De politisk hjemløse

Lad mig begynde med to anskueliggørende eksempler. Beboerne i en jysk landsby, der i hovedsagen består af rødvinsgenerationen med særdeles gode indkomster og solide formuer, vil gerne sætte såkaldte nabohjælp-skilte op, men får det ikke gjort, fordi ”kommunen ikke vil bevilge støtte”. På tv-skærmen ses der i anden sammenhæng en mand med sommerhus i et område, der plages af oversvømmelser. Han interviewes foran sommerhuset, efter en oversvømmelse, og adspørges hvad han forventer. ”Jeg forventer at kommunen påtager sig sit ansvar”, lyder svaret.

Deler man tv- og radioavisens strøm af indslag op i to, meget simple kategorier, hhv. historier, der vinkles efter krav om forøgede offentlige bevillinger, eller krav om reducerede offentlige bevillinger, kender alle resultatet. Kravene om forøgede offentlige bevillinger er blytunge, og fra hovedstrømningsmedierne skal man ikke forvente sig kritiske spørgsmål til dem, der kræver forøgede bevillinger. Nærmest tværtimod; offerjournalistik går fint i spænd med kravene om forøgede offentlige bevillinger. Ve dog den, der kræver reducerede bevillinger. Så finder hovedstrømingsmedierne ganske af sig selv og prompte et offer. Som ved udlændingedebatten er der aldrig nogen tvivl om, hvem der konsekvent må tåle vridemaskineinterviewene, og hvem der slipper nemt om ved deres flyvske påstande. Sidstnævnte kendes på deres medlemskab af Alternativet, Enhedslisten eller Det Radikale Venstre.

Mange i vælgerbefolkningen ønsker, og dette ønske forventes tilmed nærmest af dem, at der fandtes flere skatteyderkroner til børnehavebørn, unge, arbejds- og/eller hjemløse, pensionister, sygehuspatienter m.fl. Ønskerne gælder ikke blot forsorg; der kan også tænkes ønsker om flere skatteyderkroner til såkaldt grøn omstilling, bycykler, anlæg af parker og strandpromenader, såkaldte mindfulnessprogrammer til gymnasieelever og meget, meget andet. Det er kun forestillingsevnen, der sætter grænsen. Kravene opstår på samlebånd.

Ikke så få – og tilmed langt ind i borgerlige kredse, mindfulnessprogrammer til gymnasieelever iværksættes eksempelvis af en angiveligt liberal minister – præges dybt af den anskuelse, at det gælder om at få noget for skattekronerne. Danskerne som helhed betragtede har betydeligt bedre forstand på penge, end man sådan ellers skulle tro, og én ting der i hvert fald er en folkesport, er det årvågne arbejde med at få noget for skattekronerne. Jeg tror, men ved det ikke, at det er svært at tænke sig et land, hvor dét etos, at enhver i udgangspunktet betaler for sine egne behov og fikse idéer, står svagere end hertillands. Mennesker med husstandsindkomster på både trekvart og halvanden million kroner forventer uden blusel, at det offentlige stiller eksempelvis underholdningstilbud vederlagsfrit til rådighed for deres børn. Skattebetaling forventes at fungere på den måde, at der indbetales til en konto, hvorfra det så gælder om at bjærge så mange af pengene som muligt tilbage. Overføres dette princip brutalt til almene forsikringsordninger, svarer denne tænkemåde til at ønske, at ens hus af og til rammes af et indbrud eller nedbrænder. Så får man noget for pengene.

Disse forhold afspejler sig i hele vores demokratiske kultur. Man skal ikke have deltaget i ret mange valgmøder i forbindelse med med – eller læse ret megen voxpop fra – det just afviklede kommunalvalg for at konstatere, at demokratiske valg i vort land er sammenlignelige med kundemodtagelsen hos visse virksomheder: træk et nummer og fremfør dine krav. Politikere er i udgangspunktet blevet til modtagere af allehånde fremsatte krav, fordi der ikke findes nogen egentlig, principiel drøftelse af grænserne for det politiskes virkefelt. Politik handler om alt hvad du ønsker dig.

Der findes i dette forhold en uhellig alliance, for det leder dels til en tiltagende, til sidst total ansvarsfraskrivelse fra borgerne. Selv såkaldte iværksættere er for eksempel blevet til krævende kunder i den politiske butik. Dels til et tilsyneladende uløseligt dilemma for de i nogle tilfælde aspirerende folkevalgte: det er urimeligt fristende at fastholde den illusion, at man som folkevalgt vitterligt kan agere ekspeditionskontor for alle disse fremsatte krav. De der måtte nægte dette, kan med rette – både af vælgere og konkurrerende folkevalgte – beskyldes for at svigte den gensidige overenskomst, dybt funderet i selve den politiske kultur, om at folkevalgte definitorisk er pligtige til at agere facilitatorer af det gode liv. Afvigere bilder befolkningen noget ind, men hvem bilder egentlig befolkningen noget ind?

I tresserne talte eftertænksomme, ledende politikere – herunder den mangeårige svenske statsminister Tage Erlander – om de stigende forventningers utilfredshed. Begrebet er principielt dialektisk, idet det både kan tolkes som pegende i retning af legitime krav om øget velfærdsstatsengagement, i takt med en almen velstandsstigning, men også som en lede blandt de folkevalgte ved vælgerbefolkningens endeløse krav. Uanset hvor megen forsorg og støtte der tilbydes, er listen over krav definitorisk set endeløs og indbygget heri findes også den ansvarsforflygtigende tendens. I det oprindelige velfærdsprojekt forestillede man sig eksempelvis næppe det forhold, at der skulle ødelægges så mange ægteskaber og opvækstbetingelser, som mere eller mindre veldefineret funktion af velfærdsudbygningen. Ikke desto mindre er det sket. Folk tilbydes hjælp, støtte og forsorg som aldrig før, men alligevel smider de ivrigt både vaser, barnesjæle og porcelæn på gulvet.

Midt i klageafdelingsvelfærdsstaten findes der en gruppe politisk hjemløse. Den er ikke stor, og den er dybt marginaliseret, fordi dens ønske om et gennemgribende opgør med velfærdsstaten netop overtræder den udbredte overenskomst om, at politikere sandelig står som hovedleverandører af betingelserne for det gode liv. Vi ved alle, hvortil vi kan rette vore krav. For de fleste mennesker hertillands er det utænkeligt – eller i hvert fald et meget eksotisk fænomen – at der findes mennesker, der ikke anser drift af daginstitutioner, landbrugets dyrkningsvilkår, elektricitetsværkernes produktionsform, fjernsynets sendeflade, befolkningens valg af transportform eller frembringelsen af skønlitteratur som politiske virkefelter. Det føles som nævnt nemmere for mange, hvis bare der er frie vilkår for kravfremsættelsen.

Ikke desto mindre findes vi. Et kardinalpunkt for dem, jeg hermed gør mig til talsmand for, er først og fremmest en dyb lede ved den fordelingskamp som velfærdsdemokratiet, der systematisk har tiltvunget sig råderet over førnævnte virkefelter, skaber. Det totale politiske herredømme er først og fremmest ulideligt, fordi det skaber en hensynsløs kamp om adgang til de offentlige kasser. Tilhængere af allehånde politiske påhit falder over hinanden for at opnå bevillinger til dette eller hint. Det er synd for børnehavebørnene, synd for skoleeleverne, synd for gymnasieeleverne, synd for de universitetsstuderende, synd for børnefamilierne, synd for folkepensionisterne, synd for dem på plejehjemmene. Alle har de brug for mere hjælp, bare der dog var flere skatteyderkroner. Alle nedsætter de pressionsgrupper, og de slås, ikke blot om pengene i de offentlige kasser, men også om opmærksomheden i alle de mange uredigerede medier, der efterhånden står til rådighed. Tonen synes at blive mere og mere rå, stemmeføringen mere og mere skinger.

Til sidst bliver det nok også synd for dem på kirkegårdene. De har dog i det mindste fred.

Kronikforslag tilsendt Morgenavisen Jyllands-Posten. Refuseret.