Nikolaj Bøgh, konservativ

Prins Henriks død viser os den danske folkesjæl

4. marts 2018
4 minutters læsetid

For kort tid siden gennemgik vi danskere i fællesskab det, som Dronningen tidligere har betegnet som ”sorgens festdage”; den periode fra et dødsfald indtræffer, over de mange former for kondolencer og mindeord og frem til de store og dybt betydningsbærende ritualer i forbindelse med selve begravelsen eller bisættelsen. Afsked med afdøde er en lejlighed til at mindes og gøre status; hvad betød den afdøde, hvad var det afsluttede livs fylde, hvad vil vi savne, nu da vedkommende er borte?

I langt de fleste familier er dødsfald fortsat en helt central fælles begivenhed. Går man glip af den runde fødselsdag, barnedåben eller firmajubilæet; begravelsen eller bisættelsen kommer man til, det er stadig noget der samler, selv i de mest atomiserede moderne familier. Det skyldes selvfølgelig først og fremmest, at et dødsfald er uigenkaldeligt, og at det er den sidste chance for at vise, hvad den afdøde betød for sine nærmeste og for deres fællesskab. Går man glip af det, så kommer der ikke en ny lejlighed. Og så naturligvis også, at en nærtståendes dødsfald sætter os selv i spil. Fortæller os noget centralt om, hvem vi er, og hvordan vi er blevet til. Måske et memento mori – husk, du skal dø – hvis det er forældre eller bedsteforældre, der ligger i kisten. Nu er man selv rykket et nummer frem i rækken, og livets afslutning føles lidt tættere på end før.

Når et centralt medlem af kongehuset dør, er det i grunden de samme mekanismer, der træder i kraft. For så vidt behøvede det ikke at være sådan. Den formelle rolle for kongehuset i landets styre tilsiger ikke nødvendigvis nogen særlig interesse eller følelser for dets enkelte medlemmer. De gør, hvad de skal, sådan som det er nedskrevet i vores grundlov, og fungerer som en del af statens organer, der hver især har deres specielle rolle at udfylde. Men kongehusets rolle som samlingspunkt for landet i sorg og glæde og ved store højtider, dets upartiskhed og uselviskhed, som selv den mest hårdhjertede republikaner bør kunne røres over, gør ikke blot de kongelige til formelle overhoveder for vores land og folk, men også til mennesker, der står os nær. Vi synes vi kender dem, selvom det på det strengt rationelle plan naturligvis kun meget, meget sjældent er tilfældet. På samme måde som med nære familiemedlemmer sætter et dødsfald i kongehuset refleksioner i gang. Hvem er vi, hvad betød den afdøde, hvordan kommer vi videre uden vedkommende?

Den overvældende opmærksomhed fra mange tusind danskere i forbindelse med Prins Henriks død siger noget centralt om disse mekanismer, men også om kongehusets fortsat meget store betydning for os som et folk, der hører sammen i et stærkt fællesskab. Monarki taler til hjertet snarere end til hjernen, og kærlighed til det og til de dybe kulturelle og historiske rødder, som det personificerer, finder man i langt de fleste danskeres hjerter. Måske ikke så meget i mediedanmark og i storbyernes globaliserede og ofte rodløse elitemiljøer, men i den brede befolkning, som har opretholdt en sund fornemmelse for, hvad der dybest nede betyder noget og har blivende værdi. I den danske folkesjæl.

I mere end 50 år var Prins Henrik en central del af det danske samfund. Han var Dronningens mand, livsledsager og nære samarbejdspartner. Og han udfyldte sin afgørende dynastiske rolle som far til landets kommende konge. Arvefølgen er intakt, og vi kan med større tryghed se vores fremtid i møde. Og så tilførte han med sin franske baggrund med et strøg af Asien og sine store poetiske og kunstneriske interesser kongehuset noget af den nye inspiration og anderledes perspektiver, som også er værdifuld, og er med til at holde institutionen levende. Utallige udsagn fra danskere, som kom forbi med blomsterbuketter, stod i kø i timevis for at deltage i prinsens castrum doloris eller blot intenst fulgte begivenhederne i medierne i dagene omkring og efter hans død, peger entydigt på, at prinsen blev anerkendt for, hvad han var, og for hvad han gjorde. Vi havde mistet noget værdifuldt, noget vi holdt af, og som var en del af os og det, vi er.

Fulgte man mediedækningen af ham i årenes løb, var det i grunden et anderledes billede, der tegnede sig. Lige fra de første år blev han kritiseret i medierne for ikke at tale tilstrækkeligt godt dansk og for at være en fremmed fugl med mærkelige interesser og påklædningsvaner. Et stereotypt billede, der kun glimtvis lod et rigt begavet menneskes egentlige personlighed og kvaliteter trænge igennem. Indimellem skete det, i sjældne seriøse og ærligt interesserede interviews og selv- og biografier, at man så Prins Henriks sande åndelige indhold. Men danskerne kendte det alligevel instinktivt, og det ofte ret negative mediebillede var ikke sigende for, hvordan han blev opfattet. Det viste de varme reaktioner på hans død meget tydeligt. Det var ægte, og ikke blot endnu en del af tidens flygtige underholdningstilbud, selvom der naturligvis også var medier, der forsøgte at få det til at se netop sådan ud.

I årene op til sin død blev Prins Henrik ramt af fortvivlelse, navnlig efter at en snigende alzheimer slog igennem. Havde det været det hele værd, var han blevet anerkendt nok for sin indsats, var hans liv lykkedes? Men danskerne så igennem det hele. Det var i grunden ikke meget anderledes, end når nære familiemedlemmer på deres gamle dage mister overblikket og glemmer livets rige fylde hidtil. For Prins Henrik var en af os, han var en værdifuld del af det danske samfund gennem mange år. Han gjorde os rigere og tilførte nye dimensioner til det at være dansk. Det havde været det hele værd. Han blev anerkendt. Hans liv var lykkedes. Danskerne vidste det.

Nikolaj Bøgh

Nikolaj Bøgh er cand.scient.pol. og kommunikationsrådgiver, konservativt medlem af Frederiksberg Kommunalbestyrelse og folketingskandidat på Frederiksberg. Han har skrevet bøger og artikler om politisk historie, herunder Brødrene Møller om de fremtrædende konservative politikere Aksel og Poul Møller. På aarsskriftet-critique.dk skriver han om kultur, dannelse, kirke og historiesyn.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside