Bilbeskatningens elendighed

Af Anders Orris

En sommerdag i 1995 gik en mand ned til en Audi-forhandler. Han ville købe sig en ny bil og havde set sig varm på en Audi 80 2.0 stationcar. En sådan havde dengang en listepris på 310.000 kroner, og manden havde udset sig ekstraudstyr fra listen for en 30.000 kroner. Samlet pris 340.000 kroner. Der skulle svares moms og en meget høj registreringsafgift, både af bilens anskaffelsespris og af det fabriksmonterede ekstraudstyr, så den danske stat tjente godt på handlen.

Henved en 200.000 kroner erlagdes der til gavn for statskassen, førend manden havde bilen på gaden, et smil på læben og en registreringsattest i handskerummet. I et i forvejen hårdt beskattet land skulle der tjenes meget og lægges meget til side, før det gik an at erhverve sig sådan et køretøj.

I årene der kommer forbliver Audi’en dog også den danske stat en trofast tjener. Årligt forfalder der en 3.500 kroner i ejerafgift, der tilmed stiger støt årligt med et udefinerbart pristal, som dog – ikke overraskende – kun kender én vej, nemlig opad. Brændstof skal der også fyldes på, men bilen er nem. Den kører en 10-11 kilometer pr. liter benzin, uanset hvordan og hvorledes der køres. Staten tager sig dog godt betalt, også for brændstoffet, så en liter benzin koster snildt mindst en femmer i ekstraskat. En tankfuld løber op. Sådan går det, år for år, kilometer for kilometer.

Og det står der minsandten endnu her i 2018, der på parkeringspladsen, det statelige køretøj. Rusten har tygget i en skærm hist og her, førersædet er lidt nusset, men lykkelige ejere har passet godt på den dyrebare bil, der tilmed kunne købes for 16.000 kroner her for halvandets års tid siden af en meget venlig herre. Man må tage sig til hovedet over, at så mange kører rundt i sardindåsebiler til det syvdobbelte, når man kan køre rundt hver dag i sådan en velkørende, rummelig vogn og dertil uden tyngende gæld.

Den danske stat har dog stadig god fortjeneste af bilen. De 3.500 kroner i årlig ejerafgift er efterhånden blevet til næsten 5.000 kroner. År ud og år ind. Brændstof, ja – udgiften er stadig omtrent den samme. Mindst en rund femmer af brændstofprisen går stadig til at betænke statskassen. Bilen har rundet 342.000 kørte kilometer for nylig, lad os sige de 22.000 kilometer er gået med feriekørsel i udlandet, men det er så blevet til et bidrag til statskassen på en 160.000 kroner over de 23 år på den konto.

Samlet set, som årene går, nærmer vi os altså en halv million til statskassen for sådan en dejlig Audi 80 fra 1995. Ingen vil rigtig være ved dette system, det ender altid med den typiske danske bortforklaring om at staten jo skal have sine indtægter, men det behøver ikke være sådan. Det er et vidnesbyrd om en helt grundlæggende svækkelse ved det danske politiske system, at der de facto intet er gjort ved den konfiskatoriske bilbeskatning de sidste mange år. De seneste års småreduktioner af registreringsafgiften er som bekendt supplerede med betragtelige forøgelser af ejerafgifterne og en skatteskrue fra og med år 2020 i form af såkaldte vejafgifter, der i øvrigt i praksis allerede findes ved brændstofbeskatningen. Kilometerbaseret og det hele.

Bilbeskatningen har to årsager. Den ene har dens rod i de betydelige handelsbalanceunderskud i tresserne og halvfjerdserne. Registreringsafgiften blev ret beset en importafgift, der dels skulle dæmpe efterspørgslen, dels på det nærmeste totalfinansiere den danske stats valuta- og handelsbalanceunderskud, hvis nogen alligevel havde råd. Den anden – og her må brændstofafgifterne bestemt ikke glemmes – har rent fiskale formål. Biler og mobilitet beskattes, fordi begge dele ikke kan undværes; befolkningen har ikke andet valg, og resultatet giver derfor sig selv: en stabil pengestrøm til statskassen. Man kunne lige så godt afgiftsbelægge det at have arme.

Enhver kan forsikre sig om, at det kan være anderledes. Svenske og tyske ny- og brugtvognspriser er frit tilgængelige på internettet. Her står der en syv år gammel VW Passat Stationcar med en 140 hestes dieselmotor og 120.000 km på tælleren til 67.000 danske kroner hos en respektabel svensk forhandler. Årlig ejerafgift: 1.200 danske kroner. En dansk køber med tilsvarende bildrømme kan belave sig på at betale to en halv gang så meget, både hvad anskaffelsespris og ejerafgift angår.

Danske folkevalgte synes at være lige dele al- og afmægtige. På den ene side kender nidkærheden og adfærdsreguleringen næsten ingen grænser. Demokratiet sætter sine egne grænser synes at være mottoet. På den anden side evner de folkevalgte ikke at påtage sig ansvaret for reelle reformer, der ændrer levevilkårene for ganske almindelige mennesker i Danmark til det bedre. Momsen og bilbeskatningen ligger fast, år efter år. Men det gør ingen af delene rimelige, det kunne være anderledes. Medens vi venter, ruller den postkasserøde Audi støt videre. På vej mod et kvart århundrede på landevejene.

Tilsendt Morgenavisen Jyllands-Posten som såkaldt ugens udvalgte. Refuseret.

Støt kulturkampen!

Tak fordi du læser vores artikler. Hos Årsskriftet Critique ønsker vi at udfordre samfundsdebatten og særligt udvikle den borgerlige og konservative samfundskritik. Derfor kræver vi heller ikke betaling for vores online-stof og har ikke tænkt os at gøre det.

Men vi har ingen reklameindtægter, ingen rige onkler og ingen adgang til offentlig støtte. Derfor er vi afhængige af dit økonomiske bidrag for at holde gryden i gang. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.

Ved at støtte os, støtter du en fremtid for en velfunderet, nuanceret borgerlig idé- og samfundsdebat og er med til at brede den borgerlige samfundskritik ud til flere. Ved brug af Paypal kan du sågar oprette en fast månedlig donation. Vi takker for dit bidrag.

Støt Årsskriftet Critique via MobilePay!