Fem grunde til, at København er en skrækkelig by

København er præget af svineri og manglende æstetisk sammenhæng, på gaderne hærger horder af cykler og menneskemængden gør metroen aldeles ufremkommelig, skriver Morten Jarlbæk Pedersen. Alligevel bliver Københavnerne ved med at vælge de selvsamme politikere, som udgør problemernes rod og har vist sig ude af stand til at løse dem.

Af Morten Jarlbæk Pedersen

I Danmark hedder hovedstaden København, og det er en by, som mange er stolte af. På mange måder er København da også en skøn by. Tænk sig, man kan bade i havnen, kulturudbuddet er mangfoldigt og varieret, Frederikskirken, Amalienborg og Rosenborg er smukke, og det er jo faktisk ikke hver dag, folk skyder mod hinanden på Nørrebro.

 

Det er imidlertid opfattelsen hos mange – nok især jyske – danskere, at byens indbyggere har en evne til at overvurdere både sig selv og deres residens. Selvom København muligvis kan være en fin by, er den dog hverken den flotteste, reneste eller mest venlige by i verden.

Denne (selv)overvurdering af og i København fører sommetider til en reaktion fra ikke-københavnere. Der tales om ”tjøwenhavneri!” ofte efterfulgt af en fnysen og himmelvendte øjne over de kulturradikale storbytosser, mens man nedladende klassificerer alt øst for Kalundborg som København.

Denne reaktion afslører imidlertid en manglende forståelse for dansk geografi – både i fysisk og kulturel forstand. I det grønne Nordsjælland – hvor denne skribent både har sit ophav og fortsat bor – ser ganske få sig selv som københavnere; og mange ryster i lighed med fastlandsbeboerne opgivende på hovedet over de historier og de mennesker, der sommetider bevæger sig ud af byen.

Så selvom yours truly altså i fleres øjne vil blive karakteriseret som ”københavner”, da jeg både er født, opvokset og har min daglige gang på det nordøstlige Sjælland, vil jeg alligevel begive mig ud i at opliste fem årsager til, at København faktisk er en aldeles skrækkelig by.

1. Absolut ingen form for sammenhængende æstetik

Som både besøgende, arbejdstagere, turister og beboere ikke kan undgå at lægge mærke til, så bygges der meget i København i disse tider. Nye højhuse – ja, endog helt nye kvarter – ny metro, nye pladser, nye virksomhedsresidenser, nye hoteller m.m.

Når man som en anden flanør vandrer lidt hvileløst rundt i København, vil man dog også hurtigt kunne konstatere, at byen er helt ufatteligt usammenhængende. Stadsarkitekten på Københavns rådhus har øjensynligt som sin mission at lade nye bygninger være i størst mulig kontrast til de allerede eksisterende – og jo højere, mere gennemsigtigt og/eller mere eksperimenterende, der kan bygges selv i byens gamle kvarterer, jo bedre. En mere liberal (opgivende?) tilgang til en bys æstetiske udvikling skal man lede længe efter i de byer, som københavnerne ellers ynder at sammenligne deres by med.

Går man en tilsvarende tur i f.eks. Paris eller Wien får man en ganske anden oplevelse. Bevares, der er ting, der stikker ud, men det generelle indtryk er, at byen er sammenhængende, organisk og smuk. Altså det stik modsatte af København.

Området omkring Rådhuspladsen, Tivoli og Vesterport station er måske det bedste (eller værste) eksempel herpå. Tivolis nye hotel og pastarestaurant passer på ingen måde til den (før så) sjove, gamle have med de skøre små huse med alle deres hemmeligheder. Og i dag får man indtrykket, at det er den gamle og smukke indgang til Tivoli, der er underligt malplaceret mellem industriens skrækkelige glaspalads og advokaternes Barad-dûr snarere end omvendt. Og hvor rådhuspladsen i andre større, europæiske byer ofte er en smuk plads, så er det endog rigtig mange år siden, man har kunnet nyde et ophold på rådhuspladsen i København – og det selvom mange bygningerne rundt om pladsen faktisk er ganske pæne inde bag fernissen af neonreklamer og Politikens lysavis.

2. Grimhed – en københavnsk dyd?

Udover, at København således er en i særklasse uorganisk by rent arkitektonisk, så har man i København også et temmelig afslappet forhold til oprydning og rengøring. Og nej, det er ikke for at være sippet, men enhver, der har opholdt sig mere end et øjeblik på området ved Nørreport Station – særligt om morgenen i weekenderne – vil med selvsyn kunne konstatere, at flere af byens borgere og brugere øjensynligt mener, gaden er en affaldsspand.

