Apologetikken og kristendommens afskaffelse

Af Mikael Brorson

Det er efterhånden en længere debat, som har fundet sted i Kristeligt Dagblad og på denne side om apologetikken og dens rolle i teologien. Den begyndte med min og en medstuderendes kritik af Kristoffer Kruses apologetiske bestræbelser, og Kruse har nu sluttet ringen ved at vende kritikken imod mig og i den forbindelse stille mig tre konkrete spørgsmål. Det glæder mig, dels fordi polemik jo altid er fornøjeligt, men særligt fordi det giver mig en kærkommen lejlighed til at imødegå en række misforståelser.

Skal kristne forkynde for hedninger?

Én af disse misforståelser har indsneget sig ganske tidligt. Kruse tager nemlig udgangspunkt i missionsbefalingen og konkluderer på baggrund deraf – ganske naturligt – at den kristne skal missionere. Men hertil tilføjer Kruse: “Her har Brorson helt ret i, at Gud sagtens kunne åbenbare sig selv uden, at det var nødvendigt for os mennesker at gøre noget. Men Gud har alligevel valgt, at han gerne ville bruge os mennesker.” Og det er vel med udgangspunkt heri, at Kruse spørger mig, hvorvidt kristne overhovedet skal forkynde for ikke-kristne eller “blot vente på, at Gud kalder dem”.

Men det kunne aldrig falde mig ind at hævde, at kristne blot skal læne sig tilbage og lade Gud gøre arbejdet, uden at forkynde eller missionere for ikke-kristne. Gud har så sandelig ikke åbenbaret sig således, at mennesker ikke skal røre en finger. Tværtimod. Mennesker skal forkynde det glade budskab om syndernes forladelse i Kristus helt ligesom missionsbefalingen kræver af dem, og det er naturligvis nødvendigt, fordi Helligånden virker igennem det ydre ord, altså ved menneskers forkyndelse.

Apologetikkens plads i forkyndelsen

Spørgsmålet er så, om apologetikken skal spille en rolle i denne forkyndelse, og her indtræder uenigheden. Kruse finder inspiration i Apostlenes Gerninger, hhv. kapitel 13 og 17, hvor Paulus først prædiker for jøder og forkynder Jesus som messias, og dernæst prædiker for hedninger og forkynder “den skjulte Gud”. I sidstnævnte tilfælde bedriver Paulus med andre ord apologetik, og heraf konkluderer Kruse, at det skal vi også gøre.

Men jeg mener i virkeligheden, at de to kapitler udtrykker det diamentralt modsatte af, hvad Kruse får dem til at betyde. I kapitel 13 afviser jøderne nemlig Paulus’ forkyndelse, hvorefter Paulus vender sig til hedningerne med forkyndelsen af Guds ord, og de omvender sig i hobetal, på trods af Paulus’ manglende apologetiske indsats.

Anderledes dårligt går det i kapitel 17, hvor Paulus forsøger at omvende hedninger ved apologetikkens hjælp. Her ender det ikke med en succes eller et eksempel til efterfølgelse, men snarere en fiasko. Forsamlingen gør grin af Paulus og kun et fåtal omvender sig – så få, at vi får navnene på flere af dem. Og efter denne ydmygelse rejser Paulus ifølge Apostlenes Gerninger til Korinth, hvor han ifølge 1. Korintherbrev ikke benyttede sig af apologetik: “Og da jeg kom til jer, brødre, forkyndte jeg ikke Guds hemmelighed for jer med fremragende talekunst eller visdom, for jeg havde besluttet, at jeg hos jer ikke ville vide af andet end Jesus Kristus, og det som korsfæstet.” (1 Kor 2,1). I det hele taget er det ikke meget, Paulus her har til overs for apologetik og verdens visdom: ”For da Gud i sin visdom ikke ville, at verden skulle kende ham gennem sin egen visdom, besluttede Gud at frelse dem, som tror, ved den dårskab, der prædikes om.” (1 Kor 3,21).

