Opera: La Fanciulla del West

16. januar 2018
7 minutters læsetid

Jeg har det lidt med Puccini, som jeg har det med sød champagne, musicals og akustisk guitarspil: Jeg kan ikke rigtigt lide det. Det falder ikke i min smag. Puccini har dog to ret udtalte fordele, når man går i operaen:

  1.  Puccini overlader sjældent meget til fantasien eller fornuften, men planlægger i mindste detalje, hvad du præcist skal føle og tænke hele vejen igennem. Så der er med andre ord meget lidt spillerum for ”kreative” operainstruktører. Vil man undgå regitater og ørkesløse moderne opsætninger, er Puccini derfor ofte et sikkert valg.
  2. Operaerne er korte og effektivt fortalte. Derfor er hans bedste operaer formentlig også hans korteste, nemlig de tre enaktere, Il tabarro, Suor Angelica og Gianni Schicchi (alle fra 1918), der typisk opføres samlet som Ill Trittico. Puccinis hypersentimentalestil gør sig bedst i små, koncentrerede doser.

I disse tv-serie-tider er det næppe nogen overraskelse, at Puccini er fast inventar på Det Kongelige Teater. I sidste sæson var det La Boheme. I denne er det Madama Butterfly og La Fanciulla del West eller Pigen fra Vesten, der er på programmet. Det er næppe heller nogen overraskelse, at Puccini har et fast publikum i en by som København. I København vil man helst føle, hvilket Puccini er garanti for.

Pigen fra Vesten fra 1910 med libretto af Carlo Zangarini og Guelfo Civinni efter portugisisk-amerikanske David Belascos skuespil The Girl from the Golden West er en af de mere lødige Puccini-operaer, hvor der trods alt ikke tys til torturscener og lignende underlødigheder for at piske følelser frem hos publikum. Der er næppe nogen stor kunst at få folk til at føle noget på den måde. Men det er svært at skrue mere op for lydstyrken efter den slags. Og der blev skruet så rigeligt op i La Bohème og Tosca.

Som titlen antyder er handlingen henlagt til en guldgraverby i det vilde vesten i slutningen af 1800-tallet, hvor vores heltinde, Minnie, er den hårdtslående og revolversvingende saloon-indehaver i et barskt, mandsdomineret samfund. Som eneste kvinde i miles omkreds agerer hun en slags erstatningsmor for de mange guldgravere, der er kommet langvejs fra for at søge lykken. De er måske nok barske uden på, men også bløde inden i. Eksempelvis trøster hun dem, når de har hjemve, og læser biblen højt for dem. Men hun kan bestemt også slå i bordet, når de opfører sig dårligt. Alle elsker de hende, men hun har endnu ikke valgt sig en livsledsagerske. Mest ivrig i den henseende er sheriffen Jack Rance – operaens ”Scarpia” – hvis hensigter mest er utugtige og som tror, at han kan købe sig til Minnies kærlighed.

Dramaet sættes på spidsen, da Minnie forelsker sig i røveren Dick Johnson, alias Ramerrez, som Rance er på jagt efter. Som en rigtig Puccini-heltinde tror hun naturligvis på det gode i Johnson, men da Minnie og Johnson danser en sagte vals bliver Rance jaloux, og så bliver det hele pludselig mere personligt. Valsens sødmefulde, tredelte melodi bliver operaens centrale motiv, og folder sig for første gang ud, da Johnson slet skjult erklærer sin kærlighed til Minnie i arien “Quello che tacete” , hvor han fornemmer en særlig glæde i hendes nærhed, ”e provia una gioia strana”. Herfra udvikler temaet sig og dukker løbende op i operaen i forskellige afskygninger. (Jo, du kender det godt, prøv at nynne ”Turn your face away | From the garish light of day” fra Andrew Lloyd Webbers Phantom of the Opera, 1986).

