Kan ateister også være gode i sengen?

Af Jacob Munk

Seksualmoral bliver i vores kultur anset for en religiøs idiosynkrasi. Mens den sekulære verden langt om længe er blevet frigjort og har fået et ”naturligt” forhold til deres kroppe, har religiøse mennesker endnu alle mulige vilkårlige forbehold, der i bedste fald er livshæmmende og i værste fald diskriminerende. I det følgende vil jeg imidlertid prøve at præsentere skitsen til en seksualmoral, der ikke er betinget af religiøse overbevisninger, og som jeg derfor vil opmuntre også mine ikke-troende venner til at lade sig inspirere af.

En sådan seksualmoral må være udpræget aristotelisk. Dermed mener jeg to ting: 1) Mennesket og dets forskellige praksisser må forstås teleologisk, altså som havende et bestemt formål, som det er muligt for mennesket at erkende. 2) Dyderne må være de positive egenskaber, der muliggør, at mennesket kan realisere sit telos (formål), og lasterne de negative egenskaber, der forhindrer dette.

Her rejser det afgørende spørgsmål sig, om en sådan seksualmoral ved at søge at udelade et ”bør” fra et ”er” ikke gør sig skyldig i den naturalistiske fejlslutning? Jeg mener, at MacIntyre besvarer denne indvending fyldestgørende i After Virtue (1981): ud fra et udsagn som ”den her landmand har fået en bedre høst pr. hektar end samtlige landmænd på de omkringliggende marker” kan man meningsfuldt slutte ”han er en god landmand”. ”Landmand” er altså et funktionelt koncept, der ikke kan defineres uden henvisning til en værdidom: landmanden bør løse visse opgaver tilfredsstillende. Derfor er udsagnet ”han er en god landmand” berettiget i at gå fra en faktuel præmis til en værdidom. Traditionel aristotelisk moralfilosofi har ligeledes betragtet begrebet ”menneske” som et funktionelt koncept, hvor værdidommen ”et godt menneske” forholder sig til begrebet ”menneske”, som ”en god landmand” forholder sig til ”landmand”. Dog behøver mit argument her ikke præsentere et færdigt svar på, hvad menneskets telos er. Med MacIntyre vil jeg hellere orientere mig mod særlige praksisser, der åbner visse interne goder, som mennesket kan opnå ved at opøve dyderne og undgå lasterne. Den praksis, jeg vil fokusere på i det følgende, er erotisk kærlighed.

Erotisk kærlighed er et af menneskelivets største goder, og ingen har så præcist skildret dette, som Jean-Paul Sartre i sin beskrivelse af ”blikket” i Væren og Intet (1943): I den erotiske kærlighed er jeg helt til stede i min krop, idet jeg omfavner en kvinde, der ligeledes er helt til stede i sin krop. På adskillige måder inkarnerer vores kroppe et af vores dybeste behov: det seksuelle begær. Vi sveder, rødmer, stønner og kønsdelene gøres parate til samlejet. Intet sted afsløres vores begær dog som i blikket. Freud undrede sig over, hvorfor noget så ubetydeligt for reproduktionen som mund og øjne alligevel er så centrale fixpunkter for vores begær. Det viser blot, at Freud forstår sig meget lidt på menneskets seksualitet. Den dybeste drift i seksualakten er hverken reproduktion eller det fysiske behag ved en orgasme. Det er at tilnærme sig den andens person igennem kroppen. Dette fremgår særligt af Sartres analyse af begærets refleksivitet: jeg ikke blot begærer dig. Jeg begærer, at du begærer mig, og mere endnu: jeg begærer, at dit begær styrkes af, at jeg begærer at blive begæret af dig. Den skal der lige tykkes på.

Thomas Nagel illustrer Sartres pointe med følgende scenarie: To personer, Romeo og Julie, sidder adskilt fra hinanden i et rum fuld af mennesker, hvor væggene er behængt med spejle. Romeo ser Julie i et af spejlene, og hans begær vækkes. I et spejl på den modsatte væg ser Julie Romeo og også hendes begær vækkes, hvilket Romeo øjeblikkeligt sanser uden dog at vide, at han er objektet for hendes begær. Men da han erkender, at hendes øjne er rettet mod netop ham, får begæret en ny dybde. Han erfarer sin inkarnation ved at betragte sit eget begær igennem hendes reaktion. Kulminationen er, når Julie nu ser, at Romeo betragter hende med begær. Dermed vækkes Romeos begær over hendes begær af at blive begæret af ham.

Derfor forvandler den erotiske kærlighed hele min identitet. Jeg får et nyt selv i den andens blik, hvori krop og sind, fortid, nutid og fremtid er en organisk helhed, og hvor blikkenes gensidighed har føjet vore personer sammen til én organisme.

Men vi ser også, at seksualiteten kan bruges til mindre end det. Man kan begære en mand/kvinde uden hans/hendes gensidigt begærende blik, frakoble den fysiske fra den personlige forening, gå i seng med én, mens man fantaserer om en anden eller onanere, mens man ser porno. Disse repræsenterer alle en amputeret seksualitet, hvor seksualakten er frakoblet vores personlige væren. Modsat den gennemgribende integritet, som den erotiske kærlighed udvirker, reducerer mennesket sig her til ren krop, mens den seksuelle oplevelse bliver stadigt fattigere.

Den amputerede og realiserede seksualitet kan altså ikke sameksistere. Barnet der lærer at stille sit begær ved onani og porno vil være disponeret til at se den andens krop som et redskab til selvtilfredsstillelse, og jo mere det seksuelle liv har udspillet sig i fantasier, jo mere utilgængelig bliver den andens inkarnation i kroppen. Det samme gælder naturligvis for den Don Juan, der har adskillige seksuelle partnere uden for den personlige forening i parforholdet.

Den afgørende dyd i den seksualmoralske opdragelse er altså kyskhed. Kyskhed er ikke en afvisning af det seksuelle men er en oparbejdet evne til at udskyde det seksuelle til det kan realiseres i sin personlige form i den erotiske kærlighed. Da det er i alles rationelle interesse at kunne udtrykke erotisk kærlighed, og da de amputerede seksuelle former potentielt hæmmer ens evne dertil, har seksualmoralen endnu en vigtig rolle at spille for det sekulære menneske i dag.


 

Jacob Munk er stud.mag. i Litteraturhistorie og Religionsvidenskab og har bl.a. udgivet akademiske artikler om tysk og engelsk romantisk poesi. På aarskriftet-critique.dk behandler han emner som politisk filosofi, luthersk teologi, betydningen af den fælleseuropæiske kulturelle arv, seksualmoral, poesi og kritisk samtidsanalyse med henblik på at forsvare traditionelle konservative værdiers gyldighed i det post-postmoderne samfund.

Støt kulturkampen!

Tak fordi du læser vores artikler. Hos Årsskriftet Critique ønsker vi at udfordre samfundsdebatten og særligt udvikle den borgerlige og konservative samfundskritik. Derfor kræver vi heller ikke betaling for vores online-stof og har ikke tænkt os at gøre det.

Men vi har ingen reklameindtægter, ingen rige onkler og ingen adgang til offentlig støtte. Derfor er vi afhængige af dit økonomiske bidrag for at holde gryden i gang. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.

Ved at støtte os, støtter du en fremtid for en velfunderet, nuanceret borgerlig idé- og samfundsdebat og er med til at brede den borgerlige samfundskritik ud til flere. Ved brug af Paypal kan du sågar oprette en fast månedlig donation. Vi takker for dit bidrag.

Støt Årsskriftet Critique via MobilePay!