Kommunalvalg: Venstre i krise, DF i krise, Konservative i krise

Af Christian Egander Skov

Vælgerne har talt. Nu begynder kampen om, hvad de har sagt. Det åbenlyse er, at Socialdemokratiet har vundet borgermesterkæder, mens Venstre har tabt dem. Det er også blevet noteret, at Dansk Folkeparti har fået et dårligt valg. De Konservative virker derimod til at være godt tilfredse med resultatet. Liberal Alliance har endnu ikke etableret sig som kommunalt parti. Nye Borgerlige fik en enkelt mand – eller nærmere bestemt en enkelt kvinde – indvalgt. Vores egen Mette Thiesen, der blev valgt i Hillerød.

Mit bud er, at valget vidner om, at det borgerlige Danmark som helhed er i krise. Nogle dele i mere bekymrende grad end andre. Her et par hastigt nedfældede betragtninger om de tre vigtigste partier.

Dansk Folkepartis talenttørke

Lad os begynde med valgets store taber. Dansk Folkeparti har mistet den eneste borgermesterpost, de havde. Men da det ikke var en rigtigt borgermesterpost, men derimod en de facto rådmandspost i København, så er det ikke så dramatisk som det lyder.

Det vi derimod skal hæfte os ved, er det, der ikke skete. Rene Christensen blev ikke borgermester i Guldborgsund, som han havde håbet både ved dette og sidste valg. Her måtte partiet tage sig til takke med marginal fremgang. Jens Henrik Thulesen Dahl kom aldrig i spil som borgermester i Assens. Tværtimod gik Dansk Folkeparti tilbage.

Valget i år skulle have været Dansk Folkepartis store gennembrud på den kommunalpolitiske scene, der skulle have fulgt op på 2013 valgets tendenser. På trods af tilbagegang i meningsmålingerne står Dansk Folkeparti står stærkere landsplan, end de gjorde i 2013. Så resultatet – eller de manglende resultater – må sætte grå hår i hovedet på partiets ledelse.

I virkeligheden vidner det vel om Dansk Folkepartis store problem, nemlig partiets stærkt begrænsede talentmasse og svage lokale organisation. Her viser forskellen sig på de gamle og de nye partier. Dansk Folkeparti mangler muskelkraft – og måske også hjernekraft. Når de får gode valg til byrådet har deres byrådsgrupper det i hvert fald med at falde fra hinanden.

Desuden mangler partiet at oversætte sin klare landspolitiske profil til en stærk kommunal profil. I kommunerne er Dansk Folkeparti nogle gange borgerlige, andre gange Socialdemokrater. De har aldrig fundet ud af, hvad det vil sige at være DF’ere, og det er tilsyneladende ikke nok at prale med landspartiets resultater og politik.

Venstres vigende valgreserver

Venstre ved vi, hvor vi har, nemlig på landet. Eller er det nu sandt? I hvert fald har partiet måttet afgive borgermesterkæder i hele landet til Socialdemokratiet. Selvom landområderne stadig stemmer blåt, så gør de det med mindre overbevisning end tidligere. Venstres permanente valgreserve er skrumpet ind.

Tag blot et kig på Ringkøbing-Skjern kommune, en veritabel Venstre-højborg, som de vel mister til havet, før de mister det til Socialdemokratiet. Her er Venstre gået 8 procentpoint tilbage. Her er tilbagegangen også markant i nogle af kommunens stærkeste venstre-højborge.

I fiskerbyen Hvide Sande, hvor partiet ved sidste kommunalvalg kunne mønstre i nærheden af 70 procent af stemmerne er man nede på 52. Og det er ikke enestående. I de store kommuner, der opstod efter kommunalreformen i 2007 er en del større byer blevet indkapslet i landområder, der stemmer Venstre. Det har været en fordel for partiet. Men hvis den lokale opbakning udhules, så kan det hurtigt blive et problem.

I vidt omfang er det kommunale Venstres problem det modsatte af Dansk Folkepartis. Venstre er forankret i en stærk lokal organisation og kultur, men det landspolitiske Venstre dels plaget af metaltræthed efter en problematisk regeringsperiode. Dertil kommer – og her er måske det dybere problem – er partiet under Lars Løkke Rasmussen præget af en byprofil og handelshøjskoleliberalisme, der på sigt udhuler den selvfølgelige opbakning, partiet har haft på landet.

Venstre er traditionelt et landbrugsparti. Dets succes som det store borgerlige folkeparti skyldes, at det ikke er det længere. Men bevægelsen har også en pris. Hvor stor den bliver, må tiden vise.

Den konservative retræte

Så er der De Konservative. De har tilsyneladende haft et godt valg. De er samlet set gået frem, og kan ikke mindst i det Storkøbenhavnske område, hvor de nyder godt af en række stærke og populære borgermestre, notere sig betydelig fremgang. Ja, De Konservative har meget at takke borgermestereffekten for.

Men i virkeligheden skyldes den konservative glæde i særlig grad, at de har bevaret Frederiksberg, hvor de har fået fremgang. Her havde De Radikale eller stillet sig i position til at give det 100årige konservative styre et nådestød, men med et spinkelt borgerligt flertal på et mandat, undgik Glenthøj & Co den triste skæbne. Og Frederiksberg undgik Socialdemokratiet.

Når man har haft pistolen for panden, og det så viser sig, at den er ladet med løst krudt, må det vække glæde. Midt i glæden skal De Konservative dog huske at bekymre sig. I virkeligheden vidner dette kommunalvalg om, at partiet fortsætter sin udvikling mod at blive et regionalt fortrinsvis storkøbenhavnsk fænomen. Ikke alene mistede partiet sine to jydske borgermesterposter i Vesthimmerland og Viborg, men partiet kan også notere sig en bekymrende tilbagegang i byer som Århus og Odense.

I Århus er det en tredjedel af stemmerne, der er fordampet og partiet er tilbage på at have ét mandat, ligesom det var tilfældet efter katastrofevalget i 2005. En tung skæbne for et parti, der engang var det store borgerlige parti. I Odense holder De Konservative mandatmæssigt skansen, men går markant tilbage og ender på 8,6 procent. Her er partiet over ret få valg gået fra at være det store borgerlige parti til at være et i bedste fald mellemstort. Rundt omkring, ude i landkommunerne, er partiet enten stagneret, i marginal fremgang eller i tilbagegang. Strådøden?

Konservatismen synes altså at trække sig tilbage til sine højborge, hvor den så koncentreres. Det er alvorligt på længere sigt, fordi det også betyder en udmagring af de lokale vælgerforeninger og dermed af den ellers relativt stærke organisation, som er partiets arveret som et af de gamle partier.

For alle tre gælder det, at der er problemer nok at tage af. Det står værre til med løsningerne.