Fra europæisk magt til EU’s afmagt

EU står ved en skillevej. Flygtningekrisen har udstillet unionens tiltagende afmagt og ineffektivitet, og medlemsstaterne må nu vælge mellem at lade stå til og se det politiske system kollapse, eller lave gennemgribende reformer, skriver månedens kronikør.

Af Louise Lindhagen

”Enormt splittende” og ”ineffektiv”. Det var ordene, som de europæiske statsledere kunne tage med hjem efter det sidste topmøde i Bruxelles i 2017. Ordene kunne have været en klar karakteristik af unionens tilstand, men de faldt fra EU-formanden Donald Tusk i en kontant beskrivelse af EU’s tvungne omfordeling af flygtninge mellem medlemsstaterne.

 

Selvom mange andre sager var på statsledernes dagsorden, var det reformen af den fælles flygtningepolitik, der stjal billedet. Få sager formår som den fælles flygtningepolitik nemlig at udstille, hvordan magten bliver ved med at sive mellem magthavernes fingre, og hvordan europæiske magthavere står magtesløse tilbage. Magtesløsheden skyldes forandringer i det internationale samfund, hvor små stater kan blokere beslutninger og dermed skabe ineffektivitet i den fælles løsning af fælles problemer.

Rene ord for pengene

I det seneste år er der igen blevet en vis politisk optimisme at spore i det europæiske samarbejde, selvom EU på flere områder stadig fremstår som en træt mastodont, der ikke formår at levere de tilstrækkelige reformer og resultater. Den fælles håndtering af flygtninge og migranter er et eksempel herpå.

Set i lyset af, at den første runde af omfordeling af flygtninge i EU endte som en maveplasker, og at flere europæiske lande har nægtet at tage imod flygtninge, kan Tusks’ beskrivelser kun karakteriseres som rene ord for pengene, der skulle skabe en bramfri diskussion mellem statslederne om problemet. Alligevel kom Tusk hurtigt under skarp beskydning fra Europa-Kommissionen, der kaldte beskrivelserne ”anti-europæiske”. Ligeledes kritiserede Tyskland såvel som Sverige Tusk for sin tale uden omsvøb. Tusks klare karakteristik kan dog langt fra betegnes som ”anti-europæisk”, idet Tusk netop fanger problematikken i det europæiske politiske system. I EU er magten struktureret på en måde, der skal sikre mindre lande mod store landes uhæmmede magtudøvelser. Eventuelle sanktioner mod lande går gennem det europæiske bureaukrati eller, i sidste ende, ad domstolens veje. Afstemninger foregår ved kvalificeret flertal ved vigtige politiske beslutninger og enstemmighed ved de helt essentielle politiske sager.

Det, der skulle være en beskyttelse af små stater, er dog i stedet endt som en stopklods for det europæiske samarbejde. Siden afslutningen af Den Kolde Krig er antallet af medlemsstater forøget, og mindre stater kan lettere gå sammen om at blokere politiske tiltag, mens større stater og det europæiske bureaukrati må se til. Resultatet er, at beslutninger og processer bliver langsomme og ineffektive.

Fra magt til magtesløshed

Langsommeligheden og ineffektiviteten ses især i EU’s håndtering af flygtninge og migranter. Splittelsen er en del af en tendens i det internationale samfund, hvor magten, i stedet for at balancere, er begyndt at forsvinde, fordi stormagter er mere begrænsede i deres magtudøvelse end tidligere. Magtens sociale funktion går til grunde, og det bliver så godt som umuligt at håndtere akutte problemer, såsom migrant- og flygtningestrømme. Magthavere bliver magtesløse.

Magten er en nødvendighed i det internationale samfund, der er med til at skabe strukturer for små og store stater samt andre aktører ved at dirigere og forebygge handlinger. Magten har en social funktion i dens strukturering af samfund, fællesskaber og markeder, der er en forudsætning for orden, forudsigelighed og stabilitet i det internationale samfund.

Et par gode tommelfingerregler er, at jo mere magt koncentreres, jo større er risikoen for tyranni. Jo mere magten fragmenteres, jo større er risikoen for anarki. Når små lande får magt, som de har agt, kan magten ikke længere forstås som et nulsumsspil, hvor et land magt bliver tilsvarende stærkere, når et andet bliver svagere. I stedet begynder magten at sive fra de institutioner, der skulle tage politisk hånd om problemerne.

Skillevejen

Når magten begynder at sive, som det især er tilfældet i EU, er der brug for nye politiske strukturer. Derfor står EU ved en skillevej. Enten fortsætter magten med at sive, indtil systemet er blevet så ineffektivt, at det politiske system kollapser. Eller også skabes reformer af det politiske system. Reformerne skal skabe et politisk manøvrerum for et europæisk fællesskab, der på en smidig og effektiv måde håndterer fælles problemer. Manøvrerummet skal gensidigt respekteres af små og store stater, men sikre en mere effektiv løsning af de politiske problemer.

I den kommende tid skal der findes løsninger på de problemer, der blot er blevet skubbet foran. Dublin-forordningen skal reformeres, så det sikres, at migranter og flygtninge registreres og søger asyl i det første land, de ankommer til. Schengen-samarbejdet skal genskabes ved at skabe holdbare løsninger ved EU’s ydre grænser. De fremtidige samarbejder fordrer reformeringen af de politiske strukturer i samarbejdet, så afmagt bliver til magt. For at nå i mål kræver det, at alle lande er medspillere og erkender de udfordringer, EU står overfor.

Der er ikke tid til mere splittelse og ineffektivitet.

Louise Lindhagen er cand.mag. i historie og EU-studier.