Hugget i uforgængeligt materiale

Copyright Henrik Sørensen

Jesper Langballes hele virke drejede sig om Ordet, og i en nyudgiven essaysamling gøres Langballes ord lettere tilgængelige. Bhogen byder ifølge Repliques anmelder på ord fra fortiden såvel som ord til tiden, alt sammen fra en både skarp og morsom polemiker, omend med en til tider lidt verdensfjern tilgang.

Af Anders Orris

En martsdag i 2014 var redaktørkollegiet bag nærværende tidsskrift undervejs til møde i København. I bilen drøftedes den kommende tids udgivelsesplan. Professor Bent Jensens bog om den kolde krig, Ulve, får og vogtere, var da nyudkommen. Den var redaktørkollegiet enig om skulle anmeldes i spalterne. Kunne Jesper Langballe være en mulighed som anmelder? Hver mand i kollegiet kendte Langballe som altid velvillig, så det blev taget ad notam som et godt forslag, man ville vende tilbage til. På vej hjemad fra mødet åbnede chaufføren for Radioavisen, og her blev det meddelt at Jesper Langballe var afgået ved døden. Selv for sine perifere bekendte forblev Langballe altså værdsat til det allersidste.

Bogen

Det er derfor en velgerning, at tyve essay fra Jesper Langballes hånd, publicerede i Tidehverv mellem 1971 og 2008, nu findes samlede i et værk. Der er tale om et på alle måder solidt et af slagsen; et fast holdepunkt for enhver med interesse for Jesper Langballes liv og gerning, Tidehvervs anliggende – Langballe hørte til udgiverkredsen i tredive år – og dansk åndsliv som helhed betragtet.

 

Essayene er ord til tiden, i den Tidehvervske ånd ofte i særlig grad, og Langballe levede op til det klassiske aksiom om, at sagen er bedst tjent med angreb, ikke forsvar. Essayene er skårne til efter den læst, at Langballe går til den fra begyndelsen, og nogle af de ting der langes ud efter vil nok medføre stedvist løftede øjenbryn ved ny- eller genlæsning. Der er eksempelvis gods i Langballes essay om homoseksualitetens ideologi fra 1995, men også ræsonnementer og ord, alene titlen, pæne mennesker bestemt ikke tager i deres mund i de forlorent tolerante tider, vi lever i. Der regnes også af med miljøbevægelsen i et meget velgørende, kontant essay fra 1989, som aftegner en front, mange med fordel også kunne tage alvorligt, med udgangspunkt i Langballes perspektiv, i dag. Erstatningsreligioner, ikke mindst med eskatologisk perspektiv, er sjældent en mangelvare, men det er slemt for tiden. Man klukler, når man læser Langballes bemærkning om at en dunk fenol på en losseplads modsvarer den miljøpåvirkning, tømingen af en middelstor hests blære giver.

Som nævnt er bogen en solid sag, så det er umuligt at komme rundt om alle essayene i en relativt kortfattet anmeldelse. Sædvanligvis skal en vellykket anmeldelse også sammenflette en bedømmelse af værket som det er med bemærkninger om, hvordan værket kunne være, men denne sammenfletning er ikke helt enkel med en så bredspektret fremstilling, så de to elementer må stå mere klart adskilte i nærværende anmeldelse end vanligt. Sådan er det.

Mere om bogen

Et forhold binder bogen sammen som en rød tråd: Jesper Langballe som ortodoks lutheraner, i det omfang der findes en entydig forståelse af dette begreb. Det gør der næppe – og man bedes erindre, at ortodoks blot betyder rettroende. For Langballe var udgangspunktet en fasttømret, vel katekismusagtig forståelse af verdens sammenhæng. Det begynder og ender med treenigheden, løst formuleret af en ikke særligt bibelstærk anmelder. Herfra talte Langballe, og sådan er det: han var religiøs med alt hvad dertil hører. Man skal dog ikke være ret mange grader mindre religiøs – og sådan kan mennesker gradueres, uanset hvad troens folk og forkyndere så ellers siger – før der indfinder sig vanskelige, næsten uoverstigelige anfægtelser.

Disse anfægtelser kan dog give sig forskellige udslag, for nu at nedbryde tingene yderligere. Enten kan man på delområder blive anfægtet af Langballes ortodokse syntesemageri, der afspejler hvordan enhver sekulariseringsdrøftelse og pukken på toregimentelæren ofte bliver til slag i luften, når alt kommer til alt. Et af Langballes essay skitserer eksempelvis en syntetisk forståelse af kristendom og historie, historie forstået både ”dybt” og ”bredt” som begreb, hvor historien i bestemt form gøres til genstand for åbenbaringer, prædikener og evangelie-interferens. Her skal være man være religiøs i bestemt form, for at kunne følge med. (I bemeldte essay fra 1974 kalder Jesper Langballe i øvrigt Mogens Glistrup for en anløben vindmager. Det var særligt interessant for nærværende anmelder.)

