Teater: Maskerade

Det Kongelige Teater forsøger sig i denne sæson med Holbergs Maskerade. Til det formål har man hentet den tyske teaterinstruktør Herbert Fritsch til landet for at stå for iscenesættelsen, fordi det er “vigtigt, at vi hele tiden undersøger, hvad Holberg siger os”, for at Holberg og os (danskerne) kan betragtes udefra. Tiden er ikke længere til at teatrene lægger vægten på “den hyggelige og nostalgiske side”, hvor Holberg spilles “med haml i træskoene og midtsjællandsk dialekt”.

Den slags opstyltet bragesnak i programmet lover sjældent godt for en vellykket opsætning af en klassiker. Snarer peger det i retningen af, at instruktøren mere er interesseret i at pleje egne kapricer end i at formidle det stykke, som Holberg har skrevet. Fritsch særkende er en såkaldt radikal “arbejdsmetode”, der går ud på, at han ikke forbereder sig før en forestilling:

“Når jeg går i gang med at skabe det visuelle koncept for en forestilling, går jeg efter at lave en konstruktion, hvor det uventede kan ske. I mit arbejde vil jeg overraske mig selv, jeg vil skabe adgang til noget, jeg ikke kendte til før. Derfor forbereder jeg mig aldrig forud for en forestilling. Min eneste forberedelse er konstruktionen af scenografien.

(…)

Jeg har selvfølgelig læst stykket en enkelt gang. Jeg kender plottet. Men det er besværligt for mig at læse. Jeg kan ikke lide at læse stykker. Så når jeg har læst det igennem, tænker jeg over det og udvikler de visuelle idéer på min computer.”

Det kan desværre ikke helt komme bag på mig, at man på Det Kongelige Teater er nået til et nyt lavpunkt, hvor det er en kvalitet i sig selv, at instruktøren ikke forbereder sig forud for arbejdet med et stykke, og hvor Holberg er noget besværligt noget, som mest af alt bare er i vejen for instruktørens luner. Vi ser i disse år en stadig stigende tendens til, at det kunstneriske tyngdepunkt forsøges flyttet fra de egentlige kunsterne (tekstforfattere, komponister m.v.) og over til instruktører og scenografer. Sjældent har jeg dog set det så radikalt udtalt som i citaterne ovenfor bed Herbert Fritsch, der ser det som en kvalitet i sig selv ikke at forberede sig nævneværdigt på det stykke, han er blevet sat til et opsætte. Her gælder det hans egen ideer. Holberg er reduceret til blot og bar kulisse, hvor Fritsch kan realisere sine egne ideer.

På den baggrund var det faktisk lidt overraskende for mig, at Fritsch ikke går helt så radikalt til værks, som jeg havde frygtet. Opsætningen kan vist bedst karakteriseres som overspillet, hvor de traditionelle elementer bevares, men forstærkes. Scenografien består af tre plader i stærke farver, der har form som henholdsvis et hus (gult), et træ (grønt) og en mur (rød), der kører rundt på en stor, rund skive mit på scenen. Midt i det hele sidder en pianist og spiller menuetter på et flygel. Karaktererne er iklædt 1700-talts-kustymer i stift plastic, sådan at de lidt kommer til at line porcelænsfigurer.

Fritschs stil er så tilpas overspillet og rablende, at den faktisk klæder Holbergs stykke meget godt, da det i forvejen indeholder mange af netop den slags elementer både i tekst og handling.

For at denne stil kan blive helt vellykket, forudsætter det dog, at man kan skabe nogle troværdige karakterer på scenen. Dette er ikke altid let, når man vælger en overspillet stil, hvor det ofte ender med, at karaktererne står og råber og skaber sig, hvorved deres individuelle karakteristika fortoner sig i skaberi og rableri. Den slags støj og “effekter” skaber alt for ofte distance mellem tilskuerne og karaktererne, hvilket er uheldigt, da en følelse af nærvær mellem karakter og tilskuer for mig at se er det helt centrale for et vellykket skuespil. Det er også her teatret for alvor kan træde i karakter og gøre noget, som filmmediet ikke kan i nær samme omfang.

Det lykkedes kun delvist for Herbert Fritsch at skabe troværdige karakterer (måske mere forberedelse havde været på sin plads, jf. citatet ovenfor?). Bedst er klart Jens Jørn Spottak og Bjarne Antonisen som henholdsvis hr. Jeronimus og hr. Leonard. Begge formåede at give de individuelle karaktertræk plads midt i Fritsch overspillede stil. Ikke helt så godt lykkedes det med de øvrige karakterer, der gennemgående var alt for ens, hvilket var mest udtalt ved Leander og Henrik og Leonora, hvor lidt mere personinstruktion måske godt kunne have været på sin plads.

Alt i alt er Fritschs Maskerade en lidt middelmådig størrelse. Den rablende stil passer måske meget godt til Holbergs stykke, men jeg er endnu engang irriteret over, at nærværende og vedkommende skuespil er nedtonet til fordel for støj og effekter. Det er derfor svært for mig at være helt tilfreds.