Det muslimske tørklæde har ingen plads i skolen

Af Stefan Agger

Det er en kerneværdi i det danske samfund, at vi forholder os pragmatisk til religion. Gennem forestillinger om frisind og tolerance accepterer vi at andre mennesker har andre former og grader af tro end vi selv, og de fleste danskere opfatter ikke religion som noget man skal skilte med, eller bruge som argumentation i sekulære sammenhænge.

Det lyder lidt paradoksalt, men skal vi bevare netop dette frisind i et samfund med stigende etnisk og kulturel diversitet, så bør vi gøre som Frankrig og forbyde muslimske tørklæder i Folkeskolen og på ungdomsuddannelserne.

Lad mig prøve at forklare.

De lave forventninger

Det er en banal sandhed i integrationsdebatten, at ’dem-og-os’ tænkning er noget skidt, men når det kommer til, hvad vi forventer af hinanden i det danske samfund, så er der ofte en stor uvillighed til at forvente helt det samme af alle voksne medborgere. Forventer vi eksempelvis tolerance og frisind af vores muslimske medborgere, eller er det kun etniske danskere der skal udvise disse træk?

Hvis vi virkelig forventede frisind og tolerance af alle der er borgere i Danmark, så ville debatten om særrettigheder næppe længere eksistere, for selvfølgeligt skal alle kunne acceptere og tolerere majoritetskulturen i Danmark.

Hvis vi virkeligt forventede frisind og tolerance af vores muslimske medborgere, så ville vi jo aldrig acceptere at svaret på spørgsmålet: ”Kan du ikke lige tage tørklædet af mens du er til idræt” er et nej.

Det er således ganske udansk, hvis tørklædebærere insisterer på, at retten til at bære tørklæde er absolut ret, der ikke kan fraviges når situationen kræver det. Muslimske kvinder må tolerere at vi i Danmark ikke har et forhold til religion, hvor denne får forrang i enhver given situation.

Vi må her forvente, at tørklædepraksis i stil med andre religiøse praksisser i Danmark er underlagt de generelle værdier om pragmatisme, frisind og tolerance.

Skolen som normdanner

Det rigtige sted at sende signalet om at vi forventer pragmatisme af danske borgere er i skolen. Folkeskolen er sammen med ungdomsuddannelserne afgørende norm- og værdidannende institutioner i det danske samfund. Kun familien er i denne henseende vigtigere. Det er i skolen at man som barn og ungt menneske først udsættes for de værdiforestillinger der gælder alment i det danske samfund, og det er derfor af stor vigtighed at skolerne og gymnasierne er sig denne opgave bevidste.

Derfor bør det være en oplagt opgave for skolen at fortælle muslimske forældre med en fremmed kulturbaggrund, at tørklædet og privat religionsudøvelse er meget velkomne i det danske samfund, men at det foregår i fritiden. I skolen tager man tørklædet af, så længe man er der.

Jeg er klar over at det kan skubbe forældre og børn væk fra Folkeskolen og over til private skoler med muslimsk værdigrundlag, men det er en pris vi bør være villige til at betale for de fordele der følger med tørklædeforbuddet.

Gevinster

Den første og allerede omtalte gevinst er at vi sender et utvetydigt signal om hvilke værdier man må tilslutte sig som borger i Danmark. Derudover vil det forhåbentligt i højere grad end i dag bringe danske børn og indvandrerbørn i samme båd. Tørklædet er en kraftig identitetsmarkør som er med til at opdele børn på en uheldig måde, og at bære det signalerer afstand til danske børn og til Danmark i det hele taget.

Det skrev David Munk-Bogballe udførligt om sidste år i Børsen, hvor han blandt andet konkluderede at i samspil med andre værdiorienterede tiltag som morgensang og fælles omklædning i de små klasser vil ” et tørklædeforbud på sigt kunne gøre underværker for sammenhængskraften i Danmark”. Deri er jeg helt enig med ham.


Stefan Agger er cand. scient. pol. og lektor i samfundsfag og erhvervsøkonomi ved Lemvig Gymnasium samt formand for Det Konservative Folkepartis uddannelsespolitiske netværk. Han skriver her om  dannelse, kundskaber og det principielle spørgsmål, hvad en skole egentlig er for en størrelse.