Gid feministerne kunne tale dansk

Af Kuzma Pavlov

Fjerdebølgefeminismen har været et af de helt store samtaler i det år, som nu går på hæld. Her er vi nået til det punkt i artiklen, hvor skribenten kort bør gøre rede for, hvad denne fjerde bølge er for en størrelse. Dette må læseren dog se sig snydt for i denne omgang, da jeres skribent selv har svært ved at sætte ord på det. Diskussionen om denne fjerde bølge er nemlig foregået så langt fra det danske sprog, som jeg blev præsenteret for, da jeg flyttede her til landet som 5-årig.

Et udpluk af nonsens

Lad mig byde på et kort udpluk: ”Grunden til at nogle kvinder ikke bryder sig om at blive kaldt cis-kvinder i stedet for kvinder, er fordi magten aldrig har brudt sig om at blive kategoriseret og beskrevet som den er. Magten ligger hos cis og derfor er ordet vigtigt. Det er det ord, vi bruger til at kritisere magten”. Ophavsmanden til citatet er Ulrik Frost, hvis primære bedrift vist nok har været at kalde Jim Lyngvild for homofob, hvordan det så end lige måtte hænge sammen.

Et andet glimrende eksempel præsterede Dronningen af numseryst – Louise Kjølsen – i forbindelse med et interview om sin nye bog: “At kalde bogen Ludermanifestet er et ’fuck you’ til mennesker, der vil bruge ordet som en magtudøvelse, til at putte kvinder i en social skammekrog. Vi siger: ’Jeg er en luder og hvad så?’ og reclaimer ordet og den position, der følger med det at være en kvinde, der handler frit og aktivt uden for de normer, vi har”

Lige så længe, som jeg brugte på at forstå, hvordan en homoseksuel, der bor sammen med din mand, kan være homofob, lige så længe brugte jeg på at forstå de ovennævnte citater.

Hvad betyder det overhovedet, at magten ligger hos cis? Og hvad er det at “reclaime”, når luder altid har været et skældsord? Hvorfor skal det pludselig være noget efterstræbelsesværdigt?

Det giver jo simpelthen ikke mening for almindelige mennesker. Jeg læste citaterne flere gange med stor koncentration, men efter tiende forsøg og efter konstateringen af, at Google Translate ikke kan oversætte fra volapyk til dansk, måtte jeg desværre give op.

Påtaget intellektualisering

Denne påtagede intellektualisering, der kunne få selv Jean de France til at blive blå af misundelse, har været et sikkert kendemærke for den fjerde bølge af feminisme, der pludselig sprang op som en trold af en æske og som nævnt blev et af de helt store samtaleemner i 2017. Med lange sætninger og fine udenlandske ord blev det forklaret, hvorfor det var en dybt feministisk kamp at oversvømme internettet med billeder af sin letpåklædte krop og high-five sin datter, når denne havde været sammen med fem mænd på en aften.

Hvorvidt den tykke pige i klassen virkelig havde fået det bedre med sit udseende af disse udredninger og letpåklædte billeder meldte historien dog intet om. Mit bedste gæt ville være nej. Præcis ligesom det ikke hjælper de udsatte kvinder, at en ellers sikkert velmenende mand – eller person som Ulrik Frost vist helst identificerer sig som – belærer dem om cis og magt og andet godt. De moderne feminister taler simpelthen et andet sprog end den almindelige dansker – et sprog der på papiret lyder meget flot, men som er sammensat af uforståelige ord og blottet for indhold. Det kan godt ske, at den påtagede intellektualisering høster lajks i københavnske meningsdannerkredse, men drager man ud fra storbyens rammer til de små danske lokalsamfund, hvor jeg er vokset op, vil folk kaste deres brunsvigerrester efter dig, hvis du begynder at tale om “cis” og “reclaime ordet luder”. Hvis feministerne virkelig skal have en debat om fjerdebølgefeminisme, er de simpelthen nødt til at tale et sprog, som folk forstår.

Tilbage sidder man med følelsen af, at de mange fine ord kun bruges for at skjule, at budskabet i virkeligheden er dybt hult, og af der omme bag denne intellektuelle facade og de mange flotte ord ikke gemmer sig nogen substans. Det er ikke utænkeligt, at fjerdebølgefeministerne måtte have ret i et eller andet, men hvis vi skal have en debat om feminismens fortsatte berettigelse, ville det være en stor fordel for alle, om de begyndte at formulere sig på et forståeligt dansk.


Kuzma Pavlov er født i Rusland og følger med stor interesse med i, hvad der sker i det store land mod Øst. Han betegner sig som nationalkonservativ, er formand for KU i København og har ligeledes siddet i bestyrelsen i Trykkefrihedsselskabet. Bloggens fokus vil derfor spænde bredt fra udenrigspolitik over ytringsfrihed til moderne kulturkamp.

Støt kulturkampen!

Tak fordi du læser vores artikler. Hos Årsskriftet Critique ønsker vi at udfordre samfundsdebatten og særligt udvikle den borgerlige og konservative samfundskritik. Derfor kræver vi heller ikke betaling for vores online-stof og har ikke tænkt os at gøre det.

Men vi har ingen reklameindtægter, ingen rige onkler og ingen adgang til offentlig støtte. Derfor er vi afhængige af dit økonomiske bidrag for at holde gryden i gang. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.

Ved at støtte os, støtter du en fremtid for en velfunderet, nuanceret borgerlig idé- og samfundsdebat og er med til at brede den borgerlige samfundskritik ud til flere. Ved brug af Paypal kan du sågar oprette en fast månedlig donation. Vi takker for dit bidrag.

Støt Årsskriftet Critique via MobilePay!