En tur til fods rundt i Københavns centrum og på brokvartererne afslører således en uhørt mangel på respekt for både den fælles og andre folks private ejendom, og affald og graffiti er de meget konkrete og nedslående manifestationer heraf. Som jeg skriver andetsteds: ”Når hætteklædte hærværksmænd med spraydåser skriver ulæselige kragetæer på tilfældige vægge og mure overalt, er det hverken kunst eller udtryk for kreativitet. Det er simpel vandalisme.”

Og som om det ikke er nok på daglig basis, har man med Distortion endog indført en årlig festdag for den hærgende type mennesker, der står bag det meste både skrald og graffiti.

3. Djenghis Khans horder på cykel

Da København er en stor by (om det er en decideret storby er måske en smagssag), er der mange af de folk, man møder derinde, der ikke bor i byen. De pendler fra alle mulige steder, og i København har mange fundet ud af, at det i den tætte trafik er kløgtigt at hoppe på jernhesten. Dermed spares både tid og alt for tæt samkvem med andre i en bus.

Cykleriet er som udgangspunkt en god ting. Det er sundt, det er billigt og alt det der. Desværre har det i København taget et sådant omfang, at cyklisterne fuldkommen har overtaget gadebilledet – især mellem kl. 7.30 og 9.00. Og i disse cyklende horder gælder færdselsloven øjensynligt ikke; det gør jungleloven til gengæld.

Når man – som jeg – færdes hjemmevant i dette daglige kaos og færdselsmæssige anarki, kan det være svært at se problemerne hermed. Men oplever man blot en enkelt gang en nybegynder eller – Gud forbyde det! – en stakkels turist, der har begivet sig ud i det københavnske morgen- eller eftermiddagscykleri, vil man opleve menneskets mørke side: Tilgivelse findes ikke, og kun den stærke overlever – og alle forestillinger om normer og regler for fælles adfærd herudover må opgives.

4. En menneskegletsjer i togene og metroen

Hvis man ikke er på cykel i København, så befinder man sig måske i et S-tog eller endnu værre: i metroen. Og her vil man opleve, at de folk, der opholder sig i København, har indgået en ond pagt om ikke at følge almindelig sund fornuft, når det kommer til ind- og udstigning.

Alle velforvarede mennesker kan regne ud, at det ved indstigning i et tog bedst kan betale sig at træde til side, så de udstigende passagerer kan komme forbi. På den måde bliver der bedre plads inde i toget, og indstigningen foregår uden, at man skal være uofficiel europamester i fribrydning for at komme ind.

Men sådan foregår det ikke i København. Og da slet ikke i metroen. Når man skal ud af metroen, skal man derimod berede sig på, at de indstigende passagerer udgør en gletscher af menneskekød, der langsomt men sikkert presser sig ind i det i forvejen omklamrende og klaustrofobiske rum, som metroens tog udgør.

Da passagererne inde i toget naturligvis er klar til at kæmpe mod gletsjeren, presser de sig alle op mod døren, lang tid før toget standser. Og derfor vil man som gæst i metroen opleve, at folk står klumpet og presset sammen ved dørene, mens resten af toget har samme mennesketæthed, som områderne nord for Jakutsk i Sibirien.

5. Beboere, der nægter at lære

Det værste i København er dog byens indbyggere. De er – antager jeg – hverken klogere eller smukkere end gennemsnittet af mennesker, men de har dog en særlig udviklet evne til ikke at lære af fejl og mangler i deres by og særligt i deres bystyre.

Byen har alle mulige meget konkrete problemer – for ja, det er problemer og ikke kun ”udfordringer” – men alligevel genvælger københavnerne de samme folk til at lede byen år efter år efter år – og igen senest i efteråret 2017. Uanset, at byen bliver stadig grimmere og mere ufremkommelig. Og jeg har endda slet ikke nævnt det med integrationen og bandekrigen.

Så jo, København kan være en dejlig by, men den kan bestemt også være det modsatte. Og det er vi faktisk også flere ”københavnere”, der mener…

Morten Jarlbæk Pedersen er cand.scient.pol., ph.d. og blogger ved aarsskriftet-critique.dk.

Støt kulturkampen!

Tak fordi du læser vores artikler. Hos Årsskriftet Critique ønsker vi at udfordre samfundsdebatten og særligt udvikle den borgerlige og konservative samfundskritik. Derfor kræver vi heller ikke betaling for vores online-stof og har ikke tænkt os at gøre det.

Men vi har ingen reklameindtægter, ingen rige onkler og ingen adgang til offentlig støtte. Derfor er vi afhængige af dit økonomiske bidrag for at holde gryden i gang. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.

Ved at støtte os, støtter du en fremtid for en velfunderet, nuanceret borgerlig idé- og samfundsdebat og er med til at brede den borgerlige samfundskritik ud til flere. Ved brug af Paypal kan du sågar oprette en fast månedlig donation. Vi takker for dit bidrag.

Støt Årsskriftet Critique via MobilePay!