Derudover kan man som læser fortabes i meget dybe teologiske overvejelser, man ikke skal være ret megen lægmand for at have endog meget svært ved at fatte. Nogle – i hvert fald to – essay handler om så komplicerede teologiske problemstillinger, sat ind i en tids- og personbåren sammenhæng, der gør at man som ”2017-læser” har mere end almindeligt svært ved at følge med. Ikke mindst fordi nogle af essayene jo netop, fordi de er ord til tiden, er afsagte med adresse og dermed savner deres anfægtelse. Nærværende anmelder kan ikke række ud efter mine samlede udgaver af Tidehverv, det kan nogle i den tænkte købekreds nok, men så mange er de heller ikke, og så se hvad Jesper Langballe egentlig anfægtes af og svarer på i sit essay. Det leder os videre til det næste.

Hvad man kunne have gjort

Man kunne nok have gjort lidt ved værkets form og indhold, der havde imødegået dissse anmelderanfægtelser. Udgiverne har antageligvis prioriteret at få det hele med, så fandtes der ”Jesper Langballes samlede værker”, og det er godt tre-femtedele af vejen og skidt de sidste to-femtedele.

Bogen er nemlig lang og usammenhængende. Det kunne have været imødegået ved at dele den i to, men lægmanden bevæger sig ind i et minefelt ved at foreslå, at det kunne have sket ud fra det kriterium, at den præstekjoleklædte Jesper Langballe var blevet skilt fra den jakkesætklædte. Alternativt burde der nok snarere have sket en prioritering af stoffet. Uanset valget, ville noget sådant dog nok være at gøre vold på Jesper Langballes selvforståelse og eftermæle, for han selv så næppe nogen modsætning. Der er ikke noget at gøre ved, at nærværende anmelder gør det – og påberåber sig andre som medunderskrivere.

Uhensigtsmæssighederne kunne også have været imødegåede ved at lade essayene forudskikke af kommentarer. De to essay, der tidligere nævntes for såkaldt komplicerede teologiske problemstillinger, har ved navns nævnelse pastor emeritus John W. Hørbo som adressat. Så vidt det er nærværende anmelder bekendt, lever og skriver Hørbo endnu. Kunne han have sat en god ramme for de fyrre år gamle essay, måske endog med perspektiv og tidskolorit? Ja, det tror nærværende anmelder, ikke mindst fordi det lader til at netop de to essay taler ind i en debat, der har været meget aktuel ved Tidehvervs sommermøder de seneste åringer. Ydmygt set og hørt fra bageste stolerække.

Nærværende anmeldelse ville ikke være komplet, hvis ikke den nævnte Langballes fremragende og grundige konservatisme-essay fra 1985. Dette, tydeligvis opklarende og måske personligt bevidstgørende essay er meget læst og har afgjort ydet indflydelse på ganske mange. Det ved ”man” i bevidst upræcis form – og udgiverne skulle nok ikke have ledt ret længe for at finde én, der gerne havde sat en spændende optakt til dette, førsteklasses arbejde. Grundlæggende set handler det nok om redaktørarbejde, tid og overskud, og her linder bemeldte konservatisme-essay også lidt på låget: udgiverne har alligevel indirekte prioriteret mellem essayene. Hele 71 fodnoter findes der til dette konservatisme-essay, som udgiverne altså ihærdigt har kommenteret, hvorimod man som læser i andre af essayene må se langt efter forklarende fodnoter. Her har essayene ”bare” skullet optrykkes; de manglende noter meddeler også noget. Apropos de der fodnoter: stedvis er der her påfaldende oplysninger. På  side 91-92 får vi begrebet Tidehvervs teologi serveret i bestemt form (!); og på side 494 uddyber en fodnote slægten Lilleørs forgreninger. Aha.

Afsluttende bemærkninger

Alt dette skal dog ikke skygge for en grundlæggende positiv indstilling. Langballe skrev godt, var en skarp polemiker, til tider utrolig morsom og han gad i det hele taget på imponerende vis. Der er godt stof til yndere af både 17- og 1800-tals-polemik, Blicher, Otto Møller, Kierkegaard m.fl., men også tale til tiden. Lovlig meget af det førstnævnte, men sligt er jo subjektivt. Per Michael Jespersen fra Systemet Politiken tog i hvert fald ikke helt fejl, da han i en anmeldelse af den i øvrigt fortrinlige 2010-biografi over Langballe kaldte ham for en ”verdensfjern bogorm” og i øvrigt pegede på det klare paradoks, at Langballes påståede kamp for den konkrete virkelighed og det jævne folk, kolliderede noget med hans egen, på mange måder distraktionsprægede livsførelse.

Jesper Langballe døde dog med støvlerne på og vil i ord og gerning blive husket i årtier. Vi er mange der kan sørge for det. Dertil yder dette solide værk også sit utvetydige og værdifulde bidrag, hugget i  uforgængeligt materiale: ord.

Jesper Langballe. Lov og ansvar. Majken Frost, Monica Papazu og Thomas Helbig Hansen (red.). Tidehvervs Forlag, 2017.

Anders Orris er cand.mag. i historie og litteraturvidenskab og medudgiver af nærværende tidsskrift.