Star Wars – The Last Jedi: Tåkrummende pinlig og ildevarslende for sagaens fremtid. 

En flot og storslået oplevelse, der dog kommer alt for nær vores egen samtid.

Af Kasper Haunstrup Madsen

Julen er hjerternes fest, og de sidste tre år har denne fest været beriget med en vækkelse af barndommens nostalgi i form af hele tre nye Star Wars film. Sidste skud på stammen fra universet langt borte med lyssværdssvingende munke og onde imperier er Star Wars: The Last Jedi. En storslået oplevelse, der til tider udfordrer de gamle fortællinger i serien på formidabel vis, men som desværre også skraber bunden i et forsøg på at være mangfoldig og uden stand til at løsrive sig fra sin egen samtid.

Forventningerne til The Last Jedi var tårnhøje. Krigstrætheden er nemlig ved at melde sig i galaksen langt, langt borte. Disney har annonceret, at der kommer en helt ny trilogi. Dette sammenlagt med alle de planlagte spinoffs antyder, at det vil gå Star Wars som det er gået de forskellige filmatiserede superhelteunivers: fuldstændig udvandede og konstant søgende efter det næste store klimaks i den efterfølgende film, der december efter december skal lokke publikummet til. Forhåbentligt går episode 9 fri fra denne kedelige tendens, men som man siger i Star Wars universet ”I have a bad feeling about this”.

The Last Jedi er fanfavoritten The Empire Strikes Backs (1980) åndelige arvtager, og ligesom i den originale trilogi følger The Last Jedi den klassiske hjem-ude-hjem komposition. Fronterne trækkes op. Karaktererne udvikler sig, i de flestes tilfælde, troværdigt i forlængelse af deres introduktion i The Force Awakens (2015). Slutningen af The Last Jedi viser ligeledes som i The Empire Strikes Back, en slagen oprørsbevægelse, der klamrer sig til et spinkelt håb. Forløsningen og den endelige konklusion får vi naturligvis først i episode 9, men for de fleste er det som regel fortællingens midtpunkt, der er mest interessant. Det, der i starten står som eventyrligt, bliver nu alvorligt, og vores elskede helte skal nu møde rigtig modgang.

En af The Last Jedis helt store succeser er, at den til fulde omfavner denne klassiske fortællemetode. Hele filmens handling – ligesom i Empire – centrerer sig omkring oprørernes flugt fra mørkets overlegne flåde. Spændingen stiger i takt med, at oprørsflåden langsomt men sikkert mister brændstof, hvilket resulterer i, at skurkene skib efter skib skyder sig tættere og tættere på vores helte. Heroiske kamikazeangreb mod The First Orders massive flåde forstærker kun følelsen af håbløshed og frygt.

Denne simple, men geniale, ramme danner en solid platform, hvorfra filmen kan udvikle sine karakterer, og ligesom i sin forgænger The Force Awakens, er det i høj grad en karakterdreven film. Desværre vælger The Last Jedi at introducere en håndfuld nye karakterer, hvilket resulterer i, at filmens midte bliver et virvar af rampelys til nye karakterer og ubetydelige sekvenser.

Hvorfor man har taget denne beslutning, vender vi tilbage til, men set fra et filmteknisk perspektiv er det katastrofalt, og det trækker en ellers fremragende fortælling ned.

Lad os dog slå fast, at der hvor The Last Jedi tager sine største chancer tangerer den til at være den bedste Star Wars film i hele serien. Et interessant trekantsdrama mellem Luke Skywalker, Rey og Kylo Ren udvikler sig formidabelt og kulminerer med en række twists, der kan få selv den største Star Wars skeptiker til at stønne af forbløffelse. Udover dette, der med rette er filmens centrum, undergår Poe Damerons karakter også en overraskende spændende udvikling. Filmen indledes med endnu et dumsmart og heroisk angreb fra Poes side, som vi genkender det fra hans scener i The Force Awakens. Hurtigt melder den nye virkelighed sig dog, da hans hasarderede angreb ender med at koste en masse oprørere livet. Kort tid efter ødelægges hans jagerfly, det sidste symbol på den ”cocky flyboy”, og Poe presses efterfølgende til at udvikle sig fra den kække helt til en ægte leder, der ikke kun tænker på hæderen i det nærværende slag, men krigens helhed.

