Hvis uddannelse ikke betyder noget, hvorfor læser vi så ikke bare alle sammen Homer?

Af Stefan Agger

En af mine yndlingshistorier er historien om, hvordan nogle få tusinde Oxford- og Cambridgemænd bestyrede den halve verden gennem Det britiske imperium, baseret udelukkende på uddannelse i antikkens klassiske værker.

Det er måske en smule forsimplet, men det er nu ganske vist, at rigtig mange af dem, der gjorde tjeneste i den britiske civile tjeneste ikke havde praktiske uddannelser, der var rettet mod administration eller ingeniørkunst. De havde rygsækken fuld af Ovid, Homer, Aristoteles og resten af den klassiske verdens store værker. Og det virkede tilsyneladende meget godt – kvaliteten af det britiske imperiums mænd var vigtigere, end om de havde studeret noget praktisk eller ’kompetencegivende’ som det ville hedde i dag.

Bryan Caplan og sagen mod uddannelse

Ovenstående historie boblede op af min hukommelse, kort efter jeg havde læst Weekendavisen den niende marts, hvor den amerikanske økonomiprofessor Bryan Caplans argumenter udfoldes i en artikel om uddannelsers værdi. Caplan argumenterer i bogen The Case Against Education – Why the Education System Is a Waste of Time and Money grundlæggende for, at det eneste formål uddannelsessystemet opfylder, er at sortere individerne i et samfund efter hvem der er gode at ansætte og hvem der ikke er.

Mennesker der kan gennemgå mange års uddannelse, opgaveskrivning og læsning af tusindvis af sider, besidder nogle afgørende evner som gør dem gode og produktive at ansætte når de når ud på arbejdsmarkedet. Det er ikke afgørende, hvad de har læst. Dermed er en anden hovedpointe hos Caplan, at vi i de vestlige samfund har en tendens til at bruge for lang tid på uddannelse. Vi opfatter som hovedregel at flere års uddannelse altid er bedre.

Caplan repræsenterer dermed det ultimative formålsrationelle økonomsyn på uddannelse, hvor enhver tanke om dannelse eller kultur er helt fraværende. I lyset af den danske uddannelsesdebat, hvor arbejdsmarkedsvinklen ofte tilhylles i modeord, der skal skjule præcis den samme rationalitet som hos Caplan, så er det egentlig meget rart at Caplan så åbent erklærer sin position.

Den store handel

På baggrund af Caplans rent økonomiske tankegang åbner sig dog en fantastisk mulighed: Hvis det virkelig ikke er afgørende, hvad vi lærer igennem uddannelsessystemet, men kun at systemet er sådan indrettet, at det kan rangordne samfundets unge borgere efter flid, intelligens og lignende egenskaber, hvorfor skal vi så trækkes med alle de indholdsideer der konstant udgår fra embedsværket, interesseorganisationer som KL og DI, og andre der hovedsageligt ser på uddannelse med samfundsøkonomiske briller?

Derfor ligger den store handel lige til højrebenet: Vi der taler for, at kundskaber og dannelse skal fylde mere i uddannelsessystemet, accepterer, at færre danskere skal læse videre, og at de der læser videre skal læse kortere, hvis ikke de skal være forskere. Til gengæld får vi lov til at fylde skole- og uddannelsessystemet med kunst, kultur, historie og klassikere i meget højere grad end i dag.

Da økonomerne jo ikke ifølge Caplan burde have anden aktie i, hvad der foregår i skolen end at det muliggør rangordning, så burde der ikke være nogen samfundsøkonomisk indvending mod et sådant ændret indhold.

På den måde kunne man stille den økonomiske interesse i skolen tilfreds, og på samme tid eliminere digitale kompetencer, innovation, skemafrie skoler, læringshuse, tværfaglighed, karrierelæring og alt det andet utøj der har inficeret tænkningen om uddannelse. Som med en enkelt trylleslag.

Det ville være en fantastisk handel. Men det er selvfølgelig kun en fjern drøm – en utopi.


Stefan Agger er cand. scient. pol. og lektor i samfundsfag og erhvervsøkonomi ved Lemvig Gymnasium samt formand for Det Konservative Folkepartis uddannelsespolitiske netværk. Han skriver her om  dannelse, kundskaber og det principielle spørgsmål, hvad en skole egentlig er for en størrelse.

Støt kulturkampen!

Tak fordi du læser vores artikler. Hos Årsskriftet Critique ønsker vi at udfordre samfundsdebatten og særligt udvikle den borgerlige og konservative samfundskritik. Derfor kræver vi heller ikke betaling for vores online-stof og har ikke tænkt os at gøre det.

Men vi har ingen reklameindtægter, ingen rige onkler og ingen adgang til offentlig støtte. Derfor er vi afhængige af dit økonomiske bidrag for at holde gryden i gang. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.

Ved at støtte os, støtter du en fremtid for en velfunderet, nuanceret borgerlig idé- og samfundsdebat og er med til at brede den borgerlige samfundskritik ud til flere. Ved brug af Paypal kan du sågar oprette en fast månedlig donation. Vi takker for dit bidrag.

Støt Årsskriftet Critique via MobilePay!