Mai Mercado som Den store Bastian

Af Christian Egander Skov

Børn er umulige. Det har vi altid vidst. Heldigvis er de også meget andet. Selv har jeg to styks og kan skrive under på begge dele. Hannah Arendt skulle engang have udtryk det rammende: at vores kultur hver generation angribes af barbarer.

Vi kalder dem børn.

Meningen med dette citat, som jeg ikke har fra hestens egen mund men fra Irving Kristol, der nød at bruge det, er ikke, at vi skal strække våben, åbne byportene og lade barbarerne brænde byen ned til grunden. Nok ligger der i ordet en erkendelse af det grundforhold, at den verden, der er vores, allerede er dømt til undergang, når vi møder den slægt, der skal vokse op og gøre verden ny.

Men det betyder også noget andet, nemlig at vi som samfund står over for en vældig integrationsopgave i hvert slægtled. Børn og jo en slags mennesker, og mennesker skal socialiseres, lære spillereglerne at kende og udstyres med en art kompas, så de ikke farer vild og bliver fortæret af ulven på vej ud til bedstemor.

Sagt på en anden måde, selvom det er vores skæbne at se vores verden gå til grunde for vores øjne, og selvom det er enhver ung slægts opgave et gøre verden ny, så vil verden også altid være gammel. Ja, i virkeligheden er ungdommens opgave ikke så meget at gøre verden ny, men snarere et gen-tage verden, det vil sige gå ind i en verden, der går forud for dem, og gøre den til deres egen.

Det er det, vi kalder opdragelse.

Og med den kniber det som bekendt. Selvom man til en vis grænse kan trøste sig med, at det altid har knebet med ungdommen, så er der tegn i sol og måne på, at moderne forældre grundlæggende har svigtet deres børn og ikke gjort dem klar til en verden, der byder på såvel sejre som nederlag, og som i hvert fald altid møder os med eksplicitte krav eller implicitte forventninger.

Ja, børn er umulige. Den sandhed er nået frem til Det Konservative Folkepartis unge håb Mai Mercado (Nej, det er ikke hende med chokolade og blomster men derimod hende den anden).

Heldigvis ligger løsningen lige for: Et ekspertpanel, der skal indsamle viden og derefter debattere opdragelse internt. Og fordi vi på nogle områder lever i den værste af alle tider, skal der også være en Facebook-gruppe, hvor ”danskerne” (som vores administratorer kalder os herude i almuen) kan give deres besyv med.

Nuvel, det er fint at tale om opdragelse. Og det er også fint at indsamle den tilgængelige viden, vi har på området. Nogle ville måske hævde, at vi allerede taler meget om opdragelse. Ja, der er dem, der ville hævde, at Mai Mercado og hendes ekspertpanel halser efter den folkelige debat snarere end sætter kursen for den. Også selvom Mercados ministerium uden omsvøb hævder at have ”startet Opdragelsesdebatten”.

Der er vel også dem – går jeg ud fra – der ville hævde, at der faktisk findes forskningsmiljøer, hvor man gør, hvad man kan for at opsamle den viden, vi har på feltet.  (Og her lader vi så ude af betragtning, at det ikke drejer sig om viden i ordets mest faktiøse forstand, men om en uskøn blanding af teori og empiri, som man kan gå til og fra, som det nu passer.)

Undringen stiger, når det bliver klart, at Mercados ekspertpanel faktisk ikke består af eksperter, men af kendisser og debattørtyper. Panelet formand bliver en onlineskribent ved navn Sofie Münster, der nok er valgt, fordi hun som tidligere direktør ved den for tiden så ombruste ”Løkkefonden”, så at sige er en ven af huset. Derudover byder panelet også på Özlems Cekics, som jeg ikke kan siget andet om, end det hun allerede har sagt om sig selv. Peter Mygind, der er kendt for at have overlevet Jytte Abildstrøms opdragelse, og Tom Jensen, der som avisboss for Berlingeren mener bekvemt lidt om bekvemt meget. Der blev også plads til en ”YouTube-influencer” med over 200.000 følgere (wow). Og så et par enkelte egentlige fagfolk.

Hella Joof blev der desværre ikke plads til denne gang.

Hvis opgaven er at indsamle faktuel viden, er kendispanelet næppe værktøjet. Hvis opgaven er at være en slags officiel udgave af ”Mads og Monopolet”, er det sikkert en anden sag.

Men så er spørgsmålet, har vi egentlig brug for det? Og vil panelets holdninger have nogen særlig vægt i forhold til, hvad der ellers bliver fremført i debatten. Og bør de overhovedet have det?

I virkeligheden er alle disse overvejelser noget overflødige. For ”Opdragelsesdebatten” handler kun om et. Den er et gimmick, et forsøg på at profilere Mai Mercado og De Konservative som et familieparti – en traditionel platform for partiet – der bekymrer sig om almindelige menneskers hverdag.

Vælgeropbakning er en sag, som Det Konservative Folkeparti – forståeligt nok – går meget op i. Og hvis det betyder, at Mai Mercado skal iføre sig den røde frotékåbe , lade skægget stå og optræde som den store Bastian, så tager man gerne det med.

 

Støt kulturkampen!

Tak fordi du læser vores artikler. Hos Årsskriftet Critique ønsker vi at udfordre samfundsdebatten og særligt udvikle den borgerlige og konservative samfundskritik. Derfor kræver vi heller ikke betaling for vores online-stof og har ikke tænkt os at gøre det.

Men vi har ingen reklameindtægter, ingen rige onkler og ingen adgang til offentlig støtte. Derfor er vi afhængige af dit økonomiske bidrag for at holde gryden i gang. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.

Ved at støtte os, støtter du en fremtid for en velfunderet, nuanceret borgerlig idé- og samfundsdebat og er med til at brede den borgerlige samfundskritik ud til flere. Ved brug af Paypal kan du sågar oprette en fast månedlig donation. Vi takker for dit bidrag.

Støt Årsskriftet Critique via MobilePay!