Niels Jespersen om “Blæst over Europa” til årskonferencen 24/2

Det er med stor glæde, at vi kan offentliggøre første taler til vores store årskonference 24/2 på Aarhus Universitet om systemkritik og systemforsvar i populismens tidsalder.  Husk at tilmelde dig konference og evt. spisning efterfølgende her. Deltagelse koster kun 110 kr. for abonnenter og 160 kr. for andre.

Det er med stor glæde, at vi kan afsløre årets første taler. Det bliver den socialdemokratiske skribent og debattør Niels Jespersen. Han er en af landets mest markante, yngre, centrum-venstre stemmer og kendt for sin kritik af såvel højre- som venstrefløjen.

Således skriver han om sit foredrag:

“Der blæser en vind, og gløder, vi troede udslugte, ulmer på ny. Den liberale orden er et skib i havsnød og det er blandt kritikerne, at man finder viljen til at udstykke en ny kurs.

Imidlertid er det en farefuld færd at begive sig ud på. Under en indbydende overflade skjuler sig de samme skær, hvorpå forrige generationer led skibbrud.

Der er ingen vej tilbage, og i stedet for at lade sig forlede af nostalgiens sirenesang og hovmodig drift mod den rensende ild, må alle gode kræfter samles i forsvaret for den arbejdende middelklasses værdier, frihed og velstand. Den udgør det kulturbærende lag herhjemme. Nationens åndelige bolværk, bag hvilket vores ånd kan spire og udvikles.”

Niels Jespersen (f. 1980) er tidligere tillidsmand i SiD (nu 3F), Afghanistan-veteran, og cand.mag. i historie. Småborgerlig socialist og patriot, ivrig kværulant på facebook, debattørtype i medierne og medstifter af den politiske podcast “Udestuen”. Fra Holstebro, nu bosat på Nørrebro i København, hvor han samler på portvin, sabler og antikke standerure.

Om konferencen se her

 

 

Støt kulturkampen!

Tak fordi du læser vores artikler. Hos Årsskriftet Critique ønsker vi at udfordre samfundsdebatten og særligt udvikle den borgerlige og konservative samfundskritik. Derfor kræver vi heller ikke betaling for vores online-stof og har ikke tænkt os at gøre det.

Men vi har ingen reklameindtægter, ingen rige onkler og ingen adgang til offentlig støtte. Derfor er vi afhængige af dit økonomiske bidrag for at holde gryden i gang. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.

Ved at støtte os, støtter du en fremtid for en velfunderet, nuanceret borgerlig idé- og samfundsdebat og er med til at brede den borgerlige samfundskritik ud til flere. Ved brug af Paypal kan du sågar oprette en fast månedlig donation. Vi takker for dit bidrag.

Støt Årsskriftet Critique via MobilePay!