Nytårstalen: en kongelig støvle i fjæset

8. januar 2018
3 minutters læsetid

Af Christian Egander Skov

Otte idage inde i det nye år er jeg så småt kommet mig over chokket. Hvilket chok tænker De? jo, det chok, at Hendes Majestæt dronningen holdt den værste nytårstale i al den tid, jeg kan huske.

Der er mange ting, en Dronning skal sige i en nytårstale. Der skal være noget om familien, lidt om Grønland (Der er flot), lidt om Færøerne (Huhej hvor det går), stundom lidt om de danske i tysk Sønderjylland (I skal stadig ikke blive glemt), noget om de udstationerede soldater (I klarer det flot, drenge!).

Ja, alt det og mere til skal være der, og var der på allermest upåklagelige vis i år. Talen blev også fremført på samme vis, som vi kender det. Altså upåklageligt.

Hvad er mit problem så? Jo, mit problem er, at jeg ikke er enig med nytårstalen på to afgørende punkter. Det er, kan De hævde, måske mere mit end Majestætens problem. Og det kan der være lidt om.

Men altså.

Nytårstalen som institution er blevet beskrevet som et nationalt konsensus-barometer. Det skal forståes på den måde, at Dronningen langt hen ad vejen udtrykker det, der allerede er etableret en høj grad af enighed om. Derfor kunne hun være fordømmende over for den tidlige kritik af masseindvandring i 1984 – de dumsmarte bemærkninger osv. Og derfor kunne hun, da tømmermændene efter orgiet så småt begyndte at sætte ind, ganske præcist give udtryk for det, der nu var konsensus, nemlig at masseindvandringen vitterligt var en udfordring.

Men nytårstalen er, som Informations redaktør Rune Lykkeberg meget rigtigt har påpeget, også en ideologisk mekanisme. Den ophøjer visse holdninger, attituder, analyser og værdidomme til konsensus. Som sådan er den, i hænderne på de forkerte, et stærkt politisk redskab: Selv den mest hasarderede politik står i et bedre lys, når der dryses lidt majestætisk tryllestøv ud over den. Måske vores liberale regering ikke kunne stå for fristelsen?

Lad mig bruge mine egne to ærgrelser som eksempel:

Er det i sig selv ukontroversielt, at vi i Danmark har vendt ryggen til den traditionelle kernefamilie og nu omfavner en flerhed af familieformer, som man for ikke længe tilbage ville kalde mærkværdige eller se som udtryk for brudte familier? Ikke for mig. Og jeg mindes da også, at det spiller en rolle i den offentlige debat.

Men med et trylleslag blev det med Dronningens ord slået fast, at sådan er det nu i Danmark. Og vi andre, der ikke tænker på dette som ønskværdigt eller som en holdbar normaltilstand, har fået en støvle i fjæset.

Det kontroversielle gøres indlysende. Det er essensen af definitionsmagt.

Eller hvad med Dronningens indskydelse, at vi har behov for massiv import af udenlandsk arbejdskraft? Eller med Majestætens egne ord:

Når det går fremad, har vi brug for alle kræfter, ja, for flere end vi selv har. Op gennem historien har vi hentet dygtige hænder og kloge hoveder fra andre lande. Mange mennesker er kommet til Danmark for at arbejde her, dem har vi tidligere haft brug for, og det har vi stadig! Det kan være medarbejdere i landbruget, på hoteller og restauranter eller højtspecialiserede forskere, hvis viden der er behov for.

Indlysende? Ja, måske for en snæver økonomisk betragtning. Ukontroversielt? Nej, bestemt ikke.

Spørg på enhver byggeplads, hvad holdningen er til de østeuropæiske forstærkninger. Spørg de ufaglærte, om de står bedre, nu hvor de skal konkurrere med det, de opfatter som “løntrykkere” fra andre lande, i mindre attraktive servicejobs. Eller spørg de mange i mystiske deltidsjob, vikariater osv. om det virkeligt kan passe, at citronen er presse til den sidste dråbe, at der ikke er mere at komme efter.

Eller spørg de stadig alt for mange arbejdsløse akademikere med humaniora-baggrund, om de er enige i, at mulighederne for at finde kvalifcieret arbejdskraft inden for landets grænser nu også er udtømte.

Ja, spørg for den sags skyld undertegnede, der som en af disse akademikere i prekariatet, der i bedste fald lever af enkeltstående akademiske tjanser og hvad der ellers falder ned fra overflodssamfundets tag-selv-bord, kender til en virkelighed, som er langt fra den Grima Slangetunge har visket Hendes Majestæt i ørene.

Økonomen kan måske forklare os alle, at vi tager fejl, og at der er så og så mange fortræffeligheder ved, at vi netop nu åbner for en massiv indvandring af specialiseret og ikke specialiseret arbejdskraft.

Og jeg siger ikke, de tager fejl.

Men i det øjeblik, økonomen gør det, har han samtidig underkendt den erfaring af virkeligheden, som er den jævne danskers. Han har erklæret den for ugyldig og bidraget til den rituelle ydmygelse af vedkommende.

Med sin nytårstale har Dronningen i virkeligheden gjort det samme.

Der findes ingen stærkere fornemmelse af afmagt end den, der sætter ind, når ens erfaringsverden erklæres ugyldig af en anden magt uden for en selv.

Og var denne støvle i fjæset ikke nok, lød der i talen en opfordring til, “at vi sommetider gør noget andet end det, vi plejer.” Jo tak, det skal nok hjælpe.

Tænk om, tænk anderledes, tænk positivt. Med denne pjattede spidsborgerlighed skal vi nok få genoprettet tilliden til det politiske system.

Nu kan vi i sandhed bede: Gud bevare Danmark.

 

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside