The Crown. Et storslået portræt af et monarki i det 20. århundrede

Af Nikolaj Bøgh

(Obs: Har man endnu ikke set serien, kan nedenstående afsløre centrale pointer i den)

Med The Crown har den succesfulde streamingtjeneste Netflix produceret en meget underholdende og angiveligt sin dyreste tv-serie til dato. Men seriens foreløbig to sæsoner er langt mere end det; den er på mange måder et komplekst og dybt fascinerende portræt af et monarki i det 20. århundrede og bæres af en elegant balance mellem en skildring af hovedpersonernes personlige udvikling og håndtering af deres vanskelige offentlige roller i et hastigt udviklende samfund. I den forbindelse rejser den både spørgsmålet om, hvorvidt det er muligt for ”moderne” mennesker og ægtefæller at fungere inden for de relative snævre rammer, som monarkiet udstikker, og tegner samtidig et præcist – og efter alt at dømme overvejende historisk korrekt – billede af, hvordan det faktisk kan gøres og konkret er blevet gjort i et med- og modspil med den samfundsmæssige og politiske udvikling, som Storbritannien har gennemgået i efterkrigstiden.

The Crown beskriver Storbritanniens Dronning Elizabeths liv og regeringstid fra hendes bryllup med græsk-danske prins Philip i 1947 og indtil videre frem til Macmillan-regeringens afgang i 1963 og parrets yngste søn, prins Edwards fødsel i 1964. Rundt om hovedpersonerne Elizabeth og Philip tegner den meget stærke – og ofte ganske kritiske – portrætter af nøglepersoner i britisk historie som Winston Churchill, Anthony Eden, slægtens smertensbarn Hertugen af Windsor, dens kloge ”onkel” Lord Mountbatten og mange, mange andre interessante skikkelser.

Helt centralt i serien står naturligvis portrættet af Elizabeth, der som datter af tronfølgerens yngre bror bestemt ikke var udset til at arve tronen, men da hendes farbror af personlige og følelsesmæssige årsager chokerende vælger at afgive tronen i 1936 og hendes far siden i en alder af kun 56 år dør af lungekræft, er det op til den kun 25-årige og ret mangelfuldt uddannede kvinde at lede sit land, der ganske vist hører til sejrherrerne efter 2. verdenskrig, men er voldsomt præget af den enorme belastning, krigen har været, og står i en kolossal samfundstransformation både hjemme og ude, hvor landets koloniimperium trues af opløsning og en ny tids selvstændighedstrang over hele verden. Hendes mand prins Philip tilhører som sønnesøn af kong Georg I af Grækenland huset Glücksborg, men har en vanskelig baggrund som søn af den ukærlige og selvcentrerede prins Andreas og den psykisk udfordrede prinsesse Alice af Battenberg og med søstre, der har været gift med tyske nazister, herunder den kærlige yndlingssøster Cecilie, der i hans barndom er omkommet ved et flystyrt under uhyre tragiske og belastende omstændigheder.

Seriens titel The Crown rummer nøglen til, hvad der bliver bestemmende for det unge ægtepars liv, og i særlig grad afgørende for Elizabeths succes som dronning. Opretholdelsen af kronens – monarkiets – værdighed og centrale rolle som samfundsmæssigt omdrejningspunkt bliver styrende for navnlig Elizabeths virke. Både når hun insisterer på at opnå kundskaber, der bedre sætter hende i stand til at udfylde rollen som statsoverhoved, og når hun i en række sammenhænge sætter sig selv og sine egne umiddelbare behov til side for at opretholde kronens samfundsmæssige position. ”Monarki er et kald fra Gud”, som hendes farmor, Dronning Mary, forklarer hende på et tidligt tidspunkt i serien. Men kronen spiller også en afgørende rolle for Philip, som har meget vanskeligt ved at acceptere sin rolle som prinsgemal og den oplagte nr. 2 i ægteskabet, men gradvist mere og mere forstår og efterlever den formaning, som hans svigerfar Georg VI gav ham da han forklarede, at hans afgørende opgave var at støtte sin hustru i hendes dronningegerning. Det store modbillede er hertugen af Windsor, der svigtede sit kald for at blive gift med den fraskilte Wallis Simpson. Serien tegner et dystert billede af ham og de valg, han har truffet, som igen og igen har sat hans egne umiddelbare interesser over monarkiets. En vigtig person i serien, Dronningens privatsekretær Alan ”Tommy” Lascelles, der også har udfyldt samme meget betroede funktion for både Georg VI og hertugen i hans korte tid som Edvard VIII, forklarer i en helt central scene, hvad der gik galt for farbroren: ”Det er i de små ting, råddenskaben begynder. Gør det forkerte en gang, så er det nemmere at gøre det igen. Gør det individualistiske en gang, så er det nemt at gøre det igen. Hvad angår din onkel, startede det med, at han kun ville anvende Buckingham Palace som kontor og York House som sit hjem. Så holdt han op med at gå i kirke, så besluttede han at ville sælge Sandringham. Han afskedigede hoffolk, der havde tjent under hans far til fordel for yngre, upålidelige ansøgere. Selvfølgelig så ingen abdikationen komme da, men egoet, selvoptagetheden, individualismen – råddenskaben – var sat ind. ” Forholdet til farbroren udfordrer Elizabeths kristentro og grundlæggende ønske om at vise tilgivelse, men hun ender med i stedet at måtte bede om tilgivelse for selv for at være et uperfekt kristent menneske, der i sidste ende må sætte grænser for tilgivelsen.

Et særligt tema er i den forbindelse også beskrivelsen af Elizabeths udførelse af sin konstitutionelle rolle og den balancegang, det i en række sammenhænge er mellem egne synspunkter og sympatier og politikernes ønsker og holdninger. Rammen er her først og fremmest Dronningens audiensværelse og hendes samtaler med skiftende premierministre, hvor begge parter ofte føler hinanden på tænderne og i fællesskab finder ud af, hvor grænsen for det konstitutionelle monarki går. Stærke eksempler er Churchills udtalte frustrationer over prins Philips ønsker om at ændre grundlæggende på den 1000-årige kroningsceremoni i 1953, Elizabeths egen store skepsis over for Edens politik under Suez-krisen, der ender med et pinefuldt nederlag og tab af ansigt for det engang så stolte britiske imperium og hendes forsøg til at forhindre Macmillan i at gå af som følge af Profumo-skandalen. Dronningen og alle tre premierministre i seriens forløb indtil nu kæmper med at finde balancen, men sidder efterhånden tilbage med en dyb gensidig respekt og forståelse.

Det engelske samfund udvikler sig hastigt i seriens foreløbig 20 afsnit, og et centralt afsnit handler om en hård kritik for sin måde at udøve dronningegerningen på, som Elizabeth bliver udsat for en af britisk aristokrat og avisudgiver, Lord Altrincham. Kritikken er offentlig og voldsom og får mediemæssigt vind i sejlene, men Elizabeth håndterer krisen ved at være lydhør og åben over for forslagene fra den i grunden kongetro Altrincham, der i virkeligheden kun har monarkiets overlevelse for øje, og som med små midler hjælper med at kunne bevise, at monarkiet fortsat er relevant i en efterkrigsverden. “Brug tid med normale mennesker … gennemsnitlige mennesker, det arbejdende folk. Gør det mere inklusivt og egalitært. Lad også almindelige mennesker lære dig at kende,” som Altrincham råder Elizabeth til.

Gennem flashbacks præsenterer serien efterhånden væsentlige dele af baggrunden for hovedpersonernes liv og de beslutninger, de træffer, og gradvist fremstår billedet af dem mere og mere helstøbt og facetteret. Dermed viser den også, hvordan en families historie kan forme børn og deres forældre, og hvordan mennesker af kød og blod gradvist finder sig til rette i en ældgammel, dybt meningsfuld institution. Det bliver spændende, om The Crowns næste sæsoner kan holde niveauet og bidrage yderligere til fortællingen om monarkiets udvikling og rolle længere op i anden halvdel af det 20. århundrede, hvor udfordringerne til traditioner og samfundsmæssige roller ikke er blevet mindre.


Nikolaj Bøgh er cand.scient.pol. og kommunikationsrådgiver, konservativt medlem af Frederiksberg Kommunalbestyrelse og folketingskandidat på Frederiksberg. Han har skrevet bøger og artikler om politisk historie, herunder Brødrene Møller om de fremtrædende konservative politikere Aksel og Poul Møller. På aarsskriftet-critique.dk skriver han om kultur, dannelse, kirke og historiesyn.