Gider vi unge overhovedet demokratiet?

20. november 2017
3 minutters læsetid

Vi har dem alle. De der kedsommelige stunder, hvor vi sidder og bladrer igennem vores Facebook, og pludselig er der et eller andet, der fanger vores opmærksomhed. Denne gang var det et råb. En eller anden tegneseriefigur besluttede sig for at råbe af mig.

“Du der! Der er valg!” Du skal stemme!” råber stemmen mig ind i hovedet. Det var et fjoget og irriterende råb, som delte mit sind i to. På den ene side var det simpelthen for irriterende at spilde sin tid på, men på den anden side var det underholdende på den der måde, der bare skriger af, at en midaldrende mand virkelig har forsøgt at være ung med de unge, hvilket altid ender i ubeskriveligt kiksede resultater. Lidt ligesom dengang, Margrethe Vestager påstod, at EU var hendes bro’. Bare meget værre.

Demokratiets forfald

Stemmen tager ikke notits af min skepsis og fortsætter med at råbe, alt imens historiens hovedperson spiller guitar for de valgtilforordnede og tegner et fallos på sin stemmeseddel. Noget inde i mig græder, som kun en voksen mand kan græde. Hvad pokker er det, demokratiet har udviklet sig til? Engang kæmpede nogle modige mænd for borgernes ret til at ytre sig frit og stemme om egen fremtid. I dag er vi blevet så dovne, at en eller anden stærkt tvivlsom person skal bønfalde os om at benytte os af den mulighed, der er højst usædvanlig på verdensplan – nemlig muligheden for at bestemme vores egen fremtid.

Videoen er en del af en tilbagevendende kampagne for at få flere unge mennesker til at stemme. Tænk dig om, før du ikke stemmer, hedder det sig på adskillige reklamer forud for hvert valg. Kampagnen er (med rette) kritiseret for at bruge penge på den slags gøgl. Men det reelle problem ligger trods alt et spadestik dybere – nemlig hele vores holdning til det demokrati, vi lever i.

Af en eller anden grund går vi nemlig ud fra, at den demokratiske proces forstærkes af, at så mange som muligt stemmer. Min generations stemmefrekvens er væsentligt lavere end den gennemsnitlige danskers, fordi mange i min generation simpelthen ikke interesserer sig for politik. Hvis unge mennesker havde samme stemmefrekvens som den gennemsnitlige dansker, ville der blive afgivet 100.000 flere stemmer ved valget. På tværs af det politiske skel er man rørende enige om, at unges manglende deltagelse ved valgene udgør et stort problem.

Har en høj stemmeprocent værdi i sig selv?

Man savner dog en forklaring på, hvorfor det er et problem, og hvorfor en høj stemmeprocent i sig selv gør et demokrati bedre. Gør det lovgivningen og den demokratiske proces bedre, når folk, der ikke har sat sig ind i dansk politik, alligevel stemmer på den første og den bedste kandidat? Det synes ganske åbenlyst, at det præcis modsatte gør sig gældende. Hvis du virkelig ikke gider forsøge at påvirke landet, forsøge at skubbe din og dine børns fremtid i en bedre retning eller i det mindste bare stemme på dem, der vil have billigere pilsnere, så skal du bare lade være med at stemme. Hellere en uoplyst stemme mindre end en mere.

Debatten her bliver ofte til en debat om uddannelse, fordi nogle selvretfærdige storbytyper og venstreorienterede journalister har det morsomt over, at folk med lange uddannelser stemmer på venstrefløjen, mens folk med kortere uddannelser typisk stemmer på Dansk Folkeparti. Af en eller anden grund synes mange akademikere, at de på baggrund af deres uddannelse – uagtet at den for de flestes vedkommende intet har med politik at gøre – er særligt kvalificerede til at foretage politiske vurderinger.

Uddannelse har dog lige præcis intet med sagen at gøre. Tværtimod er det de jævne folk uden lange universitetsuddannelser, der ofte har sparet os for vanvittige politiske projekter lige fra euroen til masseindvandringen. Gang på gang har såvel akademikerne som de etablerede politikere taget fejl, mens de jævne folk har haft ret.

Ikke stemmer for stemmernes skyld

Men de havde jo netop ret, fordi de rent faktisk havde sat sig ind i, hvad det var, vi stemte om. Mens den politiske elite havde travlt med at forklare, at det multietniske samfund ville være den rene gave for Danmark, fik de mere jævne mennesker hurtigt øjnene op for, at der var noget helt galt. De var netop ikke ligeglade med politik, de ville ikke have sjæleløse eurosedler eller multietniske eksperimenter i Danmark.

Netop her ligger det overordnede mål. Unge skal ikke bare vade ned for at stemme. Vores mål må snarere være at få unge mennesker til at sætte sig ind i og fatte interesse for dansk politik. Så skal stemmeprocenten nok komme i vejret helt af sig selv. Det hjælper en tosset tegneserie alligevel ikke på. At man i fulde alvor har tænkt, at man kunne løse noget så komplekst med en fallostegnende, guitarspillende figur vidner snarere om, at vi hellere vil betragte vores demokrati som en slags realityshow frem for at behandle det med den respekt, det fortjener.

Kuzma Pavlov

Kuzma Pavlov er født i Rusland og følger med stor interesse med i, hvad der sker i det store land mod Øst. Han betegner sig som nationalkonservativ, er formand for KU i København og har ligeledes siddet i bestyrelsen i Trykkefrihedsselskabet. Hans fokus spænder derfor bredt fra udenrigspolitik over ytringsfrihed til moderne kulturkamp.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside