærende krop, og seksualitetens telos er således at udfolde den fysiske og personlige forening i en enhed. Derfor er der behov for en seksualmoralsk dannelse, der kan sikre mod at lade den amputerede seksualitet dominere mennesket og i stedet oparbejde kyskhedens dyd, der sætter mennesket i stand til at udskyde seksualiteten til den kan realiseres i sin personlige form.

For Ludermanifestet er der imidlertid ingen moralske grænse for, hvordan seksualiteten bør udfoldes. Feminisme handler tværtimod om, at en kvinde kan gøre præcis, som hun har lyst, uden at skulle tænke på andres fordømmelse (s. 124). Dette var også hovedargumentet i et læserbrev, som fjerdebølgefeministen Emma Bjerregaard skrev i Kristeligt Dagblad som svar til mit indlæg i samme: ”Det er jo helt meningsløst at give mig retten til at vælge, hvis der skal stå en Jacob Munk og tage stilling til om min beslutning lever op til hans normer for, hvornår en kvinde må have sex”, som hun skriver.

Fjerdebølgefeministernes argument udtrykker en ekspressiv individualisme, hvor min ret til autentisk at udfolde min seksualitet trumfer alle udefrakommende normer. Hvor andenbølgefeministerne sagde, at det private er politisk, hævder fjerdebølgefeministerne, at det private skal forblive privat. Eller hvad?

En feministisk seksualmoral?

I Ludermanifestet er et helt kapitel dedikeret til en opfordring til at gøre op med de kulturelle scripts, der dikterer vores seksuelle samvær. Kvinden skal kræve sin orgasme, penetrationen skal ikke være aktens omdrejningspunkt, seancen skal være uhøjtidelig og sjov. Jeg er ikke uenig i, at samlejet ikke kun skal have mandens behov som omdrejningspunkt. Men pigerne gør her netop hvad de beskylder de patriarkalske traditionalister for at gøre: udstikker en seksualmoral! Så lad os droppe inkonsistensen og blive enige om, at seksualiteten er et moralsk anliggende, som vi bør diskutere i den offentlige debat.

Dette udtrykker sig også i det måske mest centrale problem i bogens argument. Værket afskriver den traditionelle ægteskabelige seksualmoral som et historisk konstrukt, der blev til som følge af overgang-en til agerbrugssamfund, hvor manden havde brug for at sikre, at kvindens børn var hans egne, så de kunne hjælpe til i landbruget. En sådan forklaring er naturligvis højst spekulativ og tvivlsom. Derimod fremsætter forfatterne alverdens krav på ”ret til egen seksualitet”, ”ret til egen krop” osv. uden den mindste interesse i at dekonstruere disse påståede rettigheders historiske oprindelse. Det er påfaldende, hvordan moderne feminister, der står på skuldrene af post-strukturalister som Foucault og Butler, der ikke anerkender nogen form for objektiv moral, ja ikke engang idéen om det menneskelige subjekt, alligevel kan henvise til adskillige individuelle ”rettigheder” uden nogen form for belæg. Hvor kommer disse rettigheder fra? Hvem har vedtaget dem? Hvordan kan vi afgrænse, hvad vi har en medfødt ret til, og hvad vi ikke har? Naturlige rettigheder er et vanskeligt moralfilosofisk koncept, og den absolutisme de fremsættes med er derfor meget problematisk.

Ikke et objekt!

Intet i Girl Squads program har skabt så meget forvirring, som deres insisteren på at man godt kan optræde seksuelt på de sociale medier uden at være objektiviseret. ”Når jeg aktivt vælger at fremstille min krop seksuelt er jeg pr. definition ikke et objekt”, er parolen. I Ludermanifestet udfoldes denne pointe særligt i forbindelse med Emma Holtens billedserie Samtykke, hvor Holten som reaktion på sin tragiske oplevelse med hævnporno netop søgte at tage ejerskab over sin krop. Jeg har en dyb respekt for Holten og finder tanken om at se seksuelle billeder af sig selv spredt på internettet uden at kunne gøre noget ved det næsten ubærlig. Imidlertid tror jeg, at den gængse reaktion på fjerdebølgefeministernes billeder – som der i øvrigt er rigeligt af i bogen – er sigende: ”Jamen, er det her ikke objektiviserende?”, siger mange. Gang på gang må Klæstrup og Kjølsen forklare, at det er deres eget aktive valg. Sagen er den, at disse billeder er umulige at skelne fra traditionelle mandeblade og reklamekompagnier, der bruger kvindekroppen til at sælge produkter. Forskellen består alene i intentionen, men denne lader sig tilsyneladende ikke let inkarnere i billederne.

Jeg mener, at problemet her bliver klart, når det belyses ud fra den betragtning, der ligger til grund for mit ovenfor skitserede seksualmoralske standpunkt: Jean-Paul Sartres analyse af begærets blik. Jeg kan kaste et begærende blik på en kvinde. Måske ser hun mig først i spejlet og kigger begærende på mig. Jeg ser opstemtheden afsløret i hendes ansigt, men kender ikke objektet for hendes blik. Idet jeg opdager, at jeg er objektet, får mit begær en helt ny dybde: jeg begærer at blive begæret af hende. Udvekslingen kulminerer dog først idet mit begær rettes mod hendes begær ved ligeledes at begæres af mig.

Hvorfor dette snørklede eksempel? Sartres analyse viser, at vores begær mere end noget andet er rettet mod den kropslige tilsynekomst af den andens og min egen intention. Thomas Nagel udleder på baggrund heraf, at det begær, der ikke gennemgår disse trin, er amputeret, og at seksuel perversion netop er seksuelle former der hindrer realiseringen af dette forløb.

Det fremgår nu, hvorfor seksuelle billeder er kategorisk problematiske: Tilskuerens begær vækkes, men er og forbliver fanget på første trin. Kvindens blik kan aldrig svare med et gensidigt begær. Når et billede kontempleres, er begæret løsrevet fra den inkarnerede intentionalitet og dermed fra hele dets personlige dimension. Netop derfor er seksuelle billeder af natur objektiviserende.

Hvor mange køn?

Et kendetegn ved den fjerde bølge af feminisme er, at dens tilhørere udtrykker sig langt mere feminint end de tidligere bølger. Et sted i Ludermanifestet tales der sågar om at oparbejde en ny maskulinitet, så cismænd kan udtrykke deres kønsidentitet på mindre upassende måder. Men tag ikke fejl: disse feminister deler Butler og tredjebølgefeminismens queer-ideal. Som det siges i bogen:

Dette [binære] verdensbillede er en direkte konsekvens af at se verden igennem patriarkalske briller. Verdensbilledet i patriarkatet er simpelt og binært: Der findes mænd og kvinder, og de har genetisk betingede mandlige og kvindelige egenskaber.

Påstanden om, at det binære kønspar er en patriarkalsk konstruktion, høres ofte, men der er god grund til at stille sig kritisk over for dette billede. Det skrev jeg en længere artikel om i Aarsskriftet Critique 2017, som jeg vil henvise til for et uddybende argument. Min position er ikke udpræget essentialistisk (at de to persontyper er determinerede af den kønsspecifikke biologi), men der er afgjort belæg for en grad af essentialisme. Durden-Smith og Desimones Sex and the Brain samler en del af den forskning, der er på området. Særligt et berømt forsøg bør påpeges her. Connellan et al.’s “Sex differences in Human Neonatal Social Perception” viser, at der er en markant forskel på helt nyfødte (neonatale) henholdsvis drenge- og pigebørns adfærd. Drengene lader generelt blikket hvile længere tid på instrumenter og mekanik, mens pigerne dvæler ved øjne og ansigter.

Men biologien tager os kun så langt. Langt mere betydningsfuldt er begærets indvirken på kønsidentiteten. Jeg begærer altid den anden i hans/hendes køn og fremstiller derfor mig selv som en, der er værdig at begære i mit køn. Derfor indebærer begreberne ”mand” og ”kvinde” altid en værdidom. Jeg tilstræber at være en god mand. Der gives altså visse kønsspecifikke kvaliteter, som skal tilegnes. På den måde bevirker begæret, at min seksuelle biologi gennemstrømmer min identitet og endda min moralske natur.

