Frygten for julen

Af Morten Jarlbæk Pedersen

Vi lever i en mørk tid. December måned er både kold og klam, og lyset lader sig sjældent bryde gennem. Det har vi i umindelige tider brugt som anledning til at rykke os lidt tættere sammen, finde ind til fællesskabets inderste rod og ikke mindst til at hylde lyset, der var og vil komme.

Men december måned bliver koldere og klammere og mørkere nærmest for hvert år, der går – og det skyldes hverken klimaforandringer eller de tiltagende skingre julebelysninger rundt omkring i landets parcelhuskvarterer.

Nej, det skyldes, at ønsket om at rykke os fra hinanden, rive fællesskabets rod op og at lade mørke være mørke stadig bliver stærkere. Som f.eks. når virksomheder ikke tør sige glædelig jul og i stedet ladet budskabet drukne i meningsløse sæsonhilsener. Eller – som er det nyeste – når folk ligefrem glæder sig over, at deres poder ikke længere skal i kirke med skolen.

Begrundelserne at skåne eleverne for kirkegang i julen overser det væsentlige

Ønsket om at gøre op med skolebørnenes deltagelse i kirkelige traditioner i juletiden er ikke ulig de bestræbelser, der tidligere har været (og fortsat er) for at smide konfirmationsforberedelsen ud af skoletiden. Og argumenterne er de samme gamle travere, så lad os kort genbesøge dem.

Et fremmeligt argument er, at skolen skal give børnene lærdom – ikke overtro fra en svunden tid. Eller som én debattør skriver et sted: ”Umiddelbart kan dette jo lyde helt uskyldigt, men jeg finder det problematisk, at skolen på denne måde blåstempler udøvende religion og vænner vores børn til at komme i kirken og blive præget af de dertilhørende synspunkter.” Dette argument består sådan set af tre dele, så lad os da lige kigge nærmere på dem enkeltvis:

Det er – må vi for det første forstå – farligt at blive vænnet til at komme i kirke. Det er tilsyneladende væsentligt, at børnene bliver holdt i en fremmedgørelse over for den tro og de traditioner, der udgør selve substratet i den fejring og gaveudveksling, som de (og deres kritiske forældre) næsten uden tvivl tager aktivt del i.

Det er – må man for det andet forstå – endnu mere farligt, at børnene indoktrineres og belæres om, at der er noget større end én selv, om ydmyghed og næstekærlighed, om menneskers lighed (for Gud) eller om, at det store kan findes i det små. Børnene kunne jo – gys! – tage budskaberne til sig!

Og det er – må man for det tredje forstå – helt utilstedeligt, at man på den måde favoriserer netop den danske folkekirke, for netop denne kirke og den tro og tradition, den er eksponent for, har jo ingen særlig status i det danske samfund eller dansk tradition og historie.

Et andet fremmeligt argument for at skåne de stakkels børn for kirkegang i juletiden er, at der skal tages hensyn til de medborgere, der ikke ønsker at være en del af det (kristne) fællesskab, som kirken er manifestationen af – uanset begrundelsen for dette fravalg. For deltagelse i en gudstjeneste er jo at sammenligne med deltagelse i et indoktrinerende møde hos et politisk parti.

Alle disse argumenter bygger på den samme præmis: nemlig, at skolen i Danmark er neutral grund, der ikke er en del af, men alene observerer det omgivende samfund, hvorfor deltagelse i kirkelige handlinger selvsagt er no-go.

Skolen som kulturbærende institution

Den kløgtige læser vil her hurtigt kunne spore, at denne præmis er uholdbar.

Skolen er nemlig ikke blot et neutralt, observerende samfundsorgan. Tværtimod. Skolen har to formål, nemlig at give eleverne lærdom og at socialisere dem. Og hvad er ligeså væsentligt er, at det andet formål ikke ligger under for det første.

At gøre eleverne til en del af det kulturelle fællesskab, som er opbygget i dette land gennem tusinde år, burde være en selvfølge – ikke en genstand for debat. Og heldigvis er det da også sådan på langt de fleste skoler (og har man et problem dermed, er der masser af friskoler at vælge mellem – ja, man kan endda oprette en ateistisk én af slagsen, dersom trangen til at blive skoleleder består), hvor man stadig forstår, at eleverne ikke tager skade af at være en del af de traditioner, som deres forældre, bedsteforældre, oldeforældre også var en del af.

Og så må det være op til eleverne, om de vil tro eller ej.


Morten Jarlbæk Pedersen er cand.scient.pol., ph.d. og far til tre. Til dagligt arbejder han med politisk-strategisk rådgivning af virksomheder. Til aarsskriftet-critique.dk skriver han om rammerne for politisk handling i form af institutioner, økonomi og jura.

Støt kulturkampen!

Tak fordi du læser vores artikler. Hos Årsskriftet Critique ønsker vi at udfordre samfundsdebatten og særligt udvikle den borgerlige og konservative samfundskritik. Derfor kræver vi heller ikke betaling for vores online-stof og har ikke tænkt os at gøre det.

Men vi har ingen reklameindtægter, ingen rige onkler og ingen adgang til offentlig støtte. Derfor er vi afhængige af dit økonomiske bidrag for at holde gryden i gang. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.

Ved at støtte os, støtter du en fremtid for en velfunderet, nuanceret borgerlig idé- og samfundsdebat og er med til at brede den borgerlige samfundskritik ud til flere. Ved brug af Paypal kan du sågar oprette en fast månedlig donation. Vi takker for dit bidrag.

Støt Årsskriftet Critique via MobilePay!