På den måde spejles Poes karakter i et af filmens centrale temaer, hvor de heroiske, men nyttesløse kamikazeangreb i sidste ende ikke tjener andre formål, end at assistere skurkenes forsøg på at udrydde dem. Det er et mørkt og interessant perspektiv på en ellers romantisk og legende tilgang til rumeventyret.

Med en karakterudvikling, der er flettet så flot ind i handlingens forløb, kan man derfor kun sidde hovedrystende tilbage, når man betragter filmens fejltrin, og tro mig, kære læser, de varsler i sandhed mørkets komme. Mangfoldighed er blevet en stor del af Disneys filmunivers. Det ses helt tydeligt i de farvegaloperende Marvel superheltefilm, men nu skal Star Wars universet også underkastes den regnbuefarvede kniv.

Det blev allerede tydeliggjort i The Force Awakens, hvor hovedpersonen nu var en ung kvinde (Daisy Ridley), samt Oscaar Isaac og John Boyega i birollerne. De fleste rystede på skuldrene, da det ikke påvirkede historien nævneværdigt. Karaktererne var elskværdige, dynamikken var god og actionen var i verdensklasse. Men det var ikke nok. Fra J. J. Abrams og Kathleen Kennedy hørte vi opråb om, at nu skulle Star Wars være endnu mere mangfoldigt. Ja, det betragtes endda som et argument og en kvalitet i sig selv, at folk af en bestemt hudfarve og race spiller med eller instruerer:

http://variety.com/2017/film/news/star-wars-diversity-dialogue-bechdel-test-rogue-one-1202633473/

https://www.independent.ie/entertainment/rian-johnson-hell-yes-its-time-for-diversity-in-star-wars-directors-36405775.html

https://www.theverge.com/2016/12/4/13835760/star-wars-kathleen-kennedy-hiring-female-directors-lucasfilm

Denne mangfoldige kvalitet vægtes så højt, at man desværre sætter en ellers fantastisk fortælling over styr.

Problemet eksemplificeres bedst med den nye karakter, Rose Tico (Kelly Marie Tran). Hendes bidrag til filmen, udover at være en minoritetsperson, bliver at medbringe Finn på en for filmen nærmest ligegyldig rejse til en kasinoplanet, hvor våbensmuglere hersker. For plottet løfter dette sidespring intet andet end, at Benicio del Toros karakter introduceres, for kort tid derefter at blive glemt igen. Filmanmeldere er generelt enige om, at det er filmens svageste punkt, men fordi det netop er to personer af anden hudfarve end hvid skulle det være en kvalitet i sig selv.

https://www.vanityfair.com/hollywood/2017/12/star-wars-the-last-jedi-run-time-too-long-cut-canto-bight

Udover en række tåkrummende scener, der vækker mindelser om Anakin Skywalkers akavede replikker om sand, bidrager Roses karakter og handlingsforløb ikke til andet end at forlænge filmen og stjæle skærmtid fra mange af de andre meget mere interessante helte. Værst af alt, Finn og Roses rejse viser sig at være fuldstændigt spild af tid. Ideen om at slukke sporingssignalet på fjendens flagskib er ligegyldig, da oprøret hurtigt opgiver planen om at flygte videre i rummet og i stedet evakuerer til den nærmeste planet. Så meget for at give mangfoldigheden agens.

