Film: The Square

En af sidste års mest omtalte film var svenske Ruben Östlunds The Square, der vandt guldpalmen ved filmfestivalen i Cannes i foråret 2017.

I filmen møder vi den succesfulde jetset-dansker, Christian, der lever et liv i overhalingsbanen som direktør på et smart museum for samtidskunst i Stockholm, ”X-ROYAL”. Museet er indrettet i en gammel kongeborg, som man har fyldt med den ene konceptuelle rædsel efter den anden. Christian bakser konstant med, hvordan han kan tilfredsstille den hungrende svenske kulturelites sult efter noget endnu mere spektakulært, hertil kommer de mange store og små dagligdagsproblemer, der er med museets særprægede persongalleri og interessenter i øvrigt.

Seneste kunstanskaffelse er, ”The Square”, en firkant malet på jorden med et skilt, hvor der står, at alle har lige rettigheder og forpligtelser inde i firkanten. Men mens kultureliten har travlt med at være gode ved hinanden og pseudofilosofere over godhedens natur inde i firkanten, så glemmer de at være gode ved hinanden uden for firkanten. Dette sættes dels på spidsen ved Christians forhold til sine egne børn – som han har fra et forlist forhold – der i vidt omfang er overladt til sig selv, dels da Christian får stjålet sin tegnebog og sin mobiltelefon af nogle tricktyve og sætter himmel og hav i bevægelse for at få dem tilbage. Sidstnævnte historie er filmens dramatiske drivkraft, men ind i mellem kan vi more os kongeligt med intermezzoer fra det daglige liv på museet.

Christian får sporet mobiltelefonen til en boligblok i en af de i den danske bevidsthed så berygtede svenske forstæder. Da det ikke kan siges præcist, hvilken lejlighed telefonen befinder sig i, beslutter han og en dansk ven sig for at lægge et trusselsbrev i samtlige brevsprækker i ejendommen med besked om, at tyven skal lægge telefon m.v. i en pakke og indlevere den i en kiosk på Stockholms centralstation. Missionen lykkedes; og efter et par dage er genstandene leveret tilbage. Men hvad der virkede som en god ide over et par glas vin får pludselig personlige konsekvenser, da Christian opsøges af en 10-12-årig indvandredreng fra opgangen, der har fået ballade med sin far, der på grund af Christians brev tror, at han er en tyv. Han vil have Christian til at sige undskyld, men det er Christian naturligvis alt for stolt til. Siden begynder samvittigheden at nage.

Filmens store plus er den underspillede skildring af dagliglivet på museet med dets mærkelige kunstværker og personer. Det er til tider næste surrealistisk, og The Square er en af de morsomste film, jeg har set længe. Meget af humoren er måske lidt letkøbt, da det segment, der gøres grin med, er lette ofre, men balancen mellem galskab og virkelighed rammes rent. Lidt på samme måde som i Thomas Vinterbergs Festen fra 1998 sidder man dog lidt tilbage med følelsen af, at man egentlig ikke burde grine, da episoderne har en alvorlige kerne.

Jeg har det helt overordnede problem med The Square, at det ovenfor skitserede hoveddilemma virker for iscenesat og anstrengt til, at det virker overbevisende sådan for alvor. Det gælder også skitseringen af museets genvordigheder med et eksternt PR-bureau bestående af to nørder, hvis eneste drøm er at blive de næste store døgnfluer på de sociale medier. I et forsøg på at skabe opmærksomhed omkring museets nye udstillinger lægger de en video på internettet, hvor et gadebarn bliver sprængt i luften sammen med en kattekilling. Det får naturligvis lemmingerne på de sociale medier til at gå amok i alle retninger i en karikeret debat om ytringsfrihed.

Filmen vil gerne rejse en masse interessante debatter, men synes mage steder ikke rigtigt at vide, hvad den skal med dem. Dette er mest udtalt i filmens slutning, der lidt for uafklaret. Ikke på den eftertænksomme måde, men mere på den måde der synes at bekræfte, at man ikke rigtigt har noget at sige med slutningen. The Square gentager mest spørgsmål, der for længst er stillet, men kommer ikke med nogen nye svar. Ej heller formidles de gamle svar på en ny måde. Dermed kommer dén del af filmen – ufrivilligt – til at minde lidt om de moderne kunstværker, der optræder i filmen, nemlig lidt for meget som et ”koncept” eller en ”ide”, der ikke er er tænkt ordentligt ind i en blivende, æstetisk form. Den indvending skal dog ikke gøres større end den er, for filmens skildring af hverdagen på museet er humor af blivende værdi. 7/10

Støt kulturkampen!

Tak fordi du læser vores artikler. Hos Årsskriftet Critique ønsker vi at udfordre samfundsdebatten og særligt udvikle den borgerlige og konservative samfundskritik. Derfor kræver vi heller ikke betaling for vores online-stof og har ikke tænkt os at gøre det.

Men vi har ingen reklameindtægter, ingen rige onkler og ingen adgang til offentlig støtte. Derfor er vi afhængige af dit økonomiske bidrag for at holde gryden i gang. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.

Ved at støtte os, støtter du en fremtid for en velfunderet, nuanceret borgerlig idé- og samfundsdebat og er med til at brede den borgerlige samfundskritik ud til flere. Ved brug af Paypal kan du sågar oprette en fast månedlig donation. Vi takker for dit bidrag.

Støt Årsskriftet Critique via MobilePay!