Der er imidlertid ikke nogen egentlige helte eller heltinder – sådan for alvor – i Pigen fra Vesten. Selv vores heltinde forråder sine idealer for at frelse den, hun elsker. Antihelten er altså ikke kun forbeholdt landsmanden Sergio Leones westerns fra et halvt århundrede senere. Puccini ville forsøge sig med en ny heltindetype og udtalte i den forbindelse: ”Folk er dødtrætte af mine små heltinder og min sukkersøde musik”.

Mere præcist er Pigen fra Vesten faktisk både mere lys og mere mørk end mange af Puccinis andre værker. Mere lys fordi den faktisk ender godt, i hvert fald på en måde. Mere mørk, fordi musikken har mere kant og er mere dyster og mørkfarvet, end man ellers høre det hos Puccini. Mest udtalt nok i slutningen af anden akt. Samtidig er der også blevet plads til nogle amerikanske folkemelodier – eller i hvert fald noget, der lyder sådan – der dukker op i forskellige former. Gennemgående er fokus flyttet lidt mere fra sangerne til orkesteret. Det er nok også derfor operaen har været næsten 100 år om at nå til Danmark. Det var i 2009, hvor den blev opført af Den Jyske Opera. I Gerhard Schepelerns operabog fra 1946 hedder det mundret, at ”Musikken er vel heller ikke Puccinis bedste”. Dette er nok meget rammende som begrundelse for, hvorfor operaen har været lidt upåagtet herhjemme. Mere præcis er dog alligevel nok Micheal Bonnesens karakteristik af musikken. Han fremhæver, at den viser

”(…) Puccinis nyerobrede sikkerhed med hensyn til symfonisk udvikling af temaer, stringent brug af ledemotiver og orkestrets ophøjelse til dramaets egentlige hovedperson: Kort sagt alt dét som sammen med klangens og harmoniernes frigørelse fra tonearternes traditionelle tvang og hævdvundne funktion gør La fanciulla til et kvantespring i Puccinis produktion.”

Det Kongelige Kappel og Alexander Vedernikov viste sig fra sine bedste sider og fik den 13. januar 2018 det absolut bedste ud af Puccninis partitur, der fint kunne holde den mørkfarvede tone, men også give plads til den sødmefuldhed, man ikke kommer uden om hos Puccini.

En god aften havde også det habile sangerhold, man havde fået set i scene. Bedst kunne jeg formentlig lide Niels Jørgen Riis, der skabte en god og troværdig Dick Johnson, der både havde lidt af den kække tvetydighed, som ”un bandito da strada” skal have, men også den bløde side, som han viser frem for Minnie. En fin balance.

Lidt mindre brød jeg mig om Ann Petersens fortolkning af Minnie, der i for mange af passagerne mest var en Annie Oakley og manglende noget af dem ømhed, som Minnie-karakteren også skal have, hvis den skal virke troværdig.

Antagonisterne Jack Rance og Ashby giver i deres natur lidt mindre plads til nuancer i fortolkningen, men til gengæld fint med plads til, at vi kan få at se, at det vilde vesten ikke kun er sjov og ballade, men også kan være mørkt og ondt, hvilket henholdsvis Johan Reuter og Kyungil Ko fik fint frem.

Endelig skal der herfra lyde ros til Det Kongelige Operakor, som gjorde et rigtig godt og stort stykke arbejde som guldgravere under vanskelige forhold.

Det gennemgående tema for Det Kongelige Teaters opsætning er, at det vilde vesten var et sted fyldt med immigranter, der søgte efter en bedre tilværelse på samme måde som folk i dag rejser til vesten for at få et bedre liv. I den sammenhæng passer det jo fint, at instruktøren, Christoffer Berdal, tidligere har arbejdet med irakiske og palæstinensiske flygtninge i Jordan.

Disse ideer kommer dog aldrig rigtigt til udtryk i opsætningen: Fuldtonet regiteater og henlæggelse af handlingen til en flygtningelejr er der ikke tale om. Der er mere tale om en mine eller lignende i vor tid, hvor personerne render rundt i refleksveste i nogle underjordiske lokaliteter. Mest af alt ligner omgivelserne noget af det, man kan se i Hlynur Palmasons film, Vinterbrødre, der havde premierer her i december 2017.

Puccini fungerer så afgjort bedst, når man giver lods for alle de store følelser, når man giver plads til de store armbevægelser og ikke holder sig tilbage med hensyn til alt det, som kan stemples som smagløst og sentimentalt. Fordi Puccini overlader så lidt til fantasien, så fungerer det absolut også dårligst, når man forsøger at lukke historien ind i en fortænkt, ueventyrlig virkelighed. Derfor var Den Jyske Operas opsætning fra 2009 også noget mere vellykket, da den var tro mod forlægget, og hvor man ikke forsøgte at trække en fortænkt alternativ historie ned over forlægget.

Det Kongelige Teaters opsætning savner med andre ord retning. Hvis ideen er fokus på nutidens immigranter, så kommer den ikke til udtryk. Omvendt har man med iscenesættelsen fjernet sig så tilstrækkelig meget fra det vilde vesten til, at det virker akavet, at der findes sheriffer, indianere og den slags ting, og til at Puccinis store følelsesudbrud kan få den plads det kræfter, for at de skal virke bedst.

Det er ganske enkelt meget svært at se, hvad man egentlig opnår ved at flytte historien? Der er ikke meget hjælp at hente i hverken program eller hjemmeside eller i den nye podcastserie, Anekdote, Det Kongelige Teater har lanceret, hvor der fortælles om teaterets forskellige forestillinger. Afsnittet om Pigen fra Vesten begrænser sig i den henseende til et interview med Johan Reuter. Selvom man sikkert kunne have fået meget ud af at spørge ind til, hvordan han fortolker sin rolle som Jack Rance, så begrænser interviewet sig til, at man får ham til at fortælle almindeligheder om handlingen. Resten af podcast-afsnittet bruger man på et værtshus på Nørrebro, hvor man taler med en værtshusejerinde, der har et forhold til sine gæster, der minder lidt om Minnies. Ganske tankevækkende og vel ikke irrelevant anekdote, men man kunne godt have brugt i det mindste lidt tid på at gøre det tydeligt for folk, hvilke tanker man har gjort sig om historien, når det vilde vesten nu ikke længere er godt nok. Vil man blive klog på Puccini og Pigen fra Vesten er man stadig bedst tjent med at læse Michael Bonnesens gennemarbejde artikler fra programmet for Den Jyske Operas opsætning i 2009.

Selvom Puccini gør sit bedste og det så afgjort også gælder både sangere og orkester, så er det altså, mår alt kommer til alt, svært at være helt tilfreds.

Referencer:

Michael Bonnesen, Den lange stilhed – og det vilde vesten ”Folk er dødtrætte af mine små heltinder og min sukkersøde musik” (programartikel trykt i forbindelse med Den Jyske Operas opsætning af Pigen fra Vesten i 2009)

Michael Bonnesen, En italiener i New York –  Heste og opera og hesteopera – gyser og spaghetti i svøb (programartikel trykt i forbindelse med Den Jyske Operas opsætning af Pigen fra Vesten i 2009)

Michael Bonnesen, Fra den nye verden… ånden fra 1849 – California, her I come! For fuldt orkester (programartikel trykt i forbindelse med Den Jyske Operas opsætning af Pigen fra Vesten i 2009)

Gerhard Schepelern, Operabogen (1946

Interview med tidligere operachef Sven Müller:

https://video.kglteater.dk/pigen-fra-vesten-intro?utm_source=wordfly&utm_medium=information&utm_campaign=Intro2PigenfraVesten260118&utm_content=3_pigenfravesten-pigenfravesten-intro_version_A&sourceNumber=104011

Afsnittet om Pigen fra Vesten i Det Kongelige Teaters podcast-serie, Anekdote:

http://anekdote.kglteater.dk/en-podcast-om-pigen-fra-vesten/?utm_source=wordfly&utm_medium=information&utm_campaign=Intro2PigenfraVesten260118&utm_content=version_A&sourceNumber=104011

P.N.

P.N. er vores anmelder og polyglote kulturskribent ved aarsskriftet-critique.dk.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside