Red julen med quinoasalat

30. november 2017
2 minutters læsetid

I morgen er det 1. december, og dermed begynder også den søde juletid, og det er igen på tide at mindes frelserens komme ved at sætte urerne i stå og i et øjeblik lade al neofili fare i dyrkelsen af traditioner enten fælles for os alle, eller fælles i familien. Her træder vi ind i et rum, hvor vi mindes, hvordan vi plejer at gøre, og hvor dette for en gangs skyld er legitimt, snarere end diskvalificerende.

Julen er også en tid, hvor vi bør huske dem, der har det svært. I juleræset må vi ikke glemme, at det ikke er alle, for hvem julen er lige fornøjelig, så lad også dette tidspunkt være en påmindelse om at gøre noget for fattige og ensomme. Lad denne påmindelse hermed være givet.

Men der er også blandt os en minoritet, der vel nok ikke er decideret overset, men som vi i hvert fald ikke er kommet tilbørligt i møde som mennesker og som samfund: Det er det stakkels menneske, der betragter julen som en kulinarisk lidelse. “Nu skal vi til det igen med al den fede mad,” hører vi dem sige. “Jeg føler mig så tung efter juletiden pga. alt det flæskesteg og sylte og medister og sprød and og sovs. Hvor er det forfærdeligt!”

Og tag ikke fejl: Dobbelt hårdt må disse mennesker have det, for der er typisk ingen forskel på, hvor meget de til de mange julefrokoster og -middage sætter til livs i forhold til alle os andre. Til tider kan de endda – uden tvivl i oprigtig opofrelse og dedikation over for familien, tradition og samfundsordenen som helhed – spise betragteligt mere, ja, så langt går de i deres dedikation, at de end ikke udfordrer traditionen ved f.eks. at sætte sig i hjørnet med deres medbragte madpakke, men de spiser, hvad vi andre får. De lader os alene i al deres stilfærdige vedvarende larm vide, hvilken byrde de påtager dem for traditionens skyld.

Vi må bringe vores tak til disse traditionens ofre. Det er også deres skyld, at vi fortsat kan have de juletraditioner, vi har.

Men julen er også en tid, hvor vi må række ud, en tid, hvor vi skal komme hinanden i møde. Vi må derfor møde disse stakler, der lider under det kulturelle hegemonis åg, hvor de er. Selv i dette konservative forum må vi acceptere, at traditioner til tider må fornys for at kunne bevares. Også juletræet var nyt engang.

I oprigtig medfølelse med disse mennesker vil jeg derfor foreslå, at den nuværende juletradition suppleres med et grødfad (et godt stort et) med quinoasalat. I overensstemmelse med ofrenes brave klage over den tunge mad, må vi endelig holde igen med alt, hvad der kunne tynge, f.eks. dressing. Lad derfor quinoasalaten stå i dejlig tørhed, og bring så til overraskelse den lidende dette fad.

Vedkommende vil formodentlig først undslå sig, men her må vi holde os for øje, hvad der er på spil: Det er dette menneskes oprigtige glæde ved julearrangementet, der står på spil, og herfor skal selvdestruktiv beskedenhed ikke stå i vejen. Nød vedkommende at spise quinoasalaten, ja, insister på, at vedkommende ikke får lov at rejse sig, før quinoasalaten er væk og grødfadet tømt. Forsøger vedkommende at tiltuske sig et saftigt stykke and, så husk, at dette jo kun er dette menneskes intuitive reaktion på at bryde med traditionen og en uvanthed med fraværet af det åg, som hidtil har tynget. Tving dette menneske i frihed ved at nægte ham and og svin. Husk, hvor tyngende det virker på ham – hvor forfærdeligt vedkommende må have det efter at have prostitueret sig for traditionens skyld. Og gør det vedvarende. Bøj dig ikke. Sæt alt ind på, at dette menneske nu endelig også kan mærke den sande juleglæde.

Som alle udfordringer af traditioner vil dette virke akavet og uvant første gang, men næste år vil du opleve, at problemet er væk.

Jens Lei Wendel-Hansen

Jens Lei Wendel-Hansen er ph.d. i historie samt redaktør ved Årsskriftet Critique.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside