Kampen om den kolde krig

Den kolde krig er nok forbi, men det er kampen om den ikke. Også i dag er den genstand for ivrig diskussion og et væld af forskellige udlægninger, både politisk og i fagkredse. Denne virkningshistorie kortlægger Rosanna Farbøl i sin nye bog om den kolde krig.

Af Martin Kryhl Jensen

Hvordan fortælles historien om den kolde krig? Og hvordan bruges den historie politisk? Det er de to hovedspørgsmål, der behandles i Rosanna Farbøls velskrevne bog, der bygger på hendes ph.d.-afhandling. Bogen består af tre hoveddele, hvor første del omhandler de forskellige grundfortællinger om den kolde krig, anden del handler om den politiske brug af historien, mens sidste del handler om ”historikernes kolde krig”.

Tre narrativer

Farbøl starter med at præsentere tre grundfortællinger, der hver især afspejler tre forskellige opfattelser af den kolde krig i den brede offentlighed.

 

Den første grundfortælling betegner hun ”konfliktfortællingen”, der groft sagt svarer til det, der i historiografien kaldes traditionalismen. Her anses Sovjetunionen for at være motoren i den kolde krig, og der er fokus på den ideologiske konflikt mellem demokratisk-kapitalistiske lande i Vest, og kommunistiske diktaturer i Øst. Politisk er det borgerlige partier og politikere, der abonnerer på denne fortælling, der er kritisk overfor venstrefløjens ageren under den kolde krig – og Socialdemokratiets i fodnoteperioden. Man ønsker et opgør med medløberne og de illoyale; de der holdt med de forskellige afarter af virkeliggjort socialisme.

Den anden er den revisionistiske protestfortælling, der finder støtte på den politiske venstrefløj. Her ser man det imperialistiske-kapitalistiske USA som motoren i den kolde krig, mens Sovjetunionen anses for at være en defensiv og forsigtig magt, der kun modvilligt måtte følge med i USA’s oprustning. De, der abonnerer på denne fortælling, henviser ofte til frygten for atomkrig som en afgørende faktor. Tilhængerne af denne fortælling tæller både tidligere sovjettro kommunister, men også folk der støttede Mao, Ho Chi Minh, Enver Hoxha, Castro eller andre socialistiske regimer. Gruppen er internt uenige om mange forhold, men enige om USA og Vestens ansvar for den kolde krig. Tilsvarende er der enighed om at adskille ideologi og intention fra funktion og praksis, hvorved man kan holde ideologien ren og ubesmittet af de forbrydelser, der er sket i kommunismens navn. Foreholdt fortidens ønsker om voldelig revolution tyer man til bagatellisering og trivialisering – ”sådan var det dengang”.

Endelig er der konsensusfortællingen, der er den mindst entydige, idet der dels er tale om en art kombination af de to andre fortællinger, dels ses en tendens til en vis ”politisk korrekthed”, når det kommer til omstridte emner som f.eks. fodnotepolitikken – her er det vigtigste at dele sol og vind lige. Det er især socialdemokrater, der abonnerer på denne opfattelse, hvor Danmark anses som et loyalt medlem af NATO, og hvor fodnotepolitikken derfor ikke kan ses som et svigt. Tilsvarende ses ofte argumentet om, at velfærdsstaten var en slags indre forsvar mod kommunismen, hvorfor det var i orden at spare på det militære forsvar.

På det overordnede plan ses både USA og Sovjet som ansvarlige for den kolde krigs udvikling. Kendetegnede for dette narrativ er også en vis ulyst til overhovedet at tale om den kolde krig; den er en slags ikke-historie. Det gælder især for Socialdemokratiet, hvor der internt er en splittelse, fordi nogle politikere – især yngre, der ikke var aktive under den kolde krig – åbent har undsagt fodnotepolitikken. De der selv var aktive i 80’erne har omvendt forsvaret politikken. For at sikre borgfreden må man undlade at tale for meget om fortiden.

Konfliktfortællingen var dominerende frem til omkring 1970, hvor den revisionistiske protestfortælling fik styrke fra venstredrejningen, og hvor konsensusfortællingen også manifesterede sig. Så imploderede Sovjetunionen, og Vesten havde vundet den kolde krig. Herefter sås ”et oprør med kommunismen og marxismen på det teoretiske plan og med kommunistiske og venstreorienterede partier i praksis”, som Farbøl formulerer det.

I Danmark startede debatten om den kolde krig først for alvor midt i 1990’erne, primært igangsat af historiker og journalist Bent Blüdnikow, der skrev en række kritiske artikler om venstrefløjens gøren og laden. I løbet af årtiet udkom bl.a. KGB. Dets agenter og hemmelige virke (1990), baseret på oplysninger fra den afhoppede KGB-officer Oleg Gordievskij, og senere fulgte udgivelsen af bl.a. Kommunismens sorte bog (1997), Stasi og Danmark (1996) og Ugræs (1999). Udgivelserne dokumenterede kommunistiske forbrydelser og danske personers samarbejde med STASI og KGB, og var sammen med debatten i dagbladene medvirkende til, at konfliktfortællingen blev stærkt styrket.

Politisk brug af den kolde krig

Den kolde krigs ophør ændrede fundamentalt vilkårene for dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik. Fraværet af en territorial trussel mod Danmark betød imidlertid ikke, at den kolde krig gled ud af fokus. Erfaringerne fra den kolde krig fik således direkte indflydelse på den udenrigspolitiske kurs, som Danmark slog ind på i starten af 1990’erne. Den såkaldte ”aktive internationalisme” var især fra daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensens side tænkt som en måde at rette op på Danmarks ramponerede internationale ry. Også ved retrospektivt at pynte på historien ved f.eks. urigtigt at påstå, at Danmark aldrig havde anerkendt Baltikums indlemmelse i Sovjetunionen.

De politiske partier videreførte i høj grad også den udenrigspolitiske linje, som man havde haft under den kolde krig: Konservative og Venstre holdt fast i en NATO- og USA-venlig kurs, venstrefløjen holdt fast i ditto negativ kurs. Socialdemokratiet og især de radikale stod i en svær situation, hvor man kun ville deltage i internationale missioner, hvis de var ledet af FN. Det gjaldt dog kun, så længe man selv var i opposition: I forbindelse med 1. Irak-krig i 1991 ville man således kun lade korvetten Olfert Fischer deltage i blokaden af Irak, der var sanktioneret af FN i resolution 687, men ikke lade skibet deltage i kamphandlinger. I 1998, da man selv havde regeringsmagten, indvilgede de to partier i – uden om FN – at støtte USA’s ret til med militære midler at gennemtrumfe overholdelsen af den selvsamme resolution 687. Tilsvarende godkendte SR-regeringen i 1998, at Danmark deltog i bombeangreb på serbiske styrker i Kosovo, selv om Rusland i FN’s sikkerhedsråd havde nedlagt veto mod en sådan operation.

Poul Nyrups regeringer fra 1993-2001 videreførte i praksis da også grundlæggende den udenrigspolitiske linje, som var lagt i starten af 1990’erne. I samtiden nægtede man ganske vist, at den aktive internationalisme kunne ses som en art bodsgang for fodnoteperioden, og trods et skifte væk fra bløde fredsbevarende aktioner og over til hårde fredsskabende, holdt man fast i en argumentation, der havde fokus på, at man deltog i humanitært motiverede FN-aktioner. Senere erkendte bl.a. tidligere forsvarsminister Hans Hækkerup, at man også var motiveret af et ønske om at distancere sig fra fodnotepolitikkens skygge. Samtidig viste bl.a. indsatsen på Balkan, at FN gang på gang blev nødsaget til at bede NATO om hjælp, fordi FN’s egen indsats var virkningsløs, hvilket givetvis også havde betydning for accepten af brug af hårde militære midler. FN’s fiaskoer underminerede samtidig konsensusfortællingen, som især de radikale dyrkede, fordi det viste, at selv ikke efter ophøret af en bipolær verdensorden var FN i stand til at løse sin opgave med at skabe fred og sikkerhed.

Farbøl gennemgår med velvalgte citater og fin balance de politiske diskussioner i forbindelse med krigene i Afghanistan og Irak, hvor referencer til den kolde krig overraskende ofte indgik i argumentationen. Mest kendt er vel daværende statsminister Anders Fogh Rasmussens tale på Søværnets Officersskole 29. august 2003, men der gives flere andre gode eksempler, bl.a. fra Mogens Lykketoft, der påkaldte sig USA’s involvering i Vietnam-krigen som bevis for landets skumle hensigter i Mellemøsten.

Historikernes kolde krig

Som historiker er den mest interessante del af bogen den del, der omhandler den faghistoriske diskussion om den kolde krig. Farbøl indleder med at opregne de tre klassiske skoler, men tilføjer herefter – baseret på en artikel af Nikolaj Petersen – en dansk afart af den såkaldte triumfialisme, som kaldes højrerevisionisme. Det må undre, at Farbøl ukritisk har overtaget Petersen definition og argumentation, idet hans artikel er både ensidig og vidtløftig. Det havde været mere korrekt at tale om nytraditionalisme, og tilføje, at denne især adskiller sig fra andre postrevisionistiske opfattelser ved, at historikerne behersker russisk, og dermed har haft mulighed for at inddrage et stort og centralt kildemateriale, som er fraværende i størstedelen af dansk koldkrigsforskning, der har haft en kraftig vestvendt slagside.

Farbøl hævder videre ”at postrevisionisme ikke har en indbygget venstreorienteret grundholdning”. Det er uden tvivl rigtigt, når vi ser ud i verden, men i Danmark står mange postrevisionistiske forskere nærmere revisionismen end traditionalismen. Farbøl nævner heller ikke, at der også stadig findes ganske mange revisionistiske historikere, særligt omkring Arbejdermuseet i København og dets tidsskrift Arbejderhistorie.

Statslig historieskrivning

I Danmark har et særligt kendetegn ved koldkrigsforskningen været, at man fra politisk side i stort omfang har bestilt historiske undersøgelser af bestemte politiske begivenheder eller perioder. Farbøl gennemgår DUPI-undersøgelsen om Grønland under den kolde krig (1995-97), PET-kommissionen (1999-2009), DIIS-rapporten (2000-2005) samt Ulve, får og vogtere fra Center for Koldkrigsforskning (2007-10).

Grundlæggende er Farbøls gennemgang balanceret og kildemæssigt godt underbygget, om end man nogen steder savner en lidt dybere analyse. Farbøl nævner f.eks., at der blev rettet kritik mod DIIS’ tolkning af fodnoteperioden, men nævner ikke, at de centrale kilder til analysen – ambassadør Eigil Jørgensen og den amerikanske diplomat Peter Swiers – undsagde DIIS’ udlægning af deres respektive udsagn. Det burde være nævnt.

I forhold til omtalen af Center for Koldkrigsforskning (CFKF), som undertegnede har et særligt godt kendskab til, er der også nogle kritikpunkter. Knud Larsen, der var bestyrelsesformand for CFKF, havde været departementschef i Forskningsministeriet, ikke Forsvarsministeriet. Desuden er han dr. phil. i historie. Det er heller ikke korrekt, at CFKF først startede sit arbejde i januar 2008.

Bent Jensens artikel om Jørgen Dragsdahls KGB-kontakter i Jyllands-Posten 14. januar 2007 havde heller ikke noget med CFKF at gøre. Bent Jensen indleverede artiklen i efteråret 2006, længe inden han var ansat som chef for CFKF. At artiklen først blev trykt flere måneder senere skyldtes PET, der trods adskillige henvendelser ikke var fremkommet med kommentarer til oplysningerne i artiklen. Kritikken af artiklen og Bent Jensens omgang med kilderne kom i øvrigt fra personer, som aldrig selv havde set det kildemateriale, som artiklen byggede på, men som på trods heraf mente, at de kunne bedømme Jensens brug af samme materiale.

Farbøl nævner det anspændte forhold mellem Bent Jensen/CFKF og PET’s ledelse, og konkluderer, at begge parter optrådte kritisabelt. Tilsyneladende er Farbøl hverken bekendt med, at Ombudsmanden i 2009 gav PET og Justitsministeriet en påtale for at sylte henvendelser fra Bent Jensen, eller at daværende PET-chef Jacob Scharf – tidligere DSU’er – og PET’s daværende juridiske chef selv havde godkendt vilkårene for Jensens/CFKF’s brug af arkiverne, hvilket ikke hindrede Scharf i efterfølgende at forsøge at få Bent Jensens sikkerhedsgodkendelse frataget. Scharfs forsøg faldt da også brat til jorden, da FE og Forsvarsministeriet bad om dokumentation for Jensens fortrædeligheder.

Farbøl kunne også med fordel været gået lidt dybere i forhold til modtagelsen af Ulve, får og vogtere. Hun nævner kritik fra Rasmus Mariager og Nikolaj Petersen, der indirekte afslører, at ingen af de to kan have læst bogen særligt grundigt. Mariagers kritik gik på manglende brug af kildemateriale fra Socialdemokratiet, der imidlertid er brugt i vidt omfang, hvilket tydeligt fremgår af kildehenvisningerne. Petersen kritiserede, at fokus var for meget på Socialdemokratiet, på trods af, at valget var begrundet klart i de relevante kapitler – i øvrigt med henvisning til bl.a. Petersens egen grundige gennemgang af de bredere parlamentariske forhold i Dansk Udenrigspolitiks Historie.

Endelig er det forkert, når Farbøl for egen regning anfører, at der i bogen ikke skelnes mellem de, der bevidst arbejdede for Sovjet, og de såkaldte ’nyttige idioter’. Der er retteligt tale om, at PET i flere analyser pointerede, at såvel kommunistiske som ikke-kommunistisk kontrollerede fredsbevægelser de facto arbejdede for at fremme sovjetiske mål, når de samstemmende støttede kravet om Norden som atomvåbenfri zone og fjernelsen af NATO’s mellemdistanceraketter.

Historie og politik

Farbøl konkluderer, at selv om der er brugt over 100 mio. kroner på at udforske den kolde krig i dansk kontekst, er vi i dag ikke kommet nærmere én samlet fortælling. Konfliktfortællingen står stærkest i kraft af både forskningen, den offentlige debat og formidlingen af kulturarven, om end den i politisk forstand blev svækket af Anders Foghs brug af den som legitimering af udenrigspolitikken i 00’erne. Farbøl advarer da også med god grund imod, at man politisk bruger historien, da man dermed er medvirkende til at holde liv i den politiserede debat om historiske forhold, der bør behandles på egne præmisser og vilkår.

Rosanna Farbøl har skrevet en anbefalelsesværdig bog om fortællingerne om den kolde krig og den politiske brug heraf. Man lever fint med, at fremstillingen nogle steder er lidt fersk og den ”objektive” tilgang sine steder skygger lidt for en dybere analyse, fordi man til gengæld får et veldokumenteret og afbalanceret overblik over et stort og kompliceret stof.

Rosanna Farbøl: Koldkrigere, medløbere og røde lejesvende. Kampen om historien. Gads Forlag, 2017.

Martin Kryhl Jensen er historiker og var i 2007-2010 forsker på Center for Koldkrigsforskning.