Andre steder kommer den kedelige tendens til udtryk ved, at billedet plastres til af kvinder. Man bliver således lettere overrasket over, at samtlige af oprørets ledelsespositioner tilsyneladende kun er besat af kvinder. På sin vis kunne man jo sagtens overse dette, da den originale trilogi også indeholdte ledende kvinder som Leia og Mon Mothma, men når filmskaberne og producerne insisterer på at slå det op med stort og som en særegen kvalitet – som de ovenstående artikler viser – må man naturligvis tage stilling til det. Desværre betyder det, at filmen mister troværdighed. En stor del af det, der gjorde Leia til en stærk kvindelig figur i den originale trilogi var netop, at hun sparkede døren ind til en mandsdomineret verden, hvilket væbnede konflikter i overvejende grad stadigvæk er, og viste, at hun sagtens kunne være med. Os der elsker film fra 70’erne og 80’erne kan nikke genkende til lignende heltinder som Aliens Ripley og Terminators Connor. I The Last Jedi virker det derimod til, at kvinderne er der, bare fordi de skal være der.

En ting er det bizarre køns- og identitetspolitiske aspekt, der nu skal trækkes ned over Star Wars, noget andet er, hvordan det efterhånden kan ødelægge gode film. Filmen har, sikkert ubevidst, dertil en ironisk kommentar i det sidste slag, hvor biografgængeren i skyttegraven næsten kun ser gamle, hvide mænd.

Til tider kan man blive en anelse nervøs for genrens fremtid. Den evige higen vi har i vores samtid til at presse alt ned i velkendte, aktuelle kasser gør, at vi ender med utrolig uoriginal og uambitiøs fiktion. Hvor man før i tiden blev udfordret af fiktionen, og som seer eller læser blev tvunget til indlevelse i en alternativ verden, kræver vi nu vores egen forestillede virkelighed afbilledet.

Generelt står man tilbage med følelsen af en film, der lefler for tidens tendens. En ellers ambitiøs og flot oplevelse, der i et sølle forsøg på at appellere til så mange som muligt, ender med at spænde ben for sig selv. Man kan sagtens fortælle en historie om stærke kvinder og minoriteter i Star Wars – det er faktisk allerede gjort -, men det centrale må være, at aktørers køn og hudfarve i sig selv ikke er et kvalitativt udgangspunkt.

På tåkrummende vis kulminerer denne kedelige tendens i filmen ved, at Rose redder Finn fra et kamikazeangreb i filmens sidste akt, fordi hun pludselig er forelsket i ham? Som biografgænger var jeg noget forvirret, da dette mulige kærlighedsforhold end ikke var blevet antydet med så meget som et skævt smil. Jeg så måbende til mens skurkenes plan lykkedes i baggrunden, da den unge, forelskede Rose jo netop havde forpurret Finns forsøg på at stoppe dem. Heldigvis kom den gamle, hvide mand minoriteterne til undsætning og frelste dem. Ak, ja. Så meget for mangfoldighedens agens.

Ideen om en oprørsbevægelse, der under misforståede og desperate, heroiske paroler var ved at udrydde sig selv, var ellers et fascinerende nyt perspektiv på den gamle saga. Havde man derfor ladet Poe Dameron træde i karakter og redde Finn, havde denne afslutning derfor stået meget stærkere. Egentligt havde filmen været bedst, hvis bare Roses karakter ikke havde været med, eller om hun i det mindste havde reflekteret lidt over disse temaer, eftersom at filmen indledes med, at hendes søster netop dør i et selvmordsangreb.

Et andet eksempel er admiral Holdo (hende der ligner en skribent fra Buzzfeed). Hele hendes karakter etableres i én sætning. I en film, der lever på interessante, nærværende karakterer sidder man tilbage med følelsen af, at Holdo blev skrevet ind i sidste sekund. Havde man erstattet hende med den velkendte admiral Ackbar, havde man været fri for at skulle spilde tid på at udvikle en ny karakter – hvilket man da tilsyneladende heller ikke har brugt særlig meget tid på. Det havde endvidere gjort konfrontationen med Poe langt mere interessant.

Men sådan kan man jo blive ved. Lad os afslutte med at fastslå, at der, hvor The Last Jedi tager sine chancer ift. sagaens største travere, er den helt formidabel. Der hvor den lefler for sin samtid, er den tåkrummende pinlig og ildevarslende for sagaens fremtid.

Kasper Haunstrup Madsen er ph.d.-stipendiat i historie