Leve folkedomstolen!

Af Christian Egander Skov

Har I hørt om Jakob Engel-Schmidt? Et ungt håb for Venstre. Ja, Selvom han var ung, havde han etableret sig som virkelig skarp debattør, der gjorde sig godt i de hurtige formater, som dyrkes af medierne i dag.

Som vi nu alle ved, er det måske gået lidt for hurtigt for den unge Venstre-løve, der for et halvt års tid siden var gået på orlov fra Folketinget for at sætte sig til rette i et lukrativt direktørjob på den store københavnske uddannelsesinstitution Niels Brock.

Tilsyneladende opstod denne fantastiske mulighed i kølvandet på, at Engel-Schmidt var blevet standset af politiet for narkokørsel. Den unge politiker havde åbenbart et kokainmisbrug, der nu truede med at ødelægge hans politiske karriere. Ja, hvem ved, om ikke skandalen var kommet frem tidligere, hvis ikke vennerne havde stået parat med et fedt gnaveben, der kunne sikre det unge talent såvel økonomisk sikkerhed som fred og ro.

Desværre slap ånden som bekendt ud af flasken alligevel, og Jakob Engel-Schmidt har unægtelig betalt en høj pris. Ikke alene vinker han farvel til sin politiske karriere, også kommentatorstillingen på TV2 Noise og den diskrete direktørstilling på Niels Brock er tabt. Sådan blev det, og sådan skulle det naturligvis være i et sundt samfund, der kender forskel på op og ned.

Der er delte meninger om hans skæbne. Selv er han tilsyneladende mest ked af, at han blev snuppet, sekundært at han satte sig bag rattet i narkotikapåvirket tilstand.  At han har brudt loven og forbrudt sig mod almindelig god moral ved i det hele taget at tage kokain, fandt han tilsyneladende ikke beklageligt. Måske den lov ikke var for ham?

Man tør dog nok spå, at vi om ikke så længe finder ham i Aftenshowet eller GodmorgenDanmark, hvor han fortæller om sin nedtur, og hvordan han nu er kommet ud på den anden side. Man tør næsten også spå, at nedturen og kokaintrangen vil blive beskrevet som begivenheder, der ligesom overgik ham uden at han egentlig kunne gøre meget ved det. Vejen ud af suppedasen vil derimod alene skyldes ham selv. I ved, passive verber i første del, aktive i den næste. Sådan væres det i den genre, i hvert fald, når fortegnet er bondeanger.

Sagen er interessant, fordi den har afsløret nogle brudlinjer i den offentlige debat. På den ene side en stærk folkelig fordømmelse af den unge politiker. På den anden side en række mere eller mindre prominente skikkelser i de snakkende klasser, der mest har været optaget af at fordømme ”folkedomstolen”. Det er ikke klart, om det er dommen eller snarere folket, de ikke bryder sig om.

Sagen er en af mange, der afslører afstanden mellem eliten og den bredere folkelighed. Jo mere reflekteret man gerne har villet virke, jo større sandsynlighed for, at man i en Facebook-opdatering eller på Twitter har forsøgt at forplumre sagen og udviske grænsen mellem moralsk og amoralsk opførsel.

”Er du selv bedre end Jakob Engel-Schmidt?” spurgte således Berlingske Tidendes Anne Sophia Hermansen. Det er naturligvis meningen, at vi skal svare nej. For som det hedder: lad den, der er uden synd kaste den første sten. Men ret beset må svaret for langt de fleste være, at de i modsætning til Engel-Schmidt ikke er på stoffer, og at de i modsætning til Berlingskes debatredaktør ikke er villig til at se igennem fingre med det eller slå det hen.

At Venstre overhovedet straffer Jakob Engel-Schmidt, skyldes alene, at det er gratis, skriver Berlingskes mest generiske ungliberale blogger Maibritt, der samtidig hævder, at Jakob Engel-Schmidt er den “vel nok mest vellidte politiker”. Hun fortæller dog ikke, om det er i verden, Danmark eller i hendes inderste hjertekammer. Hvis det kun er det sidste, forstår man bedst, hvorfor det nok er gratis for Venstre. Længst går naturligvis Asger Aamund, der afviser Venstres håndtering af sagen som “hysterisk” og desuden forklarer, at det er helt fint at være fest-narkoman.

Således står vi over for denne situation: Folkedomstolen genbekræfter sunde moralske livsværdier og styrker samlingen om den moralske konsensus ved at udsondre den, der ved sit eget valg har sat sig ud over den. Samtidig forsøger andre – måske mest liberale (?) – at klandre den sunde folkelige sans for ret og vrang?

Hvad er der på spil her? Ja ikke andet end det, der var på spil, da Raskolnikov slog pantelånersken ihjel for at se, om han var en Napoleon, en stor mand. Desværre for Raskolnikov var det ikke tilfældet. For Napoleon havde sagen været en anden.

Og sådan er det med denne verdens herremænd: deres vigtigste egenskab er, at de føler sig ubundet af folkedybets slavemoral, som de på en gang foragter og frygter. Vores elite vil gerne være hinsides godt og ondt. Kun den stærke er fri, og kun den frie er stærk.

Foragten kan de ikke få bugt med og vil vel heller ikke. Frygten derimod kan de blive kvit, hvis blot de kan ophæve begrebet moral i det hele taget. Det er målet. Og i vore dage er dette tilsyneladende blevet et borgerligt projekt.


Christian Egander Skov er ph.d. i moderne politisk historie fra Aarhus Universitet, hvor han i en årrække har arbejdet som underviser. Han har skrevet afhandling om dansk konservatismes ideologiske udvikling og bidraget til en række forskellige antologier om ideologi, politik og historie. Ud over at have bidraget til danske og internationale videnskabelige tidsskrifter er Christian Egander Skov en flittig bidragsyder til den offentlige debat. Han er forlagsredaktør ved Munch & Lorenzen og redaktør ved Årsskriftet Critique og tidsskriftet Replique.