Troens og fornuftens sprog

Men hvorfor fejler Paulus med apologetikken, imens han har succes, når han “nøjes med” at forkynde Guds ord? Det gør han – og det er i virkeligheden det springende punkt i hele denne diskussion – fordi det er to helt forskellige sprog. Apologetikkens sprog er fornuftens, hvorved mennesket søger at nærme sig Gud. Forkyndelsens sprog er troens, hvorved Gud nærmer sig mennesket. Fornuftsbeviser kan mennesker nemlig selv præstere, men tro, derimod, er den fordring mennesket stilles, men som det ikke kan leve op til. Kun Gud kan give troen.

Her er tro og fornuft med andre ord helt og aldeles uforenelige. Troen kan ikke oversættes til fornuftens sprog – eller, for at sige det paulinsk, korsets dårskab kan ikke oversættes til verdens visdom – uden at begge dele ødelægges. I det forsøg går hele kristendommen tabt, fordi kristendommen aldrig er menneskets opstigen til Gud, men altid Guds nedstigen til mennesket, som ved Jesu inkarnation. Apologetikken er på den måde en umulig opgave.

Kruse spørger, hvordan denne tro adskiller sig for jødens, og hvilke grunde man da har til at tro? Forskellen er selvfølgelig troen på det i bogstaveligste forstand utrolige at Gud blev menneske, og at Jesus altså er Guds søn. Grunden til at tro herpå er ganske simpel; det er ikke en fornuftsgrund, men derimod Guds befaling: “Du skal!”.

Kristendommens afskaffelse

Kruse stiller også et tredje og sidste spørgsmål: Hvis kristendommen kun omhandler tro, hvorfor så have en prædiken som en del af gudstjenesten? I en prædiken må man jo nødvendigvis bruge fornuften. Og ja, selvfølgelig bruges fornuften i forkyndelsen – når vi bruger sproget kommer vi jo aldrig udenom fornuften i banal forstand – men den tæmmes af Ordet. I forkyndelsen arbejder fornuften på troens præmisser, på Guds præmisser, således at den egentlig taler om noget, som er større end den selv og som den må afvise: at Gud blev menneske. Fornuften er blot et instrument, og endda et modvilligt af slagsen. Det er derfor Helligånden er nødvendig, og derfor kan Martin Luther også tale om fornuften som “eine Hure des Teufles”, som djævelens skøge, og som en direkte modsætning til troen.

Ganske anderledes forholder det sig med apologetikken, for her arbejder fornuften ikke længere på troens præmisser, men troen på fornuftens. Her forsøges Gud fundet eller sandsynliggjort udenfor åbenbaringen i Kristus, således at fornuften egentlig nærmer sig Gud udenom Kristus, og dermed er det ikke Gud som kommer til mennesket, men mennesket som kommer til Gud. Eller, med andre ord: kristendommen afskaffes.

Har apologetikken en plads?

Det kan nok lyde som en ganske kategorisk afvisning af apologetikken, og man kan med rimelighed spørge, om apologetikken da ikke på nogen måde kan have en plads i teologien? Det kommer i sidste ende an på, hvad man forstår ved apologetik. Hvis apologetik eksempelvis betyder at forsvare kristendommen imod stråmandsargumenter og urimelige anklager, eller hvis det bruges i betydningen at vise “verdslige tankemåder” – filosofi, videnskab mv. – deres rette plads og afskære dem fra f.eks. at beskæftige sig med Gud, så har apologetik utvivlsomt en plads indenfor teologien.

Men apologetik, i den betydning Kruse bruger ordet, som fornuftens forsøg på at nærme sig eller sandsynliggøre Gud, har ingen rolle at spille i teologien. Hvis ikke fornuften tæmmes af troen og arbejder på dens præmisser, men vil pege på Gud udenfor åbenbaringen, kan fornuften ikke andet end fordærve teologien og afskaffe kristendommen.


Mikael Brorson er stud.theol. ved Aarhus Universitet. Han har løbende deltaget i den offentlige debat, særligt om indvandring, kristendom, EU og værdipolitiske emner i det hele taget. Mikael Brorson er redaktør ved tidsskriftet Replique.