Alene det at den binære kønsidentitet er så godt som universel burde være tilstrækkeligt bevis på, at den patriarkalske forklaringsmodel er utilstrækkelig. Jeg mener i stedet, at kønsidentiteten bør grundes i, at mennesket er en syntese af en biologisk og en kulturel natur. Menneskets ”gender” er blot det område af identiteten, hvor vores begær og seksuelle biologi tager symbolsk og kulturel form. Transkønnede, der løber den store risiko ved at få foretaget omfattende kønsskifteoperationer, bekræfter netop, at det er et privilegium for de få at affinde sig med en identitet som queer: de fleste har brug for en enhed mellem deres sex og gender for at trives.

Nogle af de mest interessante passager i bogen er teologen Ekaterina Andersens refleksioner over vores kulturelle normers rødder i Bibelen. Den patriarkalske udformning af kønsidentiteten forankres naturligvis også i Bibelens tænkning. Overordnet behandles de religiøse tekster respektfuldt, om end jeg synes der er en tendens blandt moderne feminister til at gøre Bibelen mere patriarkalsk, end den er. F.eks. hævder Ekaterina Andersen, at voldtægt i Det Gamle Testamente kun er ulovligt, for så vidt det er en krænkelse af mandens ejendom (s. 93). Det bør bemærkes, at dette ikke kun er Ekaterinas påstand, men en forståelse der ofte mødes blandt gammeltestamente-forskere. Imidlertid er det ikke rigtigt. Modsat den babylonske Hammurabis Lov straffes ejendomskrænkelser aldrig med døden i Det Gamle Testamente, men det gør voldtægt derimod. Dermed viser Bibelen, at voldtægt er en forbrydelse, der er mere sammenlignelig med mord end med ejendomskrænkelse.

Mod en ny feminisme

Som konservativ er det altid vanskeligt at navigere i debatten med moderne feminisme. Man vil ofte kunne nikke genkendende til de samfundsproblemer, der påpeges, og glædes over deres kamp for retfærdigheden. Jeg mener, at Ludermanifestets kritik af hævnporno og chikanerende mandemiljøer er god og tiltrængt. Som det er blevet påvist i det foregående, drukner denne kritik dog i en række ideologiske påstande om ubegrænset seksualitet og ophævelse af de binære køn, som konservative må modsætte sig. Derfor kommer den borgerlige feminismekritik ofte til at fremstå misogyn i den offentlige debat. For at gentage mig selv: den seksualmoral jeg taler for, gælder mænd og kvinder ligeligt. Jeg taler for at bevare en forskel i kønsidentitet, mænd og kvinder imellem, ikke en forskel i værdi.

Jeg vil derfor slutte af med at fremsætte seks modteser til Ludermanifestet. Lad os for sjovs skyld kalde det kyskhedsmanifestet.

#1 Reclaim kyskheden! Både mænd og kvinder har godt af at lære at vente på den rette.

#2 Blot kun din krop over for den du elsker. Den er for dyrebar til at blive delt med alle og enhver.

#3 Hvis din søn eller datter har været i seng med fem på en aften, skal de ikke have en high five men en alvorssnak.

#4 Feminisme er ikke et enten/eller. Man kan godt tale kvindens sag og være imod grænseløs seksualitet og opløsning af kønnene.

#5 Hævnporno er aldrig okay, og overgreb er aldrig kvindens skyld.

#6 Mænd og kvinder. Der er forskel i personlighed men ikke i værdi. Så enkelt er det!

Ekatarina Krarup, Louise Kjølsen og Nikita Klæstrup: Ludermanifestet. Lindhardt og Ringhof, 2017.

Jacob Munk er stud.theol. ved Menighedsfakultetet.

Støt kulturkampen!

Tak fordi du læser vores artikler. Hos Årsskriftet Critique ønsker vi at udfordre samfundsdebatten og særligt udvikle den borgerlige og konservative samfundskritik. Derfor kræver vi heller ikke betaling for vores online-stof og har ikke tænkt os at gøre det.

Men vi har ingen reklameindtægter, ingen rige onkler og ingen adgang til offentlig støtte. Derfor er vi afhængige af dit økonomiske bidrag for at holde gryden i gang. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.

Ved at støtte os, støtter du en fremtid for en velfunderet, nuanceret borgerlig idé- og samfundsdebat og er med til at brede den borgerlige samfundskritik ud til flere. Ved brug af Paypal kan du sågar oprette en fast månedlig donation. Vi takker for dit bidrag.

Støt Årsskriftet Critique via MobilePay!