En stemme fra den multikulturelle virkelighed

14. januar 2018
4 minutters læsetid

Hvordan kan vi diskutere den multikulturelle virkelighed, som særligt den danske underklasse til daglig lever i, hvis vi udelukker de selvsamme fra den offentlige debat, fordi de ikke er tilpas velartikulerede eller uddannede? Det spørgsmål stiller Jonas Zuschke med en personlig beretning, og kritiserer, at vi alt for ofte lader disse folk i stikken, selvom de strider den gode strid.

Af Jonas Zuschke

Jeg har en ven, som er blevet voksen på fronten. Opvokset, modnet og blevet en mand blandt brag og brøl, i en konfliktzone så intens, at de færreste af os kan forestille os det. Vi mødtes for første gang langt fra konfliktzonen – i kirken – og faldt hurtigt i snak. Selvom vores menighed har en lavere gennemsnitsalder end de fleste andre kirkers, er det alligevel nærliggende at tage kontakt til jævnaldrende. Vi talte end ikke sammen i 15 minutter første dag vi mødtes, og dog nåede han alligevel på den korte tid at give udtryk for oprigtig interesse for min gravide hustrus helbred, for mit niveau af stresshormoner i forbindelse med førnævnte, samt tilbyde at lære min datter selvforsvar. Sidstnævnte viste sig at være et udtryk for hans inderste omsorg og kærlighed, som viser sig i kamplyst råstyrke.

 

Mens vi gjorde klar til kaffen derhjemme, satte kage frem og kogte vand, modtog jeg en venneanmodning på Facebook fra ham, og mødet fra tidligere på dagen stod tydeligt frem i hukommelsen, da vi satte os til bordet imens vi talte om ham. Vi var enige. Et fantastisk venligt og kærligt menneske, men tydeligt mærket af fronten.

Skældsord og ucharmerende gloser

De følgende dage fik jeg mulighed for – på afstand – at iagttage hans politiske side. Flere gange dagligt, nogle dage flere gange i timen, delte han artikler fra diverse medier om venstrefløjen, om ikke-vestlige indvandrere og mere specifikt om herboende muslimer. Enhver artikel, ethvert billede, ja den komplette aktivitet var altid efterfulgt af en meget grov kommentar. Hver eneste tilkendegivelse på Facebook var fulgt af en kommentarsektion, hvor han blev udskældt og hånet. Selv skrev han som en drukkenbolt, masser af stavefejl og usammenhængende svar på tiltale, hvilket blot medførte mere hån. Men det rykkede ikke ved det mindste. Han var stålsat og fortsatte ufortrødent.

Søndagen derpå talte vi igen sammen efter gudstjenesten. I samme sekund, som han vinkede og kom trampende hen mod os, skaldet og bredskuldret, begyndte jeg at forberede mig på en halv times ”fuck perkerne og de røde”. Til min overraskelse gik samtalen, igen, på vores situation. Ubegrænset omsorg og interesse for vores velbefindende. Da samtalen en kort stund omhandlede hans egen situation, talte vi om hans arbejde. Han ville virkelig gerne have et job, hvor han kunne yde direkte og konkret omsorg for enten mennesker med behov for støtte eller vanrøgtede dyr.

Udelukkelse

På daværende tidspunkt var han i ”tørre røv”-branchen, et utaknemmeligt job, men selv var han glad. For han kunne hjælpe nogen som havde brug for det, og det gjorde han stolt og glad.

Politik kom først på tale, da jeg åbnede op for emnet. Jeg var virkelig nysgerrig. Han beklagede øjeblikkeligt sit grove sprog. Det skyldtes ene og alene, at han var droppet ud af folkeskolen efter syvende klasse og var ordblind. Det var ikke for at være grov, men hans ordforråd var ikke til mere. Han skrev ikke usammenhængende, fordi han drak sine sorger væk. Nej, han var afholdsmand og ordblind og gjorde et helhjertet forsøg. Han undskyldte og håbede ikke, at jeg var fornærmet – formålet var alene at gøre opmærksom på de store problemer, som vi har i landet, og intet politisk parti tillod ham medlemskab, fordi enhver partisekretær på ganske kort tid kunne finde et utal af udtalelser, som ville få den samlede venstrefløj til at gå i selvsving, så han forsøgte at gøre en indsats hjemmefra, alene foran computeren.

Jeg var jo enig. Enig i alt, hvad han sagde, udover måden det blev sagt på. Men hvem er jeg til at dømme en som ham? I boligblokken i Københavns Nordvestkvarter, hvor han er opvokset, er ”danskersvin” et typisk skældsord. Det er et kvarter hvor et utal af tosprogede trækker på institutionernes ressourcer, for hvilket en ung knægt som ham ikke havde meget tilovers.

Vi kender ham alle

Han kommer ikke længere i samme kirke som jeg, men jeg tænker på ham næsten dagligt. Vi er jo enige. Er jeg virkelig typen, den kedelige akademiker, som lader min ven i stikken, bare fordi han ikke har haft skolegang nok til at modtage undervisning i grundlæggende argumentationsteori? Jeg, som har karriereudsigter og sociale relationer at miste, holder jeg mig virkelig tilbage fra at støtte min ven, som har mistet alt dette allerede fra barnsben af? Ham, som voksede op i de rædselsscenarier jeg advarer andre om, og frygter at mine børn skal opvokse under, hvis ikke der sker drastisk forandring, skal han virkelig lades i stikken?

Vi der læser Replique, som er blevet banket i baghovedet med Goethe under opvæksten, må ikke glemme dem som er blevet banket i baghovedet med ord som ”danskersvin”. Vi grænser til at være lige så slemme som den radikale politiker med sommerhus i Tisvildeleje og børn på privatskole – langt fra den faktiske danske hverdag – når vi lader vores landsmænd i stikken, blot fordi de ikke har gennemgået nok uddannelse til at udtrykke sig velartikuleret. Vi kender alle en Steffen, og de fortjener vores respekt og støtte, selv når de ikke just udtrykker sig dannet. For de er dem, som lever den hverdag, vi frygter vores børn kommer til at leve.

Jonas Zuschke er stud.theol. ved Københavns Universitet. 

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside